Henrik Ibsen: Hedda Gabler».
Naar Henrik lbsens Ørneskrig lyder, tystner det en Stund om alle de smaa Fugle, der synger. Der er en saa gjennemtrængende og betagende Magt i hans Røst, at den, der hører ham, en Tid lang næppe kan raade sig selv; man hvirvles modstandsløs med af hans stormende dramatiske Musik. Det kræver Møje at prøve hans Værker med kølig Ro, det forførende Indtryk varer usædvanlig længe ved.
Hans ny Drama ejer i høj Grad denne berusende Vælde. I «Fruen fra Havet" kunde man bag Ordene og Handlingen høre ligesom en Lyd af Ebbe. Her bryder Talen frem som en fyrig Flod. Der er en hvas og spændig Styrke i Ordskiftet, Personerne er for det meste sikkert sete og kraftig tegnede med roligt Lune og behersket Humor og vild Lidenskab og rørende Jævnhed; man afspises sjældnere med Ord for Ting, og de mystiske Skygger har næsten fortaget sig. Skuespillet er dog ikke saa lige at løbe til at forstaa. Ibsens Repliker er tit som Isbjærge i Søen: der er mere under Vandet end oven over. Hans Forklaringer er ikke haandgribelig firkantede. Man maa ikke blot regne med den enkelte Ytring, men samtidig forfølge dens Rod i Karakterens dunkle Dybder og Personens foregaaende Oplevelser. Man maa ikke blot følge med Handlingen og læse, hvad der staar, men tillige gætte, hvad der ikke staar, og huske gamle Hændelser.
Man fristes til at dvæle ved flere af Figurerne; de er byggede saa bevidst og omhyggelig, at de vel kan taale at gaas efter. Og tit er de særdeles fint karakteriserede saaledes f. Ex. Tesman, da han har fundet sin Ven og Rivals Manuskript og ubevidst og forbeholdent drages til at dølge sit Hittegods. Men Hedda Gabler selv samler al Interesse om sig paa de andres Bekostning. Ikke blot ved det Liv og den Lue, der er over hende. Ibsen har i hende skabt et ganske særegent og selvstændigt Væsen, der i Tragik og Dybde er et Hoved højere end alle de andre.
Hedda er en Tigernatur, dresseret i en Dames Lignelse, men med det gamle vilde Blod under sin blege Hud og ikke alltid i Stand til at tæmme det. Hun er skadelysten og grusom; det kommer over hende, hun kan ikke hemme sin Drift; det kribler hende i Kløerne. Hun er indvendig fejg og udvendig forvoven. Hun er som en Kat, der er bange for at væde Fødderne i Vand men ikke i Blod. Hun er intelligent og handler hurtig. Hun har Sans for den ydre harmoniske Skjønhed. Hun dirrer af Trang til Frihed og bliver fordærvet i sit Bur.
Hvorledes er hun bleven fanget saa fast? Hendes Fader, General Gabler, er død, hendes Ungdom er ved at blive overmoden, hun har danset for meget, hun har Lyst til at leve i Velstand og Magt, og da en Mand, som hun tror er noget særdeles fremragende, tilbyder sig som Forsørger, slaar hun til. Det viser sig her som andetsteds, at hendes Tanke er mere skarp end dyb. Hun forregner sig. Hun med sit militære Blod higer efter et Liv, der kan tage sig ud som en prunkende Uniform, hun længes efter Bedrifter, der kan falde i Øjnene, og det viser sig, at hun er bleven bundet til en skikkelig Fyr, der helst lever et mageligt Slobroksliv og ikke duer til større Daad end at samle og ordne andres Arbejder. Under disse Forhold gaar der Raadd i hendes Begavelse, hendes hurtige Hoved vantrives i Lediggang, hun fylder det med utydelige Fantasier om Stordaad og skjønne Gjerninger og forgiftes over, at hun ikke kan give dem Form og Liv. Hendes hede Blod, som ikke faar Lejlighed til at rinde frit, bliver tykt og lystent. Hun har altid haft Hang til at pille ved den forbudne Frugt, nu bliver hendes Nyfigenhed mere massiv, men hendes igrote Frygt for ond Omtale, hindrer hende fra at vove sig ud fra det tørre.
Skuespillets dramatiske Bevægelse hidføres ved, at Hedda kommer til at staa overfor Thea. Ibsen har med megen Finhed gjort Rede for Heddas Følelser overfor hende. Allerede som Barn har hun haft et ondt Sindelag mod Thea, fordi denne havde et stort o g meget lyst Haar, mens hendes eget er «smukt mellembrunt, men ikke synderlig fyldigt." Og denne Uvilje har bevaret sig og bryder flere Steder igjennem, i pludselige Udbrud og i Heddas halvt ubeherskede Kramsen i Theas Haar. Hun vil paa Forhaand frydes ved at gjøre hende ondt. Men hertil kommer, at Thea har vundet en tidligere Tilbeder af Hedda og, hvad mere er, draget ham op, drevet ham frem. Det har Hedda ikke kunnet gjøre. Hun med sin udvortes Skjønhedsdyrkelse har kun villet give ham «Vinløv i Haaret». Thea har givet ham Aand og Renhed. Stykket bliver da en Strid mellem disse to; – en ulige Strid, for Hedda har Magten, og hun kæmper i Mørke. Hun farer strax rustet over sin Fjende, tumler og leger med hende som Katten med Musen, og hendes Anslag lykkes. De to bliver sprængte fra hinanden, og hvad Thea har bygget op, river Hedda ned. Men hvad har hun at byde til Gjengjæld? Ikke andet end det gamle «Vinløv i Haaret». Og Vinløvet visner. Mulig har hun ikke meget derimod, selv om hun ikke er sig det helt bevidst. Det er hende mindst lige saa værdifuldt at slaa Medbejlersken aldeles til jorden, selv om han skal falde med, som det er at se ham komme hjem begejstret og befriet. Hendes Bevæggrunde er overhovedet sammenfiltrede og gaar over i hinanden. Hun er tilmed grusom ogsaa i sin Elskov. Hun fryder sig som en Hunløve ved at se en Elsker bløde under Bedrifter for hendes Skyld. Hvad Bedrift Løvborg egentlig skulde øve under Drikkelaget, synes ikke godt at forstaa. Her er hendes Bevæggrunde i det hele dunklest. Hendes senere Handlinger synes derimod forklarlige nok. Lede over Bedriftens ynkelige Udfald, Had til den Kvinde, han til det sidste lovpriser som sit Livs gode Engel, Tanken om, at han kan dø en skjøn Død – som hun forestiller sig den – nu da det viser sig, at han ikke kan leve i Skjønhed, alle disse Motiver voxer sammen og faar hende til at give ham Pistolen i Hænde. Rovdyrblodet er kommet i Kog, hun bevæger sig næsten i Spring, og der er en mørk og dæmonisk Vildhed over hende, som naar sin Højde i den udmærkede Replik, der slutter tredje Akt.
Stykkets Udgang er fortrinlig skrevet og vel begrundet. Hedda har trængt til et Drag af Daad for at faa frisk Luft. Men det bliver blot et stinkende Pust af Modbydelighed, der slaar hende i Møde. Hun har villet bryde ud af sit Bur og ser, at hun er lagt i Lænker. Og hun maa døje den yderste Forsmædelse. Hendes Mand, hendes livegne Kryb, viger fra hende, og det er selve Medbejlersken, som hun mente at have knust, der drager ham til sig og sejrer til sidst. Saa vover hun Springet ud i det store Mørke.