Henrik Ibsens ny Skuespil.
John Gabriel Borkman.
(Gyldendalske Forlag.)
I Gaar sprang den store Bombe i det literære Julefyrværkeri: Ibsens nye Stykke kom ud. «John Gabriel Borkman« viste sig paa samme Klokkeslet i Boghandlervinduerne i alle evropæiske Byer og satte øjeblikkelig Tusinder af Penne og Hundred Tusinder af Hjærner i Bevægelse. En saadan Verdensmagt udøver den gamle tavse Mand fra sit Skjul i Kristiania. Og den Gaade, han har været to Aar om at udtænke, den skal en stakkels Anmelder kunne løse paa to Timer!
«John Gabriel Borkman« er dog maaske ikke saa gaadefuldt, som Ibsens Stykker plejer at være – eller som man plejer at ville gøre dem til. Man vil i Reglen finde en «skjult Mening» i hvad Ibsen skriver, og det kommer formodenlig af den særegne Teknik, han anvender, idet han først lidt efter lidt afslører, hvad der ligger bagved det, som foregaar i selve Dramaet. Naar man endelig er kommen ind til Forhistorien, saa tror man, at der ogsaa ligger noget bagved den, og man giver den maaske en helt anden Udtydning, end Ibsen selv har ment.
Georg Brandes oplyste fornylig under en Diskussion i Studentersamfundet, at «Bygmester Solness» i Virkeligheden var et Udtryk for Ibsens egne Oplevelser og Følelser i den Periode, da han skrev dette Drama, og man bør uden Tvivl læse «John Gabriel Borkman« paa samme ligefremme Maade, søge det personlige Følelsesindhold, som ligger til Grund for Stykket, i Stedet for at gøre det til en Allegori paa en eller anden abstrakt Idé. De almindelige Idéer, som indeholdes i Ibsens Skuespil, vil til syvende og sidst vise sig at være det mindst dybsindige og det mindst værdifulde ved dem. Idéerne ældes hurtigt; det er Menneskene, Sjælene, Livet – der lever.
Det ligger nær at se Ibsens nye Skuespil i Sammenhæng med «Bygmester Solness». Dets Hovedperson, John Gabriel Borkman, er ligesom Solness et Geni, der har sat sig de højeste Maal, drømt de skønneste Drømme om at gøre Menneskene lykkelige, men som i sit selvkærlige Magtbegær kun har bragt Ulykke over sig selv og sine Nærmeste og nu, i sin Alderdom, sér sine Forhaabninger tilintetgjorte, sit Værk forspildt, sér sig overladt til Ensomhedens Bitterhed og finder Døden, da han griber efter den sidste Illusion. Der ligger den samme nagende Tvivl, den samme dybe Melankoli, til Grund for «John Gabriel Borkman« som for «Bygmester Solness», og man fejler vel ikke ved i begge disse Skuespil at se en lyrisk Omskrivning af de grublende Stunder, i hvilke Henrik Ibsen har «holdt Dommedag» over sig selv, har stillet sig det Spørgsmaal, hvad han vel vandt for sig selv og andre ved de Værker, som gav ham Verdensry, og har maattet give sig det trøstesløse Svar: «Ingenting bygget i Grunden.» Geniet, som berust af sin Magt har villet omskabe Livet, og som nu, gammel og afmægtig, sér sig stedet Ansigt til Ansigt med Livet selv i dets spottende Ubønhørlighed – det er den bitre Essens af disse Digtninger.
Borkman er forhenværende Bankchef. Han skildres som «en middelhøj, fast og kraftig bygget Mand oppe i Sekstiaarene. Fornemt Udseende, fint skaaret Profil, hvasse Øjne og graahvidt, kruset Haar og Skæg» – er der ikke noget af et Selvportræt i denne Beskrivelse? I otte Aar har Borkman levet paa sin Hustrus gamle Familiegaard udenfor Hovedstaden. Hun bor underneden, han ovenpaa; de sér aldrig hinanden, og han gaar aldrig ud; man hører kun hans Skridt deroppe over Gulvet i den store Sal, frem og tilbage fra Morgen til Aften – som en syg Ulv. Borkman har nemlig for otte Aar siden udstaaet en Tugthusstraf, fordi han havde forgrebet sig paa Bankens Penge, og hans Hustru har ikke villet se ham siden; hun betragter det som en uaftvættelig Plet paa Familiens Ære.
Selv opfatter Borkman det ikke saaledes. Han har Følelsen af at høre til de enkelte, de udvalgte Mennesker; han havde Magten og den ubetvingelige Kaldelse indeni sig, han vilde have befriet de bundne Millioner, vakt alle Guldets slumrende Aander – «alt, hvad Jord og Fjeld og Skov og Hav rummed af Rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe Herredømme for mig selv og derigennem Velvære for de mange, mange Tusind andre». Han stod lige ved Maalet; han kunde i Løbet af nogle faa Dage have indløst alle de betroede Værdier, som han med modig Haand havde gjort Brug af for at sætte sine svimlende store Foretagender i Gang – da blev han forraadt af en Ven for en Kvindes Skyld og styrtet i Afgrunden. Og nu maa han sidde dér som en skamskudt Stormfugl – føle sig som en Napoleon, der er bleven skudt til Krøbling i sit første Feltslag.
Han føler intet Samvittighedsnag over sin Gærning. Han maatte handle, som han gjorde det, fordi han er den, han er. Han har frikendt sig for Skyld; han er kommen til det Resultat, at den eneste, han har forbrudt sig imod – det er sig selv. I otte Aar har han levet i denne Tro; nu dukker pludselig Tvivlen op i hans Sind, de bebrejdende Spørgsmaal om, hvordan han har brugt den Magt, der var ham givet til at skabe Menneskelykke, og Tvivl afføder Tvivl, hele hans Fortid ruller sig op med alle dens skæbnesvangre Konsekvenser, som han først nu sér, og den ubarmhjærtige Sandhed gaar op for ham, at han har levet paa en Drøm.
Ved Dramaets Begyndelse kommer Fru Borkmans Tvillingsøster Ella til Gaarden, og med hende dukker den Forhistorie op, som nu afslører sig gennem de fire Akter, der foregaar paa samme Vinteraften, og hvis Optrin jager hinanden i rivende Hast. Thi Ella anklager Borkman for den Forbrydelse, han har begaaet mod hende: de elskede hinanden, men Borkman behøvede en formaaende Mands Bistand til at opnaa Posten som Bankchef, og denne Mand satte hende som Pris for Hjælpen; saa solgte han hendes Kærlighed. Han undskylder sig med, at det var «den tvingende Nødvendighed», men Ella retter den frygtelige Anklage imod ham, at han har dræbt Kærlighedslivet i hende, lagt al hendes Menneskeglæde øde, myrdet sin egen og hendes Sjæl.
Syg til Døde af de Sindsbevægelser, hun har gennemlidt, er hun nu kommen for at bede om, at Borkmans Søn Erhart, som er opdraget hos hende, maa følge hende hjem, være hos hende i hendes sidste Dage, antage hendes Familienavn og arve hendes Formue. Borkman giver sit Samtykke; han føler det som en Bod for sin tungeste Brøde; men hans Hustru sætter sig med haardnakket Forbitrelse imod, at Erhart antager Søsterens Navn. Hun betragter Borkman som død – «Drøm aldrig mere om Liv! Forhold Dig rolig, der Du ligger!» siger hun. Men hendes Søn skal «leve Livet i Renhed og Højhed og Lys», saaledes at hans Faders Grubeliv bliver som udslettet paa Jorden.
Stykkets ydre Konflikt, som her kun lige kan antydes, er de to Kvinders Kamp om Erhart – som svigter dem begge for at drage bort med en koket og noget tvivlsom Dame. Men Borkman, som pludselig er bleven revet ud af otte Aars Ensomhed, vil nu «ud i Livets Uvejr». Ella følger ham, og i sidste Akt sér man dem stige højere og højere op ad Fjældet i Vinternatten. De kommer til en Bænk, hvorpaa de ofte sad i deres Ungdom og saae ud –
Borkman.
Det var et Drømmeland, vi saae ud over den Gang.
Ella
(nikker tungt).
Vort Livs Drømmeland var det, ja. – Og nu er det Land snedækt. – Og det gamle Træ er dødt.
Borkman
(uden at høre paa hende).
Kan Du skimte Røgen af de store Dampskibe ude paa Fjorden?
Ella.
Nej.
Borkman.
Jeg kan. – De kommer og de gaar. De bringer Forbundsliv hele Jorden rundt. De skaber Lys og Varme over Sjælene i mange Tusind Hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe.
Ella
(stille).
Og saa blev det ved Drømmen.
Borkman
(mere og mere ophidset).
Aa, men alt dette her – det er bare ligesom Udenværkerne omkring Riget, det, maa Du vide!
Ella.
Riget, siger Du? Hvilket Rige –?
Borkman.
Mit Rige vel! Det Rige, jeg var lige ved at tage i Besiddelse den Gang, jeg – den Gang jeg døde.
Ella
(stille, rystet).
Aa John, John!
Borkman.
Og nu ligger det der – forsvarsløst, herreløst, – udsat for Røveres Overfald og Plyndring. – Ella! Sér Du Fjeldrækkerne dér langt borte? Den ene bagenfor den anden. De højner sig. De taarner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige Rige!
Ella.
Aa, men der staar et saa isnende Pust fra det Rige, John!
Borkman.
Det Pust virker som Livsluft paa mig. Det Pust kommer til mig som en Hilsen fra underdanige Aander. Jeg fornemmer dem, de bundne Millioner; jeg føler Malmaarerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende Arme ud efter mig. Jeg saae dem for mig som levendegjorte Skygger – den Nat, da jeg stod i Bankkælderen med Lygten i Haanden. I vilde frigøres den Gang. Og jeg prøvede paa det. Men jeg mægtede det ikke. Skatten sank i Dybet igen. (Med fremrakte Hænder.) Men jeg vil hviske det til Jer her i Nattestilheden. Jeg elsker Eder, dér I ligger skindøde i Dybet og i Mørket! Jeg elsker Eder, I livkrævende Værdier – med alt Eders lysende Følge af Magt og Ære! Jeg elsker, elsker, elsker Eder!
Ella
(i stille, stigende Oprør).
Ja, der nede har Du din Kærlighed endnu, John. Har altid haft den der. Men her oppe i Dagen, Du, – her var der et varmt, levende Menneskehjærte, som bankede og slog for Dig. Og dette Hjærte, det knuste Du. Aa, mere end det! Tifold værre! Du solgte det for – for –
Borkman
(ryster; det gaar ligesom koldt igennem ham).
For Rigets – og Magtens – og Ærens Skyld, – mener Du?
Borkman dør. En «isnende Malmhaand» griber ham i Hjærtet. Og de to Tvillingsøstre rækker hinanden Haanden – som to Skygger – over den døde Mand, som de begge har elsket.
– – I denne hastige Anmeldelse er kun enkelte Hovedpunkter i det righoldige Drama antydet. Der forekommer bl. a. i Stykket et Par interessante Scener mellem Borkman og den havarerede Ekstraskriver Foldal, Geniets Karrikatur, en sølle Digter, der lever i Troen paa sit umulige Sørgespil og føler sig som Borkmans Ven og Lidelsesfælle, uforstaaet og forurettet som han; det er en Figur, der er skildret med al Ibsens svidende Sarkasme. I teknisk Henseende er «John Gabriel Borkman« komponeret med et Mesterskab, der staar paa Højde med Ibsens bedste Skuespil; hvert Optrin er forberedende eller afgørende, af en uafbrudt stigende dramatisk Virkning.