(15. desember 1895)
Henrik Ibsens nye Skuespil.
I Dag udkommer hos Gyldendal Henrik Ibsens nye Drama John Gabriel Borkman.
I dette 4 Akts Skuespil er Ibsens tekniske Mesterskab mere fuldendt end i noget tidligere Arbejde af ham: dets mægtige Handling spænder akkurat over det samme korte Spand af Timer, som det tager at læse Stykket.
Henrik Ibsen har atter i dette Stykke skildret Geniets Tragedie.
Stykkets Hovedperson, John Gabriel Borkman, var tidligere Chef for Hovedstadens store Bank – Stykket foregaar nemlig denne Gang ikke i den kendte lille norske Søkøbstad, men udenfor selve Hovedstaden.
Borkman har spekuleret højt og dristigt, men han har tabt ikke blot sine egne, men ogsaa Bankens Penge. Han dømmes til Tugthus og lever nu efter udsonet Straf paa sin Hustrus Familjegaard.
Han kan imidlertid ikke indse Omfanget af sin Brøde, han føler sig aldeles ikke som en Forbryder, kun Uheldet er det, der har ramt og forhindret ham fra at blive den store Herre.
Han sidder og venter, at der atter skal komme Bud fra Banken, at den har ham og hans Geni nødig.
John Gabriel Borkman er en Bergmands Søn, og han bærer paa den Forbandelse, at Alt, hvad han kommer i Berøring med, det døder og ødelægger han.
Han har saaledes dræbt Kærligheden i sin egen Hustrus Hjærte og ogsaa i den eneste Kvinde, han selv har elsket, nemlig hans Svigerinde, Ella Rentheim, en Art Fortsættelse af Marta i Samfundets Støtter.
Fru Borkman elsker med hele sin Sjæl sin unge Søn Student Erhart, og hun haaber af ham Slægtens Genoprejsning; derfor bryder hun sammen, da han forlader Hjemmet for i Elskov at følge Fru Fanny Wilton.
I Slutningen af tredje Akt udkæmper de to Kvinder, Moderen og den Elskende, Striden om Erhart i følgende mesterlige Replikskifte:
Fru Borkman.
Aa, hvor De har daaret og forlokket min ulykkelige Søn!
Fru Wilton.
Det har jeg ikke gjort..... Jeg har hverken daaret eller forlokket ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og frivillig har jeg mødt ham paa Halvejen..... Der gives Magter i Menneskelivet, som De ikke synes at kende synderlig til.
Fru Borkman.
Hvilke Magter, om jeg tør spørge?
Fru Wilton.
De Magter, som byder to Mennesker at knytte deres Livsgang uløseligt – og hensynsløst sammen.
Fru Borkman.
Jeg troede, at De allerede var uløselig bunden til en anden.
Fru Wilton.
For mig er han død.
Erhart.
Ja, Moder, for Fanny er han død.
Fjerde Akt foregaar paa Gaardspladsen; der er mørk Nat, Skyer driver uroligt over Himlen, og Maanens Lys skimtes kun svagt en Gang imellem.
Her skriger Moderen sin dybe Smerte ud over den bortdragende Søn, og her veksler Ella Rentheim og John Gabriel Borkman de sidste Ord, idet de bestandig stiger højere og højere op, og tilsidst staar paa en lille, højtliggende aaben Slette. Herfra skuer de ud over et vidtstrakt Landskab med Fjorde og Høje.
Og Borkman peger ud over dette Land, idet han siger til sin Ungdoms Elskede:
«Sèr Du, hvor Landet ligger frit og aabent for os, vidt ud over… kan Du skimte Røgen af de store Dampskibe ude paa Fjorden? – De kommer og de gaar… De skaber Lys og Varme over Sjælene i mange tusind Hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe.... Det blev ved Drømmen.»
Men Ella svarer ham:
«Du har myrdet Kærlighedslivet i den Kvinde, som elskede Dig. Og som Du elskede igen. Saa vidt Du kunde elske Nogen da. Og derfor (med opløftet Arm) saa spaar jeg Dig det, – John Gabriel Borkman, Du vinder aldrig den Pris, Du krævede for Mordet. Du faar aldrig holde noget Sejersindtog i Dit kolde, mørke Rige.»
Borkman synker bag over, en Malmhaand har grebet om hans Hjærte, og han er død.
Og over hans Lig rækker Ella og Fru Borkman hinanden Haanden. Fru Borkman siger: «Vi to Tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket»; og Ella svarer: «Vi to Skygger – over den døde Mand».
Det er i hurtige Træk Hovedindholdet af Henrik Ibsens Drama, til hvilket vi forøvrigt skal vende tilbage i Morgen.
(16. desember 1896)
Henrik Ibsens nye Skuespil.
Beundring og Ærefrygt maa fylde hver den, der læser Henrik Ibsens sidste Værk «John Gabriel Borkman».
Beundringen gælder først og fremmest den fuldendte Form, hvori han ligesom støbte sit Drama. Han ene er Mesteren; han klatter intet, selv ikke det mindste Ord, hensigtsløst ud af sit Blækhus.
Alt længe forsmaaede han disse kedsommelige Forklaringer af, hvad der gik forud, hans fuldendte Teknik havde ikke denne tvungne Indledning nødig. Og denne Gang er hans Mesterskab endnu vidunderligere: kun en ganske lille Episode fortælles, ellers sker alt umiddelbart paa Scenen, ingen Stemningsovergange er henlagt til Mellemakterne. Akt følger uopholdeligt paa Akt: netop paa det Tidspunkt, hvor første Akt stopper op, tager anden fat, og saaledes følger ogsaa tredje efter anden og fjerde efter tredje. Naar Tæppet gaar op for første Akt, er det allerede Aften, og inden den næste Dag gryr, er Tæppet faldet for sidste Akt, for sidste Akt af John Gabriel Borkmans Livsdrama.
Er Formen værdig den højeste Beundring, bør Dramaets Indhold modtages med den dybeste Ærefrygt, med den glade og dog ængstende Følelse af at staa Ansigt til Ansigt med det Hellige.
Fortalt med dagligdags tørre Ord kan Indholdet tage sig temmelig hverdagsagtigt, ja næsten ringe ud, men levendegjort af Ibsens Skaberaande bliver det stort, ja ligefrem imponerende. Hvor dagligdags er ikke det, at en Mand for at vinde frem til Magt og Anseelse sviger den Kvinde, han elsker, og tager til Hustru en anden. Men hvor storladent vokser ikke denne Gærning under Ibsens Behandling: den er ikke længer en Upaalidelighed, en Ubestandighed, den er en Forbrydelse, selve den store Dødssynd.
Da Ella, Borkmans Ungdoms Kærlighed, faar Sandheden at vide, gaar hun ham ind paa Livet og siger:
«Du er en Morder! Du har begaaet den store Dødssynd!..... Du har dræbt Kærlighedslivet i mig. Forstaar Du, hvad det vil sige? Der tales i Bibelen om en gaadefuld Synd, den, der ingen Tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store naadeløse Synd – det er den Synd at myrde Kærlighedslivet i et Menneske..... Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig før nu i Kvæld..... Men nu ser jeg det! Du sveg den Kvinde, du elskede! Mig, mig, mig! Det dyreste, Du vidste i Verden, det var Du rede til at afhænde for Vindings Skyld. Det er Dobbeltmordet, som Du har gjort Dig skyldig i. Mordet paa din egen Sjæl og paa min».
Om Ordet højne noget Steds er paa sin Plads, da maa det være om Ibsen og hans Kunst: han gør det smaa og trivielle stort og mægtigt. Hans Replikker er, som man vil se af ovenstaaende Citat, ikke i fuldt Maal talt af levende Nutidsmennesker, men de rummer i deres sammenpressede Tæthed selve Menneskesjælen.
I «John Gabriel Borkman« forkynder Henrik Ibsen den straffende Gengældelses Lov: fordi John Gabriel Borkman myrdede Kærlighedslivet i den Kvinde, der elskede ham, og som for ham ogsaa var det dyreste her i Verden, vinder han aldrig den Pris, han krævede for Mordet. Dog, bag denne haarde Straffedom klinger som en blidere Tone den Trøst, at just dette var det bedste, der kunde times ham, og som Slutningsakkord toner i de to stridende Søstres Forsoning Tilgivelsens og Fordragelighedens Aand.
Henrik Ibsens nye Skuespil vil blive læst og drøftet som ingen anden Bog ikke blot i Norden, men over hele Evropa, og Teatrene vil kappes om at bringe det frem.
A. A.