Oldtidshistorier i dramatisk Form.
«Ham var jeg værst, jeg elskede mest».I den Gaade, som Samson gav Philistrene at gjætte, hed det:
Fra den Spisende Spise kom,
Sødme kom fra den Stærke.
Dette kan anvendes paa Mere end paa Løven, som han havde ihjelslaaet, det gjælder ogsaa om Forholdet mellem Folk og Poesi. Fra det stærke Folk kommer Poesiens Sødme, fra det sunde og dygtige Folk den gode og kraftige Literatur. Folket, dets Natur, Liv og Bedrift er altsaa det Første og Skabende; men efter den Udbredelse og Magt, som Læsning har nuomstunder, kan man heller ikke nægte, at Literatur og Poesi kan være skabende eller idetmindste virke forædlende og styrkende paa et Folk i dets Helhed, saa vist som slet Læsning kan fordærve baade Individer og Folk. Hvis det er sandt, at de nordiske Folk og specielt vi Danske i Tidernes Løb have lidt nogen Skade ved at optage «fremmede Tanker», som endda ikke vare af de bedste, ved at færdes for meget med de lette eller endog frivole Frembringelser af fransk og tydsk Aand, ved at optage i os et godt Maal af den slettere europæiske Civilisation samtidig med den bedre, saa skulde det være den sande Skandinavismes Formaal og Anbefaling, at de tre Folkeslag udvexlede og tilegnede sig, hvad Kraftigt, Stort og Skjønt hvert af dem kunde finde i den fælles Fortid eller i Nutiden, hvad Foryngelse og Styrke der kunde hentes op fra den gamle Historie og den gamle Poesi eller fra Folkets nærværende Liv og Virken.
De Værker, hvortil hentydes i Overskriften, henhøre til en Stræben hos nogle unge norske Digtere, som gaaer ud paa at forynge og styrke Dramaet ved Hjælp af Oldtiden. For ikke at skatte denne Stræben enten for høit eller for lavt, maa man dels naturligvis bedømme, hvad den yder, dels erindre, paa hvis Skuldre den staaer; thi ny er den jo ikke. For over halvt hundrede Aar siden begyndte Oehlenschlæger sin store Række af nordiske dramatiske Digtninger – ikke at tale om hans Forgjænger Ewalds Forsøg – og dersom man vil sige, at for dem, der gaae til Kilderne, viser det sig hyppig, at Oehlenschlæger har gjort det Nordiske altfor blødt og vægt og indblandet fremmede Bestanddele i det, saa svare vi, at dette tildels er sandt; men i Meget staaer Oehlenschlæger dog stedse frisk og herlig som et stort poetisk Mønster af nordisk Art. Vil man paastaae, at han ei blot ikke har truffet Sagatonen og ladet sine nordiske Helte tale i en blød og bred Pathos, men ogsaa har et tvivlsomt Værd som egenlig Tragiker, saa lade vi for et Øieblik Striden herom falde og gjøre opmærksom paa, at saa er der en anden Dramatiker, i hvem den nordiske Aand kom til Gjennembrud: Shakespeare. Jo mere man læser Shakespeare og Nordens gamle Literatur, desto mere føler man, hvorledes det nordiske Blod har vedligeholdt sig i ham og hans Skikkelser. Vel sandt, hans Charakterer ere ikke specifik nordiske paa den Maade, som nogle af Grundtvigs Digte siges at være det, have ikke noget Hemmelighedsfuldt, der forhindrer dem fra at forstaaes af Mennesker i Almindelighed; han gjorde dem universelle, i deres Menneskelighed fik de noget Almengyldigt uden dog at tabe en særegen Colorit; han fuldførte i sin Sphære den normanniske Aands Mission, Erobringen af Verden indenfor visse Bredegrader. Der fattes end ikke Exempler paa, at han foruden Sagaens Aand ogsaa udtalte dens Ord og Bogstav – rimeligvis uden selv bestemt at vide, hvorfra han havde det – ; saaledes findes Richard d. 3dies Ord, da han paa Valpladsen søger sin Fjende Richmond: «Jeg troer, der er sex Richmonder i Marken idag, fem har jeg alt dræbt o.s.v.» – i Rolf Krakes Saga, hvor Bjarke siger: Jeg mødte Hjartvar og kløvede ham ned i Ryggen, og jeg troede ham død; men jeg seer ham nu kjæmpe ikke mindre drabelig, og aldrig kan jeg vide, hvad det er, som giver ham denne Styrke.
Det nordiske Drama er altsaa ikke noget Nyt. Stoffet er endog temmelig forbrugt, idetmindste vil det falde yngre Digtere vanskeligt at skildre ærgjerrige, herskelystne, grumme sandselige Kvinder af stor Naturkraft – af Jættenatur, kunde man sige – naar der i Forveien er skabt saadanne Skikkelser som Lady Macbeth, Regan, Goneril, og for den elskelige, blide eller høimodige Kvindelighed staae saadanne Forbilleder som Thuride, Valborg, Thora. Vistnok er Stoffet uudtømmeligt, for den sande Digter staaer intet Foregaaende saa let i Veien; men Fordringerne til, hvad der skal skabes, ere store. Paa den anden Side er dog ogsaa en ny, vid Mark aaben for dem, der magte at optage Sagastilen, der sætte sig som Opgave at bringe Shakespeares Kunst til Gjenfødelse i ren nordisk Aand og Tale eller forene Nordens simple, fyndige Udtryksmaade med den høie, tragiske Skjønhed.
Ret mærkeligt er det nu, at to unge norske Digtere, der samtidig stræbe i denne Retning. Begge have valgt i Hovedsagen samme Emne, der hidtil kun er blevet lidet behandlet, nemlig den nordiske Kvindecharakter, som er betegnet med Ordene: «Ham var jeg værst, jeg elskede mest». Man behøver kun at nævne disse Ord, for at de skulle vække Forestilling om et stærkt og indesluttet Sind, om dybe Følelser, sønderrevne Kjærlighedsbaand og en tragisk Skjæbne. Vanskelig skal man finde Ord, der mere bestemt omslutte et dramatisk og tragisk Indhold, forsaavidt nemlig dette netop bestaaer i Personlighedens Kamp med Lidenskaben og Fald for den, og Formen, hvori Tanken fremtræder, er tillige charakteristisk nordisk. Oehlenschlæger tog Opgaven for i «Kjartan og Gudrun»; men den egenlige Charakter kom neppe ret og fuldstændig frem, ligesom Værket i dets Helhed ikke hører til Digterens bedste.
Hærmændene paa Helgeland,
af Henr. Ibsen.
Den gamle Kjæmpe Ørnulf, der er udvandret og har taget Land paa Island, kommer tilbage til Norge for at søge Hævn over «Søkongen» eller Vikingen Sigurd og Hersen Gunnar, der haardt have fornærmet ham. De gjæstede ham paa Island og ved Afreisen bortførte de hans Datter og Fosterdatter; Sigurd tog Datteren, Dagny, Gunnar tog Hjørdis Datter af Jøkul, hvem Ørnulf havde dræbt, og hvis fjerntboende Frænder derfor havde sendt Drabsmanden den Dræbtes Datter og ved List faaet ham til at knæsætte og opfostre hende.
De bortførte Piger ere blevne Ægtehustruer, og da Ørnulf træffer Sigurd og Dagny, er der strax Beredvillighed til Bøder og Forlig. Ogsaa Gunnar viser sig glad ved at kunne afbøde sin Uret mod Ørnulf; men her er Hjørdis til Hinder. Man mærker strax, at denne Kvinde baade har et haardt Sind og tillige bærer paa en dyb Uro og Smerte, at Noget er indtraadt i hendes Liv, hvorved hendes store og kraftige Evner blive mere til Plage end til Lykke for hende selv og Andre. Først skulde man troe, at det blot er den uopnaaede Hævn over hendes Fader, som ligger hende paa Hjerte, og at hun alene vil Ørnulf tillivs; men man opdager snart, at det heller ikke staaer aldeles godt til mellem hende og hendes Husbond Gunnar, at hun bærer paa noget Dunkelt og Hemmelighedsfuldt imod ham, «en bitter Vee, som hun knap selv forstaaer», og at hun derfor med sit urolige Sind bringer ham i Stridigheder, ligesom for at faae nye Prøver paa hans Mandemod. I Mangel af anden Stordaad, hun kan faae ham til at udrette, har hun yppet Strid med en af hans Naboer, Bonden Kaare; denne har saa dræbt en af Gunnars Trælle, og nu kræver Gunnars Ære – den hun, som sagt, aldrig kan faae hævet høit nok – at Kaare fældes. Bonden undgaaer kun denne Skjæbne ved at tye til Ørnulf og Sigurd og faae sluttet et Forlig, som dog Hjørdis ikke synes meget tilbøielig til at holde i Længden.
Ogsaa Gunnar synes at bære paa en Hemmelighed, en stille Selvbebreidelse; men, da han er et harmonisk og ædelt Gemyt, gjør denne ham blid, og det lykkes ham at faae Grunden lagt til et fuldstændigt Forlig: Ørnulf og hans Sønner skulle tilligemed Sigurd og Dagny komme som Gjæster til hans Gaard. Sigurd vil nødig, og nu erfarer man af en Enetale mellem ham og Dagny, hvad der egenlig er i Veien mellem disse Mennesker. Han beder sin Hustru om at bortkaste den Guldarmring, han engang har givet hende, helst kaste den paa Havets Bund; thi hvis Hjørdis faaer den at see, kan den blive mange Mænds Bane. Han maa da forklare sig:
Sigurd. Du veed, der havde været Gilde; tidlig gik Du til Sovestuen, men Hjørdis blev siddende ved Drikkebordet mellem Mændene. Flittig gik Hornet rundt, og allehaande stærke Løfter bleve svorne. Jeg svor at føre en fager Mø fra Island, naar jeg reiste; Gunnar svor det Samme som jeg og gav Drikken til Hjørdis. Da tog hun Hornet, stod op og gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe skulde eie hende til Viv, undtagen den, som gik til hendes Bur, dræbte Hvidbjørnen, som der stod bunden ved Døren, og bar hende bort paa sine Arme.
Dagny. Ja, ja, det veed jeg.
Sigurd. Men Alle mente de, at det var ugjørligt; thi Bjørnen var det vildeste Udyr; Ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve Mænds Styrke.
Dagny. Men Gunnar fældte den dog og blev navnkundig over alle Lande for den Daad.
Sigurd (dæmpet). Det blev han – men – jeg øvede Daaden!
Dagny (med et Udraab). Du!
Sigurd. Da Mændene gik fra Gildestuen, bad Gunnar mig følge med til Enetale i Soverummet. Da sagde han: «Hjørdis er mig kjærere end alle Kvinder; jeg kan ikke leve uden hende». Jeg svarede ham: «Saa gaa til hendes Bur; Du veed de Vilkaar, hun har sat». Men han sagde: «Kvindekjær Mand skatter Livet høit; uvist blev Udfaldet, om jeg gik mod Bjørnen, og jeg ræddes for at lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis med». Længe talte vi sammen, og Enden blev, at Gunnar gjorde sit Skib rede; men jeg drog mit Sværd, tog Gunnars Hærklæder paa og gik til Buret.
Dagny (med stolt Glæde). Og Du – Du blev Bjørnens Bane!
Sigurd. Det blev jeg. I Buret var mørkt, som under Ravnens Vinger; Hjørdis mente, det var Gunnar, som sad hos hende – hed var hun af Mjøden – hun drog en Ring af sin Arm og gav mig – det er den, Du nu bærer.
Dagny (nølende). Og Du blev Natten over i Buret hos Hjørdis?
Sigurd. Mit Sværd laa draget mellem os (kort Ophold). Før Dagen gryede, bar jeg Hjørdis til Gunnars Skib; vor List mærkede hun ikke, og han seilede bort med hende. Derpaa gik jeg til Din Sovestue og fandt Dig der blandt Dine Kvinder, – nu, hvad siden fulgte, det veed Du; jeg foer fra Island med en fager Mø, som jeg havde svoret, og Du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg stævnede hen.
Dagny (i Bevægelse). Bolde Husbond! Du øvede hin Stordaad; – o, det burde jeg tænkt; Ingen uden Du var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige Kvinde, kunde Du vundet, og kaarede dog mig! Tifold kjærere maatte Du være mig nu, ifald Du ikke alt var mig det kjæreste i Verden!
Sigurd. Dagny, min gode Hustru, nu veed Du Alt, hvad som trænges. Jeg maatte vare Dig; thi Ringen – lad den aldrig komme Hjørdis for Øie! Vil Du gjøre mig til Villie, saa kast den ud – dybt paa Havbunden!
Dagny. Nei, Sigurd, dertil er den mig for kjær; den er jo en Skjænk fra Dig! Men vær Du tryg, jeg skal dølge den for Alles Øine, og aldrig skal jeg røbe, hvad Du her har sagt mig.
Her maae vi standse et Øieblik for at gjøre en Bemærkning, der iøvrigt af sig selv vil paatrænge sig Enhver, som kjender de ældgamle Digte og Sagaer, nemlig at dette Stof er laant fra de mægtige Vølsunge- og Niflungesagaer eller de sexten store Digte om Sigurd Fafnersbane, Brynhild, Gudrun, Atle o. s. v. i den ældre Edda, hos Tydskerne behandlede i «Nibelungenlied». Der er ikke fuldstændig Overensstemmelse mellem de gamle Digte; men Historien, som gaaer igjennem dem, er dog den, at Sigurd Fafnersbane, den sydlige Helt, den huniske Konge, den danske Viking – thi med alle disse Navne bliver denne mythiske Heros kaldt – har engang besøgt Brynhild paa Fjeldet, og de have tilsvoret hinanden Eder; men da han besøger Gjukungernes Hof, faaer han en Trylledrik, saa at han glemmer Brynhild og ægter Gudrun, Gjukes Datter. Ogsaa Brynhild synes at have ganske glemt ham; det Hele er som ikke skeet; man kunde troe det feilagtig indskudt i Fortællingen. Derpaa drager Sigurd med sin Svoger Gunnar hen at frie for denne til Brynhild. Hun kan ifølge Odins Villie eller sit eget Løfte ikke vindes af nogen Mand, som ikke rider gjennem den Lueild, der omgiver hende; Gunnar forsøger mandig derpaa, men kan ikke, da hans Hest ikke vil; ene Sigurd formaaer det paa Hesten Grane, Afkom af Odins Hest Sleipner. I Gunnars Skikkelse troloves han med Brynhild, og da er Skjæbnen over ham; thi da han paatog sig at spille Gunnar, glemte han at forsyne sig med Ring fra denne og giver nu Brynhild Ringen Andvarnaut, som han engang tog fra Fafner. Denne Ring, hvorom er et særskilt Sagn – den er Redskab for den mørke Skjæbne, Symbol paa Forbandelsen, der for en ond Gjerning nedarves gjennem Slægterne – skal altid blive sin Eiermands Bane. Sigurd hviler hos Brynhild; men hans Sværd er imellem dem, da hun er hjemkommen som Gunnars Hustru og engang bliver uenig med Gudrun, fordi hun hovmoder sig af at være den herligste Mands Hustru, siger Gudrun: Du troer at være gift med den største Helt; men min Mand var det, som red gjennem Ilden til Dig, og det bedste Bevis derpaa er, at Du bærer Ringen Andvarnaut, Del af Fafnerbyttet. Nu mener Brynhild sig svegen; Verdens største Helt var hende bestemt, er ogsaa bleven trolovet med hende og har været saagodtsom hendes Ægtefælle; hun betragter ham som sin rette Ægteherre, og da hun ikke kan faae ham paa Jorden, vil hun have ham hinsides og ægger af al Magt Gunnar til at dræbe ham. «Høit lo Brynhild, Budles Datter, da det skingrende Klageskrig fra Sigurds Hustru naaede til hende». Men da Alt er forbi, græder hun over den Gjerning, hvortil hun med Latter tilskyndede Mændene, uddeler sine Kostbarheder og dræber sig selv for at ride efter Sigurd til Hel. «Ei skal Døren falde til bag hans Dødstog, før jeg kommer med mit Følge». Paa Veien til Hel kommer hun til en Hule, hvor en Jættekvinde vil formene hende at drage videre, at følge efter en anden Kvindes Mand. Men stolt opregner Brynhild sin Adkomst til at være Sigurds i Døden og skrider forbi med Ordet:
Við skolum okrum Vi skulle Begge aldri slita Blive tilsammen, Sigurðr saman; Sigurd og jeg! sökkstu, gýgjarkyn! Synk, Hexe-Æt!
Der synes som alt bemærket, at ligge noget Meningsløst eller Forvirrende i Fortællingens Begyndelse, idet Sigurd og Brynhild have havt Møde før og Begge glemt hinanden. Men dette maa i et saadant mythisk Digt ikke forstaaes efter Bogstaven. Utvivlsomt er her Spor af en Tro paa Sjælenes Færden i en forangaaende Verden, hvor de mødes og blive bestemte for hinanden, og blive de hindrede herfra, naar de ere komne ned til Jorden, saa følges de af «vrede Norner" d. v. s. en mørk Skjæbne. I hint foregaaende Liv var Brynhild Skjoldmø og hed Sigdrifa. Af deres første Møde udsprang Aslaug, den Eneste, som levnes af hele Slægten, og som ved Ragnar Lodbrog bliver Stammemoder til Nordens Heraklider.
At her er Stof enten til en æschyleisk Trilogi, hvori alt det Mythiske og Heroiske blev bevaret, eller til en shakespearsk Tragedie, hvori det rent Menneskelige i Forhold og Skjæbne fortrinsvis kom frem, er klart nok.
Nærværende Digter har valgt den sidste Retning og er i sin Ret. Han overskrider heller ikke sin Ret, naar han modificerer Sagnet noget og omflytter det fra Verdens store Skueplads, fra Germanernes Stamland med den hellige Flod – en Skueplads, der maaskee allerede i Digtene er bleven begrændset, idet Floden baade paa Islandsk og Tydsk kaldes Rhinen – ; ved al Forandring paatager han sig kun den Forpligtelse, ikke at forringe Sagnet i Indhold og Poesi, i Charakterernes Simpelhed og Storhed. Lad ham kun af Patriotisme flytte det op til Helgeland i Norge – der er Plads nok; thi der er ligesaa høit til Himlen som andre Steder, Dramaet kan hæve sig mægtigt og pligtmæssig udøve samme Virkning, som Digtene gjøre. Det skader ikke, at de handlende Personer ikke længer ere Konger og Dronninger; thi poetisk er der ingen Forskjel mellem en Fyrste og en Viking, Herse eller Odelsbonde, som ifølge Samtidens Begreber er Herre over Andres Liv og Død imod at sætte sit eget Liv ind; ingen af dem er hindret af andre Love end de ethiske, af Frygten for Nornerne; ingen af dem behøver ved Omsætningen til Helgeland at miste det Storartede i Lidenskaben og det Særegne i Charakteren. I den Henseende mødte os dog, næst den Skjønsomhed og poetiske Kløgt, der er anvendt ved Om- og Tildigtning, noget Betænkeligt i 1ste Act. Da Hjørdis modsætter sig Forliget og taler om sin Faders Drab og udpeger sin Husbond som hans rette Eftermaalsmand og Hævner, bliver Ørnulf vred og siger med Hentydning til hendes Bortførelse: «Hærtagen Kvinde har ingen lovlig Husbond». Derpaa svarer Hjørdis «i vildt Udbrud»: «Forhaanet! beskjæmmet! (med dirrende Stemme:) Det – det skal Du komme til at angre!" – Saadan taler ikke en kraftig Kvinde fra Sagatiden. Hun vil nøies med at sige: «Det skal Du komme til at angre». Det er kun svagere, nervøse Folk, der dirre og tage vildt paa Vei, ofte fordi de haabe at skræmme Modstanderen til at gjøre en Undskyldning, hvorved de selv befries fra Handling. Ordet bliver ikke af de stærke Mennesker misbrugt til ude i Luften at danne en Personlighed, et Billede af dem, der udfører Luftbedrifter; det er altid dem selv, men dog tillige et kydsk Slør for deres Sjæls Inderste. Jo dybere og heftigere Sindsbevægelsen bliver, desto mere «faatalende" blive de, medmindre den forener sig med digterisk Begeistring og bryder ud i Sang. – En anden mislig Omstændighed er, at Gunnar fremstilles som en Mand, der engang har været feig af Kjærlighed. Hvad der driver Andre til den høieste Bedrift, har gjort ham ængstelig for sit Liv. Gjukungen Gunnar stod kun i Kraft og Udrustning, ikke i Mod tilbage for Sigurd Fafnersbane. Dramaets Gunnar synker her ned fra det Heroiske til noget Hverdagsligt, hvorfra det er ham vanskeligt at hæve sig, og dette skader den hele Digtning som antik nordisk.
Imidlertid, vi fortsætte Beretningen om Indholdet.
Idet Ørnulf bereder sig til at tage imod Gunnars Indbydelse, erfarer han, at Bonden Kaare er seilet sønderpaa for at dræbe Gunnars lille Søn Egil, hvem Forældrene havde sendt bort, da de truedes med Ufred. Uden at sige det til Andre end sin yngste Søn, iler Ørnulf flux med sine sex ældre Sønner efter Kaare for at forhindre Udaaden og lader hin syvende og yngste Søn Thorolf gaae til Gildet hos Gunnar. Ved dette Gilde mærkes igjen, at Hjørdis har en Mistanke om det egenlige Sammenhæng med Bjørnens Drab, og hun søger paa høist charakteristisk Maade at faae det frem og bringe Gunnar og Sigurd i avindsyg Samtale, uden at det dog lykkes hende; derimod haaner hun den unge Thorolf og hans Slægt og bringer det til, at han i Vrede forlader Gildeshallen og truer med, at Faderen kan hævne ham; thi han har nu Egil i sin Magt. Gunnar forledes af hans Ord til at troe, at Egil er dræbt, iler efter og fælder Thorolf. Om dette er ganske sandsynligt sat sammen, ville vi nu ikke opholde os ved. Strax efter kommer Ørnulf. Han bringer den lille Egil, men har i Kampen for at befrie ham mistet sine sex Sønner; til Løn derfor finder han sin sidste og kjæreste Søn dræbt. Han klynker ikke, søger heller ikke strax Hævn (mærkelig nok), men gaaer ud for at begrave sine Børn. Da han er borte, udbryder Hjørdis ubarmhjertig hoverende, at nu er da hendes Fader hævnet, og nu er der Ingen, som i Stordaad kan maale sig med hendes Husbond Gunnar. Men da brister Dagnys Taalmodighed, hun stryger Ærmet op og viser Ringen, Beviset for, at Sigurd er den Helt, som fældte Bjørnen. «Hvem er nu den ypperste Mand i Laget, min Husbond eller Din?" siger hun, idet hun gaaer med Sigurd og Følge.
Hjørdis (for sig selv).
Nu har jeg kun een Gjerning igjen, een Daad at pønse paa; Sigurd eller jeg maa døe.
Disse Ord – der slutte 2den Act – ere ikke aldeles correcte; Formen er ikke nordisk, ikke tilbageholdende nok, og Indholdet føles derfor heller ikke som dybt nok. Meningen er jo, at Hjørdis i dette Øieblik er aldeles tilintetgjort. Sigurd synes koldt og legende at have anvendt en stor Bedrift blot paa at gjøre en ringere Mand en Tjeneste og har overgivet hende, Bedriftens Løn, til denne ringere Mand; han har ei blot ikke elsket, men endog ringeagtet hende, og det er nu blevet aabenbaret for Alverden; hun maa have Hævn over ham derfor; men derved bliver Livet hende lige utaaleligt. Det græske Drama vilde have sat sin Opgave i at udmale Alt dette i skjøn, høi Pathos, den franske Tragedie vilde have bragt det i elegante Alexandrinere med aandrige Antitheser; Schiller eller hans Efterlignere vilde ladt Hjørdis tale «mit furchtbarem Zorn und rollenden Augen»; det nordiske Drama fordrer en kort, mørk, antydende Sætning. Den norske Digter har været nær ved det Rigtige, men ikke naaet det.
Ellers har han i det Foregaaende, paa de udpegede Steder nær, virkelig holdt Dictionen fortræffelig, gjort Talen simpel, kort og djærv, og derved tilveiebragt en Tone og Charakterskildring i nordisk Stil. De alt antydede Feil træde først tydelig frem i deres Consequenser i 3die og 4de Act.
Tredie Act aabnes med, at Hjørdis bereder Bue og Pile og vil overtale Gunnar til at dræbe Sigurd. Da skal Alt være glemt, hun vil følge ham i Fred og i Leding og gjøre Alt for hans Hæder, og hun tilføier: «Kunde Du hjælpe mig med det, Gunnar [nemlig Sigurds Drab], da skulde jeg leve med Elskov hos Dig, da skulde jeg kryste Dig i mine Arme saa varmt og vildt, at Du aldrig har drømt det». Der er heri en psychologisk rigtig Antydning, men tillige noget Uskjønt, som vi dog overlade til Læsernes Følelse. Især fornemmes dog Anstødet, naar man sammenligner Scenen med Paralelstedet i Edda´ens tredie Kvæde om Sigurd Fafnersbane, hvor Brynhild ægger Gunnar uden at bortgive Noget af sin Værdighed. Sagen tager imidlertid snart en anden Vending, idet Sigurd kommer og i en Enetale med Hjørdis betroer hende, at hun var den, han elskede; han har ikke koldt sat hende tilside, men selv bragt det tungeste Offer for sin Fostbroder Gunnars Skyld. Hun gjør ingen Indsigelser i Anledning af, at hans Venskab saaledes har været stærkere end hans Kjærlighed, men lytter henrykt og vil nu drage bort med Sigurd; men han erklærer, at han har elsket hende, nu er det forbi. Hun udbryder: «Sigurd, der lyver Du; saa meget er jeg værd, at har Du engang elsket mig, da kan Du aldrig glemme det». Det store Værd kunne vi efter Kjendskabet til Hjørdis ikke tillægge hende; men paa Sigurd gjøre hendes Ord en saadan Virkning, at ogsaa han, der hidtil har været saa støt og stærk, bliver «zerrissen». Han spørger hende, hvad hun vilde gjøre, hvis han fældte Gunnar. Dertil svarer hun i Henhold til Skik og Vedtægt, at saa maatte hun søge Hævn for sin Husbond og ikke hvile, før hans Banemand var fældet – hvorpaa Sigurd erklærer, at nu vil han æske Gunnar til Kamp. Dette har megen Lighed med, at Kjartan i Laxdælasaga ønsker at blive fældet af Bodle. Men der er Kjartan den Skuffede og Forraadte, den, der længe har kjæmpet mandig, men forgjæves, for at faae Fred i sit Hjerte og i sit Hus, og som endelig trættet af Gudruns Forfølgelser og blødende af mange Saar ønsker at faae baade Ro og Hævn ved at tvinge sin forrige Fostbroder til at fuldføre Nidingsværket og dræbe ham vaabenløs. Det gaaer ikke an, saadan at indpode den ene Saga i den anden. Begge kunne være skjønne, men alligevel ved at sammenblandes frembringe noget Uskjønt. – Der bliver dog ikke Noget af Forberedelserne til Tvekampen; thi Hjørdis overveier nu, at hvo der end fældes, bliver hun lige usalig, og dette er ganske rigtigt; men nu farer hun ud i en vild Romantik. Hun indfinder sig bevæbnet «i gyldne Vaabenstykker og rød Skarlagenskjortel" hos Sigurd:
Hjørdis (kommer fra Høire i Forgrunden, ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af Noget, der forfulgte hende; hun gaaer tæt hen til Sigurd, tager ham ved Armen og siger dæmpet): Sigurd, Sigurd, kan Du see den?
Sigurd. Hvem? Hvor?
Hjørdis. Ulven der – lige ved; den rører sig ikke, den seer paa mig med to røde Øine! – Det er min Fylgje, Sigurd! Tre Gange har den viist sig for mig; det betyder, at jeg visselig skal døe inat!
Hun har besluttet at døe tilligemed Sigurd, hun vil ride til Hel med ham og fælder ham med et Pileskud.
Sigurd. Vel truffet, Hjørdis! (Han falder).
Hjørdis (jublende, idet hun iler hen til ham.) Sigurd, min Broder, – nu høre vi hinanden til!
Sigurd. Nu mindre end før. Her skilles vore Veie; thi jeg er en christnet Mand.
Hjørdis (forfærdet). Du – ! Ha, nei, nei!
Med Udbrud af Fortvivlelse iler hun ud for at drukne sig, og kort efter kommer Asgaardsreien*, og hendes lille Søn Egil seer hende ride oppe i Luften paa en sort Hest.
Vi forbigaae dette Effectmiddel og dvæle heller ikke ved, at Digteren pludselig bringer Christendommen ind og lader en saadan Magt vise sig i Forbigaaende. Derimod maae vi udhæve det Paafaldende i, at han til Stykkets Opløsning netop har brugt samme Middel som Oehlenschlæger i «Kjartan og Gudrun" – thi der dræber Gudrun Kjartan med et Pileskud – og saaledes ikke er kommen ud over det samme Mislige. Grunden til denne Dom er bl. A., at det hos de nordiske Kvinder ikke kan ansees som sædvanligt, at de selv tage sig tilrette. De holde deres Person tilbage, bruge den Magt, de have over deres Mænd, og bære saa «Hævnens Følger og Hævnens Kval». Til Undtagelser under særegne Forhold maa henregnes Aud, der om Natten gik ind og stak Thord Ingunnarsøn, fordi han uretfærdig og haanlig havde forskudt hende. Men med hvilken taus Energi!
Vi maae endnu engang vende tilbage til 2den Act.
Digteren har, som man seer, brugt et temmelig stort Apparat og meget Mandefald for at hidføre Hemmelighedens Aabenbarelse for Hjørdis. Han har ogsaa ved at stille hende i det dæmonisk-fjendtlige Forhold til Ørnulf gjort hende vildere og mere uskjøn, end rigtigt er, naar vi skulle have Sympathi med hendes Lidelse; at hun har taget Skade paa sin Sjæl, kan kun virke tragisk, naar saa meget som mulig af Sjælen forresten sees ædel eller idetmindste tiltrækkende. Imidlertid vilde man dog kalde de indlagte Episoder, hvor Ørnulf optræder, sindrig tildigtede, hvis de senere bleve brugte vel og charakteristisk. Men Ørnulf, der baade ifølge vor Følelse og især efter Oldtidsbegreber har saa Meget at hævne uden Ophold, bruges i det Følgende ikke til Andet end til at digte et Sørgekvad over sine dræbte Sønner. Lægger man nøiere Mærke til dette Kvad, saa er det Eigil Skallegrimsens berømte Drápa, og Ørnulf drives til det, ligesom Eigil, af sin Datter, der paa denne Maade vil udrive ham af Sorgen, og da han har sunget, bliver han, ligesom Eigil, karsk, og gaaer til Maaltidet. Men Eigils Søn var ikke falden for Fjendehaand, og den mærkværdige rørende Scene, hvor hans Datter Thorgerde faaer ham til at digte, finder Sted, efter at han har villet sulte sig tildøde og hun ved kjærlig List og Forstillelse har faaet ham bragt derfra. Her er altsaa et Stykke Saga lagt ind uden tilstrækkeligt Motiv og berøvet sin egenlige Duft og sit rette Særkjende. Ogsaa Halgerdes Svar til Gunnar, da han under Kampen med Gissur Hvide og Geir Gode bad hende tage en Lok af sit Haar og flette en Streng til hans Bue, for at han kunde værge sig, er lagt Hjørdis i Munden, men som en Reflexion, en Phantasi over, hvad hun kunde gjøre.** Det ville vi dog bede de gode Normænd om, at de ikke hugge løs og forbruge af Sagaerne, saadan som man siger, at de gjøre ved deres Skove. Man tør ikke saaledes skjære ud af en Saga for at hidskaffe en piquant eller interessant Enkelthed, men skal digte i dens Aand og Tone. I Meget har Hr. Ibsen unægtelig efterkommet denne Pligt, og efter at have udhævet de formentlige Feil og Anstød maae vi sluttelig gjøre opmærksom paa et helt, aldeles vellykket Parti, nemlig Alt, hvad der angaaer Forholdet mellem Sigurd og hans Hustru, den blide Dagny. Til hende har han benyttet Hrefna; men det er gjort paa rette Maade.
* Den norske «vilde Jagt», de gamle Guders Nattetog; en Beskrivelse deraf staaer i «Nord og Syd" 1849, 2det B., Pag. 115 og 124.
** Curiøst nok har H. C. Andersen brugt samme Yttring paa samme Maade i «Dyndkongens Datter».