«Hedda Gabler» paa Kristiania Theater.
Skjønt Hr. Ibsens senere Skuespil ikke har formaaet at vække den interesserede Diskussion og tildels endog heftige Polemik, som flere af hans tidligere Stykker, saa imødeses dog endnu altid ethvert nyt Verk af den geniale Digter med en ikke ringe Spænding i Forventningen om, hvilke nye Sider af Samfundsforholdene og nye Dybder af det menneskelige Sjæleliv hans mørke og grublende Fantasi maatte have gjort til Gjenstand for Behandling, og i Forvisningen om, at det Verk, han byder os, baade i Indhold og Form vel rage høit op over Samtidens Døgnproduktion.
I Modsætning til den Strid, den Ibsenske Digtning saa ofte har fremkaldt, har hans nyeste Skuespil været Gjenstand for en temmelig enstemmig misbilligende Dom. Vistnok har Digterens professionelle Beundrere ogsaa ved denne Leilighed sunget hans Pris i høie Toner, men ellers har saavel den inden- som den udenlandske Kritik i sterke Ord udtalt sig mod Stykket, som den har fundet uklart i sin Ide, uhyggeligt og usandsynligt i sin Handling og tildels uforstaaeligt i sin Karakteristik. Hovedtanken i «Hedda Gabler» er dog aabenbart den samme, som saa ofte er kommen til Orde i Ibsens Digtning: Kampen mellem Individet og Samfundet for Hævdelsen af Personlighedens absolute Ret; men sterke Rødder i Virkelighedens Jordbund kan Stykket neppe siges at have. Dertil er det for abnorme Forhold og abnorme Personer, Digteren har skildret. Fornemlig gjælder dette om den kvindelige Hovedperson, efter hvem Stykket har faaet Navn, og som indtager en saa betydelig Plads i samme. Denne Kvindeskikkelse, der staar som Repræsentant for Stykkets Ide, er det ikke lykkedes Digteren at give et mere typisk Præg; skjønt den er udført med en vis virtuosmæssig Dygtighed, gjør den dog med sit dæmoniske og gaadefulde Væsen mere Indtryk af at være et Fantasifoster, end en efter noget tilsvarende Forbillede i Virkeligheden tegnet Figur. Det er en Karakter, der i det høieste afgiver pathologisk Interesse, men som man ikke vilde kunne skjænke nogen Sympathi, hvad der dog upaatvivlelig har været Digterens Mening.
Opførelsen af «Hedda Gabler» paa vor Scene synes at have været imødeset af Publikum med megen Forventning; Premieren itorsdags havde fyldt Huset fra Gulv til Tag. Stykket har jo allerede været spillet paa flere af Udlandets Theatre og ikke overalt med en ubetinget Sukces; samme Dag havde Morgenaviserne saaledes bragt Efterretning om dets Opførelse den foregaaende Aften paa Kjøbenhavns kgl. Theater, hvor det endog nærmest syntes at have gjort Fiasco. Det var derfor rimeligt, at Publikum var spændt paa at se, hvilken Virkning Stykket vilde gjøre paa vor egen Scene, tolket af vore egne Kunstnere, selv om dets Personer neppe kan siges at have noget mere typisk nationalt Præg eller Handlingen at staa i nogen nærmere Rapport til vore hjemlige Forhold.
Opførelsen paa Kristiania Theater kunde neppe kaldes nogen afgjort Sukces. Udførelsen var imidlertid gjennemgaaende vellykket, og Theatret fortjener Anerkjendelse for det omhyggelige Studium og Arbeide, der øiensynlig er lagt paa Indstuderingen. Den store og vanskelige Titelrolle havde i Frk. Bruun en Fremstillerinde, der maaske ikke kan siges at have alle Betingelser for samme; men hun havde ialfald med Held forstaaet at faa de Sider betonet af Karakteren, hvor hendes Begavelse og kunstneriske Temperament formaaede at gjøre sig gjeldende. Først og fremst gav Frk. Bruuns Hedda Gabler Indtrykket af den fornemme, korrekte Verdensdame, det glatte og slebne i Hedda Gablers Væsen, Egoismen, den kolde overlegne Forstand og Livstrætheden kom ogsaa særdeles godt frem i hendes Spil, medens de sterkere Træk, Magtbegjæret og den ulmende Lidenskab gjorde sig mindre gjeldende. Spillet var sikkert og behersket, men neppe kanske frit for en vis Monotoni; noget mere Energi og Fart vil kunne give Fremstillingen mere Farve og Liv. Frøken Juell spillede naturlig og tækkelig som Fru Elvsted; det forskræmte Væsen, den ængstelige Undseelse og den naive Oprigtighed, i det hele taget det Præg af Uskyld og Renhed, der over Fru Elvsteds Person, fik et baade tilforladeligt og tiltalende Udtryk. Med megen Dygtighed udførte Hr. Reimers Eilert Løvborgs vanskelige Rolle. Hans Maske og Apparition i det Hele gav Personen en træffende ydre Karakteristik, og der var Varme i den beherskede Lidenskab, han lagde for Dagen i Scenen med Hedda i 2den Akt. I 3die Akt, da Eilert Løvborg indfinder sig i Tesmans Hjem, efterat have tabt sit Manuskript, forekom Hr. Reimers Spil os vel roligt og resigneret; at Eilert under saadanne Omstændigheder modtager den skjæbnesvangre Pistol af Heddas Hænder synes mindre forklarligt. Hr. Selmer gjengav det spidsborgerlige hæderlige og prosaisk korrekte ved Jørgen Tesman i en Fremstilling, der var holdt fri for al Karrikeren og dog fik tilstrækkelig pointeret det godsligt-latterlige ved den unge Videnskabsdyrker. Som Assessor Brack havde Hr. Hansson skabt en særdeles omhyggelig og træffende karakteriseret Figur af den overlegne, selvsikre Verdensmand, og med den Vederheftighed, der altid udmerker hendes Spil, gjengav Frk. Parelius den gamle, elskværdige Frk. Tesman.
* *
Paa den fra Theaterchefen oversendte Hilsen efter Førsteopførelsen af «Hedda Gabler» er fra Digteren igaar indløbet følgende Svartelegram:
Udfaldet med stor Glæde erfaret. Tak og Hilsen til dem alle! Haaber paa god fremtidig Samvirken i Forstaaelse.