Albert Gnudtzmann

Det er oppe mellem Fjeldene. Allevegne Spor af Stormes og Uvejrs Hærværk, og intet Levende undtagen en Flok Rovdyr, der nu udkæmpe de Kampe, som spirede af gammelt Nag – omtrent et saadant Billede har maaske frembudt sig for En og Anden ved Læsningen af «John Gabriel Borkman». Alt i dette Stykke er haardt og koldt – glimter der stundom en Antydning af Sol gennem den tunge og lave Luft, er det kun for strax at forsvinde igen.

Det er en Kamp, der udfægtes i Ibsens Skuespil, en forbitret og haardnakket Dyst. Men der er Intet i denne Kamp af blussende Mod, af ung Kraft. Det er gammelt Nag og indestængt Egensyge, der her bryder frem og udfægter sin sidste, fortvivlede Strid.

. . . Det gaar med Ibsens Stykke som med visse Drillespil, der af og til dukke op og afgive en med Fortvivlelse blandet Underholdning i Familiekredse. Ved første Øjekast synes Alt saa simpelt og let fatteligt, men har man stirret et Øjeblik paa det, føler man sig usikker, og man ender med at stirre sig halv blind. Saaledes syntes i «Borkman» til en Begyndelse alt at være af en overraskende Klarhed og Enkelthed. Men lidt efter lidt dukkede der Tvivl op om Meningen med dette Skuespil som om dets Forgængere.

Man har spurgt, om denne havarerede Storhed John Gabriel, denne «Napoleon, der bliver skudt til Krøbling i det første Feltslag», virkelig er det Geni, som han giver sig ud for. Er han ikke snarere en halvkomisk Poseur, en sentimental Frasemager? En Strid om Ord! Thi er Geniet kun den, hos hvem alle Evner ere udviklede til den højeste Fuldkommenhed, den, for hvis sejrrige Vælde Alt maabøye sig, da er Borkman sikkert intet Geni. Men Verden har jo før set Genier, der i enkelte Retninger vare grumme smaa, og som ere endte med at blive skudte til Krøblinger. Skulde det da være utænkeligt, at denne Kalamitet skete netop i det første Feltslag, saa at Verden aldrig fik Besked om, hvad det var for en Mand, der var gaaet til Grunde.

Sikkert er det fra Ibsens Side stor og blodig Alvor med John Gabriels tragiske Skæbne. Ganske vist er Scenen mellem Foldal og Borkman – disse to gamle Miskendte, hvis Venskab er saa stærkt afhængigt af den gensidige Anerkendelse – af betydelig komisk Virkning. Men Komikken er ikke befriende – dertil har den for dybt tragisk en Understrøm. Tænker man sig en Mand træde frem med en Papirskrone paa Hovedet og drapperende sig i en gammel Slobrok, som var det et fyrsteligt Skrud, saa vil han forekomme os ublandet komisk. Men hvis man véd, at han var født til at bære Krone og Purpur eller har baaret det, saa vil Latteren stivne i Medynk. Og noget Saadant véd vi – efter hvad der siges i Stykket – netop om John Gabriel Borkman.

Men hvad man nu mener om dette, saa lider i alt Fald Figuren af den Skavank, at man maa tage Borkmans Betydningsfuldhed paa Tro og Love. Alt om de bundne Millioner, som han vilde frigøre, om det Lys og den Varme over Sjælene, som han vilde skabe – alt det kunde ligesaa godt været lagt den ynkeligste Frasehelt i Munden. Men dette hænger sammen med hele Ibsens retrospektive Teknik. Hvor meget man beundrer det Mesterskab, hvormed den er gennemført, kan man ikke værge sig for den Tanke, at den egentlig grundig strider mod Dramaets Væsen. Thi paa Scenen kræver man alle Dokumenter lagt paa Bordet, hvad der ikke er Handling, glider udenom. Men vi se ikke det Mindste til Borkmans egentlige Fald.

En lignende Dobbelthed – eller Uklarhed – præger andre af Stykkets Figurer. Der er nu f. Ex. Fru Borkman. Hun staar i Billedet saa haard som Flint, som en Hævnens og Straffens Gudinde. Med hende synes det da i alt Fald at være Alvor. Men med hvor faa Streger kunde ikke hendes Strixhed opløses i Komik! Alle hendes «Poser» med snart at kaste sig ned paa Gulvtæppet, snart stille sig i Positur med opløftet Arm, styrte med udbredte Arme mod Sønnen osv. strejfer betænkeligt det Latterlige.

Overhovedet er al denne Snak om Erhardt Noget af det, der mest stiller Skuespillets Hovedpersoner i et satirisk Lys. Medens de tre Gamle hele Stykket igennem gaa om og fable om alt det, der skal genrejses og oprejses gennem ham, er han selv saa ubarmhjertig ligegyldig over for den hele Staahej, saa ganske ordinært og overfladisk uforstaaende. Men dette skrigende Misforhold mellem en Opgaves Betydning og de Kræfter, der sættes ind paa dens Løsning, har det alle Dage været de komiske Digtere forbeholdt at behandle.

Men selvfølgelig bør dette ikke paa nogen Maade skimtes ved Opførelsen. Den bør – derom er ingen Tvivl – tage den Borkmanske Familietragedie fuldt ud højtideligt. Havde man ikke noget andet Bevis for Rigtigheden heraf, saa vilde alene Ella Rentheims Tilstedeværelse i Skuespillet tilstrækkelig klart vise det. I denne skønne Skikkelse turde overhovedet Stykkets største Rigdom være nedlagt. Ulykken, der hos de Andre har fremkaldt skærende Bitterhed, er her fortonet i et trist Vemod, der i den afgørende Prøvelsens Time formaar at resignere over for Erhardts ungt hensynsløse Krav om Lykke ved en smuk Kvindes Side.

Der er ofte talt om Ibsens teknisk-dramatiske Sikkerhed. Og ganske sikkert er «Borkman» skrevet med en lysende og blændende Virtuositet, hvortil der neppe findes et Sidestykke. Men alligevel turde det være et Spørgsmaal, om det inderst inde er dramatisk – ja, om Ibsens Forfatterskab i sin Oprindelighed er et saadant, der kræver en Scenes Understøttelse. Thi Scenen fordrer fremfor Alt Klarhed og atter Klarhed. Alt maa – om man saa vil – gives ind med Skeer. I den gamle klassiske Komedie forstod man Tingen. Man gav «Karakterer», ikke Mennesker – man borteliminerede med andre Ord alt det, som man ikke havde Brug for, og som kun kunde tjene til at udviske Konturerne. I «Borkman» ere ganske vist de ydre Konturer skarpe nok, men de Menneskeskikkelser, der skildres, have ikke den indre Klarhed og Anskuelighed, som er en af Dramaets Grundbetingelser.

Disse Mangler traadte da ogsaa tydelig frem iaftes. Forestillingen tegnede efter første Akt til at blive en afgjort Succes. Den store Scene mellem Fru Borkman og Ella Rentheim betog ved den intensive Stemning af Død og Ulykke, der lurer under Replikkerne. Men allerede efter anden Akt var der en Kende Træthed at spore i det Bifald, der lød, og det steg ikke efter de to sidste Akter.

Aftenens Resultat tør da ikke fastslaas højere end som en jævn Succes.

Aarsagen hertil maa først og fremmest søges hos Stykket selv. Dets mørke Pinlighed virker i Længden monotont, med hvor stor Magt saa ogsaa enkelte Optrin virke.

Der havde maaske været en Maade, hvorpaa Succes'en desuagtet kunde have været naaet – nemlig hvis Titelfiguren var blevet spillet saaledes, at hvert af hans Ord tvang os til at lytte. Om vi her havde set Genialiteten bag Afmagten og det hele opstyltede Væsen. Hr. Emil Poulsen spillede den ikke saaledes, men det skal iøvrigt indrømmes, at Rollens Fingerpeg i denne Retning ikke ere utvivlsomme. Hr. Poulsen gav paa ingen Maade Figuren nogen komisk Bismag, men derimod syntes han at gøre Borkman noget mere legemlig og aandelig brudt, end han er fra Ibsens Haand. Der var ringe Vælde over denne Bjergmandssøn, og Ingen skulde tro ham i Stand til nogensinde at have haft større Omvæltninger i sin Magt. Snarere maatte man faa en vis Medlidenhed med denne svækkede og syge Mand, der var faldet som Offer for en usalig Indbildning, og som nu bagefter gik om og deklamerede om sin Ulykke og sin Miskendthed.

Imidlertid gennemførte – man kunde sige selvfølgelig – Hr. Poulsen sin Opfattelse med stor Myndighed og Finhed. Hans Maske, der neppe ganske svarede til den i Stykket foreskrevne, mindede ganske vist svagt om Ibsen selv, men var dog ikke noget Portræt.

Aftenens betydeligste og interessanteste Ydelse var utvivlsomt Fru Eckardts Spil som Fru Borkman. Strax i første Scene «tog» hun Publikum. Allerede Masken var udmærket: et hvast, tirret Rovdyrs Blik under kraftige Bryn, Ansigtet furet af mange Aars hævnsyge Græmmelse. Og dertil kom et energisk, stærkt Spil, der næsten overraskede hos denne ellers ofte saa kølige Kunstnerinde. Man saa i Fru Eckardts Spil – og kun i hendes – den svundne Tids Ulykke og Kamp skinne igennem paa hvert Punkt. Havde Rollen ikke i og for sig tvunget til at spille paa en eneste Streng, vilde maaske denne Skuespilpræstation have været nok til at sikre Forestillingen Levedygtighed.

Fru Hennings spillede den tredie Hovedrolle: Ella Rentheim. Det syntes til en Begyndelse lidt misvisende. Ella synes hos Ibsen mere brudt og lidende end nervøst oprevet, og dette sidste fik mest Udtryk i Fru Hennings' Fremstilling. Men allerede i første Akt blev Spillet ligesom roligere, og selv om der atter i tredie Akt var Punkter, hvor den nervøse Uro gjorde sig gældende, anslog Fru Hennings dog sikkert Rollens Grundakkorder. Det blev den Kvinde, hvis Hjerteliv er standset i Væxten, standset af Kulde – om end man savnede Noget af det, der skulde røre sig under det Isnede og Stivnede.

Hr. O. Poulsen blev ikke den Foldal, som Mange maaske havde ventet. Sandt at sige gik Rollen ganske itu for den udmærkede Kunstner. I anden Akt faldt den brillante Scene med Borkman næsten ganske, og sidste Akt mislykkedes helt.

Fru Emma Nielsen tog sig pragtfuld og besnærende ud som Fru Wilton, men fik kun Lidet ud af Rollen. Hr. Guldbrandsen var ganske flink som den overmaade uinteressante Erhardt.

Iscenesættelsen var præget af Omhu og Smag. For den nye Teatermaler, Hr. Thorolf Petersen, var Aftenen en overmaade heldig Debut. Særlig sidste Akts Maaneskinsdekoration i Snevejr vakte stærkt Bifald.

Mellemakternes Længde bidrog sikkert til at forringe Stykkets Held.