Det kgl. Theater. «Alting bliver gammelt med Tiden» er et saa ofte gjentaget Ord, at det ligefrem er blevet til en Troessætning. Og dog behøve vi ikke at gaa langt for at finde Exempler paa, at Ting, der forlængst ere blevne til og have fristet en mere eller mindre upaaagtet Tilværelse, kunne ligesom fødes paany og fremstaa med Ungdommens fulde Glands over sig. For at holde os til, hvad der her ligger os nærmest – den dramatiske Literatur – veed Enhver, at det har været forbeholdt en nyere Tid at hæve Shakespeare til den Hæder og Værdighed, som et Par Aarhundreder negtede ham, og at Holbergs Komedier, næsten kun tolererede paa en Tid, da en Gjelstrup, en Schwarz, en Frydendahl osv. fortolkede dem fra Scenen for et uskjønsomt Publikum, nu betragtes som en Prøvesten for det kgl. Theaters Personale, som en af de Hovedopgaver, der i sig bære Kontinuiteten i den danske Skueplads's Historie, og hvis Behandling i den rette Aand derfor er af største Vigtighed for den nationale Scenes Fremtid.
Et andet, om end mindre slaaende Exempel er det Stykke, der i Fredags opførtes første Gang paa det kgl. Theater og saaledes, skjøndt skrevet for henved en Snes Aar siden, fremtræder med den interessante Nyheds hele Tiltrækningskraft. Det hører til den Slags Arbeider, hvis Farver ikke ere blevne afblegede, men opfriskede af Tiden. Da den af Øhlenschlæger aabnede Literaturperiode var afsluttet, da Begeistringen over den nye, friske Strømning, som ved hans Geni var fremkaldt i Danmarks literære Produktion, havde tabt sig, og den Følelse efterhaanden havde gjort sig gjældende, at Øhlenschlæger snarere havde sunget skjønt om Nordens Oldtid end fremmanet dennes eget, af Aarhundredernes Skygge tilslørede Liv – da man altsaa havde faaet Syn for, at Øhlenschlæger paa den nordiske Digtnings Omraade ikke var det absolute Maal, men en af de store Milepæle, der rage op over Veien, visende, hvor langt man er naaet, og at der er mange Skridt at vandre fremad endnu, debuterede Bjørnson med «Mellem Slagene», et umodent Begynderarbeide, der imidlertid paa Enhver, som havde nogen Anelse om, hvad der trængtes til, maatte virke overraskende, betagende, som Udgangspunktet for det nordisk-historiske Fremtidsdrama. Det kgl. Theaters daværende Censor, J. L. Heiberg, besad ganske vist for megen Takt og Samvittighedsfuldhed til at benytte sig af sin Embedsstilling som Middel til at etablere en Forretning som priviligeret Leverandør en gros af Oversættelser, der skulde censureres af ham selv, og for hvilke Hensynet til andre Forfattere eller Oversættere havde at vige; men Heiberg bundede for meget med Liv og Sjæl i den gamle Tid til at kunne forstaa den nye, og det kan derfor ikke forundre Nogen, at han sendte «Mellem Slagene» tilbage til Forfatteren med Tak for «det smukke Sprog», men tillige med Beklagelse af, at Stykket var holdt «i en mere episk end dramatisk Stil» og derfor egnede sig mindre godt for Scenen. Ligeledes er det naturligt, at Gratiernes Fostersøn, Johan Ludvig Heiberg, for hvem det Harmoniske, den klare, gjennemarbeidede Form var Digtekunstens Alfa og Omega, ikke følte sig opbygget ved Bjørnsons næste dramatiske Værk, det vældige Embryon «Halte Hulda», om hvem han – ikke ganske med Urette – gjorde gjældende, at det snarere var hendes Sandser end hendes Hjerte, der appellerede til Publikums Sympathi. Omtrent samtidig med «Halte Hulda», men utvivlsomt ikke uden Paavirkning fra denne Tragedie skrev Henrik Ibsen, der hidtil fornemlig havde gjort sig bekjendt ved en uheldig Digtning paa anden Haand, 3 Akts-Dramaet «Gildet paa Solhoug», sit Sørgespil «Hærmændene paa Helgeland», som paa forskjellige Maader fik en mindre blid Modtagelse, end det fortjente. Blandt Bjørnsons Beundrere hørte man Antydninger af, at Ibsen, anende, at hans Samtidiges oldnordiske Forsøg vilde danne Udgangspunktet for en Retning i Literaturen, paa hvilken Fremtiden ventede, med praktisk Sands havde sagt til sig selv «So ein Ding muß ich auch haben» og ansporet af Selvopholdelsens Drift forsøgt at tilreflektere sig, hvad der primitivt, som Gudernes Gave, tilhørte hans lykkeligere Kollega paa Parnasset. Altsaa Historien om Øhlenschlæger og Baggesen, Aladdin og Noureddin om igjen! «Hærmændene» var imidlertid for godt gjort, til at Stykket fornuftigvis kunde lukkes ude fra Scenen i Kristiania; men en Korrespondent til «Fædrelandet» gav i Anledning af denne Theaternyhed vistnok den almindelige Opinion i Norges Hovedstad et korrekt Udtryk ved at bemærke, at Ibsen vel havde viist større Agtpaagivenhed i Henseende til de dramatiske Regler, men besad «mindre Digtekraft» end Bjørnson. Efterat «Hærmændenes» Forfatter har skrevet «Kongsemnerne», «Kjærlighedens Komedie», «Brand», «Peer Gynt», «De Unges Forbund», de lyriske Digte og «Keiser og Gallilæer», vil den omtalte Korrespondent formodentlig ikke fastholde denne Dom. Om «Hærmændene» blev indleveret til den kgl. Theaterdirektion i Kjøbenhavn, skulle vi ikke med Bestemthed kunne sige; men det kan noteres som en paafaldende historisk Kjendsgjerning, at der omtrent samtidig med Stykkets Udgivelse i Trykken kom farende et Lyn nordfra nedover Danmark i Form af et Digt med Henrik Ibsens Navn under. Forfatteren foreholdt os deri, at «tysk var vore Kvinders Graad», at vi havde «nedgravet vore Fædres Sværd» – henholdsvis 10 à 8 Aar efter Slesvig, Oversø, Dybbøl, Fredericia, Aarhuus, Isted, Mysunde, Frederiksstad osv.! – samt at naar man i Danmark ikke vilde «antage« – lad os sige bedre Sæder og Skikke, kunde vi gjerne Allesammen gaa – ad Tyskland til. Som sagt, denne Lynstraale kom «som Juleaften paa Kjællingen», overraskende, ubegribelig i sin knusende Alvor og for den store Hob, som ikke har Omgang med irritabile vatum genus, tilsyneladende uden mindste Anledning.
Nu har Henrik Ibsen – efter vor Mening altfor sent – naaet at faa sine «Hærmænd» optagne paa den danske Skueplads's Repertoire, og de have saaledes paa deres gamle Alder opnaaet deres anden Ungdom.
I den ældre Edda fortælles, hvorledes Sigurd Fofnes Bane og Kong Hejmes Datter Brynhild elskede hinanden, men at Kong Gjukes Hustru Grimhild forlokkede den unge Helt til at bryde sin Ed til Brynhild, idet hun bød ham sin Datter Gudrun til Hustru. Det hedder dernæst, at Sigurd efter Grimhilds Tilskyndelse sluttede Fostbroderskab med hendes Søn Gunnar og ved Svig fæstede Brynhild til Hustru for denne. Brynhild, der «tykkede sig ilde gift» med Gunnar, «længtes efter Hævn» og ophidsede ved Rænker sin Mand og hans Brødre mod Sigurd, som derfor maatte lade Livet, medens Brynhild, der nu Intet mere havde at leve for, fulgte den troløse Helt, hun elskede, i Døden. Der er ingen Tvivl om, at det er disse Sange, som fornemlig have foresvævet Henrik Ibsen under Udarbeidelsen af hans nordiske Oldtidsbillede, om end Sujettet fra Eddaen er behandlet i Dramaet meget frit og med Tilsætning af endel Motiver fra Njals, Egils og Laxdæla Saga. I «Hærmændenes» Sigurd hin Stærke gjenkjender man Trækkene af den ligesaa ædle som tapre Sigurd Fofnes Bane; Hjørdis med sin af Had og Kjærlighed til Sigurd, af Lede for sin Mand og af Tørst efter Hævn for den hende overgaaede Forsmædelse sønderrevne Sjæl er Eddaens Brynhild, ført frem for Tilskuerne af den episke Sagndigtnings Taager i nærværende Virkelighed, og hvor nær Skuespillets Forfatter i sin Karakteristik af Gunnar har holdt sig til Eddasangene, vil sees af følgende Strofer i «det fjerde Kvad om Sigurd Fofnesbane»:
«Tung om Hjertet blev da Gunnar,
mod i Hu de Ord*) ham gjorde,
Grublen om hans Sjæl sig svøbte,
saa han sad den hele Dag.
Ikke kunde grant han skjelne,
hvad der var ham mest til Hæder,
hvad der var ham bedst at gjøre,
naar han tænkte Sigurd borte,
hvilket Savn det vilde være.
Lige længe saa han grubled
paa de tvende Kaar, han havde,
ei det vilde glad ham gjøre,
om hun fra sin Kongsstol gik.
«Bedre Brynhild Budles Datter
tykkes mig end Alt paa Jorden,
hun er ypperst iblandt Kvinder osv.»»
At det danske Publikum først nu, saa mange Aar efter «Hærmændenes» Fremkomst, har faaet Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med Stykket paa den rette Maade, gjør Opførelsen dobbelt interessant. Man kommer derved lettere til at se det i det Lys, hvorfra det bør betragtes, som et Løfte, der senere, som bekjendt, er blevet tilfulde indfriet. Dets smukke Egenskaber faa et forhøiet Værd for Tilskueren, idet Spiren til den digteriske Evne, han i Forfatterens sildigere Værker har seet fuldt udviklet, træder ham imøde gjennem dem, og Manglerne tages ikke saa nøie, fordi det Ufuldbaarne er Noget, som ligger i selve Løftets Natur. Det kan nemlig ikke negtes, at Stykket har temmelig væsentlige Svagheder, af hvilke vi strax ved Handlingens Udgangspunkt møde den største. Sigurds Selvopofrelse overfor Gunnar kan have Hjemmel i Sagalivet, hvor Fostbroderskabet spillede en saa dominerede Rolle, og forsaavidt er Forfatteren ikke med Urette gaaet ud derfra i en Digtning, som skal give et Billede af dette eiendommelige Liv; men paa den anden Side have Nutidens Mennesker sikkert ondt ved at forstaa og godkjende et saadant Hovedmotiv, der i alt Fald maatte benyttes af Digteren med en ganske særlig Kunst, med Genialitetens overtalende Magt, hvilket ikke kan siges at være skeet her. En anden Grundfeil er Opløsningen. Stykkets sidste Scener ere vistnok udarbeidede med megen Fantasi og gjøre i Øieblikket en betagende Virkning, men denne bortdunster hurtig, saa at der ikke fæstner sig et egentlig poetisk Indtryk, Noget, man kunde kalde Digtningens aandige Resultat. Det er ganske vist den eneste mulige Løsning af Konflikten, at Sigurd og Hjørdis dø, for deres Forhold anretter yderligere Ulykker paa Uskyldige, og efter den forudgaaede Handling er det konsekvent, at deres Veie skilles i Døden, ligesom de, trods Samstemning i noget Væsentligt, have været skilte i Livet, eller, populært udtrykt, at Sigurd himler, medens Hjørdis gaaer Pokker i Vold; men videre løftende er denne Afslutning just ikke, og hvad de sørgende Efterladte angaaer – 3½ af hele Personlisten – staa de kun tilbage som Skygger af sig selv, som døde for Resten af Livet. Af andre svage Punkter nævne vi Scenen i tredie Akt, mellem Dagny og Hjørdis, hvor den Førstnævnte saa at sige beder Hjørdis om Forladelse, fordi denne har sørget for at rydde hendes Broder af Veien m. m., og giver sig selv Skyld for det Altsammen, skjøndt hun har handlet i den kjærligste Mening og kun taget feil i ikke at gjøre Regning paa Hjørdis' Myrdelyst. Overhovedet er Dagny et mindre let fatteligt Væsen; endnu i 4de Akt, efterat Hjørdis i 3die yderligere har haanet hende med den mest raffinerede Ondskab, foreslaaer hun sin Mand «i de lange Vinterkvælde at tale sammen om Gunnar og Hjørdis», og da Sigurd ikke finder, at det Sidstnævnte er nogen behagelig Konversationsgjenstand, siger Dagny «mildt bebreidende» til ham: «Ubilligt er dit Had til hende; Sigurd, Sigurd, det ligner Dig lidet!» samt senere: «Paa Hjørdis tænker Du dog; Tak for det Hjertelag!» Ogsaa i Skildringen af Sigurds Forhold til Hjørdis er der et Sted, hvor Stykket synker ned til en Theaterkompositions Niveau fra den Digterværkets Sfære, som afspeiler Livet. Ifølge den Maade, hvorpaa Sigurd i det Hele er tegnet, kan han ikke i 3die Akt komme til Hjørdis og skrifte sin Elskov for hende; han vidste jo nemlig dengang endnu ikke, at hun har elsket ham igjen, og at det er hendes skuffede Kjærlighed, som har drevet de stærke Egenskaber hos hende over i det Uhyggelige. Man skulde synes, at en ædel Helt som Sigurd, en staalsat Karakter, der ikke som den svage Gunnar vakler frem og tilbage mellem sin gode Natur og en dæmonisk Tilskyndelse udenfra, maatte væmmes ved den Hjørdis, han har lært at kjende som lumsk og grusom, som Ophavet til den ene Skændighed efter den anden; men gjør han det ikke, saa maa han i Stilhed kæmpe Striden igjennem med sin Lidenskab, og hende kan han efter Alt, hvad der er skeet, og uvidende, som han er, om den Del, han selv har deri, ikke længer skylde noget Regnskab. Overhovedet kan det ikke negtes, at Karaktertegningen i dette Stykke ikke har saa stærkt et Virkelighedspræg som det, der udmærker «Halte Hulda», ligesom den hist og her lidt vel stiliserede og eftergjorte Dialog hverken naaer den Bjørnson'ske Kraft og primitive Fantasi eller det Aandrige og Stemningsfulde, som slaaer Læseren imøde fra Replikskiftet i Ibsens senere Arbeider. Men til Gjengjæld er «Hærmændene» udarbeidet bredere og med større Beherskelse af Stoffet end den Kæmpe i Svøbet, ved hvem Bjørnson havde peget ud mod en Fremtid for den dramatiske Behandling af Nordens Hedenold, og Stykkets Bygning vidner ofte om virkelig Kunst. Som Exposition betragtet kan saaledes 1ste Akt kaldes fuldendt; i den ypperlig komponerede 2den Akt staaer Ordskiftet mellem Hjørdis, Sigurd, Gunnar og Thorolf høit over den tilsvarende «Mandjævning» i Bjørnsons «Sigurd Jorsalfar», og den Scene, hvor Ørnulf efter at have mistet sine sex Sønner i Kampen for den lille Egils Frelse bærer Barnet ind til Faderen, just som denne har dræbt hans syvende og sidste Søn, er saa skjøn, som kun en ægte Digter kan skrive den. Her kulminerer den dramatiske Interesse, idet 3die Akt og den første Halvdel af 4de efter 2dens Akts oprørte Bølgegang næsten tager sig ud som Havblik, skjøndt man føler stærke Dønninger under den roligere Overflade. Det er naturligvis ikke heldigt, at Kulminationspunktet ligger saa langt fremme i Stykket; men Forfatteren har for en Del bødet herpaa ved at afslutte Handlingen med Optrin, der, om ikke i Henseende til det poetiske Udbytte, saa dog hvad den theatralske Virkning angaaer, ere fortræffelig beregnede.
Den bedste Del af Udførelsen var uden Sammenligning Hr. V. Wiehes Fremstilling af Sigurd, eller rettere: den vil blive det; Hr. Wiehe var nemlig i Fredags stærkt angreben af Hæshed, saa at hans Stemme havde tabt sin eiendommelige, skjønne Klang, hvilket naturligvis ikke kunde være uden Indflydelse paa Udtrykket i Replikfremsigelsen og paa Aktionens Frihed i det Hele. Under disse Omstændigheder burde Stykkets Opførelse utvivlsomt være blevet udsat et Par Dage. Imidlertid var der, som sagt, meget Smukt i Hr. Wiehes Spil, og paa Rollens Glandspunkter gjorde det en henrivende Virkning. Fru Nyrop har anlagt og gjennemført Hjørdis noget for blødt; hun fælder for mange Taarer, giver sig for meget hen i Stemningsudbrud, viser overhovedet de Følelser og Lidenskaber, som gjennemkrydse denne dæmoniske Kvindes Indre, for uforbeholdent frem. Jo mere behersket, udvortes kold og tilsluttet Hjørdis er, jo mere hun holder sine Omgivelser anelsesfuldt spændte uden at give dem Lov til at maale Bunden af hendes Sjæls vilde Dyb, desto mere vil hun gribe og forfærde, og ved en saadan Spillemaade kunne de enkelte Steder, hvor Hjørdis hensynsløst skal slippe Alt det, hun har ruget over, Had, Kjærlighed, Skinsyge, Hævn og Blodtørst, ud i stormende Pathos, først faa det rette Relief. Vi tilstaa, at der i de to første Akter atter og atter falder Repliker, hvor Fru Nyrops Fremstillingsmaade er os ubegribelig, og hvor Digterens Mening efter vort Skjøn netop vilde træffes ved en helt modsat Behandling; som et Exempel blandt de mange skulle vi blot henpege paa Hjørdis' Bemærkning til Dagny i 2den Akt om Dronningen, som syede sin lille Søns Kjortel fast i hans Kjød, uden at han blinkede derved, en Replik, som Fru Nyrop fremsagde under levende Sindsbevægelse, i en stærkt fremadbøiet Attitude, hvilket selvfølgelig er ganske forkert. Ordskiftet ved Gildet i samme Akt, der fra Hjørdis' Side skal ramme hvast og smertende som sikre Hug af koldt Staal eller falde som dryppende Gift, holdes af Fremstillerinden vel meget i en ironiserende Konversationstone, hvorved Scenen faaer en noget for moderne Kolorit. I 3die Akt spiller derimod Fru Nyrop gjennemgaaende sandt og virkningsfuldt, og hendes Optræden i 4de Akt vilde ligeledes kunne kaldes udmærket, hvis Organet her slog bedre til. Overhovedet er det mærkeligt, at saa mange af Fru Nyrops Repliker gik tabt for Publikum, medens hendes Stemme f. Ex. i «Gabrielle» fuldstændig beherskede Rummet, og i det Hele hørte man i Fredags fra Parkettet, ligesom i Onsdags ved Opførelsen af «Barselstuen», yderst slet, hvad der formentlig kom af, at Lysekronen ikke længer trækkes op i Loftsaabningen. Vi tillade os at henlede Theaterbestyrelsens alvorlige Opmærksomhed herpaa; thi ethvert Hensyn til Uleilighed eller anden Ulempe maa underordnes Bestræbelsen for at gjøre de akustiske Forhold saa gode, som Theatrets Konstruktion og desværre altfor store Rum tillade. Hr. J. Wiehe spiller gamle Ørnulf meget bedre, end vi havde ventet. Hans Maske er fortræffelig og Fremstillingen i det Hele kraftig og livfuld. Vel naaer han ikke ganske op i Høide med Rollen, hvilket føles mest i det foran omtalte rørende Optrin i 2den Akt, hvor Ørnulf træder ind i Gunnars Hal med hans Barn paa Armen, og i den noget tørre Behandling af Scenerne i sidste Akt; men denne Præstation, der øiensynlig er gjennemstuderet i alle Enkeltheder med stor Omhu, maa dog kaldes særdeles respektabel. Dagny falder helt udenfor Fru Eckardts Evner og burde været givet til Frøken Dehn; det er virkelig paa Tide, at Theaterbestyrelsen lægger sig efter at benytte Fru Eckardts i sit Slags usædvanlige Talent paa en saadan Maade, at ikke hun selv og de paagjældende Stykker lide Uret derved. Heller ikke er Hr. E. Poulsen heldig som Gunnar, idet han ligesom den sidstnævnte Skuespillerinde stadig gaaer ved Siden af Rollen og derfor ikke kan frembringe Illusion, om det end villig skal indrømmes, at han ved sin betydelige Rutine og sit tiltalende Organ giver et passabelt Surrogat for det egentlige Komediespil, der trænger ind i Karakteren og levendegjør den i dens forskjellige Afskygninger for Tilskuerne ved at sammensmelte den med Fremstillerens Personlighed. Hr. Jerndorff skiller sig godt ved Thorolfs lille Rolle, og der vilde Intet være at indvende mod, at Kaare Bonde er overdraget til Hr. Cetti, hvis ikke denne Skuespiller havde havt et saa betydeligt Repertoire ved Siden af en administrativ Stilling, der maa optage en stor Del af hans Tid, medens f. Ex. Hr. Nyrop, som det vilde være af Interesse at se i slige mindre Prosaroller, hele Sæsonen igjennem næsten Intet har havt at bestille.
De til Stykket anskaffede Dragter og Vaaben ere smukke og vistnok korrekte med Undtagelse af det løierlige Maskeradeharnisk, Hjørdis bærer i sidste Akt. Hvis en virkelig Ringbrynje skulde genere Fremstillerinden i de mere effektfulde Bevægelser, hvad vi dog ikke kunne tro, maatte den uden Tvivl kunne eftergjøres af Seilgarn eller Lign. Hr. Ahlgrenson har malet Dekorationerne, et norsk Vinterlandskab med tyk, blød Sne paa Træerne og Jorden, med Hav og Fjelde i Baggrunden, samt en Hal i Gunnar Herses Hus. Af disse er den førstnævnte ligesaa fantasifuldt komponeret som smukt behandlet i Detaillerne, og Kunstneren har her fundet en stærk Støtte i det nye Maskineri, der samler og fordeler Skyerne i skiftende Farvespil, lader Maanen træde frem og forsvinde o. s. v. med en Naturtroskab, hvis Lige aldrig er seet paa et dansk Theater. Ogsaa Bjælkehallen vilde have gjort en fortræffelig Virkning, hvis man ikke havde havt det besynderlige Indfald at anbringe Skovkulisser i Stedet for almindelige Forhæng i de Rum, der foroven fremkomme udenfor Huset derved, at dette har skraa Tagsider. Det maa dog formentlig være Dekorationsmalerens saavelsom Digterens og Skuespillernes Formaal at illudere Tilskueren saaledes, at han føler sig nærværende paa selve Stedet, hvor Handlingen foregaaer, og selv om man vil benegte dette, saa at det er Meningen, at Tilskueren skal være sig sin Stilling som Udenforstaaende bevidst, bliver Ideen lige meningsløs; thi det er umuligt at staa ved Vinduet eller Døren til et Hus og paa en Gang betragte Gjenstandene indeni og udenfor dette. En Theaterdekoration bør ikke minde om en arkitektonisk Gjennemsnitstegning af en Bygning med dens Omgivelser.
*) Brynhilds Begjæring til ham om at fælde Sigurd.