Litteratur.
En engelsk forfatter i det anseede tidsskrift
Fortnightly Review`s januarhefte gjør den bemerkning, at der for tiden i hele verdenslitteraturen især er to forfattere, hvis verker imødesees med spænding, sluges med begjær og diskutteres med lidenskab i alle civiliserede samfund. Den ene er russeren Tolstoi, den anden er nordmanden
Henrik Ibsen. Paa bagsiden af
Hedda Gablers titelblad læser vi følgende megetsigende ord: «Omtrent samtidig med nærværende originaludgave fremkommer en engelsk, en tysk og en fransk af forfatteren autoriseret udgave. Noget senere følger en italiensk og en ungarsk.» Efterat bogen er udkommen, hører vi fra Tyskland, at første oplag blir bortrevet den første dag, i den franske presse behandles den som en litterær begivenhed af rang, og to engelske tidsskrifter har lange, ledende artikler om den. Her kan vi da være ganske sikre i vor sag og vide, at vi ikke tager munden for fuld, naar vi taler om europæisk berømmelse. Der er ikke længere tvil ikke blot om, at Ibsens navn er kjendt over hele Europa, men at hans verker læses og er et ferment i verdenskulturen; og det norske folk staar i dyb taknemmelighedsgjæld til Ibsen for den glans, hans navn kaster tilbage over vort lille land. Fastslaaelsen af denne kjendsgjerning staar for mig som det mest tilfredsstillende ved Ibsens nye drama.
* *
*
Ibsens senere dramaer har allesammen været enten rent psykologiske eller ogsaa paa én gang psykologiske og samfundstendentiøse.
«Hedda Gabler» er, saavidt jeg kan forstaa, et rent psykologisk drama, jeg har ialfald ikke kunnet opdage nogensomhelst tendens, nogen lære, som her prædikes; – hvad vi her spørger om, er: har forfatteren uddybet vort kjendskab til den menneskelige sjæl, har han lært os nye mennesker at forstaa, eller har han givet os gjenkjendelsens glæde af gamle bekjendtskaber? Jeg maa oprigtig tilstaa, at jeg er ganske i forlegenhed for at besvare disse spørgsmaal. Hovedinteressen dreier sig i dette stykke saa udelukkende om Hedda Gabler selv, at spørgsmaalet nærmest bliver: kjender du denne dame eller kjender du hende ikke? Og herpaa kan jeg svare baade ja og nei. Jeg kjender hende, forsaavidt jeg véd mangfoldige ting om hende, har hørt ord og seet handlinger, der giver udsigt ind i hendes sjæl baade paa den ene kant og den anden; men jeg kjender hende ikke, fordi alle disse smaa udsigter ikke samler sig til en stor oversigt; jeg er ikke istand til at fange hende levende med min fantasi, ikke istand til at faa ét, udelt menneske af hende; hun falder fra hinanden i modsigelser, uden at jeg faar tag i generalnævneren, som opløser modsigelserne. Naar jeg nu et par uger efter læsningen tænker paa hende, forekommer hun mig nærmest som en rar dame, der vakte min forbauselse ved sin underlige optræden, der eggede min nysgjerrighed uden at fange min interesse. – Ligeoverfor et verk af Ibsen giver man sig imidlertid ikke saa let, og jeg har adderet og adderet op igjen men jeg har ikke faaet nogen sum. Hvad er denne Hedda Gabler? I sit ydre væsen er hun nogle gange plump og uopdragen, men af og til vindende og betagende, hun er klog og grusom; hendes hjerte er tarveligt, hun saarer med grov haand en stakkels, skikkelig, forsvarsløs gammel dame; ligeoverfor mænd er hun koket og eggende, men kold og kjønsløs; hun føler sig tom og træt, som en lidt ældre uddanset dame, hvem livet ikke har givet noget indhold; intet forhold til andre mennesker lokker hende, ikke uden at hun kan have den fornøielse at pille i en menneskeskjæbnes traade med sine grusomme hænder; af og til hæver hun sig til dæmonisk storhed ved sin foragt, og der glider et streif af heroisk følelse over hende, naar hun længes efter skjønhed, men saa kommer hendes frygt for skandalen og trykker hen de ned igjen. Summa summarum? ja jeg ved som sagt ikke. – En Hjørdis i korset, udmattet ved baller og fornøielser, som føler sin tomhed og længes efter skjøn, stor kamp og imidlertid morer sig med at klippe menneskeskjæbner over. – Kanske. Muligt er det Ibsens mening, at en storsindet dame, som er tvungen til at leve i smaa, indholdsløse forhold, blir som Hedda Gabler; at hendes storhed blir ondskab, hendes trang til skjønhed lede ved livet, at hun blir præget af smaaheden om sig, saa den smaaborgerlige frygt for skandale magtstjæler hende. Men det er kun en mulighed, og heri ligger netop det utilfredsstillende. Ibsen har skabt andre rare damer end Hedda, men som er blevet mig paa en ganske anden maade levende bekjendtskaber. Jeg skal bare nævne Nora; hende har jeg heller ikke truffet i livet, men ikke destomindre tror jeg at kunne tælle hende blandt mine menneskeerfaringer, fordi der er indblæst levende liv i hende, og erindringen om hende gir billede, ydre og indre. Hedda Gabler fremstiller sig derimod for mig i en taage, mange lyse punkter hist og her til at gjette paa, men ikke hele skikkelsen. Hun forekommer mig derfor kuriøs, men ikke interessant, og stykket om hende spændende, men ikke gribende.
Hvoraf kommer dette? Behøver man at gribe til den udvei, at det er Ibsens talent, som er i nedgang? Det tror jeg ikke. Jeg tror, at grunden er, at Ibsen her har forsøgt det umulige. – Med andre ord jeg tror, at den dramatiske kunst har sine grænser; denne kunst er ifølge sin natur henvist til at lære os menneskene at kjende gjennem det, som de siger og gjennem det, som de handler i den korte tid, de optræder; naar man er en saadan dramatisk mester som Ibsen, er det utrolig, hvad der gjennem replikkerne kan lempes ind til psykologisk oplysning; men det blir dog staaende eller har ialfald hidtil staaet som en lov, at dramaet, med den moderne teknik ialfald, kun kan fremstille forholdsvis enklere karakterer. Ved en saa sammensatt natur som Hedda Gabler er det, som interesserer os mindst, netop det, som dramaet er indskrænket til at give, – hendes ord og handlinger; alt det, som skulde gjøre os dette underlige væsen forstaaeligt, hendes udvikling, hendes hemmelige tanker, hendes ufødte anelser og hele det store vigtige strøg af sjælen, som ligger mellem det bevidste og det ubevidste, har den dramatiske forfatter ikke anledning til mere end at antyde. – Derfor, mener jeg, kunde en roman om Hedda Gabler blive yderst interessant, medens vi ligeoverfor dramaet føler os tomme og bedragne.
Naar hovedfiguren i stykket saaledes er gaaet i stykker for mig, kan det lidet nytte, at en af bifigurerne – assessor Brack – er et lidet mesterverk, ligesaalidt som jeg finder nogen tilfredsstillelse i at beundre Ibsens velkjendte dramatiske teknik, der i Hedda Gabler staar høiere end i noget andet stykke, jeg har læst.
* *
*
...