Anonym anmelder i Bergens Aftenblad

«Der er saa mangen Gaade, en stirrer paa, men ei kan raade»; dette Udsagn af «Brand» kunde man være tilbøielig til at anbringe som Motto over en stor Del af Ibsens Stykker; thi den store Mystifikator ved altid at lage det saa, at hans Skuespil giver Publikum Nødder at knække, at de har dunkle Punkter, som det ikke er let at bringe fuld Klarhed over. Dette er i ikke ringe Grad Tilfældet med «John Gabriel Borkman».

Det første Indtryk, som dette Skuespil giver, er mørkt, dystert, beklemmende, som et Pust af Nattetaager, den trykkende Fornemmelse af, at her raader Dødens Magter; her har de taget Magten over Livet. Og dette Indtryk vil blive staaende; det er døende Mennesker, aandelig og legemlig døende Mennesker, man omgaaes med i den Verden, Ibsens Bog lukker op for os.

Paa en stor Herregaard udenfor Hovedstaden bor der to underlige Personer. Oppe i Overetagen i en gammel falmet Pragtsal sidder «John Gabriel Borkman», tidligere Bankchef og derefter Straffange. Som anseet Bankmand, en, hvis Navn gik ud over hele Landet, har han forgrebet sig paa Bankens Midler for at skabe sig Magt, en alt overvældende Pengemagt, der kunde sætte ham istand til at kalde frem i Dagen alle Landets skjulte Næringskilder og sprede Velstand og Lykke over de tusind Hjem. Men just som han troede sig ved sine Ønskers Maal, er hans forbryderske Benyttelse af fremmede Midler bleven røbet, en Mængde Mennesker er blevne ruinerede, og han selv er bleven dømt og sat i Fængsel.

Efter at have siddet 3 Aar i Varetægtsarrest og 5 Aar paa Tugthus er han igjen bleven fri og er kommen til sin velhavende Svigerindes Gaard, som er stillet til Disposition for ham og hans. Der har han i 8 Aar siddet oppe paa Salen uden Samkvem med Udenverdenen; han har i al denne Tid ikke været udenfor Husets Dør. Han sidder kun og ruger over sine egne bitre Tanker og venter forunderlig nok altid, at Menneskene skal komme og yde ham Opreisning, ved at bede ham om at overtage Ledelsen af den nye Bank, som de andre ikke kan magte at styre. Da skal han reise sig i sin Værdighed, saa «det skal høres og spørges videnom i Landet, hvad Betingelser John Gabriel Borkman stiller».

I Etagen nedenunder sidder Fru Borkman og ruger over al den Skam og Forsmædelse, Mandens Brøde har ført over hende, over Familien, over Navnet. Men hun og Manden deroppe har intet med hverandre at gjøre, taler ikke med hverandre, ser hverandre ikke. Haard og kold som Fruen er, har hun ikke en Tanke for sin Mand; hun plages alene af hans Skridt ovenpaa; det eneste Lyspunkt i hendes Tilværelse er hendes Kjærlighed til Sønnen og hendes Haab, at han skal gjennem lysende Daad gjenreise Familjens Ære. Dertil har hun opdraget ham.

Saa optræder en Tvillingsøster af Fruen, Ella Rentheim. Det er hende, som har overladt Ægteparret Gaarden til Beboelse og sørger for deres Underhold. Hun har ogsaa opdraget deres Søn, Erhart, til hans femtende Aar.

Ella Rentheim har i sin Ungdom været forlovet med Bankchefen, men er igjen opgivet af ham, og han har egtet Søsteren. Som de to Søstre dengang kjæmpede en Kamp paa Liv og Død om, hvem der skulde vinde ham, de begge elskede, saa kommer nu Ella Rentheim for at optage en Kamp med Søsteren om Erhart, Sønnen, om hvem af dem der skal eie hans sønlige Kjærlighed og indvirke bestemmende paa hans Livsudvikling og Livsgjerning.

Ella Rentheim opnaar ogsaa Borkmans Samtykke til at tage Sønnen som sin, om hun kan vinde ham, og endog til at efterlade ham som Arv sit Navn, naar han arver hendes Formue, og nu begynder Kampen mellem de to Søstre om, hvem der skal vinde Sønnen for sig.

Men begge har gjort Regning uden Vert; thi paa deres Opfordringer svarer Erhart, at han kan ikke trives i den kvalme Stueluft hos dem. Heller ikke da Faderen, som er rystet ud af sin Ro og har besluttet sig til ny Virksomhed, opfordrer ham til at gaa ud i Livet med ham og arbeide, vil han være med; han vil ikke arbeide, bare leve, leve. Og for ham er Livet at følge en vakker, men meget tvetydig Kvinde, en fraskilt Fru Wilton, med hvem han saa drager til Udlandet. Moderen staar igjen, fortvilet over Sønnens Beslutning, bedraget for sit sidste Livshaab; men Ella Rentheim trøster sig med, at Erhart maaske ad den Vei kan finde Lykken.

Stykkets Slutningskatastrofe fremkaldes ved, at Borkman, yderligere oprystet ved disse Begivenheder, ligesom mander sig op til Beslutning, gaar ud af Huset, ud i det fri; han vil ud i Livets Uveir, siger han. Da han først er kommen i fri Luft, vil han ikke ind igjen indenfor Salens knugende, klemmende Vægge, men vandrer, fulgt af Ella Rentheim, ud i Natten og Sneen op igjennem Skoglierne, ind paa en Udsigtsplads, hvor han har frit Udsyn ud over Landet. Der ser og hører han saa at sige alle sine vaagne Drømme om den Herlighed, han vilde spredt over Landet, og saa – saa griber Dødens Haand ham; han synker om, død formentlig af Hjertelammelse. Et Øieblik efter kommer Fru Borkman til, og de to Søstre rækker hinanden Haanden over den faldne Mands Lig.

Ved Siden af de nævnte Personer optræder Borkmans gamle Ven Foldal, en Digternatur – efter sin egen Mening ialfald –; han har besøgt Borkman Aarene udigjennem paa Salen og styrket ham i hans Tro paa sig selv og den kommende Opreisning, ligesom han af denne er styrket i Troen paa sit Digterkald. En Rivning, som opstaar imellem dem, forandrer imidlertid Forholdet; det viser sig, at de ikke længer har den faste Tro paa hinanden, og det kommer til et Brud. Overgangen paa dette Punkt kommer temmelig braat; det samme gjælder Borkmans Beslutning over at afbryde sit Drømmeliv og gaa til Arbeide; disse bratte Overgange er formentlig foranledigede ved, at Handlingen er saa overordentlig sterkt sammentrængt i dette Skuespil.

Som vore Læsere vil se, er det underlige Personer, Ibsen har tegnet os i dette Drama. En Mand, der som Borkman sidder otte Aar frivillig indelukket paa en Sal uden at have Tiltag til saameget som en eneste Gang i al denne Tid at komme under fri Himmel, en Mand, der tiltrods for, at han har siddet som Straffange i 5 Aar for Misbrug af Bankens Midler, venter, at Alverden skal komme og bøie sig for ham og føre ham ud til Ære og Værdighed og Magt, en Mand, som, da han endelig er kommen ud i det frie en sen Aftenstund, ikke vil ind igjen, men vandre i Sne og Uføre uden Maal og Med op i Heien, en saadan Mand kan jo ikke betegnes anderledes end som sindssvag. Han lider jo afgjort af fixe Ideer, som behersker hans Vilje og hans Liv fuldstændig.

Om end ikke sindssvage, saa maa de dog betegnes som yderlig besynderlige de to ældre Damer, Fru Borkman og Ella Rentheim, den første saa kold og haard og stiv, som det vil være noksaa vanskeligt at finde Folk i det virkelige Liv, – tænk leve 8 Aar under Tag med sin Mand uden at ville se og tale med ham i al denne Tid – og den anden en eiendommelig Blanding af Barmhjertethed og Kulde og Haardhed, som det vel heller ikke vil være let at finde noget levende Sidestykke til. Hun hænger saaledes ved Pleiesønnen Erhart med den varmeste Kjærlighed; men hun vil heller se ham gaa til Grunde, end at Søsteren skulde være den, som eiede hans sønlige Kjærlighed.

Noksaa utilregnelig synes ogsaa Foldal at være, som kan sidde i god Tro og bestyrke Borkman i hans Haab om Opreisning, lige indtil Brudet aabner hans Øine for, at sligt dog ikke kan ske med en straffet Forbryder under de Forhold, hvori Borkman befinder sig.

Da vi nu ikke kan tænke os Muligheden af, at Ibsen har villet levere bare en Sindssygehistorie, indrammet i forskjellige underlige Brokker Menneskeliv hos den sindssyges Omgivelser, saa drives vi her, som i «Bygmester Solnes» og «Lille Eyolf» til at betragte Skuespillet som en symbolistisk farvet Digtning, bag hvis Personer der skjuler sig Ideer, vidt forskjellige fra de, Ordenes ligefremme Betydning vækker hos Læseren.

Men hvilke?

Hvad der falder sterkest i Øinene er, at Hovedpersonen «John Gabriel Borkman« er en fornyet Udgave af «Per Gynt». En «Per Gynt», som vi ikke følger gjennem hele hans Udvikling, men som vi møder i det Øieblik, da hans fantastiske Drømmeliv er nær sin Ende, da han er moden til at tages under Behandling af «Knappestøberen».

Men «Per Gynt» er jo den norske Selviskhed med dens eiendommelige Karakterpræg, og efter Sammenhængen, hvori «Per Gynt» er fremkommen, maa det jo erkjendes, at det er det norske Folk i sin store Almindelighed, som i hans Person faar sit Pas paaskrevet. Han bliver en Personifikation af den norske Folkekarakter, betragtet ialfald efter visse fremtrædende Sider ved samme.

At John Gabriel Borkman er en Per Gynt, det fremgaar af mange Træk. Der gjør sig det samme Fantasteri gjældende hos dem begge, den samme hensynsløse Anvendelse af hvilkesomhelst Midler for at naa Maalet, Riget og Magten og Æren; dette ørkesløse Drømmeri om kommende Storhed i 8 Aar paa Salen atter saa ægte Per Gyntisk, og endelig Slutningsscenen med Udsyn ud over det Land, han havde villet erobre sig, det er en Tanke, som ikke nøier sig med mindre end alt Norges Rige for sine Fødder og al tænkelig Storhed for dette Rige iblandt Nationerne, en Tanke, som atter peger ud mod det almene, udpeger John Borkman til en Per Gynt, en Personifikation af den norske Folkeaand.

Men er John Borkman en Legemliggjørelse af det norske Folk, hvem er saa de to uforsonlige Tvillingsøstre, som har stredet om ham paa Liv og Død og først rækker hinanden Haanden, da «Hjertekulden» har dræbt ham, og de staar over hans Lig, hvem de «begge har elsket», som to Skygger? Og hvem bliver saa hans Søn og Arvtager, den unge Mand med de sterke Livskrav, hvem ingen af de to formaaede at vinde og binde til sig, for hvem ingen af dem formaaede at gjøre det hjemligt og lægge Livsopgaverne tilrette, han, som bryder ud for at finde Lykke i den frie Kjærligheds Sanserus?

Vi overlader til vore Læsere selv at følge Tankerne videre, idet de holder sig for Øie Ibsens eiendommelige Stilling som Samfundsris, der fra Høiden af tildeler alle Retninger inden vort Samfundsliv deres tilmaalte Slag uden nogen Personsanseelse.

At det er Ibsensk Replikbehandling og Teknik, vi har for os, behøver vi jo ikke at underrette vore Læsere om. At dette Skuespil med sin eiendommelige Sammentrængthed, idet den ene Akt begynder, hvor den anden slap, og den hele Handling er sammentrængt til ligesaa faa Timer, som selve Opførelsen vil vare, at det virker med en særegen Koncentrationens Magt, maa derimod noteres. Vi er ikke utilbøielig til at tro, at det vil virke sterkt fra Scenen. Det vil da sige, ikke bare sterkt gribende, men sterkt uhyggeligt.

Men at ikke Ibsen har noget andet at vise os end disse konstruerede Skikkelser, som staar mere eller mindre fjerne fra det virkelige Liv, at han ikke har noget andet at byde os end disse Nattekuldens og Dødens klamme Taager! Finder da Livets Lys og Varme ingen aaben Sans længer hos den gamle Digter?