Hedda Gabler.
Hr. Redaktør!
Det er virkelig et forfærdelig Metier at skulle sidde saan og gi sin uforgribelige Mening tilbeste om de Bøger, som kommer. Rose og dadle. Gi Karakterer. Træde ind i Lauget af alle de Alvorsmænd, som mange Gange om Aaret sidder og beviser, hvor daarlig og hvor god og hvor umoralsk og hvor hæderlig en Bog monne være, dette Laug som ikke har Øjne til at se Livet med, men Øjne bare til at læse Bøger med – som sidder og ved, hvorledes Digterne og Kunstnerne skulde gjort det anderledes, for at det skulde blive rigtig rigtig, ved, hvorledes Bøgerne burde ende, for at de skulde blive overensstemmende med – med – ja med hvad? – jo med deres egen lille Erfaring, beskygget og begrænset og beklumret af høje Mure af andre Gjøremaal, andre Evner, og i Virkeligheden af andre Interesser ogsaa. Folk som blir mugne og skjænder, naar Ibsen har «slaat fejl» for dem et Aar, naar han ikke har bekjendt rigtig Livsanskuelse, – Folk, som tror, at Livsanskuelsen er noget færdigt, noget som kan pakkes ned og sendes med Jernbanen, men som ikke forstaar, at en Livsanskuelse maa og skal forandres for Kunstneren for hver Dag som gaar, fordi det, som det kommer an paa, er at anskue Livet, ikke at eje en Livsanskuelse.
Vi, Hr. Redaktør, som De har bedt at skrive om «Hedda Gabler», vil nødig sætte os til at referere Fablen i Stykket. Fablen! Som om nogen Læser, intelligent eller dum, nogensinde har faat nogen virkelig Mening om en Bog, fordi han lærte Fablen at kjende. Vi synes ogsaa det er lidt upassende at give Dr. Ibsen vore Raad og vor Ros, og vi har heller ikke rigtig Udelikathedens Mod til at pille Smaafejl paa Henrik Ibsen, saa det maa vi faa Lov til at slippe. Der er nok af smaa Luskere i den Forretning. Men tænk paa, husk efter, og nævn dem ved Navn alle disse smaa Helligaandssyndere, som dømmer og vrager og vejer skriftlig her i Landet, saanne Folk, som ikke har sin Mening, men Kompani-Meningen, og som bare er Medlemmer af bon sens-klubben i en stor By. Bon sens, denne Følelse, denne Evne, som hos en stor Begavelse, hos et stærkt følelse-fyldt Menneske er Termometret for Lidenskabens Puls, Bremsen, naar Mennesket glemmer Artisten, men hos alle de fleste bare er en Slags halvfejg Undskyldning, en halvvittig Protest mod selv at være med i det, som har Fantasi, tro mod alt som bæres af Vinger, og først og fremst i al moderne Kunst, mod det, som har Virkelighedens Lys og Luft indenfra og rundt om.
Ja, det var nok egentlig om Hedda Gabler vi skulde skrive. Den dramatiske Tømring er solid, Repliken som altid hos denne Digter vittig og træffende, de forskjellige Scener vel forberedte og saa videre, og saa videre, og saa videre, – – der er noget storartet umoralsk ved Hedda Gabler. Og ak og ve! dette synes at have Digterens Sympati, han tillader sig at finde en umoralsk Kvinde egnet til kunstnerisk Behandling og gaar uden videre hen og tegner hende for os. Og det burde han ikke gjøre, for det har aldrig nogen bra Bogskabs-Digter gjort. Aldrig siger de. Og saa begynder de at taarne op Forskjel og Forskjelligheder mellem de gode gamle og alle, som kan kaldes fin de siècle, «moderne», unge, principløse, gudløse, og saa tror de, at disse siste ikke glæder sig til Glæde og Latter og Smil over det, som morsomt er, ligesaagodt som de gamle, at de ikke har sine Taarer for de andre Tingene akkurat og ligesaa ægte som de Menneskene, der var før. De tror ikke, at de «unge» er virkelige Mennesker, alvorlige Mennesker, fordi da maatte disse unge synes, det var morsommere at bede paa den gamle Maaden end at arbejde paa den nye.
Vi skilles i det dybeste, siger de. Der er ingen Bro over. Selve Grunden er forskjellig. Vi forstaar ikke hverandre. – Aa jomen forstaar vi hverandre, for vi er Mennesker alle sammen, og vi forstaar godt de andre, og de andre forstaar godt os, men de vil ikke, for de vil raade Marken alene, og skræmme Folk fra at læse Bøger, som handler om Mennesker, men forkynder kjætterske Meninger mellem Linjerne. Det er i Virkeligheden det skjæreste Hykleri med dette, at de ikke forstaar.
Bare et Eksempel:
Der var Fritænkere og Religiøse i gamle Dage ogsaa, akkurat som nu, men det har aldrig gjort nogen egentlig Forskjel i Forstaaelsen. Det «dybeste» i os, det forandrer i Grunden ikke Grunden i os. Vi er alle Mennesker langt længre inde, end Moral og Religion nogensinde kan komme. Endnu den Dag findes der tusenvis, Millionmasser, som hver Søndag kommer portionsvis fra Kirkerne efter at ha prist sin Gud – og vi andre staar udenfor Kirkerne, studser kanske undertiden et Øjeblik, men gaar saa i næste Øjeblik hen til dem og er Brødre og Søstre og Elskede og Elskere og Venner og Forretningsmænd og Forstaaere af hverandres Videnskab. Det dybeste, det som i Grunden ikke er det «dybeste», Religionen og Moralen og Teorierne og Samtalesludret, det træder altsammen tilbage, og vi er bare Mennesker, som elsker og hader og er ligegyldige for hverandre.
Henrik Ibsen har sin evige Moro af, at Menneskene gaar og bryr sig med hverandre, og at de ikke kan la være at gaa og pille i hverandres Skjæbner, og dette at de bryr sig og hele Skjæbnepilleriet, det kalder han dramatiske Konflikter og dramatiske Modsætninger, og saa laver han Tragedier og Komedier af det. Og gir en overordentlig god Dag i, at der er nogle, som siger, at de ikke forstaar. Han ved at det, at det er Mennesker, det forstaar vi alle.
Hedda Gabler er Kvinde, Fruentimmer, Dame, Hunkjøn, en anden end os Mandfolk – genuin som saadan. Alle Steder, hvor der er Hunner, findes Hedda Gablerske Egenskaber – blandt Eskimoerne og i Paris. Man kan appellere til hver enkelt Dame, hver Kvinde, man kjender, og de vil forstaa Hedda Gabler. De vil allesammen begynde med at sige: «Nej ved du hvad!» og saa lidt efter: «Hun er for ækkel, for umoralsk, for ondskabsfuld, for bare slet» – men de vil staa, ligesom de alligevel drar Mindets Kjendsel paa noget, og snakker man pent og alvorlig og begynder med: saan er ikke du, saa vil de indrømme: nej, ikke jeg, men – – – og de vil nævne et Navn først og fremst, og senere altid finde flere og flere frem i sin Hukommelse, om ikke helt saa stykkevis, og Mandfolkene, de af dem da, som ikke betragter Samlivet som et Hi, vil en vakker Dag sige til sig selv: Mon ikke hun, som jeg sist trodde det om, mon ikke hun ogsaa har noget af det samme?
Det er det geniale ved Ibsens Digtning. Han har som ingen anden Digter skabt en Kvinde indenfra, ikke bare sét godt udenfra.
Men hvor skulde de professionelle forstaa det, de som ved, hvorledes Bøgerne skal gjøres, de som blir fornærmet, fordi Ibsen bruger Pistoler, og fordi han lader som han ved, at andre ogsaa undertiden bruger Pistoler og virkelig skyder sig med, hvor skulde de vide det fra, hvorledes skulde de kunne føle det? Det er vanskelig nok at kjende sine Med-Mandfolk, og de andre, vore beste Fiender – ja helt at kjende dem er vel neppe endnu givet noget Mandsmenneske.
De professionelle siger naturligvis, at Hedda Gabler er uvirkelig.
Der er mange levende Mennesker, som hverken er saa levende eller saa meget Mennesker som Hedda Gabler og de Personer, som Tilfældet brutalt har rystet sammen med hende her i Livet.