Det kongelige Theater. Henrik Ibsens Skuespil Hærmændene paa Helgeland er bygget over den Sætning, som Hjørdis udtaler i sit Livs sidste Time: «Alle gode Gaver kan Manden give til sin fuldtro Ven, – Alt, kun ikke den Kvinde, han har kjær. Thi gjør han det, da bryder han Nornens lønlige Spind, og to Liv forspildes.» Sigurd Viking har fuldbragt Kæmpedaaden, som Hjørdis har forlangt øvet af den, der skulde vinde Ret til at hjemføre hende; saa har han ladet sin Ven Gunnar, der ligesom han selv elsker «den højsindede Kvinde», og som han tror gjenelsket, høste Æren og Lønnen for Daaden; Gunnar har ført Hjørdis som Hustru til Norge, Sigurd har ægtet en anden. Men Sigurd forvinder aldrig sin Kjærlighed, thi «saameget er hun værd» i sin vældige Sjælskraft, i sin uendelige Lidenskab og med alle de mægtige Aands- og Legemskræfter, at «den, der engang har elsket hende, han skal aldrig glemme det». Hun var den, der «kunde have fulgt ham i Hærklæder og ægget ham til Strid uden at blinke med Øjnene, hvor Sværdene lynede», der kunde ført ham frem fra Stordaad til Stordaad, indtil det højeste Maal var naaet, og «Haarfagers Kongestol» vunden; nu er Dagny hans Hustru, hun den fagre og elskelige, men «rædde» Kvinde; den, der lykkelig kunde have fulgt den milde Gunnar gjennem Livet, skal nu staa ham ved Siden, hvis Elskov kun den «hugprude» Hjørdis har kunnet vinde.
Hjørdis lever med Gunnar; for hende er denne for veg, som Dagny er det for Sigurds Tarv. En mægtig Trøst er der dog i hendes forspildte Liv: Hendes Husbond har øvet den største Daad, Tiden har spurgt; ham var det jo, som, kun væbnet med et kort Saxsværd, dræbte Bjørnen, der stod for hendes Bur, Hvidbjørnen, som havde tyve Mænds Styrke. Imod dette Udyr havde jo selv Sigurd den Stærke ikke turdet vove sig; ingen Mand har en Daad at rose sig af, der kan lignes med Gunnar Herses. Tanken herom er det, der bærer hende oppe, der gjør hende Livet ved Gunnars Side udholdeligt, og som gjør hende det muligt at fornægte sin Kjærlighed til Sigurd for sig selv. Men det er haarde Kampe, der røre sig i hende: Kampen imod sin Foragt for Gunnars vege Sind, Kampen imod sin sande Elskov. Og i denne Strid har hun ingen Hjælp uden i Tanken om sin Husbonds eneste Storværk; Alt maa foregaa i hendes Indre, dulgt for Alles Blikke; og for hver Sejr, hun vinder, sker der et Brud i hendes Sjæl, og hun bliver haard og grum i Sindet, grummere end Grimhild og haardere end Halgerde.
Der gaar fem Aar; da slaar Skæbnen det Slag, der maatte falde tidlig eller sent. Hjørdis bliver vidende om den uhyre Forurettelse, der er tilføjet hende: Sigurd er det, der har løst det Vilkaar, som hun i sin Tid satte netop med den Tanke, at han og ingen Anden skulde kunne gjøre det Fyldest; han har, forklædt som sin Ven, dræbt Bjørnen; ham var det, der hin Nat sad hos hende i Buret og «gjøglede Elskov», medens han «listelig lo derved», og som saa slængte hende bort til Gunnar. Et brændende Had til den, der saaledes har sveget hende, vaagner i hendes Bryst; da viser han hende, at han altid har elsket hende og kun ofret sin Kjærlighed for sit Venskab, og i Skriget, hvormed hun møder denne Sigurds Tilstaaelse, aabenbarer hun ham, at ikke Gunnar, men han selv har vundet hendes Elskov fra første Færd. Saa er da Maalet fuldt; Livet er forspildt for dem begge, og nu er der for Hjørdis kun een Udvej ud af Fortvivlelsen, den, at hun og Sigurd kunne følges ad i Døden. End ikke dette tilstede dog de krænkede Norner; da Sigurd dør med Hjørdis's Pil i sit Bryst, er det med de Ord: «Her skilles vore Veje; thi jeg er en kristnet Mand.» Og Hjørdis, som ved sine hedenske Galdrekvad har manet Asgaardsrejen hid for i Følge med den og med sin Elskte ved Siden at fare den sidste Færd, maa ene følge det hujende Tog paa de sorte, jagende Heste.
Dette er Tragediens Hovedtræk; Digteren har stillet det op med glimrende Klarhed og med en Storhed i Synet, der søger sin Lige. Han har, uden at der i hans Arbejde findes en eneste Episode, hvis Betydning for Helheden ikke er fuldt indlysende, faaet Anvendelse for en Mængde dramatiske Vendinger i Handlingen; hver af disse har høj Interesse, ikke mindre som kunstneriske Fantasibilleder end som Led i Kjæden. Paa en Redegjørelse for disse Enkeltheder i Konstruktionen er der imidlertid ikke Grund til her at indlade sig; i alle Tilfælde vilde en saadan føre for vidt. Med Hensyn til Karakterudvikling og Stil kan man derimod foreløbig fatte sig i Korthed. Der existerer ikke noget dramatisk Arbejde, der i Henseende hertil staar Sagaerne saa nær, som «Hærmændene paa Helgeland»; ikke engang Bjørnsons Sigurd Jorsalfar, der dog, sine dramatiske Mangler ufortalte, staar meget højt, hvad Stilen angaar. Der findes i Ibsens Tragedie ikke en Skikkelse, der ikke ser ud, som om den var sprungen lyslevende ud af en eller anden Saga, ikke en Replik – Versene undtagne – der ikke kunde være stukken ind i en original gammelnordisk Fortælling, uden at dens Maal skulde røbe den. Mange af Replikkerne, baade af de mere og af de mindre karakteristiske, ere forresten simpelthen overførte fra Islandsk. At opfatte dette Forhold som Noget, der i mindste Maade skulde kunne betegne Digterværket som mindre originalt, vilde naturligvis være taabeligt. Ligesaalidt som Gunnar er en ung Njaul, ligesaalidt er Hjørdis en Halgerde; Slægtskabet er umiskjendeligt, men mere end Slægtskab er det heller ikke.
At «Hærmændene paa Helgeland» skulde faa en helt igjennem kunstnerisk Udførelse, kunde vel Ingen vente; det turde dog ikke haabes, at samtlige syv Rollehavende skulde have givet sig ind paa det Studium af de gammelnordiske Sagaers Aand og Stil, uden hvilket enhver Indstudering af en Rolle i et Digterværk som dette bliver betydningsløs. At Fru Nyrop, Hr. V. Wiehe og Hr. E. Poulsen gjorde fuld Fyldest, er der saaledes mere end een Grund til varmt at paaskjønne. Fru Nyrop spiller Hjørdis, Hovedrollen og vistnok – ialfald næst Gunnar – den vanskeligste Figur i Stykket. «Der gaar et sikkert Sagn om, at Jøkul (hendes Fader) engang gav sine Børn et Ulvehjerte at æde, saa at de blev gramme i Hu; Hjørdis har for vist faaet sin Del, det kjendes paa hende» saa klart, som ogsaa hendes Byrd kjendes: det er Jotunblod, der rinder i hendes Aarer. Hun er en Jættekvinde som den Skade, der i Vaabenklæder kom til Asgaard for at kræve Bod for sin Faders Død, og hvem siden Paafundet med Edderormen over Lokes Ansigt skyldes; titanisk og dog for en Stund uendelig selvbeherskende i sin Lidenskab, i sit Had som i sin Elskov, mægtig i det Onde, der er født i hende fra Begyndelsen og næret ved hendes Vanskæbne – saaledes har Digteren skildret hende, og han har paa Udformningen af sin Hjørdis ikke sparet noget Middel, end ikke de allerstærkeste, de, der for Fremstillerinden kunne blive ligesaa mange Faldgruber, der føre ned i det blot Hæslige. Fru Nyrop giver alle Karaktertrækkene uden Afslag; hun glider ikke for let hen over et eneste, ja accentuerer af og til endogsaa meget stærkt. At dette gaar godt, ligger i, at Fru Nyrop evner at faa det Dæmoniske i Figuren frem, at hun magter baade det Over- og det Undermenneskelige i denne paa en saadan Maade, at det griber og ryster, samtidig med, at det træder frem med et Skær af Berettigelse. Hun tillader os ikke et Øjeblik at glemme, at Hjørdis's Karakter er et Værk af Nornerne, et Resultat af Fødsel og af Skæbne; hun tvinger os til at føle med den mishandlede Kvinde, idet hun imponerer ved den Holdning og Skjønhed, hun lægger selv over det Forfærdeligste. I denne Hovedudtalelse ligger da vel tillige den højeste Anerkjendelse af Fru Nyrops Diktion, Mimik og Gestus saavel som Tilstaaelsen af, at Fru Nyrop ikke vilde kunne naa sit Maal saa sikkert, hvis hun ikke var smuk.
Ved Siden af Fru Nyrops Præstation indtager Hr. Emil Poulsen's Gunnar en fortrinlig Plads. Gunnars Rolle frembyder maaske endnu større Vanskeligheder end Hjørdis's; thi det er lettere at interessere for et Uhyre end for en Pjalt, og det er fra Digterens Side gjort Skuespilleren meget vanskeligt at holde Gunnar fra at falde ned i det Ynkværdige. Man kan maaske endogsaa sige, at det her er Skuespilleren, der skal frelse Digteren. Gunnar har formaaet sin Ven til at vove sit Liv i en forfærdelig Kamp og saa overlade ham Æren og Lønnen; Gunnar har, man kan næppe bruge andet Udtryk, snydt sig sin Hustru til, han har øvet Bedrag imod hende hver Dag i en Række af fem Aar, og dog skal han gjælde for en ædel Mand. At Hr. Emil Poulsen kan sige Replikken: «Sandt er Alt, kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller Nidding –» bliver Fremstilleren til største Ære; her er Tyngdepunktet for hans Præstation; her giver han Mere end Digteren.
Sigurd den Stærkes Rolle udføres af Hr. V. Wiehe. Skjønt Kunstneren hverken ved den første Opførelse eller ved Forestillingen igaar havde det fulde Herredømme over sit Organ, opnaaede han dog en overordentlig Virkning; der er over hans Sigurd en Højhed og en Ro, der maa imponere, og ved den Inderlighed og Kraft, hvormed han giver Følelsen Udtryk, river han paa mangfoldige Steder Tilskueren helt ind i Situationen. Han er overalt paa Højde med Digterværkets Stemning, ingensteds udenfor den ægte nordiske Stil og Tone; naar Hr. V. Wiehe har forvundet sin Hæshed, vil denne Rolle sikkert komme til at høre til dem, hvori han opnaar det højeste Resultat. Som den gamle Ørnulf har Hr. J. Wiehe aflagt et nyt Bevis for den sikre Takt, hvormed han griber Hovedtrækket i en Karakterrolle; at flere af Spillets Enkeltheder gjøre en noget mat Virkning, skyldes tildels Fejlene ved Kunstnerens Organ. Paa Hr. Jerndorff's Thorolf er der øjensynlig anvendt ikke ringe Omhu; denne Figur saavelsom Hr. Cetti's Kaare Bonde gaar ialfald godt ind i Ensemblet. Desværre gjælder dette ikke om Fru Eckardt's Fremstilling af Dagny. Frøken Dehn ville maaske have kunnet spille Rollen; Fru Eckardts Præstation ligger i den Grad udenfor Stykkets Stil, at den vanskelig lader sig bedømme, med mindre man til Opførelsen af «Hærmændene paa Helgeland» medbringer en Maalestok, der er tilpasset efter det franske Konversationsstykke.
At der er anvendt for lidt Musik til Stykket, er beklageligt; Ørnulfs Kvad kan ikke tage sig fordelagtig ud uden Akkompagnement, ligesom Indtrykket af Asgaardsrejen vilde betydelig forstærkes, om man anvendte f. Ex. dæmpede Strygeinstrumenter og Træblæsere til at ledsage dens Fremkomst. For Resten er Stykkets Udstyrelse meget smuk; Dekorationer, Dragter, Snevejr og Bølgegang lade Lidet tilbage at ønske, og det maa saaledes indrømmes, at Theatret paa mange Maader har gjort Sit for at lade det udmærkede Kunstværk fremtræde i en Skikkelse, der kan hjælpe Publikum til den rette Forstaaelse og Vurdering.
S. M.