Hærmændene paa Helgeland.
Et norskt nationalt Skuespil, ligesaa sandt og fuldstændigt som Tydskernes Götz von Berlichingen. Et tro historisk Maleri, hvori man ser de vigtigste Figurer og Charakterer fra vor Oldtid repræsenterede, hvori de mest betydningsfulde Momenter i vore Forfædres Liv ere gjengivne. Det Hele er klart og rigtigt tænkt og anskuet, og ligesaa klart og levende fremstillet for os i en helstøbt Skikkelse. Det oldnorske Liv staar her for os i sin Helhed; det er ikke Brudstykker, ikke Enkeltheder, vi se; vore Forfædre vise sig for os i sin hele aandige og legemlige Habitus; deres Indre og Ydre er afdækket, afsløret; de staa op af sine Grave livagtige, med Kjød og Blod, og vandre blandt os. Den hele rige Sagaliteratur er gjengivet i disse faa Blade idealiseret og skjønt, og ved Modsætningernes Sammenstillen og ved deres indre Rivninger se vi her Livet langt klarere og anskueligere, faa vi et mere aabent Øie for Aabenbarelserne af Folkeaanden og Folkecharakteren, end vi vilde kunne ved Læsningen af mange Sagaer tilhobe.
Tage vi Personerne for os, se vi, at hver enkelt af dem er en heelstøbt Repræsentant for en i vort Oldliv virkende, stærkt udpræget, levende Personlighed, og alle tilsammentagne fremstille Komplexet af de Aabenbarelser, hvori vor Folkeaand traadte ud og kom tilsyne.
Sigurd er den tapre Viking, som udrustet med aandig og legemlig Kraft – Mod og Styrke – forvovent trodser Død og Farer for at samle sig Hæder og Gods, som i Bevidstheden om sin Kraft aldrig viger tilbage for Trusler eller Overmagt. Han er ogsaa den trofaste Fostbroder, som ædelmodig gjør de dyreste og største Opoffrelser for Vennens Skyld. Den ubrødelige, sanddru Mand, som aldrig under nogensomhelst Skjæbnens Omskiftelser svigter sin Eed eller sit Løfte. Han staar der altsaa heel og holden som en ægte fuldstændig Type for en norsk Helt, som et Ideal af en Vikingehøvding.
Ørnulf er Personifikationen af det da herskende Retsbegreb; han fordrer Bøder for Fornærmelser mod et Menneske, han ikke elsker, og vil om fornødiges med Sværd og Blod tvinge Gunnar, som han agter og ærer, til at betale Bøderne; han gjør sin Ret gjældende, fordi det er hans Ret, og fordi det er hans Pligt at fremme sin Ret, og den strænge Retsfølelse bringer ham til at glemme alle andre Hensyn, tilbagetrænger hans personlige Tilbøieligheder og Hjertets ædle og varme Følelser. Det hele Bodssystem og Blodhævnen staar i hans Person klart for vort Blik. Men han er desuden den ærlige, oprigtige Mand, som ikke ved nogensomhelst Svig eller lav Lumskhed vil tilfredsstille sin Hævn; aaben og ligefrem gaar han tilværks og tilbageviser med Foragt de nedrige Planer, som lægges af den Usling, der paa Grund af fælles Hævn har sluttet sig til ham, og han tager endog Parti mod denne for sin Fiende Gunnar, dels fordi hans ærlige Hjerte hader al Ondskab, dels fordi hans Retsfølelse forbyder ham at gjøre sin Ret gjældende paa andre Veie end dem Loven bød.
Gunnar, Hersen og Kjøbmanden, er den selvbeherskende og vise Mand (spakr ok vitr madr), der ikke som Ørnulf gjerne vil bruge Sværdet til at afgjøre Tvistigheder. Han er fredelskende og sidder enten rolig hjemme paa sin Gaard eller drager paa sin Knor ud paa Handelsreiser. Forudseende søger han at undgaa Faren, og varsom undviger han al Anledning til Strid; kun naar den onde, af ham høit elskede Hustru ophidser ham, kun naar han kommer i Raseri, bryder den raa Vildhed frem.
Kaare, den nedrige, usle Nidding, hævner Fornærmelsen, ikke alene fordi det er hans Pligt, men ogsaa og fornemmelig fordi han i sit inderste Hjerte hader Fornærmeren, og ethvert hvilketsomhelst Middel er ham ligegodt, naar det blot fører ham til Maalet; han efterstræber lumskelig det værgeløse Barn, og da dette slaar feil, sniger han sig hen for at indebrænde sin Fiende med alt Hans. Saa fæl denne Personlighed er, er den dog ikkedestomindre sand, og den hører nødvendig med for at fuldstændiggjøre Tidsmaleriet.
Hjørdis, den vilde Valkyrie, den grumme, blodige Kampkvinde, har tilbagetrængt alle kvindelige og ømme Følelser; ved blodig Kamp, ved tilintetgjørende Vildhed og Grumhed søger hun at hæve sig op til Jævnbyrdighed og Lighed ved Siden af Manden. Den Mand, hun kan elske og ønsker at være lig, skal være Helten, den Alle beseirende og derfor maa hun være ligesaa haard og tapper som denne. Men da hun følte, at den Mand, til hvem hun var knyttet, ei svarede til hendes Ideal, da hun paa den stille fredelige Bondegaard ei kunde tilfredsstille sit Hjertes blodgriske Længsler, fattede hun, at hendes Liv var forfeilet og forspildt. I Strid med sig selv og den hele Verden pønsede hun blot paa at tilintetgjøre Alt om sig og sig selv.
Ligeoverfor den vilde Hjørdis fremtræder Modsætningen, den milde, blide Dagny, skjønnere for os end hun ellers vilde have gjort. I den krigerske, grumme Tid havde hun bevaret sin medfødte kvindelige Natur, men netop derfor blev hun tilsidesat af sin Tid, netop derfor ansaaes hun ikke værdig til at staa ved Siden af Manden, af Helten. I hende træder Modsætningen til vor Tid ogsaa skarpt frem: den ømme Kvinde blev af den vilde Tid foragtet, medens Hjørdis blev anseet som et Ideal af en Kvinde, og nu – ja nu er det helt anderledes.
Hvor sandt og hvor tro ere ikke alle disse Personer fremstillede! Vi gjenfinde dem overalt i vore Sagaer, endog den ukvindelige og, som man skulde mene, usande Hjørdis gjenkjende vi overalt i Valkyrien, i Skjoldmøen og bedst og fuldstændigst i Hervør i Hervararsaga. Og hvormange Tilknytningspunkter findes der ikke med Sagaerne? Hjørdis´s Rov er et fuldkomment Sidestykke til Brynhilds i Vølsungasaga; Ørnulfs Klage over Sønnen staar ved Siden af Egill Skallagrimsons Sørgekvad over sin Søn og hint bliver ristet paa Kjævle som dette. Vi gjenkjende den krigerske Vildhed i Moderen, som for at prøve Sønnen syr Kjolen fast til Kroppen gjennem Hud og Kjød. Vi gjenkjende den karakteristiske Pengegriskhed, som bringer Ørnulf til at betænke sig paa, om han skal tage det Gods, Sigurd byder ham, istedetfor at fremme sin Hævn. Man forstaar, hvor dybt rodfæstet Pengebegjærligheden maatte være, naar Ørnulf i denne Situation et eneste Øieblik kunde være i Uvished. Og dette Grundtræk i Nordboens Karakter er desværre altfor tydelig udpræget i Sagaerne, er altfor sandt.
Skjønt Materialierne til denne skjønne Bygning er hentet fra mange forskjellige Kanter, er det Hele dog af Digterens snilde og kunstfærdige Haand sammenføiet til et helstøbt, fuldstændigt Kunstværk, der staar for os som et Monument, hvori enhver Aabenbarelse af vore Forfædres Aand og Liv har faaet sit fuldstændige Udtryk.
Vi have her kun fremhævet de Fortrin, Stykket har som historisk Maleri, og overlade det til Andre at fremhæve dets æsthetiske.
«Hærmændene paa Helgeland» er derfor et sandt nationalt Skuespil, der bør være kjært for enhver Nordmand, som ønsker at kjende sine Fædre, som elsker sit Fødeland og dets Helteold. Vel finde vi mangt et Træk, som ikke er skjønt og tiltalende, men det gavner os altid at lære Sandheden at kjende, og for at forstaa os selv og vor Stilling i Nationernes Række, er det uundgaaeligt nødvendigt at kjende saavel det Onde som det Gode hos vore Forfædre. Det er nu ikke blot den norske Oldforsker, som kan lære sit Fædrelands Old at kjende, Enhver som har 12 fj at udgive, som veed Veien til Theatret, som har Øine at se med og Ører at høre med, kan nu se det oldnorske Liv, saaledes som det fremtraadte i Følelse, Tanke, Villie og Handling, lyslevende i sin hele sande Skikkelse. Men hvad? Enhver, som ved Veien til Theatret? Det vil jo ikke, kan ikke blive opført saalænge den nuværende artistiske Direktør staar i Spidsen for Theatret. Og hvorfor ikke? Fordi denne Direktør er unorsk, er unational, fordi han ikke kjender, ikke ved at skatte vort Oldliv, eller fordi han ikke vil kjende, ikke vil skatte det. Thi forstod han det, interesserede han sig for det, kunde han umulig lade saadanne smaalige Hensyn gjælde som Hensynet til nogle faa Hundrede Daler, ligeover for et saa betydningsfuldt Værk som Hærmændene. Men vi taale ikke længere dette Regimente af Fremmede, denne Underkuen af vort Eget; have vi naaet op til en saa klarnet Selvbevidsthed, til en saadan aandig Dannelse, at Værker som Hærmændene og Halte-Hulda kan fremtræde, kan vi umulig taale en saadan Umyndighedstilstand. Det er ikke Digteren Ibsen alene, som er krænket, idet hans Arbeide er vist tilbage af usle Pengehensyn, det er den hele Nation, det er Nordmændene som et aandigt myndigt Folk, der er krænket. Hærmændene er nemlig ikke Digterens Eiendom alene, det er fra nu af en Nationaleiendom, det er Kjød af vort Kjød, Blod af vort Blod, det er det knæsatte, erkjendte Barn, som vi vil skal indsættes i sine fulde Rettigheder.
Vi se nu tydelig og uimodsigelig hvad det har at betyde at have en fremmed, unational Scene; det bliver nu ikke længere et tomt Ord, at saalænge det danske Theater existerer, kan vor Nationaleiendommelighed, vort Folkeliv, vor Folkekarakter ikke blive fremstillet paa Scenen; thi Hærmændene, dette ægte nationale Stykke, kan, vi have seet det, vi have hørt det, ikke blive opført. Og vi maa ovenikjøbet være glad til, at det ikke bliver opført paa det danske Theater; thi det Hele vilde da blevet falskt og forfeilet; danske Skuespillere ville i al Evighed ikke kunne gjengive de her tegnede norske Karakterer. Naar Tilstanden er saadan, hvad have vi da at gjøre? Enhver ærlig Nordmand, som elsker sit Folk og sit Land, kan ikke længe være i Tvivl. Ordet er allerede forhen tydeligt og bestemt udtalt i dette Blad: «det danske Theater kan ikke længer bestaa hos os»; dette dristige og i rette Tid udtalte Ord gjentage vi af fuld Røst. Den gamle Bygning maa falde, og vore tapre Venner Hærmændene ville med uimodstaaelig Kraft rive ned hvad der endnu maatte være istand til at gjøre Modstand. Man komme ikke længere med den fule, hovedrystende Indvending, at Kunsten da vil gaa tilgrunde. Samle vi kun de respektable norske Kræfter, som nu ere splittede til alle Kanter, paa en Scene, saa vil Kunsten nok bestaa, og da først vil den bestaa til Held og Gavn for Landet. Theatret vil da ikke længere være en Modstander af os, men en Forkjæmper i vor aandige Selvstændighedskamp; det vil da udvikle og klargjøre den norske Aand, det nationale Liv.