Det kgl. Theater.
Henrik Ibsen: «Hærmændene paa Helgeland».Straks da Tæppet løftes for den smukke Dekoration med de snelagte Naaletræer og Drageskibene paa Fjorden i Baggrunden, vækkes en bestemt Stemning hos Tilskueren, den svundne, sagnrige Tid rykker ham nær; to Høvdinge mødes, der skiftes stærke Hug, og saa staar man med Et selv midt i Handlingen, næsten førend man havde ventet at begynde, og saa følger man den storstilede Komposition i alle dens klare, dristige Træk med den Interesse og den Forstaaelse, som kun kaldes til Live, hvor Strænge dirre i Toner, som man har hørt før, eller dog tror at have hørt, fordi de ere i Slægt med noget Kjendt. – Der er vel faa Folk, der som de nordiske med fuld Sympathi og fuld Forstaaelse kunne opfatte et Digterværk, som giver et tro Billede af en Tid, der ligger saa fjern og er saa forskjellig fra de Former, i hvilke Livet nu har sit Udslag; men vi opdrages til Forstaaelsen, og vi opdrages gjennem de kraftig tegnede, livsfriske Skildringer, som Sagatiden har givet af sig selv. – Naar da en Digter, staaende paa den Grund, opruller et farverigt Billede for os, følge vi ham overalt; og dette har Henrik Ibsen gjort i «Hærmændene paa Helgeland», han har digtet en Saga. Hermed er det sagt, hvad man maa søge i hans Arbejde og hvad ikke; Sagaen giver gjennem en Række af Begivenheder en Karakteristik af en Enkelt eller af en hel Slægt, men da den er en Fremstilling af noget Virkeligt, kan den ikke ind i Skildringen lægge en Ide, naar denne ikke af sig selv springer frem af Tildragelserne; hele Vægten ligger paa den Anskuelighed og den Sandhed, med hvilken Karakteren er tegnet.
«Hærmændene paa Helgeland» er Hjørdis' og Sigurds Saga, skreven af Digteren Henrik Ibsen, malet med varme, kraftige Farver, slaaende sand i alle sine Enkeltheder og mægtig virkende netop paa Grund af, at man bestandig føler Digteren bag Virkelighedspræget og Sandheden bag det Digtede; men en Digtning af den Art, at man efter Begivenhedernes Afslutning gaar bort med videre Syn og med lettet Sind, er den ikke, thi Personer og Handlinger bæres ikke frem af en til Grund liggende Ide, der gjennemtrænger Alt. I «Kongs-Emnerne» har Haakon Kongetanken, og derfor maa Skule falde; i «Hærmændene» har Ingen Kongetanken, og derfor blive de, som falde, kun den ubønhørlige Nornes, ikke en Ides Ofre.
Men hvilken Storhed er der ikke over den mægtige, helstøbte Skikkelse, som Digteren har skabt! Hjørdis er set saa stort og belyst saaledes, som kun den sande, store Digter kan det; hun er imponerende i det Onde og alene herved, selv afset fra den Understrøm, der driver hende og hvis Bølgeslag fornemmes i hele hendes Bevægelse og Tanke. Og med hvilken Kunst er ikke Alt lagt saaledes frem, at hun i hver Scene staar klarere, faar netop det sagt og gjort, som maatte til, for at danne det fuldfærdige Billede! Digteren har haft en Rigdom paa Motiver, en Umaadelighed af karakteristiske Træk til sin Raadighed; stundom synes det næsten, som om Rigdommen har overvældet ham, saa at Noget er kommet ind, uden at faa Betydning, stundom har han kun optaget et Motiv, for atter at lade det falde. Naar saaledes Sigurd i sin Dødsstund forklarer Hjørdis, at han er Kristen, da kommer dette som noget Uventet og Unødvendigt, det tjener ikke til at betegne hans Færd bedre, denne er, selv uden denne Forklaring, klar og anskuelig. – Efter den Scene i tredie Akt, hvor Hjørdis vækker Tvivl i Dagnys Sind, og denne bestemmer sig til frivilligt at resignere, venter man de videre Følger heraf, men de udeblive; Dagny er atter hos Sigurds, og der er Fred i hendes Sjæl. Den Rolle, som Hjørdis' Armring spiller, er vel smuk og virkningsfuld, men hvor er det muligt, at hun aldrig har savnet den hos Gunnar, og hvorledes kan Sigurd være letsindig nok til vedblivende at lade Dagny bære den?
Men hvem kan vel for Alvor lægge Vægt paa saadanne Biomstændigheder; den maa være meget forvænt, som bebrejder en Digter Iderigdom!
Den Virkning, som «Hærmændene paa Helgeland» skal kunne gjøre ved Opførelsen, afhænger hovedsagelig af den Udførelse, som kan blive Hjørdis til Del. Er et Theater i Besiddelse af en Kunstnerinde, som magter den store Opgave, bør det ikke hvile med at bringe Dramaet paa Scenen; mangler hun, bør «Hærmændene paa Helgeland» ikke opføres. Fru Nyrop har hidtil ikke savnet Paaskjønnelse, man har set hendes Spil med Behag, undertiden – navnlig som Portia i «Kjøbmanden i Venedig» – endog med særlig Nydelse, men som den geniale Kunstnerinde har hun først ret vist sig i Hjørdis' Rolle; her har hun fejret en Triumf, som det kun sjelden forundes Nogen, vundet en Sejr, som i fuldeste Maal er fortjent. Helt igjennem er Karakteren forstaaet saaledes og givet saaledes, at Hjørdis gjør det mægtige, gribende Indtryk, som kræves, og i Udarbejdelsen af Enkelthederne er Intet forbigaaet. Mimiken er glimrende, Stemmeklangen smuk og føjende sig bestemt efter Situationen, lige virkningsfuld, naar hun, selv behersket, ægger de Andre ved sine hvasse Ord, og naar Lidenskaben hæver hendes Røst som i Skrig. Der er Varme og Følelse i Spillet, naar hun taler af Hjertet, der er virkelig en bedaarende Magt over hende, naar hun vil sætte Noget igjennem, og en levende Fantasi finder sit Udtryk, da hun skildrer Vinternætterne i Nordland for Dagny. Overalt ere Bevægelser og Stillinger smukke og naturlige, Intet er uroligt eller usikkert. Fremfor Alt maa Fru Nyrop nævnes for sin Optræden i sidste Akt; skjøndt Lidenskaben her naar en saadan Højde, at Hjørdis er som jaget af Erinyerne, brydes Harmonien ikke paa noget Punkt, og i Mandedragten bevæger hun sig med Skjønhed, Lethed og Kraft. Enhver, som ser «Hærmændene paa Helgeland», skylder Fru Nyrop et ægte kunstnerisk Indtryk, som ikke forviskes.
Hr. V. Wiehe ser man i Sigurds Rolle fra en noget ny Side. Sin Styrke har han jo ellers i Fremstillingen af de stærke, varme Følelser, som bryde frem og vinde Udtryk i Ord; som Sigurd lægger han med Rette Vægten paa det Tilbagetrængte, det Dæmpede. Og ogsaa paa dette Omraade lykkes det ham at give noget saa Fortrinligt, at hans Sigurd bliver et Mesterstykke af Finhed og Forstaaelse.
Dagny og Gunnar, som ere Digtets Stedbørn, spilles af Fru Eckardt og Hr. E. Poulsen. Fru Eckardt giver sikkert Alt, hvad der ligger i Dagny, men megen Interesse afvinder hun ikke Karakteren, hvor smuk end Fremstillingen er. Videre naaer Hr. Poulsen. Som den gamle Ørnulf er Hr. J. Wiehes Spil virkelig virkningsfuldt; Alderen og den usvækkede Kraft accentuerer han helt igjennem, kun hans Recitation af Drapaet over Sønnerne lader Noget tilbage at ønske. – Hr. Cetti har sin Del af Æren for den udmærkede Totalvirkning, og hans Stemme klinger prægtig gjennem Kaare Bondes Ord.
–z.