Christiania Theater.
«Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i fire Akter af H. Ibsen. Nordens Storhed falder i Hedenold. Saa navnkundige vare dets Jettekampe, saa berømmelige dets Bedrifter, at de lige til Dato formaa at kaste Lys over vort Fædreland. Under stormfulde Perioder, naar ydre Fiender have staaet kampberedte mod Norden, have vi hørt Statsmænd høilig lovpise Skandien for dets tapre Sønner og altid under stolte Allusioner til hine gjæve Vikingtog, da Normannerne brandskattede Europa, ret som om Erindringen om Hines Storværker alene burde afskrække Enhver fra at binde an med os, deres Efterkommere. Daadrig, som maaske intet Land, var vort Fædrelands Fortid, hvorom man faar et Begreb ved at læse Sagaen. Men Faa ere de, som have Syn for dets Indhold, og end Færre de, som have Evner til i en dramatisk Fremstilling at anskueliggjøre den for Samtiden. Hvad Under derfor, om vore Digtere, der vide at enhver Tidsalder lader sig poetisk idealisere, forsøge sine Kræfter paa et saa taknemmeligt og vidtstrakt Felt? Hvad Under, om vi beundre disse Mænd og deres Arbeider, naar de, som Henrik Ibsen i «Hærmændene paa Helgeland», med kraftige og sanddrue Træk oprulle et Billede for os af mere end femhundrede Aars Fortid? Med Rette ere vi stolte af et Skuespil, der i sit Skjød bærer de bedste Vidnesbyrd om at være udgaaet fra en begavet og overlegen Aand, thi ubetinget maa hans «Hærmænd» regnes for et af de stolteste Klenodier, vor Literatur endnu eier. Det er dramatisk som endnu intet af vore nationale Skuespil. Rigt er det Stof, hvoraf Forfatteren har havt at øse, men ogsaa rigt er det Resultat, hvortil han er kommen. Med Høihed og Kraft i Dialogen forener «Hærmændene paa Helgeland» en Mængde interessante Situationer, der kunne regnes for lige saa mange smukke Tableauer. Hjørdis og Ørnulf ere Karakterskildringer af en uovertræffelig Originalitet og Konsekventse. De staa som ægte Repræsentanter for Asalæren ligeoverfor den blide Kristlære, der repræsenteres af Sigurd og Dagny. I anden Akt er allerede Interessen paa sit Høieste. Under stedse stigende Spænding paahøre vi Striden mellem Hjørdis og Thorolf. Tæt falde Slagene som i den hedeste Kamp. Hvert Ord er en Fornærmelse, der kun kan afvaskes i Blod, og det Hele ender ogsaa med, at Thorolf falder for Gunnars Haand. Et Sekund efter træder Ørnulf ind med Egil paa sin Arm. Her er Situationen saa gribende, Indtrykket saa mægtigt, at man aldrig i et nok saa kort Referat vil kunne undlade at fremhæve denne Slutningsscene som Noget af det Ypperste og mest Dramatiske, et Skuespil endnu har havt at opvise.
Det var derfor med ublandet Glæde vi endelig saa «Hærmændene paa Helgeland» optaget paa Christiania Theaters Repertoire, hvor det forlængst burde have havt en Plads ved Siden af Shakespeares, Oehlenschlægers og Munchs bedste Tragedier. Sørgeligt vilde det have været, om et saa udmærket Arbeide maatte have ladet sig nøie med en saa mangelfuld Udførelse som den, der blev det tildel paa det norske Theater, hvor hverken Hjørdis eller Ørnulf kunde vederfares end engang den tyndeste Retfærdighed. Anderledes paa en Scene, hvor disse Hovedpartier vare i saa udmærkede Hænder, som i Hr. Jørgensens og Frøken Svendsens. Begge have leveret det eklatanteste Bevis for, at der mellem en Digter og en Skuespiller maa existere den inderligste Harmoni, en aandelig Vexelvirkning, hvis et dramatisk Arbeide skal blive anerkjendt og bedømt efter dets rette Værd; og Hr. Jørgensen for sin Part har tilfulde gjort den Mands Ord til Skamme, der offentlig fremsatte Tvivl om, at han eller nogensomhelst anden Danskfødt med Held vilde kunne gjengive det nationalt Karakteristiske ved en Personlighed som Ørnulf fra Fjordene. Vi ere saa vante til at betragte Hr. Jørgensen som et Under, der sandsynligvis langt ind i en fjern Fremtid vil staa uopnaaet af vore første Generationers Skuespillere, at vi aldrig kunne undres over at se, hvor godt han havde forstaaet at identificere sig med Forfatterens Tankegang, der ei i sin Fantasi engang kunde have drømt sig et skjønnere og mere idealiseret Billede af Ørnulf fra Fjordene, end det han igjennem Hr. Jørgensens Skaberevne fik se indgydt Liv og Virkelighed. Ligesaa fremragende var Frøken Svensen som Hjørdis. Hendes hele Personlighed er ogsaa som skabt for en nordisk Valkyrie. Overalt, hvor et Rolleparti ikke ligger blot for den simpleste Forstand, men hvor der til en rigtig Opfatning udkræves større Tænksomhed og Studium, der er Frøken Svendsen paa sin Plads trods Nogen af sine Medbeilerinder. Her som Hjørdis gjaldt det at holde det næsten Dæmoniske borte fra en Kvinde, der tørstede efter Blod og Mænds Færd, eller med andre Ord, det gjaldt at bevare Kvindeligheden og desuagtet ei fornegte Naturen. Derfor var ogsaa hendes Fremstilling af Hjørdis langt ædlere og skjønnere og langt mer stemmende med Digterens Tanke end hendes Forgjængerindes, uagtet de i Kraft og Vildhed næsten vare hinandens Lige. Af de øvrige Rollehavende, over hvem vi forresten ikke Stort have at klage, udmærkede Fru Wolf som Dagny sig ved en elskelig Blidhed, der stak forsonende af mod den mørke Baggrund, hvor hendes Fostersøster Hjørdis stod. Hvad det sceniske Udstyr angaar, saa vidnede det om megen Omhu fra Direktionens Side, der i den Henseende Intet havde ladet tilbage at ønske.
z.