Henrik Ibsens nye Drama.
Hvert andet Aar henimod Julen pleier den berømte nordiske Digter gjennem den Gyldendalske Boghandel at udsende et nyt Skuespil, der ikke blot i nordiske Lande, men i hele Europa imødesees med stor Spænding i alle Kredse, der interessere sig for Kunst og Literatur, af hvilken Grund Forfatteren ogsaa har foranstaltet samtidige Udgaver paa Tydsk, Engelsk osv., det bedste Beviis paa, at det er en Bog, der tilhører Verdensliteraturen.
Som bekjendt vaager Ibsen over, at Intet paa Forhaand kommer til Publicums Kundskab angaaende det nye Dramas Indhold, der ved strenge Forsigtighedregler værges imod Indiscretionens paatrængende og snedige Professionals. Saaledes har man da heller ikke i dette Tilfælde erfaret andet end løse og tildeels ganske vildledende Gisninger om Stykkets Beskaffenhed. Man kjendte Navnet: «John Gabriel Borkman», men dette siger Intet.
Nu, da Bogen foreligger, vil den snart være læst af Hundredtusinder. Man vil hurtig blive enig om, at Digterens sidste Værk fuldkommen staaer paa Høide med hans senere Dramer, og at det i alt Væsentligt repræsenterer de samme Grundanskuelser som disse om Skjæbnens eller rettere Lidenskabernes forunderlige Spil med Menneskebørnene og disses frugtesløse Anstrengelser for selv at planlægge og støbe deres Lykke i faste Former, samt endelig om trofast Kjærlighed som den eneste Magt, der løser alle Gaader, forsoner Alt og trodser selve Døden.
Det gaaer den interesserede Læser ved det første Bekjendtskab med Ibsens Bog som den musikkyndige Tilhører, naar han for første Gang hører en ny Symphoni af en fremragende og tankevægtig Componist. Det varer en Stund, førend Udtrykkene kunne fæstne og ordne sig, førend man kan skjelne de ledende Tanker fra Sidemotiverne, og førend man faaer nogenledes Rede paa det Heles Bygning og Kunstnerens Intentioner. Ved enkelte Kunstværker er det en let Sag, da de forklare sig selv, ved andre derimod, der ere mørkere og mere complicerede, er det vanskeligere, da de stadig appellere til Tilskuerens eget Medarbeide og give ham en heel Deel Spørgsmaal, han selv maa søge at besvare. Til denne Art hører ogsaa «John Gabriel Borkman».
Det er Digtets dybere Forstaaelse, der fordrer Læserens Medarbeide og ikke er saa lige at springe til. Men Intet kan være klarere end selve Handlingens Indhold og det techniske Mesterskab, hvormed det er sammenføiet. Man kjender Henrik Ibsens Methode fra hans tidligere sociale Dramaer. Stykket begynder der, hvor den tragiske Katastrophe nærmer sig; Skuespillet er en sidste Act, deelt i fire Afdelinger; i disse Afdelinger fremkommer Trin for Trin og ligesom af sig selv den lange Række Afsløringer om de handlende Personers tidligere Liv og Gjerninger, der have hidført den foreliggende tragiske Situation, hvis Følger de forgjæves søge at afværge. Istedetfor at Stykket er opkaldt efter Hovedfiguren, kunde det hedde «Omsonst», «For seent» eller noget Lignende, der antyder menneskelige Anstrengelsers Frugtesløshed overfor en Skjæbne, de vel at mærke selv have forskyldt.
John Gabriel Borkman er i det Øieblik, da Tæppet ruller op, en slagen Mand, ja langt værre end det, stemplet som en Forbryder mod betroet Gods, der har udsonet 5 Aars Straf i et Cellefængsel og i otte senere Aar har levet som et Slags Fange, usynlig for Omverdenen, paa sin Svigerinde, Frøken Ella Rentheims store Landsted udenfor Hovedstaden. Hans Hustru, Fru Gunhild Borkman, er en født Rentheim og Tvillingsøster til Frøken Ella. I Ungdomsaar elskede Borkman, den dristige og geniale Forretningsmand, Frøken Ella, og denne ham med dyb og inderlig Kjærlighed; uheldigvis eftertragtedes den smukke Ellas Besiddelse ogsaa af en forslagen og meget formaaende Advocat Hinkel, og da denne kjendte Borkmans lidenskabelige Stræben efter Magt, Guld og Indflydelse, bevægede han denne til at ægte Søsteren Gunhild, en kold, haard og stolt Natur, istedetfor Ella, som han haabede at vinde for sig selv. Til Gjengjæld skaffede Advocaten Borkman Posten som Bankchef, hvor Sidstnævntes store Forretningsdygtighed snart bragte ham til en glimrende social Stilling. Som Leder af Banken fik han Deposita til Millioners Beløb, og, dreven af et umætteligt Magtbegjær, hengav han sig til de vildeste Speculationer i kolossale Actieforetagender, Alt i den faste Tro at kunne skabe Lykke for Tusinder. Advocaten var imidlertid Gang efter Gang og Aar efter Aar bleven tilbageviist af den trofaste Ella, og for at hævne sig bragte han Banken til Fallit, idet han benyttede fortrolige Breve fra Borkman til Beviis for, at denne i sine vilde Speculationer havde forgrebet sig paa Millioner af Andres Midler. Saa fulgte Concurs, Rettergang og vanærende Fængselsstraf.
John Gabriel er saaledes ved Dramaets Begyndelse en i Verdens Øine dømt, i borgerlig Forstand død Mand, men ligefuldt i sine Tanker om ikke heelt brødefri, saa dog uretfærdig behandlet, da det aldrig er faldet ham ind at bedrage noget Menneske for en Øre; han skulde blot have Tid til sine store Foretagender. Han troer bestandig paa sin forestaaende Gjenopreisning og holder sig for et «Undtagelsesmenneske», der er hævet over dagligdags Forhold. Han er en Bjergmands Søn og har som Dreng været med Faderen i Skakterne i Jordens Indre; han troer at spore ligesom en skjult Forbindelse mellem sig selv og Bjergenes Aander. Ved sin sidste Vandring ud i Skoven med Ella udraaber han i Vildelse:
«Seer Du Fjeldrækkerne der? – langt borte? Den ene bagenfor den anden. De høiner sig. De taarner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige Rige.»
Ella Rentheim: «Aa, men der staaer et saa isnende Pust fra dit Rige, John!»
Borkman: «Det Pust virker som Livsluft paa mig. Det Pust kommer til mig som en Hilsen fra underdanige Aander. Jeg fornemmer dem, de bundne Millioner; jeg føler Malmaarerne, som strække deres bugtede, grenede, lokkende Arme ud efter mig.»
Og da John tilsidst i Vinternatten segner døende ned paa en Bænk med de Ord: «Det var en Ishaand, som greb mig i Hjertet» – raaber Ella, der har bebreidet ham den Hjerteløshed, hvormed han for Magt og Rigdoms Skyld forraadte og dræbte deres Kjærlighedslykke: «Fornam Du Ishaanden nu?», hvorpaa John svarer: «Nei – ingen Ishaand – en Malmhaand var det!»
I den store Opgjørs-Scene i anden Act, hvor Ella seer den ulykkelige John igjen efter mange Aars Forløb hos Søsteren Gunhild, der holder sin Mand skjult og indespærret «som en syg Ulv», for at dække over Familieskammen, erfares, at en Rest af Følelse altid var bleven tilbage hos John for sin Ungdoms Elskede, idet han under den vanvittige Rutten med Andres Millioner aldrig rørte ved de Penge, Ella havde betroet ham, hvilke han betragtede som sit «dyreste Eie», der maatte holdes udenfor de vilde Speculationer. Paa denne Maade skete det, at hun efter Bankens Fallit fik sin Formue frelst og kunde tilbagekjøbe Familiegaarden Rentheim, som hun overlod til Beboelse for sin Søster og hendes Mand, ligesom hun sørgede for deres Underhold. Her beboede John en stor Sal i Husets øvre Etage, hvor han stadig vandrede op og ned som et fanget Dyr i et Buur. Han saae aldrig sin Hustru, og hun aldrig sin Mand.
Gunhilds eneste Tanke er Gjenopreisning af Familiens Ære ved Sønnen Erhart, en elskværdig og aaben Natur, hvem hun i sine Tanker har opdraget til en stor herlig Mand, der tifold skal erstatte, hvad Faderen har forbrudt. Men ogsaa her glipper hendes Forhaabning, thi det er kun hendes Villie, der skal lede hvert af hans Skridt henimod den «Mission», hun har tiltænkt ham. Men Sønnens eget livslystne Naturel bryder snart igjennem og fører ham heelt andre Veie, end Moderen har anet. Sønnen er en af Stykkets lyse Figurer, hjertensgod, uerfaren og letsindig. I en Række af Aar – umiddelbart efter Processen og Domfældelsen – er han bleven opdragen hos den trofaste Ella, der kastede hele sin Kjærlighed paa den opvoxende Dreng, som hun dog senere igjen maatte afstaae til Moderen. Som 23-aarig Student falder han i en rig 30-aarig Enkefru Wiltons Garn, der «kaster Runer efter ham» og ganske fængsler hans Sind og Tanke. Det bliver da Fru Wilton, der bortfører Sønnen som sin Forlovede ligefor Moderens Øine og til hendes store Rædsel. Strax ved Søstrenes første Møde (1ste Act) advarer Ella mod denne Fru Wiltons Forførelseskunster, men Gunhild udbryder: «Og sligt noget kan Du tro om Erhart! om min egen Gut! han, som har sin store Mission at fuldbyrde!» – men Ella svarer: «Troer Du, at et ungt Menneske i Erharts Alder – sund og glad – troer Du, at han gaaer hen og offrer sig for sligt noget som en Mission?» Det viser sig da, at Ella har seet ret. Da Moderen siger: «Vær stærk, Erhart, stærk min Gut, glem aldrig, at du har Din store Mission!» svarer Sønnen: «Aa, Mo'er, kom ikke med de Talemaader! jeg er ikke skabt til at være Missionair.»
Det, man pleier at kalde en Helt, har Ibsens nye Drama i Grunden ikke – thi Borkman er ved Stykkets Begyndelse kun et Vrag, en Skygge af den fordums stolte og stormægtige John Gabriel – men Tragedien har til Gjengjæld en Heltinde af allerførste Rang: Ella Rentheim. Finere og ædlere Kvindeskikkelse har Ibsen neppe tegnet tidligere. Hendes rene og dybe Kjærlighed til sin Ungdoms Elskede er den Magt, der virker lysende, befriende og rensende i alt det Uhygge og Mørke, der omringer det Borkmanske Hjem; hun er rede til hvert Offer og hver Forsagelse, selv om hun haardt bebreider John den Troløshed, med hvilken han har begaaet «den naadeløse Synd at myrde Kjærlighedslivet i et Menneske» og ødelagt hendes Livsskjæbne; hun svigter ham end ikke paa hans sidste Vandring ud i den vildene Nat, og det staaer klart for Læseren, at havde hun som Hustru staaet ved Johns Side, vilde den store Ulykke neppe nogensinde være skeet.
Tegningen af de to modsatte Kvindecharakterer, den kolde, haarde Gunhild og den elskende Ella, er af Ibsen gjennemført med sandt Mesterskab; fremstillede af første Rangs Skuespillerinder, maae disse Figurer absolut være af mægtig Virkning, dog bliver det nærmest Ella, der bærer Stykket oppe og viser Vei igjennem Mørket. Uden hende vilde Tilskueren kun altfor let blive overvældet af det Billede af Opløsning, Undergang og dyb Sjælevee, der igjennem alle fire Acter er tegnet med saa stærke og gribende Farver. Var ikke Ellas Skikkelse saa fremtrædende i Stykket, spredende Lys og Varme til alle Sider, kunde man fristes til at give Resten samme Indskrift, som staaer over Dantes Helvede: «I, som træde ind, lader alt Haab fare!» Thi det er som Strandkysten efter en rasende Orkan: overalt kun Ødelæggelsens Vederstyggelighed.
Til Figurerne i anden Række hører Extraskriveren Foldal, en Ungdomsven af John, og hans Datter Frida. Begge komme og besøge fra Tid til anden «Fangen» oppe i hans Buur paa den Rentheimske Familiegaard. Ikke uden bitter Ironi skildrer Ibsen i Foldal en stakkels Idealist, der ogsaa i Ulykken har viist sig trofast mod den faldne Bankchef, uagtet han ved ham har tabt sin smule Sparepenge. Foldal troer at være Digter, og denne Tro holder ham oppe i Livets Kampe og Nød; medens hans Kone sidder hjemme og græder, sværmer Digteren i høiere Regioner. Hans Datter Frida, der har et smukt Musiktalent, er taget under særlig Beskyttelse af den rige Fru Wilton. Da Fru Borkman yttrer sin Forundring over, at hun og Erhart ville tage den unge Pige med paa Reisen, svarer Fru Wilton med en til Cynisme grændsende Aabenhed: «Mændene ere saa ubestandige, Fru Borkman! Og Kvinderne ligerviis. Naar Erhart er færdig med mig, og jeg med ham, saa er det godt for os begge, at han, Stakkel, har nogen at falde tilbage paa.» I samme Aftenstund, som det unge Par med Frida er kjørt afsted under Bjældeklang i den lukkede Slæde, møde de Fridas Fader og kjøre ham over Benene. Foldal kommer da humpende hen til Borkman for glædestraalende at fortælle ham den store Lykke, hans Datter har gjort, ved at være tagen med af det unge Herskab for at oplæres i Musik i Udlandet. Det minder om andre Figurer i Ibsens Stykker, hvor Digteren med et sarkastisk Mephistopheles-Smil bringer Idealistens fromme Selvbedrag i den grelleste Modsætning til den nøgne Virkelighed.
Dramaet ender med vemodig Resignation og Forsoning mellem de tvende Tvillingesøstre. De række hinanden Haanden over hans Lig, de begge have elsket. Ella's sidste Ord ere: «Vi to Skygger – over den døde Mand». Men seirrig staaer ligefuldt Kjærlighedens Magt, og der er fuldbyrdet den «Lidenskabernes Lutring», som Aristoteles fordrer af et Drama.