Anonym anmelder i Morgenbladet

Henrik Ibsens Skuespil fik i Gaar Aftes den Modtagelse, de fleste sikkert havde ventet. De to første Akter blev spillede under en vis forventningsfuld Tavshed. Nogle enkelte Tilløb til Bifald døde strax hen. I tredje Akt vakte Hedda Gablers Repliker om Vinløv i Haaret og om at dø i Skjønhed først spredt Munterhed og dernæst stærk Hyssen, ligesom ogsaa en Pibe lod sig høre, men da Gassen øjeblikkelig blev skruet op og Tilskuerpladsen blev lys, faldt ogsaa Mishagsytringerne bort med det samme. Noget lignende gjentog sig i sidste Akt. Da Hedda Gabler, efter at have erfaret, at Ejlert Løvborg ikke «i Skjønhed» har skudt sig gjennem Tindingen, trøster sig med, at «Brystet er ogsaa godt», blev der lét højt, og da Tæppet endelig faldt for sidste Gang, udspandt der sig en svag Kamp mellem Hyssere og Klappere, en Kamp, som Gongonen for aabent Tæppe temmelig umotiveret strax gjorde en Ende paa. Meningsstriden var næppe bleven lang, og Gongonen kunde særdeles godt have været sparet.

Det var saaledes kun en krank Lykke, der blev det omstridte Skuespil til Del. Uden Tvivl ikke mindst, fordi det har været saa omstridt og dets Slagrepliker er blevne halvt parodiske Stikord. Det kgl. Theater, der ellers saa strængt holder paa, at intet Stykke maa udkomme, før det er spillet, har for denne Gang faaet Ret og kan melde Dr. Ibsen, at han har gjort dumt i at lade sit Skuespil trykke et Par Maaneder i Forvejen.

Det var saaledes en Skuffelse, at «Hedda Gabler» fra Scenen vilde virke mørkt og uhyggeligt. Men selv bortset fra, at de sidste Akter slog over i Parodien – ligesom i München og til Dels i Berlin – var den sceniske Virkning gjennemgaaende overraskende ringe. Vi havde under Læsningen af Stykket tænkt os, at flere Scener vilde gribe Tilskuerne stærkt, f. Ex. Begyndelsen af tredje Akt, hvor Hedda Gabler og Thea Elvsted efter den gjennemvaagede Nat venter paa Løvborg, men ogsaa her skuffedes Forventningerne. Man fik derimod under det hele Skuespil et overordenligt frastødende Indtryk af Hovedfiguren som for Resten af de fleste Personer. Baade Karaktertegningen og Handlingen forekom ellers én saa temmelig interesseløs. Hedda Gablers Ondskab og Fejghed har intet tragisk over sig. Assessoren er modbydelig: Fru Elvsted kjedelig i sit ensformige Klynkeri. Ejlert Løvborg saa omtrent uforstaaelig. Selv den tekniske Dygtighed, hvormed man under Læsningen fandt, at Digteren havde slynget disse Menneskeskæbner ind i hinanden, gjorde sig lidet gjældende. Man ærgrede sig over det slette Selskab, man var i, over Skuespillets talrige Urimeligheder, over de opskruede Fraser, der skal dække over den tvivlsomme Paradox om at bryde op fra Livsgildet i Skjønhed, og sagde tilsidst til sig selv, at «Hedda Gabler» under Læsningen som visse andre Kvinder havde været en Distanceblænder. Nærmere beset, var Stykket ikke stort bevendt, uden Spørgsmaal et af Henrik Ibsens allersvageste Arbejder. Og de, der har holdt paa, at Skuespillet ikke skulde undertrykkes ved et Magtsprog, men dømmes for enhver Dramatikers eneste rette Domstol, nemlig Skuepladsen, fik dobbelt Ret. «Hedda Gabler» vil næppe volde megen Fortræd i Fremtiden, hverken i Literaturen eller i Livet. Vi kunde have ønsket, at Henrik Ibsen – ligesom ved Stykkets Opførelse i Tyskland – ogsaa havde været til Stede i det kgl. Theater i Gaar Aftes. Det havde mulig ikke mindst for den store Digter været en lærerig Forestilling.

Udførelsen bidrog heller ikke til at hæve Stykket. I det store og hele var den graa og farveløs. Ingen Præstation, der brød igjennem og slog til Lyd. Jævn Respektabilitet og tilsidst en trættende Ensformighed. Førsteforestillingens Spænding skyldtes andre Aarsager. I Tider som vore er ogsaa «Hedda Gabler» et Kampsignal. Stridende Anskuelser havde givet Møde, for at prøve Kræfter. Men det kom, som sagt, ikke engang til nogen egenlig Meningskamp. Nu er Spændingen forbi, og «Hedda Gabler» vil uden Tvivl hurtig forsvinde fra Repertoiret.

Hvis Henrik Ibsen virkelig ved denne Lejlighed har fraveget sit gamle Princip om ikke at blande sig i Rollebesættelsen ved et Theater, han ikke personlig kjender, har han handlet meget ufornuftigt. Det maatte paa Forhaand være givet, at Fru Hennings ikke kunde spille Hedda Gabler. Hverken hendes ydre Personlighed eller Arten af hendes kunstneriske Anlæg svarede til denne Kvinde, der – hvis hun i det mindste skal gjøre scenisk Virkning – maa være storslaaet i sin kjønslige Kulde, sin Hjærteraahed og dæmoniske Ødelæggelsestrang. Vi havde imidlertid ventet, at Fru Hennings vilde sætte alt ind paa Opgaven og vove det yderste. Men i Stedet spillede den udmærkede Kunstnerinde største Delen af Rollen lige hen ad Landevejen. Der var lige i Begyndelsen, lige i den første Scene, den rette Karakteristik. Man følte, at Fru Hennings havde set Hedda Gabler for sig, og det lykkedes hende ogsaa at trække de rette Linjer for Figuren. Men det varede kun kort. Saa døde Anslaget ligesom hen, og en almindelig traditionel Theatermelodi kom i Stedet. De store Scener, der kræver Opbydelsen af den største Energi, blev spillede med en Forsigtighed, der endogsaa gjorde et Forsøg paa at forputte de slemme Stikord, hvorpaa Tilskuerne lurede. En Sarah Bernhardt, vel ogsaa en Ida Aalberg, vilde uden Tvivl her netop have trodset Slagreplikerne igjennem, for enten at sejre eller falde. Fru Hennings undveg ligesom Kampen. Hvorfor vilde denne sjældne Kunstnerinde ikke fejre en stor Triumf som Fru Elvsted? Rollen var jo som skrevet for hende. Men vi skal forøvrigt ikke her komme tilbage til hele den mærkelige Rollebesætning. Hvis Hr. Instruktør V. Bloch bærer Ansvaret for den, har han i Gaar Aftes faaet Løn som forskyldt.

Aftenens bedste Præstation var vel nærmest Hr. Poul Nielsens Jørgen Tesman. «Fagmennesket» blev givet i en nok saa troværdig Fremstilling. Men hverken Jørgen eller hans gamle Tante – elskværdigt spillet af Fru Phister – bærer Stykket. Næst Hoved- og Titelfiguren kommer Thea Elvsted, en Rolle, for hvilken Fru Bloch øjensynlig ikke ejede noget kunstnerisk Udtryk, samt Ejlert Løvborg, af hvem Hr. Emil Poulsen fik mærkelig lidet ud. Der er næppe Grund til at gaa i Enkeltheder med deres Spil. Intet af, hvad Digteren har villet med disse Personer, kom til sin Ret. Fru Elvsted skal staa fin og skjær, med Kvindens frelsende og opbyggende Magt over sig, men hun maa ikke være en kjedelig, klynkende lille Skabning uden Overgange i Stemningen, uden Inderlighed i Følelsesudbruddene. Og Ejlert Løvborg maa være noget af en Storm i Høst, ubændig, naar han taber Fodfæstet, vild i sin Undergang. Men begge Figurer var stemte ned, slebne af og gjort ubetydelige, til Dels utydelige. Helt uheldig forekom endelig Hr. Mantzius os som Assessor Brack. Masken var grimmere end nødvendigt, Personen vistnok simplere end efter Digterens Tanke. Der kom ingen Vexelvirkning mellem Assessoren og Hedda Gabler. Slutningsscenen faldt ganske til Jorden.

Skuespillet har, som bekjendt, kun én Dekoration. Jørgen Tesmans elegante Dagligstue. Den sceniske Afvexling skal ske ved de forskjellige Dagstiders Lys, men ogsaa her udeblev til Dels den Effekt, man under Læsningen havde tænkt sig.

Theatret var udsolgt, halvt til dobbelte, halvt til forhøjede Priser.