Bredo Morgenstierne

Brack: Sligt noget siger man.
Men man gør det ikke.

Vi har oftere gjort opmerksom paa det – ialfald tilsyneladende – springende i Ibsens Produktion. Det er, som om vi i Rækken af hans Dramaer svinger mellem to Poler. Efter det dunkle, forrevne, trøstesløse i «Rosmersholm» var vi for to Aar siden i «Fruen fra Havet» naaet over i en Verden med renere Luft og lysere Perspektiver. Vi sluttede dengang en Anmeldelse af dette Drama med et Spørgsmaal: «Er nu Digteren `akklimatiseret` i denne Verden, eller vil han af `Kravet paa det grænseløse, det uopnaaelige drives ind igjen i Nattemørket` med de `sorte, lydløse Vinger` over sig?» Tvivlen var berettiget. Pendelen er nu atter svunget over til den modsatte Kant. Det er Tanketraade fra den ældre Produktion, navnlig fra «Gjengangere» og «Rosmersholm», som gjenoptages, og Dunkelheden, det bizarre og abnorme i den psykologiske Tegning, det tomme, trøstesløse Indtryk, som det hele Livsbillede efterlader, er der sterkere end nogensinde. Ja, det maa vel siges, at det dunkle denne Gang grænser saa betænkelig ind paa det ligefrem uforstaaelige, og at det abnorme i det skildrede Sjæleliv mangesteds gjør et saa fremmed Indtryk, at man selv med den bedste Vilje har vanskeligt for at følge Digteren i hans Tankegang og se med hans Syn. Ibsen har jo som Regel i denne Henseende en merkelig illuderende Evne. Han er en Tryllekunstner, der ikke blot fortæller os, men virkelig faar os til at tro, at det kunstige og vidunderlige «gaar ganske naturligt til», og at det utrolige dog kanske er troligt. Men at der gives Grænser ogsaa herfor, har han denne Gang vist os. Han har faaet os til at forstaa og tro paa Ellida Wangel, til Nød ogsaa paa Rosmer og Rebekka West og mange andre underlige Figurer. Men Hedda Gabler hverken forstaar vi eller tror vi paa. Hun er ikke i Slegt med de Mennesker, vi kjende, mindst af alle i de Omgivelser, hvor hun er hensat, paa hjemlig norsk Grund.

For første Gang har Ibsen givet sit Skuespil Navn efter en af de handlende Personer. Hedda Gabler – det er hendes Pigenavn, medens hun i Stykket optræder som Fru Tesman – er da ogsaa i kvalificeret Grad Dramaets Hovedperson, af hende hænger den hele Handling, alene gjennem Forstaaelsen af hende naar man til en Forstaaelse af Dramaets indre Maskineri.

Men denne Forstaaelse er som sagt ikke let. Enkelte Sider af Heddas problematiske Karakter faar man jo nogenlunde let Rede paa. Uden at man faar synderligt at vide om de enkelte Momenter i hendes Karakterudvikling, tænker man sig General Gablers Datter som et bortskjæmt Barn, opvoxet i et fornemt Overfladelivs Tomhed for dybere Livsinteresser og næret med al den Hyldest og Smiger, som hendes Skjønhed og hendes Stilling i Samfundet har indbragt hende. Af Naturen er hun begavet med en kold, overlegen Intelligents, en sterk Uafhængighedsfølelse, men samtidig med en ikke mindre sterk Hensyntagen til Folks Omdømme og Frygt for Skandalen. Hendes Omgivelser og Livsvilkaar har udviklet hende til en fuldblods Egoist, der intet Hensyn tager, hvor det gjelder hendes egne Ønsker og Formaal, til en hjerteløs, forlystelsessyg Kokette, som ikke er knyttet til Livet med nogen dybere Interesse og derfor afviser alle dets Krav, og alt det Ansvar, det paalægger, som knapt forstaar, hvad Ordet «Pligt» vil sige, men udtaler om sig selv, at hun bare har Anlæg for en eneste Ting i Verden nemlig til at kjede Livet af sig, og som knapt har Evnen til en eneste sterk og dyb Følelse, det skulde da være den brændende Lede og Foragt, hvormed hun ser ned paa Bourgeoislivet med dets Skikkelighed, begrænsede Syn, smaa Interesser og smaa Glæder og Sorger.

Men saa kommer Tvivlen: Er hun blottet for erotiske Følelser og Tilbøieligheder, eller ligger der kun Aske over den ulmende Ild? Og dermed hænger det sammen: Vil Digte ren antyde for os, at der er gaaet noget større til Grunde i hende, at ogsaa hun tilhører den Ibsenske Digtnings store Familie af Ofre for en snever, spidsborgerlig Moral, for længst afdøde Sandheder? Alene hvis dette kunde gjøres os indlysende, vilde hun jo kunne afvindes den Interesse, som den udelukkende fordærvede og flade Karakter ikke kan gjøre Krav paa.

Hedda har i sine unge Dage staaet i et fortroligt Kammeratforhold til en genial, men dengang forranglet Forfatter, Ejlert Løvborg, der aabent har fortalt hende om alle sine Udskeielser. Hedda har opmuntret ham til disse Meddelelser af Lyst til at «kikke lidt ind i en Verden, som en ikke har Lov til at vite Besked om». Men da dette farlige «Kammeratskab i Livsbegjæret», som Løvborg fortolker det, har udviklet sig saaledes, at «der var overhængende Fare for, at der vilde komme Virkelighed ind i Forholdet», idet Løvborg «forgriber» sig paa sin «freidige Kammerat», holder Hedda sig ham fra Livet med sin Pistol, om hun end af Ængstelse for Skandalen undlader at skyde ham ned. Dette var dog ikke hendes «argeste Feighed» den Aften, betror hun senere til Løvborg. Men da denne fortolker hendes Ytring paa sin Maade og udraaber: «Aa Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en dulgt Grund under Kammeratskabet! Du og jeg – ! Det var dog Livskravet i Dig – « svarer hun med et hvast Øiekast: «Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!»

Heraf kunde man jo kanske slutte, at der er eller har været en vis Lidenskabens Underbund i hende. Men som hun nu er, paa den Tid da Stykkets Handling spiller, faar man dog nærmest Indtryk af, at hun ikke ligger for kjælne Følelser, men i det høieste betragter Erotiken som en Adspredelse blandt mange andre. Hun afviser med Afsky «det klissede Ord» at elske; hun har ægtet Jørgen Tesman forat forsørges og uden nogen varmere Følelse for ham, og naar hun siger til Løvborg, at hun ikke vil indlade sig paa «nogen Slags Utroskab», er det nærmest fordi hun ikke gider – af Hensyn til besværlige og mulige Ubehageligheder. Med en af sine øvrige Tilbedere, Assessor Brack, har hun følgende karakteristiske Replikskifte, efterat hun har beklaget sig over Bryllupsreisens Kjedsommelighed og navnlig over at maatte sidde paa Tomandshaand med sin Mand i Kupeen.

Brack.
Heldigvis er nu bryllupsreisen overstaaet –
Hedda (ryster paa Hovedet).
Reisen tør bli` lang – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested underveis.
Brack.
Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en smule, fru Hedda.
Hedda.
Jeg hopper aldrig ud.
Brack.
Virkelig ikke?
Hedda.
Nej. For der er altid nogen tilstede, som –
Brack (leende).
- som ser på ens ben, mener De?
Hedda.
Ja netop.
Brack.
Nå, men, herre gud – -
Hedda (med en afværgende håndbevægelse).
Holder ikke af det. – Da blir jeg siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.
Brack.
Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.
Hedda.
Ja, se, – det er noget ganske andet!»

- særlig vil hun intet have derimod, naar det er en prøvet Ven, underholdende paa alskens livlige Omraader. – Som man ser, vilde det være letsindigt at assurere hendes ægteskabelige Troskab. Men falder hun, vil det heller være af for koldt end af for varmt Blod, heller af Kjedsomhed end af Lidenskab.

For nu bedre at forstaa, hvilken Betydning for Heddas Udvikling man skal tillægge hint Brud med Løvborg, maa vi stanse et Øieblik ved dennes Skjæbne, saaledes som den udvikles i Dramaet. Han har oppe paa Landet, som Huslærer hos Foged Elvsted, under Indflydelse af dennes anden Hustru, aflagt sine Ranglevaner og har taget sig sammen til alvorligt Arbeide. Der har mellem ham og Fru Elvsted udviklet sig et varmt Venskabsforhold, der visselig fra hendes Side ogsaa omfatter ømmere Følelser. Han har udviklet hende, og hun har paa sin Side med brændende Iver deltaget i hans Arbeide. Dette Samarbeides Frugt er et Par Bøger, hvoraf den ene allerede er udgiven og har vakt stor Opsigt og den anden endnu uudgivne skildres som et genialt, epokegjørende Verk, der engang vil gjøre sin Forfatter til en berømt Mand.

Forsaavidt skulde man jo tro, at alt var vel. Men nu griber Hedda ind. Blandede Følelser gjør sig gjeldende hos hende. For det første er hun skinsyg paa Thea Elvsted, skinsyg over den Indflydelse, hun har øvet paa Løvborg. Men dernæst kjeder hun sig og søger noget, som kan beskjæftige, optage hende, en «Opgave, som, der kunde være noget lokkende ved», som hun siger til Brack. «Jeg vil for en eneste Gang i mit Liv ha` Magt over en Menneskeskjebne», siger hun til Thea Elvsted og tilføier: «Aa dersom Du kunde forstaa, hvor fattig jeg er. Og Du skal ha` Lov til at være saa rig!» Som «et Slags Sport», en spændende Beskjæftigelse faar hun Løvborg til at opgive sin Afholdenhed ligeoverfor sterke Drikke, ødelægger Tilliden mellem ham og Thea Elvsted, brænder op Manuskriptet til hans store Verk, «Theas og hans Barn», og rækker ham tilsidst Pistolen forat han skal ende sit Liv.

Hun har imidlertid endnu et Motiv til sin Handlemaade. Og herved kommer vi ind paa Dramaets dybestliggende, men for dets Forstaaelse ikke mindst vigtige Tanketraade. At Løvborg «beaandet» af Thea Elvsted har opgivet de med hans Tilbøieligheder bedst stemmende Livsvaner, at han nu ofrer sig for anstrengt videnskabeligt Arbeide, og at han af Frygt for Fristelsen helt afholder sig fra Nydelsen af sterke Drikke, stemmer ikke med hendes Begreber om «Frihed» og «Skjønhed». Hun vil derfor give ham «Magten over sig selv igjen – da er han en fri Mand for alle sine Dage,» og han vil komme tilbage fra det Drikkegilde, hvor hun har faaet ham hen, «med Vinløv i Haaret, hed og freidig.» Og det viser sig, at Løvborg i Grunden deler hendes Mening. Vistnok har de sterke Drikke istedenfor Frihed og Skjønhed bragt ham den ynkeligste Ufrihed og sølet ham ned i det værste Smuds. Han har efter Drikkelaget tabt sit kostbare Manuskript, tilbragt Natten hos en berygtet Sangerinde, «Diana», kommet op i Slagsmaal og bragt paa Politikammeret. Men i Fortvivlelsen over Faldet og sit ødelagte Liv blander sig et Mismod over, at han ved at lære en renere Atmosfære og Arbeidets Glæde at kjende, heller ikke «gider at leve den Slags Liv,» der nu venter ham, idet Thea har «knækket Livsmodet og Livstrodsen» i ham.

Vi mindes her om Forholdet mellem Rebekka og Rosmer. Hun, der «havde saa frisk og saa modig en Vilje» og et saa frigjort Livssyn, er bleven «knækket» af Rosmersholm, «bøiet ind under en fremmed Lov». Hverken Løvborg eller Hedda har havt Mod til at leve Livet efter sin egen selvgivne Lov. Begge er blevne forkvaklede under Trykket af den raadende Samfundsmoral og af nedarvede Fordomme. Han har ikke havt Evnen til at dyrke Livsglæden, uden at den, som altid herhjemme, «arter sig som Styghed», som Osvald siger i «Gjengangere». Og hun har aldrig vovet Spranget ud fra det store spidsborgerlige Bummelzug, fordi der altid er nogen tilstede, som ser paa og vækker Skandale. Er det mere end et troløst Koketteri, da hun fra Løvborg antyder som sin største Feighed, at hun ikke i sin Tid hengav sig til ham, mindes vi atter «Gjengangere», hvor Fru Alving bebreider Manders som hans «ynkeligste Nederlag» og «en Forbrydelse mod dem begge», at han istedenfor at modtage hendes Kjærlighed sendte hende tilbage til det Hjem, hun var løbet bort fra.

Ved sin Feighed og ved sin manglende Evne til at leve Livet i Frihed og Skjønhed, paa egen Grund har Hedda og Løvborg forspildt sit Liv og maa gaa til Grunde som Beate og Rosmer. Men lader der sig end skimte en saadan Tankesammenhæng, er det dog meget langt fra, at vi derved naar til en klar og dramatisk virkningsfuld Skjæbneknude. For det første har man vanskeligt for at gaa med paa, at Hedda Gabler skal kunne have forspildt noget, da der ikke synes at findes nogen Personlighedens Kjerne at forspilde. Og i Løvborg vil visselig Digteren lade os se en betydelig Aand, som gaar til Grunde. Men herfor bærer udelukkende han selv og hans onde Genius, Hedda, der atter driver ham ind paa Forvildelsens Vei, Skylden. Og man er – bortseet fra Spørgsmaalet om Selvmordets ethiske Berettigelse – ude af Stand til at dele hans Beklagelse over, at han mangler «Livsmodet» og «Livstrodsen» til at leve det Nedværdigelsens Liv, som han føler ligger foran ham. Der maa ogsaa erkjendes, at man ligeoverfor den Maade, hvorpaa Ibsen fremstiller os Heddas Følelser ved Efterretningen om Løvborgs formentlige Selvmord, ikke har let for at fastholde den Tanke, at hendes Friheds- og Skjønhedstrang, noget vist storslagent i hendes Natur, skulde danne et idealt Moment, der til en vis Grad kunde forsone os med hendes hjerteløse Egoisme. Da Hedda faar høre om Løvborgs Død, udraaber hun:

«Endelig engang en dåd!»
- – – – – – – – – – – – -
«Jeg siger, at dette her er der Skjønhed i.»

Og lidt senere siger hun til Brack:

«En befrielse at vide, at der dog virkelig kan ske noget frivillig modigt i verden. Noget, som der falder et skjær af uvilkårlig skjønhed over. – – – Jeg ved bare, at Eilert Løvborg har havt mod til at leve livet efter sit eget sind. Og saa nu – det store! Det som der er skjønhed over. Det, at han havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet – så tidligt».

Særlig er det hende om at gjøre at faa vide, om han har skudt sig gjennem Brystet eller gjennem Tindingen. Og stor er hendes Skuffelse, da hun faar høre, at det ikke er saa sikkert, at han har skudt sig selv, men at han er funden i Frøken Dianas Boudoir med en afskudt Pistol i Brystlommen, og at Skuddet har rammet ham i Underlivet, uden at man ved, om der foreligger et Vaadeskud, eller om Diana har skudt ham. Især dette med Underlivet plager hende, og hun udraaber «med et Udtryk af Ækelhed»:

«Det også! Å det latterlige og det lave, det lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg bare rører ved».

Naar man tænker paa, at det er en forranglet Persons ynkelige Selvmord, af dem, som der desværre kun foregaar altfor mange af rundt om i Verden, der for Hedda fremstiller sig som den forløsende, skjønhedsfyldte Daad, naar man ser, hvorledes det bliver afgjørende for hende, hvilken Legemsdel Kuglen har rammet, og hører hendes Selvbekjendelse om, hvorledes det ophøiede og skjønne mellem hendes Hænder forvandles til det latterlige og lave, stanser man et Øieblik ved det Spørgsmaal, om muligens Hedda med sit Friheds- og Skjønhedskrav skulde være parodisk ment. Ibsen har jo før – i Gregers Werle – persifleret «den ideale Fordring» og Sandheds-Begeistringen fra sine ældre Verker, saa var det jo heller ikke utænkeligt, at han i «Hedda Gabler» havde villet opstille en Karikatur af Skjønhedsdyrkelsen og Frihedskravet, der har spillet en ikke ringe Rolle i hans nyere Dramar. Men man forlader hurtig denne Tanke, der vilde gjøre Idesammenhængen og Udviklingen i Dramaet forøvrig endnu uforklarligere, end den allerede er, og bliver staaende ved, at Digteren virkelig for fuldt Alvor i Hedda Gablers Kamp og Nederlag ser en tragisk Konflikt, hvor hun repræsenterer i og for sig berettigede Aandsmagter, omend i en saadan Forbindelse med det ensidige og begrænsede i hendes Karakter, at de maa føre hende til undergang.

Denne Ensidighed og Begrænsning hos Titelpersonen er da særlig illustreret i det Modsætningsforhold, hvori hun er stillet til den anden kvindelige Hovedperson, Thea Elvsted.

Herom nærmere i en afsluttende Artikel imorgen.

Hedda. Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?
Tesman. Nej, ingen verdens ting.

Ibsen er Kontrasternes Digter. Han belyser fortrinsvis gjennem Modsætninger. Saaledes er i det foreliggende Drama først og fremst Hedda Gabler og Thea Elvsted stillet op mod hinanden, og dernæst er Hedda og Løvborg stillet i en skarp Kontrastbelysning ligeoverfor den Tesmanske Kreds.

Thea Elvsted elsker Løvborg; Hedda lader sig elske af ham – deri ligger den hele Forskjel krystaliseret. Thea Elvsted er den svage Karakter med den snevre Synskreds, let at paavirke, at ydmyge, at beseire, bestemt til at lide, at skuffes. Hedda har den overlegne Intelligents, den ubetvingelige Viljestyrke, skabt til at herske, vinde Seire, skuffe, tilføie Lidelse. Og dog er Thea Elvsted uendelig mange Gange sterkere end hende. Hun besidder den opofrende Kjærligheds stille Magt, dens selvforglemmende Mod, medens Hedda kun eier en flad og snever Egoismes Drivkraft og derfor mere end noget andet frygter Skandalen og «det løierlige» og intet andet Mod kan opdrive end det, der skal til for tilsidst at flygte fra det hele og ende sit unyttige Liv med egen Haand.

Fru Elvsted har, fordi hun ikke holder det ud længer hjemme, og fordi hun vil være, hvor Løvborg er, og vaage over ham, forladt Hus og Hjem for ikke at vende tilbage. Herpaa kan der jo være overmaade meget at sige. Men det vedkommer os mindre i denne Sammenhæng. Hvad Digteren betoner, er det «handlingens mod», hun viser, «når det gælder kammeraten».

«Men hvad tror du så, folk vil sige om dig, Thea», siger Hedda.

Fru Elvsted.
De får i guds navn sige, hvad de vil. For jeg har ikke gjort andet end jeg måtte gøre.

Og senere da hun frygter for, at Løvborg er faldt tilbage til sine gamle Vaner, og hun uden at bryde sig om Folkesnak er gaaet op i hans Logis forat spørge efter ham, udbryder Hedda: «Kunde du bekvemme dig til det, Thea!» – og hun svarer: «Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre?» Der er noget af en Moders beskyttende Ømhed i hendes Kjærlighed til Løvborg, og det falder hende ikke engang ind, at der er andre Hensyn at tage end de, som Oms orgen for ham tilsiger. Og da alt er forbi, Løvborg er død en saa grufuld Død, hans store Arbeide, som skulde gjort ham berømt, hans og hendes Aandsbarn er gaaet til Grunde, det Samliv og det Samarbeide, uden hvilket hun ikke anser Livet værd at leve, er ophørt, da vender hendes Tanker sig ikke først og fremst til det Tab, hun selv har lidt, men til Muligheden af endnu at kunne gjenoprette det Tab, han og hans Eftermæle har lidt, idet hun vil gjøre et Forsøg paa at rekonstruere hans Manuskript ved Hjelp af de løse Lapper, han har efterladt, og som hun har opbevaret.

Til dette Arbeide, overhovedet til Samlivet og Samarbeidet med andre, Arbeidet for andre som et Led af Menneskenes store Solidaritetskjede kan hun med al sin Svaghed, men ikke Hedda med al sin Styrke bruges. «Til ingen Verdens Ting» har de Brug for Hedda. Naar hun forsvinder fra Scenen, bliver der ingen tom Plads efter hende. Og da saa det eneste, som har noget Værd for hende i Livet, hendes Uafhængighedsfølelse, trues, gjør hun Brug af den anden af General Gablers Pistoler og følger Løvborg i Døden.

Det andet Modsætningsforhold, hvori Hedda Gabler belyses, er Forholdet til hendes Mand, Jørgen Tesman og hans Omgivelser. Hun har, som i forrige Artikel nævnt, ægtet Jørgen Tesman uden Kjærlighed, forat forsørges af ham, paa hvis gode Fremtidsudsigter hun ligesom alle andre har troet. Han er, hvad der er det vigtigste for hende, et «korrekt Menneske i alle Maader», og hun har ikke – hvad der ikke er mindre vigtigt – kunnet finde «noget egentlig løierligt ved ham». I denne Henseende synes forøvrigt Fru Heddas sædvanlige Skarpblik at have svigtet hende. Thi der er unegtelig, saaledes som Ibsen har udstyret Jørgen Tesman, ikke saa ganske lidet løierligt ved ham. Bare hans stadige og for Hedda saa irriterende Udraab, «Hvad»! og «Tænk det»! falder i det komiske, og der er over hele det skikkelige, naive, ubegavede, snakkende, svage, forelskede Professoremne et Præg af Middelmaadighed og Smaaborgerlighed, der ved Siden af Heddas skarpt skaarne Profil uvilkaarlig er Komiken hjemfalden. Hvor morsomt karakteriserer han ikke sin egen beskedne Plads i Videnskaben, da han skal hjelpe Thea Elvsted med at ordne Løvborgs efterladte Papirlapper:

«Det må gå. Der er ikke andet for. Og det at bringe orden i andres papirer, – det er netop noget, som ligger for mig».

Og tidligere da Løvborg fortæller ham, at den Bog, han vil udgive, handler om Fremtidens Kulturgang, udraaber han forbauset:

«Merkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde mig ind at skrive om».

Det er da ikke at undres over, at han bliver baade forfærdet og indigneret, da han hører, at Løvborg vil konkurrere med ham om det Professorembede, som han har været saa sikker paa, at han har giftet sig paa Udsigten dertil, og at han bliver overordentlig lettet, da Løvborg senere siger ham, at han ikke vil konkurrere, men kun seire over ham i Folks Mening. Ligesaa middelmaadig som hans videnskabelige Gehalt ligesaa tarvelig er i Grunden, trods al hans Godhjertethed, hans Moral. Skjønt han saaledes i Begyndelsen bliver yderst forskrækket over at høre, at Hedda har brændt Løvborgs Manuskript, trøstes han dog let ved Forsikringen om, at hun har gjort det af Kjærlighed til ham, for at han ikke skal stilles i Skyggen af en Konkurrent. Dybere Bund har ikke Hæderligheden hos ham.

I denne Henseende staar han langt under Frøken Julie Tesman, «Tante Julle», der overhovedet med sit milde, kjærlige Sind, sin opofrende, selvforglemmende Omsorg for sin syge Søster og for Nevøen Jørgen og alt, hvad der hører ham til, sin hele harmoniske Personlighed er den eneste fuldt sympathiske Skikkelse i det hele Drama. Tanterne, Jørgen og den gamle Pige Berte, som de har overladt ham, er groede sammen til en aandelig Enhed, hvor ingen har en for de andre fremmed Tanke, hvor Indtryk, Stemninger og Tanker udenfra sparsomt trænger ind, og hvor Livet glider i smaa Bølger uden Storme eller sterke Strømninger.

Man forstaar let, hvorledes Hedda Gabler i denne Kreds føler sig som i et fremmed for hende yderst usympathisk Element. Modsætningen er ypperligt karakteriseret ved Mødet mellem Hedda og Tante Julle i Begyndelsen af 1ste Akt, hvor Hedda lader som om hun tager Tante Julles for Anledningen anskaffede «stadselige» nye Hat for Pigen Bertes, og hvor Tante Julle kommer frem med Jørgens gamle Tøfler, som den syge Tante Rina har ligget og broderet. For Hedda er der ved det hele noget uudholdeligt smaat og gammeldags. Hun synes «der lugter Lavendler og saltede Roser i alle Værelserne» – «noget afdød er der ved det. Det minder om Balblomster – Dagen efter». En anden Gang siger hun:

«Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i – ! Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! For så er det».

Og naar saa hendes Mand – som han er vant til – gjør Tanterne og Berte til sine fortrolige ogsaa i alt, som vedkommer hende, og hun fortvivlet udbryder:

«Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her – i alt dette – løjerlige – «

falder der trods alt det frastødende ved hendes Personlighed endog et Skjær af Sympathi over hende – som man kan føle den med en Rovfugl, der er sat i Bur med Graaspurve.

Og Spurvene – om de end ikke vil være ved det – trives heller ikke rigtig sammen med den. Det Skud, hvormed Hedda ender sine Dage, virker som en Forløsning for den lille Tesmanske Kreds og bringer den forstyrrede Ligevegt tilbage. Og naar nu Thea Elvsted slutter sig til Kredsen og flytter op i det ledige Værelse hos Tante Julle, og Jørgen Tesman kommer derop om Aftenen og mere og mere «beaandes» af hende, som tidligere Løvborg blev det, og de trofast arbeider paa at reise Løvborgs literære Mindesmerke, vil disse to Dages rystende Begivenheder staa for dem som en pinlig Episode, en mørk Skygge over et fredeligt, solbeskinnet Hverdagsliv, som et Pust fra en anden aandelig Verden end deres, med større Former, dybere Farver, mere bevæget, med videre Horisont, men ogsaa mere sønderrevet, dæmonisk, rodløst i Samlivet mellem Mennesker.

At det er en Mesters Haand, som spores i Stykkets Bygning, Karaktertegning og Replikbehandling, er det ved et Ibsensk Drama neppe nødvendigt at sige. Hvor mangesidigt, farverigt, indholdstungt det Livsbillede er, som rulles op for os, vil man allerede af den ovenfor givne sammentrængte Redegjørelse faa et Indtryk af. At dette Livsbillede med sine virkningsfulde Kontraster, godt spillet, vil gjøre Effekt fra Scenen, kan neppe betvivles. Og det maa her erindres, at Ibsens Scene nu er en international, at alle Nationer danner hans Publikum, og at Maalestokken for hans Arbeiders sceniske Virkning og det Virkelighedsindtryk, de giver, maa søges hos denne Tilskuerkreds uden nationalt Særpræg.

Aldrig har da heller noget Drama af Ibsen været mindre særlig nor skt end dette. Det udkommer samtidig foruden paa Norsk paa 3 Verdenssprog, og de fleste Personnavne er valgte saaledes, at de vil tage sig ligesaa godt ud paa en tysk som paa en norsk Theaterplakat. Vistnok har Digteren – uvist af hvilken Grund – valgt at henlægge Scenen til Norge, nærmest da til Landets Hovedstad; men denne Handlingens Skueplads bliver kun lidet kjendelig i de skildrede Karakterer og Samfundsforholde. Disse henpeger endog for en ikke ringe Del paa de større Kulturcentrer, hvad f. Ex. gjelder Hedda Gablers egen Personlighed ikke mindre end Frøken Dianas Saloner og hendes animerede Soirée «for en udvalgt Kreds af Veninder og Beundrere» eller Assessor Bracks uforbeholdne Forslag om en menage á trois.

Naar man forsøger at se de optrædende Personer fra dette Synspunkt, svinder visselig til en vis Grad det Indtryk af noget fremmed, uvirkeligt og usandsynligt, som gjør sig saa sterkt gjeldende, saalænge Fantasien fastholder norske Samfundsforholde som Personerne og Handlingens Milieu. Men helt afstreifes dog ingenlunde herved det kunstige, skruede, abnorme i Tankegang og Følelsesliv, som flere af de skildrede Personer, først og fremst Hovedpersonen selv, frembyder i en endnu sterkere Grad end nogen af de ældre Ibsenske Figurer. Til Uklarheden i Karaktertegningen bidrager ogsaa den eiendommelige Konstruktion, som det foreliggende Skuespil deler med alle Ibsens moderne Samfundsdramaer, idet nemlig den Handling, der fremstilles for os, kun danner en i et ganske kort Tidsrum sammentrængt Slutningskatastrofe, der hviler paa en lang, forud for Dramaet liggende Udvikling og paa en Række Begivenheder, som Læserne eller Tilskuerne først lidt efter lidt under Stykkets Gang bliver bekjendt med. Det er klart, at denne dramatiske Teknik ved Siden af sine eiendommelige Fortrin har den Mangel, at Læseren eller Tilskueren ikke selv kan følge den Karakterudvikling, der begrunder og begrundes af den dramatiske Konflikt, men maa lade sig nøie med Antydninger og sparsomt indflettede Meddelelser om, hvad der har gjort de skildrede Personligheder til, hvad de er. Denne Vanskelighed har dog Ibsen som Regel for sine Hovedpersoners Vedkommende forstaaet at overvinde, saaledes at vi gjennem, hvad der meddeles os om deres Fortid, har formaaet at danne os en nogenlunde fyldig Forestilling om de Momenter, der har medindvirket ved Karakterdannelsen. Men i Hedda Gabler lades vi i saa Henseende saa temmelig i Stikken, og man maa i høi Grad tage sin Tilflugt til en supplerende Fantasi forat kunne danne sig et endog kun tilnærmelsesvis fuldstændigt Billede af den Udviklingsgang, hvis Resultat er bleven Karakterer, der i saa væsentlig Grad ligger udenfor vore Erfaringers Rækkevidde.

Hermed skal det ingenlunde være benegtet, at der i Skildringen af Dramaets Personer findes glimrende Karaktertræk, og at navnlig flere af Bipersonerne, saaledes Jørgen Tesman, Tante Julle og tildels den forøvrigt lidet interessante Bonvivant, Assessor Brack, er tegnede med fuld Klarhed og Anskuelighed. Men Titelfigurens komplicerede Karakter, hvorpaa Ibsen øiensynlig har lagt det meste Arbeide, og som bærer det hele Drama, har Digteren ikke formaaet at tegne os med saa sikre Konturer, at den staar i plastisk Klarhed for os.

Ikke heller forekommer det os, at Digteren med Hensyn til Handlingens faste Sammenkjedning og ethvert Leds Indpasning i Helheden denne Gang fuldt naar det bedste af, hvad han i denne Retning tidligere har præsteret. Der er mange – vistnok tildels mindre væsentlige – Ting, som under Læsningen paafalder en som lidet sandsynlige. Hvorledes skal man f. Ex. forklare Løvborgs venskabelige Optræden ligeoverfor Tesman, som han har saa lidet tilovers for, eller hvad mener han med at ville gjøre Tesman bekjendt med sit Manuskript, Tesman, hvis Indsigter han foragter saa dybt? Heller ikke falder det ganske naturligt, at Assessor Brack har saadant Hastverk med sine Meddelelser om Løvborg, at han hjemsøger Tesmans saa tidligt om Morgenen, at han maatte vente at finde Husets Beboere sovende. Paafaldende er det ogsaa, hvormeget Digteren finder det nødvendigt at holde os i Uvidenhed om. Det er, som om det morer ham at stille os Gaader. Om Løvborg virkelig har fulgt Heddas Opfordring og selv endt sit Liv, vilde det have været ganske interessant at vide. Ikke mindre vilde det have interesseret os at faa vide, om Tante Julle har Ret i sine Formodninger om, at Tesman har Udsigt til at blive Fader. Hedda bestyrker ham vistnok selv heri, men under saadanne Omstændigheder, at vi ingen fuld Tillid nærer til hende. Er det Ibsens Mening, at hendes Tilstand er medvirkende ved hendes Stemningsovergange og bizarre Handlemaade, kanske ogsaa til det Indtryk, Tanken paa Theas og Løvborgs «Barn», det kostbare Manuskript, gjør paa hende? Der er enkelte Antydninger i denne Retning; men der er andre (f. Ex. hendes bestemte Forsikring ligeoverfor Brack), der tyder paa det modsatte. Saaledes forfølger Tvivlen os fra Scene til Scene.

I én Henseende staar Ibsens nye Skuespil fuldt paa Høide med sine Forgjængere: i den fyndige, for Personerne saa karakteristiske Replik, ofte med den ægte Ibsenske pikante Dobbelttydighed, der kaster blændende Streiflys over Personen eller Situationen.

Det er ingen opløftende, vederkvægende Digtning, Ibsen denne Gang har skjænket os; men det er som altid Verket af en mægtig, grublende, vidtskuende Aand, af Tanker, som vækker Tanker.