Kristiania Theater. Den første Opførelse igaaraftes af Henr. Ibsens Skuespil «Hedda Gabler» gaves for udsolgt Hus. Publikum fulgte Stykket med Interesse, men noget dybere Indtryk syntes det dog ikke at gjøre paa Tilskuerne. Under de to første Akter var Stemningen ret livlig, man lo, naar der gaves nogen rimelig Anledning, og fornemlig vakte Heddas Replik til Assessor Brack, om Tesman ikke skulde kunne bruges til Statsminister, udelt Munterhed; medens Handlingens mørke og triste Præg i Stykkets sidste Halvdel fremkaldte en overveiende Følelse af Uhygge. Forøvrigt fik Stykket paa Scenen et Liv og en Farve, som Læsningen ikke formaar at give det, men til en dybere Forstaaelse af dets Tendens kunde dog den sceniske Fremstilling neppe siges at afgive noget vægtigere Bidrag.
Stykket, der var sat meget smukt iscene, gik med et godt og sikkert Ensemble, dog tror vi, at der bør spilles i et noget hurtigere Tempo, især for de første Akters Vedkommende.
Frk. Bruun havde som Hedda Gabler øiensynlig lagt meget Studium og Arbeide paa Løsningen af den vanskelige Opgave, at skabe en individuel Figur af den problematiske Kvindeskikkelse. Det fornemt blaserte, Livsleden og den kolde Lidenskab, kom ogsaa godt frem i hendes Spil, men til noget sterkere livskraftigt Billede udformede dog ikke Rollen sig i Frk. Bruuns Fremstilling. Thea Elvstad, «det lille Tossehoved» med det forskræmte Væsen og det ubetydelige Ydre, men store ubevidste Mod og Selvhengivelse, spilledes forstandigt og ret sympathetisk af Frk. Juell, om der end tildels kunde være lagt noget mere Personlighed i Spillet. Hr. Reimers gav en i det hele taget godt karakteriseret Figur af Eilert Løvborg, det forfaldne Geni med de stærke Livskrav, og Hr. Selmer betonede heldigt det spidsborgerlig skikkelige og naivt godmodige hos Jørgen Tesman, uden at det dog egentlig havde lykkes ham at give «Fagmennesket» noget mere fremtrædende Præg. Hr. Hansson var fortræffelig som Assessor Brack og Frk. Tesman var i gode Hænder hos Frk. Parelius.
Efter hver Akt lød livligt Bifald, og ved Forestillingens Slutning blev samtlige Spillende fremkaldte, hvorefter Regissøren traadte frem og underrettede Publikum om, at dets Hyldest skulde blive Forfatteren meddelt.