Georg Vilhelm Lyng

Hvad der karakteriserer saavel nærværende Drama, som det dermed omtrent samtidige Halte Hulda, er en fremherskende Stræben efter at indføre den ægte nordiske Typus i Poesien, give den ejendommelig nordiske Karakter og Aand, Gehalten af det nordiske Liv, en poetisk Form, og saaledes bringe Folket til poetisk Selvbevidsthed. Dette er upaatvivlelig en stor og skjøn Opgave: foruden at Selvbevidstheden kan siges at være Formaalet for og Livsprincipet i al menneskelig Udvikling, har specielt den poetiske Selvbevidsthed en særegen Betydning for Livet. Poesiens Skabninger ere Folkets Idealer, hvorefter det mer eller mindre bevidst danner sig, og dersom derfor det Nationale ikke kommer til sin Ret i den, dersom den har dannet sig formeget efter fremmede Mønstre, vil dette ogsaa virke tilbage paa Livet til at forvanske det, gjøre det affekteret, usandt og usundt. Folket vil komme til at forse sig paa et fremmed Ideal, det vil stræbe efter at blive, hvad det ikke er og ikke er bestemt til; dets Stræben vil derfor ikke have nogen Rod i den Folkets inderste Natur, i hvis lønlige Drift den rette Spirekraft ligger.

Ved Siden af denne fælles Karakter er der dog ogsaa en væsentlig Forskjel mellem de nævnte Stykker, og det er ikke uden Interesse at sammenligne dem. Bjørnson har, som han selv udtrykker det, sagt, hvad Sagaen fortier; det er det indre Liv, Gemyttets skjulte Dybheder, som her afdækkes for os; det er, hvad Nordboen i sit stille Sind tænker og føler, og hvorledes han udtaler disse fine Følelser, det er det, Bjørnson har villet vise os; det er Livets lyriske Side, der her træder os imøde, og hans Drama har saaledes en overvejende lyrisk Karakter. Ibsens derimod har en væsentlig episk Karakter; det er Livets episke Side, som her stilles frem; det er Nordboen i sit ydre Liv, i Handlingen, som her stilles os for Øje, Nordboen saaleds som han optraadte i Sagaernes og Vikingernes Tid, den Tid, i hvilken den nordiske Aand, væsentlig fri for ydre Paavirkning, fremtræder i sin reneste Skikkelse, men derfor ogsaa i sin største Ensidighed.

At denne rene Nordiskhed indføres i den moderne Poesi, maa naturligvis være et betydningsfuldt Fremskridt i Poesiens Udvikling. Det er Oehlenschläger, ved hvem dette først er skeet, og deri ligger tildels Oehlenschlägers store Betydning; men der er neppe noget Digterværk, der giver os et saa sandt og tro Billede af Sagaernes Aand og det Liv, de skildre som «Hærmændene.» Oehlenschläger har visselig givet os skjønne, ophøjede, begejstrende Skildringer af nordisk Heltekraft og nordisk Helteliv; men der er dog Noget, der mangler ham, der er Noget, der gjør, at vi i hans Helte ikke ganske gjenkjende vore gjæve Forfædre og derfor ikke føle os rigtig i Slægt med dem. Hvad der mangler de Oehlenschlägerske Helte, er den jævne, ligefremme Simpelhed, den praktiske Forstandighed, den beregnende Kløgt, der er ligesaa karakteristisk for vore Forfædre, som Heltemodet, og danner, ialfald tilsyneladende, en besynderlig Kontrast til den Idealitet, om man vil, det Sværmeri, der ligger i deres urokkelige Foragt for Døden, deres Forgudelse af Æren, deres daadrige Livs og deres grændseløse Higens Eventyrlighed. Det er mærkeligt nok, at denne nøgterne Forstandighed, der ikke lod sig blende af noget Skin, men stedse holdt sig til selve Sagen og tog den, som den var, at den dog tilslut førte til at sætte Livets egentlige Gehalt, Maalet for al deres Tragten, i dette Bedrifternes, den menneskelige Storheds og den individuelle Selvstændigheds Skin, som Æren er. Nordboens Sværmeri er derfor ganske forskjellig fra Orientalerens vanlige Drømmerier, hvori Fantasien udstyrer det endnu ikke klart og forstandigt opfattede Liv med al sin straalende Herlighed; Nordboen er den modne, besindige Mand, der kjender Livet tilbunds og ved, at «Alting forgaar undtagen Et: Dommen over den Døde.» Æren er hans Udødel ighed; i den gjemmes Personlighedens evige, almene Gehalt, Ærgjerrigheden er derfor den Følelse, hvorved han hæver sig over Endeligheden og Timeligheden; den er hans højeste Dyd. Dette Ærens Phantom, dette Idealitetens Rige er hans egentlige Verden; det har sine Love og Vedtægter og er Gjenstand for ligesaamegen nøgtern Beregning, ligesaamegen juridisk Kløgt, som den krasse Virkelighed.

Dette juridiske Element i Karakteren og Livet fremtræder meget stærkt i det Skuespil, vi her have for os, og som vi nu skulle betragte lidt nøjere i det Enkelte.

Digtets Grundtanke hænger naturligvis nøje sammen med dets nordiske Karakter. Det gaar ud paa at vise, hvorledes det nordiske Helteliv og den nordiske Helteaand paa mange Maader komme i Strid med Menneskets dybeste og inderligste Følelser og griber forstyrrende ind i det Liv, hvis Sjæl de skulde være, nemlig Familjelivet. Stykkets Udgangspunkt er det juridiske Forhold mellem Ørnulf og Gunnar. Gunnar har bortført Ørnulfs Plejedatter, Hjørdis, og Ærens Love byde nu ligesaavel Ørnulf at kræve Bod for denne Fornærmelse, som, ialfald efter Hjørdis`s Formening, Gunnar ikke at lade sig tvinge eller skræmme dertil. Hjørdis er saameget ivrigere for at ophidse Gunnar til Modstand, som hun har sin Fader, Jøkuls Drab at hævne paa Ørnulf. Saaledes sætter for det Første Ærens Love Splid mellem Ørnulf og Gunnar, der ellers nære Agtelse og venskabelige Følelser for hinanden. Dog ogsaa mod sine Fiender paalægger Ærens Love Pligter: Sejeren og dens Ære skal ikke være et blot Skin; den skal være Aabenbarelsen af de virkelige, personlige Fortrin; den maa vindes ved personlig Styrke og Tapperhed, paa aaben og ærlig Maade, ikke ved nogen Slags Underfundighed. Ørnulf hindrer derfor Kaare, Gunnars Uven, fra at bemægtige sig dennes Søn, Egil; men denne hans ridderlige, man kunde gjerne sige, eventyrlige Højmodighed kommer ham dyrt at staa: i Kampen mod Kaare falder hans 6 ældre Sønner, og Gunnar, der tror, at Ørnulf er rejst sørpaa for at dræbe Egil, hævner sig ved at dræbe Thorolf, Ørnulfs yngste Søn.

Men hin Æresprincipets Virkninger ere ikke blot at Forholdet mellem Ørnulf og hans Svigersøn forstyrres, og at Gubben staar der ene, lig en kvistet Gran; det trænger forstyrrende ind i Familjelivets Allerinderste, forstyrrer Forholdet mellem Mand og Kone, kræver de dybeste og inderligste personlige Følelser og derved Livets højeste Glæde og sande Lykke som Offer, kommer saaledes i Strid med et andet Princip og hidfører derigjennem Katastrofen.

I Hjørdis`s Person aabenbarer sig den Strid, hvori den eventyrlige, nordiske Anskuelse af Menneskelivet, at dets Bestemmelse, dets egentlige Gehalt er Kampen, dens Bedrifter og dens Hæder, kommer med Kvindeligheden, navnlig forsaavidtsom dertil hører Huslighed. Det bliver hende «for trangt i Gunnars Stue»; for det, stille Liv i Ydmyghed, i Taalmodighed og kjærlighedsfuld Opofrelse, for dets Skjønhed har hun intet Øje; hun higer kun efter Daad og Berømmelse og foragter sin Mand, fordi han ikke har det samme krigerske Sindelag. Men hvormeget end Hjørdis er en Mand, saa har hun dog endnu den kvindelige Grundanskuelse, at Elskovens Magt er absolut, og dens Lov hellig, og at den ikke maa ofres for noget Andet. Denne det kvindelige Livs Grundlov har Sigurd forbrudt sig mod, og dette er Stykkets dybeste Konflikt. Næstefter Hjørdis er Sigurd Hovedpersonen i Stykket. Han er Stykkets Helt og ædleste Karakter; han er Gunnars Ven og Fostbroder; for hans Skyld har han vovet sit Liv, renonceret paa Æren for sin største Bedrift, ja ofret sin Elskov, sit Livs bedste Lykke. Han optræder strax fra Begyndelsen mæglende, søger selv med store Opofrelser at bevare Freden mellem Ørnulf og Gunnar, og hvormeget end Hjørdis tirrer ham, bliver hans Venskab for Gunnar dog urokket. Denne Sigurd, der i sig selv, i sin Personlighed indeslutter Alt, hvad der er godt og ædelt, og som gjennem hele Stykket paa den mest uegennyttige Maade ofrer Alt for det Gode og Ædle, han er det, der netop ved denne sin opofrende Hengivenhed har forbrudt sig mod Elskovens guddommelige Lov, og som for denne Brøde maa falde. Gunnar og Sigurd havde nemlig begge forelsket sig i Hjørdis; men Gunnar havde aabenbaret Sigurd sin Kjærlighed, Sigurd derimod af Venskab for Gunnar skjult sin og hjulpet denne til Besiddelsen af Hjørdis ved at dræbe den Hvidbjørn, der vogtede hendes Bur. Det er Moraliteten, Pligten, Fostbroderskabets Lov i Konflikt med Sjælens dybeste Følelse, Elskovens Lidenskab. Denne, hvor skjøn og herlig den end er, er dog egoistisk og maa derfor ofres for den Pligt, Fostbroderskabet paalægger; men paa den anden Side er Elskoven et Udtryk for Skjæbnens Vilje og Bestemmelse, at de To skulle være forenede, og maa som saadant respekteres. Det kan man overhoved sige om alle naturlige Drifter, at de ere Udtrykket for Guds Bestemmelse med et Menneske, og at Mennesket derfor skal følge dem, medens det paa den anden Side er Moralens Bud, at de skulle fornegtes. Dette er en Selvmodsigelse, som ligger i Aandens almindelige Væsen, at den nemlig paa den ene Side skal gjøre sig uafhængig af Naturen, men paa den anden Side hente sit Indhold og sine Bestemmelser derfra. Da Aandsfriheden er det Fremherskende hos Manden, derimod Aandens Harmoni med Naturen, Følelseslivets Skjønhed, hos Kvinden, kan denne, som overhoved maaske enhver dybere Konflikt i Menneskelivet, føres tilbage til Modsætningen mellem det mandlige og det kvindelige Princip. Modsigelsens sidste, store Løsning er Døden, ved hvilken Personlighedens uendelige Gehalt befries saavel fra Naturlighedens Magt fra at «være Kjødets Skyldner», som det hedder i Bibelen, som fra Pligtens Indskrænkethed, og Dette er ogsaa Løsningen i Stykket. Ogsaa her er Konflikten det Nordiskes Konflikt med det Almenmenneskelige; thi, som ovenfor paapeget, det Karakteristiske for den nordiske Aand er ikke blot Modet, men ogsaa den dybe Sans for Ret og Pligt, og den er det, som her kolliderer med Naturligheden. Derfor er ogsaa den nordiske Aand gjennemtrængt af Bevidstheden om Døden, som Livets Maal og sunde Gehalt; netop denne Aand, i hvilken Endeligheden kulminerer, forsaavidtsom her Karakterstyrken og den individuelle Energi faar sin højeste Udvikling, netop den har ogsaa den dybeste og klareste Bevidsthed om sin Trang til gjennem Døden at afføre sig sin Endelighed og modtage sin rette Indvielse.