Henrik Jæger

Literaturhistorisk set er Titelfiguren i Henrik Ibsens nyeste Værk en digterisk Ungdomskjærlighed, som Forfatteren er vendt tilbage til efter en hel Menneskealders Forløb. Hedda Tesmans Genealogi maa ikke blot føres tilbage til Hjørdis i «Hærmændene paa Helgeland», men til Margit i «Gildet paa Solhaug» – ja helt op til Furia i Ibsens allerførste Arbejde. I «Hedda Gabler» som i disse tre Ungdomsværker møder vi en storstilet, rigt udrustet Kvindeskikkelse, der dels paa Grund af Forholdenes Uguinst, dels paa Grund af egen Skyld er forkrøblet i sin Udvikling, forvoxet i sin Stræben og forhærdet i sin Vilje – en tragisk Personlighed, der udbreder Død og Tilintetgjørelse omkring sig, fordi det ædleste i hendes Natur dræbes og tilintetgjøres, uden at hun ejer hverken den Resignationens Styrke eller den Selvopgivelsens Svaghed, der vilde bringe hende til at leve videre paa Stumperne.

Og samtidig med, at denne digteriske Ungdomskjærlighed atter har bemægtiget sig Forfatteren, er ogsaa andre Skikkelser og Situationer fra de nævnte Ungdomsværker vaagnet til nyt Liv i hans Indbildningskraft, Fru Elvsted er det sidste Led i den lange Række af hengivne og selvopofrende Kvindefigurer, der aabnedes af Aurelia i «Catilina»; Eilert Løvborg har ingen nærmere Slægtning i Ibsens Digtning end selve Titelfiguren i dette hans Begynderarbejde, og Jørgen Tesman er en kjødelig Fætter af Bengt Gautesøn i «Gildet paa Solhaug».

Den, som vil se disse Antydninger nærmere udviklede, henviser jeg til en Artikel, jeg netop har offentliggjort i Folkebladet om «Hedda Gablers» Forhold til tidligere Skuespil af Ibsen.

Hvis man af denne Paavisning vilde drage den Slutning, at Ibsen i sit sidste Værk væsentlig har gjentat sig selv, saa vilde man imidlertid være rent paa Vildspor. Ibsens frembringende Evne er endnu altfor frisk og altfor kraftig til, at han skulde falde paa at afskrive eller endog blot omskrive sine tidligere Værker. Hvert nyt Drama gjør ved det første Bekjendtskab fremdeles et lige kraftigt og lige overraskende Indtryk som sine Forgjængere, og det selv paa dem, der er helt fortrolige med alt, hvad Forfatteren tidligere har skrevet.

Men er end Ibsen fjernt fra at kopiere sig selv, er han paa den anden Side en Mester i den Kunst at variere. Han har ikke vundet sit Verdensry ved sine Temaers Rigdom og Mangfoldighed, men ved sin beundringsværdige Evne til at «instrumentere», saa Totalindtrykket stadig blir mægtigere, rigere, originalere.

Saaledes ogsaa i dette Tilfælde. Furia var et farveløst Omrids i Jamber, Margit et let Udkast i Riddervisetone, Hjørdis en «udført Skisse» i Sagastil; men Hedda Gabler er det fuldt udførte, moderne Billede, levende og spillende i Farven som den Dialog, hvori Stykket er skrevet.

Figuren er fremstillet med den mest aristokratiske Kunst. Ingen Indrømmelse er gjort til det store Publikum for at lette det Forstaaelsen. Ingen Forklaringer gjennem de øvrige Personers Omtale, ingen Selvkarakteristik til Undskyldning eller Forsvar for hendes Væsen, ja endog et Minimum af Oplysninger om, hvad der er gaat forud – alt sligt har Ibsen forsmaaet som populære Godtkjøbskneb.

Og ikke nok med det. Han har endog i den Grad tilstræbt at naa den almindelige Samtales Naturlighed og Liv, at altsammen er blet mejslet ud i bitte smaa Repliker, i Regelen ikke paa mere end nogle faa Ord, sjelden mere end paa et Par Linjer*). Til Gjengjæld har saa hver liden Sætning Betydning, hver Afbrydelse giver Karakteristik, og en Tankestreg spiller undertiden samme Rolle som en hel Monolog i det ældre Drama.

Der skal i Regelen en vis Grad af aandelig Anspændthed til at læse et Skuespil saaledes, at alt fremtræder klart og levende for den læsende; men til at læse et Arbejde som dette skal der mere end sædvanligt; det udkræver fra først til sidst den strengeste Agtpaagivenhed. For at intet Bidrag til Forstaaelsen skal gaa tabt, maa man saa at sige ha et Øje paa hver Finger.

Den Opmærksomhed eller rettere Mangel paa Opmærksomhed, hvormed Godtfolk i Almindelighed slubrer i sig sin Underholdningslekture, kommer her ynkelig tilkort. I et saa grovmasket Fangstapparat blir bare de groveste og mest haandgribelige Kjendsgjerninger hængende, medens alle de fine Antydninger, der skal bringe Forstaaelse og fuld Klarhed, gaar urørte igjennem – akkurat som Foreller i et Laxegarn.

Intet Under, at der altid er saa megen plump Misforstaaelse og saa megen tversikker Halvopfattelse ude og gaar, hver Gang Ibsen offentliggjør et nyt Drama.

Og det er ikke bare i selve Publikum, dette har sit Tilhold; det var ingen Sag da – havde jeg nær sagt. Nej, vi faar nok – Gud bedre – indrømme, at Pressens Anmeldere i mange Tilfælde ikke er et Haar bedre. Gjennemgaaende staar det daarlig til med Literaturanmeldelsen herhjemme hos os – om egentlig Literaturkritik kan der ikke være Tale – og enhver Forfatter, der gider læse, hvad Aviserne siger om hans Bøger, vil ha fuldt op af Exempler at berette om Tilstandens Ynkelighed. Men Henrik Ibsen er dog den, der kunde fremlægge det største Register over journalistiske Synder.

I Anledning af «Hedda Gabler» er der endog fremkommet mere Sludder end sædvanligt, forekommer det mig, og den, som her vilde gi sig til at protestere og berigtige, han vilde faa sin fulde Hyre for længere Tid. Her faar det være nok at pege paa et Par af de største og mest graverende Misforstaaelser.

Særdeles karakteristisk er det, naar der fra enkelte Hold er bleven paastaaet, at Hedda Gabler slet ikke er nogen Figur, men bare et Skelet til en saadan, og at Ibsen væsentlig har overladt det til Rollens Fremstillerinde at give Skikkelsen Kjød og Blod. I Virkeligheden siger denne Paastand hverken mere eller mindre end, at den, som har fremsat den, enten ikke har forstaat at læse eller ikke har givet sig Tid til det. Trods Formens Knaphed er nemlig Figuren i Virkeligheden fuldt udført fra Forfatterens Side, og Skuespillerinden har intet andet at gjøre end at tilegne sig det givne og fremstille det. Rollen stiller store Fordringer til hendes Opfatningsevnes Finhed og til hendes Fremstillingsevnes Modenhed; men er hun i disse Henseender Opgaven voxen, vil hun under Studiet finde alt lagt tilrette for sig. Om at «sætte noget til af sit eget» vil der ikke blive Tale – bør der ikke være Tale engang. Enhver «Bessermachen» vil kun røbe, at hun ikke helt er trængt ind i Rollen.

En anden mærkelig Udtalelse, Stykket har git Anledning til, stod at læse i en af Hovedstadsavisernes Anmeldelse af Stykket. En Digter skiftede Verdensopfatning med de forskjelige Emner, han behandlede, paastod Anmelderen og overførte saa denne Sætning paa Ibsen og hans nyeste Arbejde. Paastanden er i sig selv ikke meget værd; den kan passe paa enkelte literære Vejrhaner, der er for flotte eller for lette til at holde en slig Luxusartikel som en Verdensopfatning; men paa de virkelige fremragende Digtere passer den ikke og allermindst paa Henrik Ibsen. Hans 40 Aar lange Forfatterliv udmærker sig ved en Konsekvens i Udviklingen, som man ikke finder noget Sidestykke til – det skulde da være hos Goethe. Fra den første Spire i «Catilina» og til hans nyeste Værk er der en jævn organisk Væxt fra Roden af. I formel Henseende har han vistnok i sin Ungdom famlet og gjort enkelte uforudseede Sidespring. Som Aand derimod har han aldrig slaat om, aldrig gjort noget Sprang, men skredet jævnt fremad fra Punkt til Punkt. Det er netop denne Ensartethed i Udviklingen, der gjør det til en saa fristende Opgave for en Kritiker at fordybe sig i hans Værker, og den har endog forledet betydelige Kritikere til at betone Ensartetheden paa Udviklingens Bekostning. Her at tale om at skifte Opfatning med et nyt Motiv, omtrent som man skifter Melodier ved, at indsætte en ny Valse i en Lirekasse – det er omtrent det mindst træffende, der kan siges om Henrik Ibsen.

Karakteristisk nok har der ogsaa hersket Uenighed mellem Anmelderne om, hvorledes Hedda Tesman egentlig skulde opfattes. Nogle har fremstillet hende som en ren Dæmon, Ondskaben og Hjerteløsheden i egen Person. Andre har derimod været tilbøjelige til at hæve hende til en Slags Idealfigur, en Svane i en Andedam. Den første Opfatning er næsten ligesaa fejlagtig som den sidste. Det storslagne og det smaatskaarne er saaledes blandet i Heddas Natur, at hun hverken tilhører Helvede eller den ideale Himmel, men Jorden. Hun er hverken en Skurk, der falder paa sine Gjerninger, eller en Helgen, der lider og dør uden Skyld ved andres Brøde. Hun er ganske simpelthen en tragisk Personlighed, der gaar tilgrunde paa Grund af de uforsonede og uforsonlige Modsætninger i hendes eget Væsen.

Det tragiske er et Begreb, som ikke er meget populært herhjemme for Tiden. Folk vil ikke se Tragedier paa Teatret; det er altfor uhyggeligt, synes de, og naar det hele som i «Hedda Gabler» ender med et dobbelt Selvmord, saa er Plankjøreropfatningen øjeblikkelig paa det rene med, at Forfatteren anbefaler Selvmord. Og saa er naturligvis Stykket «fælt», «ækkelt», «umoralsk», og Fædrelandet og andre velsindede Aviser kommer og erklærer, at det ikke bør findes paa nogen anstændig Familjes Bord osv. osv.

Ligeoverfor det Slags Taabeligheder er der i Grunden bare et Svar: Prøv at forstaa lidt mere, Godtfolk, saa vil I komme til at skjænde lidt mindre. Men dette Raad er det nok temmelig frugtesløst at give. Vi oplever saa alligevel ikke at se det fulgt i vor Levetid.

Henrik Jæger.


*) Den længste Replik i Stykket er en af Assessor Bracks Meddelelser til Hedda mod Slutningen af sidste Akt. Selv den er bare lidt over 10 Linjer.

I Grunden har man slet ikke fæstet sig ved Hovedsagen, naar man har paavist «Hedda Gablers» Forhold til tidligere Skuespil af Ibsen. Man har holdt sig til Skallen og ikke berørt Kjærnen; man har talt som et «Fagmenneske», en literær Jørgen Tesman.

Hovedsagen, alt det, som er interessant og rigt ved Stykket – det maa søges paa et ganske andet Punkt og langt dybere.

Hvorfor taler Hedda Gabler om «Vinløv i Haaret?» Er det tilfældigt, at Eilert Løvborgs Manuskript handler om «Fremtidens Kulturgang?» Slige Spørsmaal har man slet ikke opstillet engang, og dog maa de besvares, hvis man skal forstaa Stykket og Ibsens Tanke med det.

Jeg skal prøve at gi Svaret. Men jeg kan ikke gjøre det saadan ligetil og med en Gang. Vi har et godt Stykke Vej at tilbagelægge, inden vi naar saa langt, og Vejen fører gjennem en Analyse af selve Hedda Gabler-Figuren.

Jeg har kaldt Hedda Gabler en Hjørdis i Korset, og dermed har jeg ingenlunde tænkt bare paa det rent ydre Kostume. Korsettet symboliserer en vis Side af hendes aandelige Habitus. Hjørdisnaturen og Korsettet repræsenterer Grundmodsætningen i hendes Natur, Modsætningen mellem alt det vildtvoxende og alt det indestængte.

Paa den ene Side er Hedda Gabler «Damen», Damen af Nutidens «gode Selskab». Hendes Fødsel som General Gablers Datter, hendes Opdragelse i et elegant Hjem, de Kredse, hun færdedes i, det bevægede Selskabsliv, hun har ført – altsammen har sat dybe og uudslettelige Mærker i hendes Sind. Det gode Selskabs Ideal, gjennemført Korrekthed, i Ydre, i Væsen og i Optræden, er ogsaa helt og holdent bleven hendes. Hun stiller det som Fordring til sine Omgivelser, og hun respekterer det som et Livsprincip for sig selv. Naar hun har bekvemmet sig til at ægte Tesman, er det, fordi hun har fundet ham korrekt, og da hun senere opdager, at han i Grunden ikke er det, gribes hun af Frygt for, at andre skal gjøre den samme Opdagelse. Da hun taler med Brack om sit Ægteskab, siger hun, idet hun «ser ligesom spejdende paa ham»: «Og Jørgen Tesman, – han maa jo dog siges at være et korrekt Menneske i alle Maader». Hun er ikke sikker paa, at andre ser det, hun først forsent har faat Øje paa. – Paa Korrekthedens Vegne er det ogsaa hun er saa haard med den skikkelige Tante Julle med hendes elskværdige, hjemmebagte Paatrængenhed.

Konveniensens Baand er hende ikke hellige; men ubrydelige er de under enhver Omstændighed. «Jeg hopper aldrig ud», siger hun et Steds med en brillant Replik, og naar hun ikke gjør det, er det, fordi hun stadig tænker paa, hvad «vor Kreds», «alle de intime» vil sige. Frygten for Skandalen er stadig levende i hende. Den spiller en bestemmende Rolle paa alle de afgjørende Punkter i hendes Liv, og den er altid hendes første Tanke, naar hun hører, at andre har gjort et Brud paa «Reglerne», hvad enten nu Bruddet er stort eller lidet. Da Fru Elvsted har fortalt hende om sin aabenlyse Flugt hjemmefra, tænker hun strax paa, «hvad Folk vil sige», og da hun senere faar høre, at Thea har været oppe i Løvborgs Logis og spurgt efter ham, udbryder hun: «Kunde du bekvemme dig til det, Thea!» Det er denne Side af hendes Natur, der har gjort hende til den elegante Dame af Verden, og den hænger paa det nøjeste sammen med hendes Passjoner for at eje Ridehest, holde livréklædt Tjener og føre stort Hus.

Men dette er kun det ydre Lag i hendes Natur, et Slags aandelig Tvangstrøje om hendes egentlige Væsen. Frivillig har hun ladet sig snøre i den; som en uundgaaelig Nødvendighed bærer hun den; men den trykker og piner hende, den strammer og skjærer i hendes levende Kjød – indtil den tilslut sprænges i Dødsøjeblikket.

I det Selskab, hun tilhører, er der som bekjendt mange Kvinder, der slet ikke føler Konveniensen som en Tvang. Der er snevre Hjerner og flade Sjæle, hvis Ønsker og Higen aldrig gaar ud over den forgyldte Ramme, hvori deres Liv er indfattet. Det er de virkelig «korrekte», de korrekte af Natur, de, som er det, fordi de ikke naar højere eller bunder dybere. Det er de tamme, pyntelige Stuefugle, som er avlet i Bur, født i Bur, opdraget i Bur og lever i Bur, som aldrig har nogen Længsel, der drager udenfor Staaltraad Sprinklerne, ud mod den vilde Skog, den frie Himmel og den stærke Luft. Paa dem kan man anvende Paul Heyses friske Epigram:

Sie glauben, alles Heil sei nur
Zu finden in ihren Orden.
Wer im Käfich gebrütet worden,
Dem scheint sein Drahtgeflecht Natur.

Men Hedda Gabler hører ikke til disse Kvinder: dertil er hun for rigt og kraftigt udrustet. Alt det kraftige og oprindelige i hendes Natur har Konveniensen ikke naaet ned til. Den har snørt det ind; men den har ikke kvalt det. Det melder sig som Higen, som Længsel, som Selvforagt, som Utilfredshed med sin Lod, ja som Kjedsomhed. «Mangen Gang synes jeg, at jeg bare har Anlæg til en eneste Ting i Verden – til at kjede Livet af mig», siger hun.

Hun aner, at der findes noget stort og rigt udenfor Buret, noget, som hun ikke kan naa, fordi hun ikke tør gribe efter det. Hvad dette noget er, ved hun ikke rigtig klart; hun ved kun, at det maa være noget stik modsat af alt det, hun kjender. Ad Modsætningens Vej har hendes Natur ført hende til Beundringen for den stærke og frie Personlighed, og det er ud fra dette Ideal, hun taler og tænker, naar hun giver sine Tanker og Følelser Udtryk.

Hun, som sidder der i den ørkesløse Kjedsomhed, længes bort fra Tomheden, længes mod et Livsindhold, længes efter Daad, efter Magt, efter kraftig og resolut Handling. Derfor er det, hun har saadan Trang til at gribe bestemmende ind i en Menneskeskjæbne; derfor er det, hun falder paa det absurde Indfald at ville gjøre den stakkels Tesman til Politiker. Kjedsomheden har udviklet Magtbegjæret i hende.

Hun, som selv er bunden af Konveniensen, hun beundrer Friheden, drages mod den som mod noget stort og lokkende fjernt. Og hun, som selv er saa fejg og ved, at hun er det, tilbeder Modet og betages af det, hver Gang hun tror at møde det paa sin Vej.

Saa voldsomme er Modsætningerne i hendes Natur, saa dybt og ulægeligt er Bruddet i hendes Personlighed.

Da hun gjorde Eilert Løvborgs Bekjendtskab, var vel det, som fængslede hende, fra først af bare den unge Piges Nyfikenhed efter at kikke ind over Gjerdet til den hemmelighedsfulde Have, hvor den forbudne Frugt voxer. Det, som bandt dem sammen, var et Slags «Kammeratskab i Livsbegjæret», som Eilert Løvborg udtrykker det. Men lidt efter lidt blev det mere. Hun, den forsagte og fejge, der ikke turde vove noget, følte sig ved et aandeligt Valgslægtskab draget mod Livsmodet og Livstrodsen hos denne Mand, der i sorgløs Frejdighed satte alt paa Spil, hvor intet var at vinde. Hun, der bare levede efter andres Opskrift, hun havde dybest inde i sin Sjæl Forstaaelse og Beundring ligeoverfor denne vilde Fugl, der havde «Mod til at leve Livet efter sit eget Sind». Han blev hendes Ideal paa en Maade, men et Ideal, som var overstænket med Smuds, og som hun ikke kunde gribe og fastholde, uden at der kom Smuds paa hendes udadlelig rene Hænder. Det havde hun ikke Mod til, og derfor brød hun, «da der var overhængende Fare for, at der vilde komme Virkelighed ind i Forholdet», da han «vilde forgribe sig paa sin frejdige Kammerat», som hun udtrykker sig. Hun jagede ham fra sig ved at true ham med en af sine Pistoler, og naar hun ikke gjorde Alvor af sin Trusel, saa var det, fordi hun var fejg, «forfærdelig fejg», siger hun. Men – «det, at jeg ikke turde skyde Dem ned – det var ikke min argeste Fejghed – den Aften». Den argeste Fejghed, indser hun forsent, det var den, at hun jagede ham bort. Den Aften var det skjæbnesvangre Øjeblik i hendes Liv; her var Daaden, som hun drømte om; men hun øvede den ikke; her var Friheden, som hun beundred, men hun greb den ikke; her var Modet, som hun saa op til, men hun viste det ikke; her var Livsindholdet, som hun savned, men hun valgte det ikke. I sneversynt og selvødelæggende Eg oisme foretrak hun «Kredsen», Tvangstrøjen, Konveniensen og – Kjedsomheden. Det var Valgets Øjeblik i hendes Liv, da to Menneskeskjæbner – hendes egen og hans – var lagt i hendes Haand, og saa valgte hun galt, valgte som Dame, istedenfor som Kvinde, som General Gablers Datter istedenfor som Eilert Løvborgs «frejdige Kammerat».

Og saa levede hun da sit gamle Liv uforstyrret videre, til hun begyndte at bli en halvgammel Pige. Kjedsomheden begyndte at voxe betænkelig, og i sine alvorlige Øjeblikke begyndte hun at faa en uhyggelig Følelse af at være færdig. Hun rystede Tankerne af sig; men de kom igjen. «Jeg havde virkelig danset mig træt, kjære Assessor. Min Tid var omme – (farer let sammen). Uh, nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel, ikke tænke det heller». Som et Middel mod disse Anfald gifter hun sig med Tesman, det bedste Konveniensparti, som tilbyder sig «inden Kredsen». Som alle andre Mennesker har hun troet, «at der vilde bli en særdeles fremragende Mand af ham», og desuden var han jo «korrekt i alle Maader». Men hun er blet bitterlig skuffet; Tesman er hverken korrekt eller betydelig; han er en «løjerlig» Figur, et trivielt «Fagmenneske» – intet videre. De Kaar, han kan byde hende, viser sig heller ikke saa glimrende, som hun fra først af havde tænkt sig. Ridehesten, den gallonerede Tjener, de store Selskaber, alt blir bare Luftkasteller – paa samme Tid som hun befinder sig i en Tilstand, der, saa langt fra at fylde hende med Glæde, bare vækker hendes Afsky og Skræk, medens hendes Mand og Tante Julle ærgrer og saarer hende ved sine taktløse Hentydninger. Aa «de tarvelige Vilkaar», hun er kommet ind i! «Det er dem, som gjør Livet saa ynkeligt! Saa rent ud latterligt! – For saa er det».

Og saa kommer et Moment til. Det Mod, hun i sin Tid manglede ligeoverfor Eilert Løvborg – det har en anden Kvinde havt – hendes lille «Tossehode» af en Skolekammerat, der er hende underlegen i alt undtagen i Evnen til offermodig Hengivenhed. Hun har ikke været bange for at smudse sine Hænder, ikke først og fremst tænkt paa, «hvad Folk vil sige». Hun har rejst ham og hævet ham igjen – saa højt, som hendes Evne rak.

Men den rak ikke helt frem. Som Aand er han atter paa Højde med sig selv i sin bedste Tid; som Personlighed er han derimod ufri, han er ikke blet Herre over sine egne Svagheder; han er bare blet bange for dem og gaar afvejen for dem. Istedetfor at være viljestærk er han bare blet «principfast»; istedetfor en fri og frejdig Personlighed er han bare blet – «en omvendt Synder».

Og neppe har Hedda Gabler set ham i denne Skikkelse, før Trangen vaagner i hende til at kjæmpe med det lille «Tossehode» om Magten over denne Menneskesjæl, vise, at hendes Magt er den største, at hun og ingen anden helt formaar at rejse ham. En Blanding af Jalousi, af Misundelse, af opsparet Daadstrang, af gammel Interesse og af ny, let forklarlig, fysiologisk begrundet Exaltation bringer hende til at gribe ind i Forholdet mellem Eilert Løvborg og Fru Elvsted.

Hendes gamle frejdige Kammerat maa ikke være bange for et Glas Punsch eller for et lystigt Gilde. Han maa ikke staa der ufri og frygtsom som den omvendte Synder – dertil er han for god. Nej, han maa helt gjenvinde Herredømme over sig selv, saa han føler sig sikker paa sig selv og frejdig i sin Sikkerhed.

Han maa ligesaa lidt være Slave af sine gode Forsætter som af sine Skrøbeligheder, ikke skjælve for Livsglæden som en middelalderlig Asket, ikke være stiv og tvungen som et ægyptisk Gudebillede, men en fri, stærk Personlighed som en af de skjønne græske Gudeskikkelser. Vinløv i Haaret!

Det er Tanker, som Ibsen tidligere har udtalt for egen Regning, der her dæmrer frem hos Hedda Gabler og lægger hende det paafaldende Udtryk «Vinløv i Haaret» paa Læben. Hvem mindes ikke det bekjendte Sted i «Ballonbrevet»:

Hvor Personligheden mangler,
hvor ej Formen i sig bær
Hadet, Harmen, Jublen, Glæden,
Pulsens Slag og Blodets Skjær, –
der er hele Herligheden
kun en Benrads tørre Rangler.
Hvor er ikke Juno sand,
bleg og høj i Vredens Brand,
naar hun Gubben overrasker – ?
Hvor er ikke Mars en Mand –
under Garnets gyldne Masker.

Men hvad var Ægyptens Guder?
Tal i Rækker og i Ruder.
Hvad var deres Kald i Livet?
Blot og bart at være til,
sidde malet, strammet, stivet
paa en Stol ved Altrets Ild.
En fik Høgenæb at bære
og en anden Strudsefjære;
en var Gud for Dag og Nat,
en for Dit og en for Dat; –
ingen fik det Kald at leve,
ingen det at synde, famle
og af Synden sig at hæve?

Forbindelsen mellem dette Sted og «Hedda Gabler» er for Ibsen den naturligste af Verden. Han siger jo allerede i «Ballonbrevet», at paa Historiens Vindeltrappe «staar vi nuomstunder lodret over Faraonen.»

Da det virkelig synes at lykkes Hedda at faa Løvborg frigjort fra Trældomsfrygten, da hun har faat ham til at vove sig i Selskabet, da jubler der op i hende den gladeste Tro paa ham og den mest overgivne Sejersfølelse: «Klokken ti – da kommer han altsaa. Jeg ser ham for mig. Med Vinløv i Haaret. Hed og frejdig. – Og da, ser du, – da har han faat Magten over sig selv igjen. Da er han en fri Mand for alle sine Dage. Saaledes og ikke anderledes kommer han! Tvil du paa ham, saalænge du vil. Jeg tror paa ham. Og nu skal vi prøve -» Og selv da han ikke kommer, selv da de venter forgjæves paa ham hele Natten, har hun endnu ikke mistet Troen. Da Tesman den næste Morgen erklærer Løvborg for «rent uforbederlig», tager hun ham i Forsvar: «Du mener vel, at han har mere Livsmod end de andre,» siger hun.

Først da Assessor Brack har fortalt hende om Skandalen hos Frøken Diana og Eilert Løvborgs Slagsmaal med Politiet, først da siger hun, idet hun «ser hen for sig»: «Saaledes er det altsaa gaat for sig. Da har han ikke havt Vinløv i Haaret.»

 

Da Jørgen Tesman Morgenen efter Sviregildet fortæller sin Hustru, at Eilert Løvborg ud paa Natten holdt «en lang, forvirret Tale for den Kvinde, som havde beaandet ham under Arbejdet», afbryder hun ham med Spørsmaalet: «Nævnte han hende?» Hun har i Stilhed det Haab, at det ikke er Fru Elvsted, men hende selv, han i Grunden mener. Og da saa Løvborg siger Fru Elvsted, at deres Veje maa skilles, da udbryder Hedda «uvilkaarlig»: «Jeg vidste det!»

Saa sikker er hun paa sin Magt over ham, saa overbevist er hun om sin Overlegenhed over den Kvinde, der har vundet ham, efter at hun har slængt ham bort. Hun behøver bare at strække Haanden ud efter ham, saa er han atter hendes med Hud og Haar, hvad enten det nu er med eller uden «Vinløv i Haaret».

Men ogsaa heri tar hun grundig fejl. Hendes sidste Samtale med Eilert Løvborg overbeviser hende om Fejltagelsen. Det var ikke Hedda Gabler, men «Theas r ene Sjæl, som var i den Bog», han har kastet bort. Det er paa Thea, han tænker, om Thea, han taler. Han er ulykkelig over, at han «trækker hende ned med sig». Naar han ikke følger hende, da hun gaar, er det ikke for Heddas Skyld, men ene og alene af Omsorg for den anden. «De vil altsaa ikke følge hende hjem, Hr. Løvborg?» spørger Hedda. «Jeg? Gjennem Gaderne? Skulde kanske Folk se, at hun gik sammen med mig?» Det Liv, som han levede i gamle Dage, den Gang, han stod under Heddas Indflydelse, det gider han ikke leve nu længer. Dertil har Thea Elvsted spillet en altfor stor Rolle i hans Tilværelse. Hans Livsmod og hans Livstrods er knækket.

Af alt, hvad han siger, forstaar Hedda, at «den søde lille Tosse har havt sine Fingre i en Menneskesjæl», og at hun selv er den magtesløse, den udenforstaaende. Det eneste, hun har udrettet, det er at tilintetgjøre det forhadte Forhold. Hun kan bringe Løvborg til at søge Døden; hun kan med Skinsygens vilde Had brænde Manuskriptet, «Theas og Eilert Løvborgs barn»; men hun er alligevel den tabende. Theas Kjærlighed redder Manuskriptet, og Løvborgs sidste Tanker drejer sig om hende og hendes «Barn».

Selv ikke Heddas eneste Bøn til ham i Afskedens Øjeblik, at han, hendes Drømmes vinløvkransede helt, maa søge Døden «i Skjønhed» – selv ikke den har han gjort det ringeste for at opfylde. Han søger hen i de Omgivelser, der har forspildt hans Liv, og ender det der – uden Tvil atter med Tanken paa Thea Elvsted, for at ikke hendes Flugt og hans Død skal bli sat i Forbindelse med hinanden.

Hedda Gabler har beundret hans sidste Daad i det første Øjeblik, hun fik høre om den. «Hvilken Befrielse der er i dette med Eilert Løvborg.» Det er en Befrielse for hende «at vide, at der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt i Verden. Noget, som der falder et Skjær af uvilkaarlig Skjønhed over». – «Jeg ved bare, at Eilert Løvborg har havt Mod til at leve Livet efter sit eget Sind. Og saa nu – det store! Det, som der er Skjønhed over. Det, at han havde Kraft og Vilje til at bryde op fra Livsgildet – saa tidligt».

Først da hun faar vide de nærmere Omstændigheder ved hans Død, udbryder hun: «Aa, det latterlige og det lave, det lægger sig som en Forbandelse over alt det, jeg bare rører ved». Andet end «det latterlige og det lave» i hans Endeligt ser hun ikke. Den Betragtningsmaade, der kaster et mildnende Skjær over Uskjønheden, aner hun ikke; den ligger helt udenfor hendes Verden.

Og det er netop denne samme Mangel paa Forstaaelse, der fra første Øjeblik har bragt hende til at undervurdere «det lille Tossehode», som hun optager Kampen med. Hun kjender kun et slags Hensyn til andre, det egoistiske Hensyn til andres Dom. Hensynet til andres Lykke har hun aldrig kjendt.

«Men naar der nu blev stillet, – hvad man – saadan i den højere Stil – kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde Krav til Dem? Nye Krav, lille Fru Hedda», spørger Brack i en af deres Samtaler.

«Ti stille. Aldrig faar De opleve noget af den Slags.»

«Vi skal tales ved om et Aarstid – i det længste.»

«Jeg har ikke Anlæg til sligt noget, Hr. Assessor. Ikke noget Krav til mig.«

Altruismens Verden, den Verden, hvor der ofres for andre, og hvor den højeste Lykke, det, som gir Livet Indhold og Værd, netop søges og findes i det at bringe Ofre – det er for hende en helt fremmed Verden, om hvis Tilværelse hun ikke har Anelse. Derfor har hun ikke Øje for alt det hjertevarme og elskværdige hos gamle Tante Julle. Og derfor ser hun ikke det smukke i Forholdet mellem Tesman og Tanterne; hun ser bare det platte og det komiske.

Og af samme Grund er det, som sagt, ogsaa, at hun undervurderer Fru Elvsteds Indflydelse. Hun kan nok beundre hendes Mod, naar det gjælder at trodse Folks Dom, og ønske, at hun havde noget af det samme; men hun forstaar ikke dette Mods sande Grund: den ubetingede og selvopofrende Hengivenhed, der ikke et Øjeblik tænker paa sig selv, men gaar helt og holden op i sin Gjenstand.

Denne Altruismens Verden dæmrer først frem for Hedda Gabler, da man foreslaar hende at give det Udseende af, at Eilert Løvborg har stjaalet hendes Pistol og hun saa udbryder: «Heller dø!« Og den dæmrer frem endnu engang med gribende Simpelhed, da hun i en af sine sidste Repliker spørger Tesman og Fru Elvsted: «Er der ingen Ting, I to kan bruge mig til her?» «Nej, ingen Verdens Ting,» svarer Tesman.

Og saa bryder hun da selv op fra «Livsgildet», der for hende bare har været et lystigt Gilde og derfor tidlig har vakt Tomhed, Livslede og Væmmelse.

Som man ser, staar vi da helt og holdent paa ægte Ibsensk Grund. Gjennem Analysen af Hovedfigurerne er vi naaet til at skimte Konturerne af et Ibsensk Idédrama bag de knappe og jævne Repliker: Altruismen kontra Egoismen, Personlighedskravet kontra Konveniensaaget og den ideale Skjønhedslængsel kontra Virkelighedens Usselhed og Styggedom.

De to første Modsætninger har Ibsen beskjæftiget sig med mange Gange; den sidste derimod sjeldnere. Vi kjender den specielt fra «Kejser og Galilæer». Julian drømmer jo ogsaa om Vinløv i Haaret og vil vække den gamle græske Skjønhedsverden til nyt Liv. Og ogsaa han forfølges af den Vanskjæbne, at «det latterlige og det lave lægger sig som en Forbandelse over alt det, han rører ved.» «Den gamle Skjønhed er ikke længere skjøn», siger han tilslut. Paa den Vej er der ingen Fremtid foran, som Eilert Løvborg vilde udtrykke sig.

Selvbestemmelsens frejdige Ligevægt i Nydelsen er vistnok et Element i Fremtidskulturen; men det er ikke det eneste, ikke det vigtigste heller. Først gjennem Altruismen naaes den virkelig frie helstøbte Personlighed. Derfor er det Altruismens Repræsentant, som «beaander» Eilert Løvborgs Syn ud mod «Fremtidens Kulturmagter», ud mod «det tredje Rige», som Mystikeren Maximos drømte om, og som Henrik Ibsen drømmer om den Dag idag.

Ud fra en nøgtern Virkeligheds Standpunkt synes det noget besynderligt, dette Løvborgs meget omtalte Værk om Fremtidens Kultur, som skrives under en Kvindes «Beaandelse», tabes under et moralsk Fald, begrædes som et dødt Barn, brændes af en Kvindes Skinsyge og tilslut begynder at opstaa af Asken som en anden Fugl Fønix. Man naar først den fulde Forstaaelse af dets Betydning, naar man, som ovenfor antydet, opfatter det som Symbol. Det er «Fremtidens Kulturmagter», der staar som et Slags Skjæbnegudinde fjernt ude i Dramaets Horisont, prøvende og dømmende alt, hvad der er forkvaklet, halvt og usselt i den Opløsningens og Hensmuldringens Oldingealder, som vi og Stykkets Personer tilhører.

Man har slet ikke forstaaet dette Symbol; der har endog været gjort Forsøg paa at drive Gjøn med dette med «Beaandelsen. – «Ja, nu ler Dumheden nu», siger Aslak Hane, da de ler af Guldporten.

I en vis Forstand er dette virkelig Henrik Ibsens «Guldport», den høje, straalende Guldport, som han altid vender tilbage til, aldrig blir træt af at tale om. Han tror, at en ny Ti d maa rinde op for Menneskeheden, tror paa et stort fornyende Kulturskifte ligesaa mægtigt og ligesaa gjennemgribende som det, der foregik ved Kristendommens Sejr over den udlevede antike Kultur, dengang da

                    «Cirkus og Slot
Templer, Kolonners Skov,
Buer, Arkader, alt trampedes smaat
under Bøffelens skoede Hov.
Saa byggedes nyt paa det gamles Grund,
og Luften var ren til en Tid.
Nu varsler det mod Foryngelsens Stund;
nu stiger der Pest fra den svampede Bund
og vifter, snart hid, snart did.»

Og det er ikke bare i «Abraham Lincolns Mord», han har forkyndt denne Tro paa «Foryngelsen». Den kommer klart tilorde i «Ballonbrevet», den fremtræder som en gigantisk Omskrivning i «Kejser og Galilæer», den danner den mildnende Slutningsakkord i «Rosmersholm», og nu dukker den atter, en Smule mere tilsløret, frem i «Hedda Gabler». Den har bragt ham til at skrive `Rimbrevet om Liget i Lasten`, og den danner – direkte eller indirekte – Forudsætningen for hele den Række af Nutidsdramer, hvortil dette Rimbrev ligesom dannede Prologen.

Man har herhjemme for nogle Aar siden misbrugt Udtrykket «Fremtidens for tidlig fødte Børn». Om Hovedpersonerne i endel af disse Ibsens Dramer vilde det kunne anvendes med Berettigelse. Det er dem, som kjæmper, lider, splittes, sønderrives og gaar tilgrunde, fordi de paa Sejladsen «mod Løftets Land» ikke kan blive kvit «Liget i Lasten», fordi med andre Ord Fortidens Rester og Fremtidens Spirer fører en oprivende Kamp i deres Indre, den samme Kamp, som disse Rester og Spirer igrunden – mere eller mindre udpræget og mere eller mindre bevidst – kjæmper i os allesammen.