Chr. Brinchmann

«Den store naadeløse Synd, det er den Synd at myrde Kærlighedslivet i et Menneske.»

For den Synd dømmes han som «Forbryder», ikke for sin Million-Svindel, John Gabriel Borkman. Ella Rentheim med de mørke Krøller nedover Nakken, dem han engang holdt saa af at sno om sine Fingre, gav han Afkald paa og ægted Tvillingsøsteren Gunhild, fordi den mægtige Bankhersker Advokat Hinkel kræved den Pris for at stede ham til Magten i det Rige, hvis Fyrste han kjendte sig at være født. Fyrste blev han, og Fyrste var han uden Hensyn; Magten til at skabe Menneskelykke vidt, vidt omkring sig, elsked han med den store Mands Lidenskab blindt: da det svære Tag, som skulde frigjøre de bundne Millioner, alle Guldets slumrende Aander alle Magtens Kilder i dette Land vilde han gjøre sig underdanige; alt, hvad Jord og Fjeld og Skog og Hav rummed af Rigdomme, det vilde han underlægge sig og skabe Herredømme for sig selv og derigjennem Velvære for de mange, mange Tusen andre da det sidste svære Tag stod igjen, rygged han ikke tilbage for i Nattens Stilhed at gaa ned i Bankkjælderen med Lygten i Haanden; han kjendte sig jo Mand for inden otte Dages Frist at bringe alle de Værdier, han med modig Haand havde gjort Brug af, tilbage paa sin rette Plads i indløst Stand. Saa sank Skatten i Dybet igjen; den mægtige Ven, for hvem han turde lægge hver Fold i sin Vandel aaben, forraadte ham i den Tro, at naar han saa haabløst blev afvist af den unge Kvinde, som den Magtlystne havde givet Afkald paa, stak dette i et fortsat Forhold de to Elskende imellem. John Gabriel, hvis Navn til den Dag klang som en Konges Landet over, var en død Mand. Næsten tre Aar i Varetægt; fem Aar i Cellen; otte Aar paa Salen deroppe i sit fordums Hjem. Ogsaa der var han død Mand. Som en Napoleon, der blev skudt til Krøbling i sit første Feltslag, drev han om der inden fire Vægge, ransagende sin Handlemaade, som Anklager, som Forsvarer, som Dommer. Rank gik han der, fast i sin Fornemmelse af at høre til de Udvalgte, Undtagelsesmenneskene, som tør frikjende sig selv; trygt drømmende om en Oprejsningens Time, naar man indser, at man ikke kan undvære ham, og kommer op til ham paa Salen for at krybe til Korset og trygle ham om at tage Bankens Tøjler igjen, saa han kan stille sine Betingelser, der skal spørges viden om i Landet.

Da melder hun sig hos ham, den Svegne, hvem de fordums mørke Krøller nu ligger snedhvide over Issen. En Sygdom til Døden, som Lægerne kun kan tænke sig at skyldes store Sindsbevægelser, hun har havt at gaa igjennem, driver hende til at søge dette Møde; hun længes saa efter at vinde tilbage for sig sin Elskedes Søn, hvem hun i de slemme Aar havde fostret og aabnet sit Moderinstinkt for, og hvem den kjødelige Moder senere har fordret igjen for at vie ham til den Mission at sone for Vanæren, Faderen har bragt over hendes Hus og Navn. Tvillingsøstrenes Kamp om dette Hjærte blir omsonst: Erhart er ung, han vil endnu bare leve for Lykken, den han har fundet hos en daarende Dame, overfor hvis Fortid og Livssyn hans snorrette Fru Moder stejler. Mødet mellem de to aldrende, hvem Elskoven i henfarne Tider havde bundet Sind til Sind, udløser ganske selvfølgelig den tunge Dom over John Gabriel Borkmans egentlige naadeløse Synd.

Hans ryggesløseste Forbrydelse var, at han havde bedraget hende for en Mors Glæde og Lykke i Livet og for en Mors Sorger og Taarer ogsaa myrdet Kjærlighedslivet i den Kvinde, som elsked ham, og som han elsked igjen for Rigets og Magtens og Ærens Skyld. Skammen ved den offentlige Lovs Krænkelse vilde hun gladelig hjulpet ham at bære. Kravet paa hans Søn ofrer hun i Forladthedens sidste Stund, da tilslut Faderinstinktet vækkes hos den eksalterede Drømmer, idet han kaster sig ud i det Paafund at naa Oprejsningen gjennem at begynde nedenfra igjen. Og da han endelig i en Lamslagens Vildelse lader sig stænge udenfor sin egen Gadedør midt paa Vinternatten, hildet af Trang til at se til alle sine gjemte Skatte, Landets slumrende Rigdomme, slaar hun trøstig Følge. Vi finder dem trofast sammen, stampende i knæhøj Sne frem til en Udsigtsbænk i Skogen, hvor han vil skue udover sit store Drømmeland med Dampere paa Fjord og Dur fra Brugene ved Elven, ud over sit dybe, endeløse, uudtømmelige Rige, hvorfra det isnende Pust kommer til ham som en Hilsen fra underdanige Aander. Midt i Gruen gjentager hun Kjærlighedens haarde Dom og lukker ham Udsigten til Sejrsindtog i hans gamle Rige. Saa var det en isnende Malmhaand, som tog ham i Hjertet. John Borkman stivner paa Bænken under Ella Rentheims Kaabe, og i Sneen foran ham holder hun Vagt, til Hustruen finder frem. De to Tvillingsøstre rækker omsider hinanden Haand over ham, de begge har elsket de to Skygger over den døde Mand.

«Halvkvinde», hvor dumt skurrer ikke denne saftige Glose hvormed et skraalevorrent Fruentimmer saa ordkjapt har beklikket Ibsens Kvindegalleri, naar nu denne nye Skikkelse netop triner op i Rækken. Med Ella Rentheim tramper han Frækheden Hovedet isønder, stadfæstende sin Triumf. Lyset, som omstraaler denne Figur, kaster sit varme Gjenskin udover det hele ellers saa dystre Værk, saa der slaar Glans derfra ind i alle de mange Tusen Læseres Sind. Glans, som løfter og glæder trods den knugende Tragik, hvormed det samlede Billede virker.

John Gabriel selv staar der mørk og skræmmende. Intet kan gribe saa nedslaaende, som Synet af en vingeløs Ørn. Kjæmpehjernens Kraftmasse henvist til at sysle i gold Drøm med de vældige Vægtstænger, den engang i Overmod haandterede, saa de knak i Knas. Geniet selvforskyldt sat ud af Virksomhed ved sin Overtro paa Undtagelsesmoralens Ufejlbarhed, snublende lige ud i Kraft-Tomhedens Afgrund formedelst et Fejltrin inden en ganske anden Sfære for Personlighedens Udfoldelse. Den skabende Finansfyrste ved Vens Svig greben i Svig, fordi han engang sveg sin Elskov; et Magtens Bygværk knust, fordi det rejstes over et knust Hjerte.

For ret at maale den Kraft, som saaledes svirrer uden at have noget at trække, har Mesteren sat ind et parodisk Modstykke dertil, Puslingen Vilhelm Foldal, Poeten udi egen Indbildning, som besøger den faldne Storhed for at drømme i Selskab med ham. Og ligeoverfor den kvindelige Hovedperson er stillet et Sæt andre Kvinder af dagligdags Dimension. Først Tvillingsøsteren, den haarde Standsfrue, som holder ud at bo aarevis i Rummet nedenunder den Sal, hvor hendes Ægtefælle skridter Gulvet Dag ud og Dag ind i sine stolte Grublerier. Dernæst den eventyrlystne Dame, der lokker hendes Søn afgaarde. Endelig den sølle Poets unge Datter, som korter hans ulykkelige Ven Aftenerne med Musik og tilslut af den forføreriske Dame rives med paa Elskovsturen for at tjene hendes Adonis som eventuel Reserve-Kjæreste.

Sin Overlegenhed i dramatisk Koncentration godtgjør Digteren dennegang ved at samle Skuespillets samtlige fire Akter paa en eneste Aften. Hver Akt er fyldt af stigende Spænding, uagtet Handlingen efter Ibsens hævdvundne Maner for en stor Del er kommen i Gjænge lang Tid forud for Stykkets Begyndelse. Sidste Akt foregaar ude i Sneen sent paa Vinterkvælden og svarer i Stemning til dette forfærdende Milieu.

Om Kompositionen af Scener og Replikens Kunst maa al Lovtale være unødig. Ibsen er Ibsen.

Hele den vestlige Kulturverden vil fyldes af den isnende Gru, som bølger gjennem dette nye Drama. Men hvem kan undgaa midt i Grufornemmelsen at føle den intense, ægte menneskelige Varme, som straaler ud fra Heltindens skinnende Gestalt.