Carl Nærup

Jeg kjender ingen stoltere, rigere, festligere Begivenhed i vore Dages stundesløse, blindt energiske og kaotisk forvirrede Aandsliv end den sikre, ligesom lovbundne Fremkomst af de Ibsenske Skuespil. Hvor velgjørende og opløftende at se en Mand, der, uanfegtet af Døgnets Skraal og Skrig, uafhængig af Øjeblikkets Bevægelser og Strømninger, Moderetninger og Skoler, og ubekymret om den hele Vrimmel af hinanden indbyrdes fortærende Kritikere, gaar sin egen Vej og nøjer sig med at hamre ud til uforgjængelige Kunstværker de Tanker og Følelser, han bærer i sit Indre. Med utrættet Troskab og altid friskt og nyt Dybsind har Henrik Ibsen gjennem en 46-aarig Produktion hævdet Tidens højeste og eneste livskraftige Ideal: Troen paa den Enkeltes Selvherlighed, paa Personlighedens Magt og Kraft, paa den Gud, som sidder inderst i Menneskehjertet og fører os frem til Sejr eller Fald. Den, som tror paa dette Evangelium, han skuer allerede her paa Jorden Himlene aabne, det Evighedens Land, hvor den retfærdige altid sejrer. Denne Tro er vor Religion, den eneste sande og moralsk opløftende Idealisme, og Henrik Ibsen er dens mægtigste nulevende Profet. Alt, hvad han har skrevet, har drejet sig om den ene Ting: Personlighedens Vækst og Udfoldelse, den aldrig afladende Kamp mellem Selvets stridende Magter, hvoraf Karakteren fødes. Ingen Digter i Verden har skildret denne Kamp saa vedholdende, dybt og kraftigt som han.

Der bruser som et Pust af Ungdom gjennem Ibsens nye Drama. Menneskene er større, stærkere, det er ikke de midtpunktløse, faldefærdige Figurer fra hans senere Skuespil, disse bevægelige Sjæle, som dreves rundt af Stemningens Vejr og Vind. Nej, her vælger de selv, vil selv og bærer selv Valgets Dom. De gjenkalder i Erindringen hans første Manddoms stolte, tragiske Skikkelser. Med «gjenfødt Øje» har han denne Gang skuet Livets evigt sig gjentagende Spil.

Hovedpersonen i Digterens siste Stykke er ingen moralsk Mønstermand, af hvis ulykkelige Skjæbne vi kan uddrage en opbyggelig Bekræftelse paa visse nyopdagede, saakaldte Livslove. Nej, han er en uudgrundelig, problematisk Natur, en af de Tabende i Livslotteriet fordi han tænkte, haabed og voved for stort og dristigt; en til Undergang viet og forudbestemt Karakter. Som en saadan betragter han sig ogsaa selv. Han føler sig staaende under Udvælgelsens Nødvendighed som den, der maatte gaa over Grænserne, maatte fare vild. Og han er som Ibsens Yndlingsskikkelser baade drømmende Fantast og handlekraftig Erobrer.

John Gabriel Borkman var en Bergmands Søn, det er hans Skjæbne. Den Musik, han tidligst hørte, var Malmens Sang i Gruberne, naar den løsned sig under Hammeren for frigjort at stige «op i Dagens Lys og tjene Menneskene». Dernede i Dybet hørte han Magtens Kilder risle, og Malmaarernes bugtede Grene fangede hans Sind og slap ham aldrig ud af sit stærke Net. Da han som Mand træder ind i Livet, er det Sangen fra Gruberne, som lyder i hans Øren, og én Lidenskab fylder hans Hjerte: Viljen til Magt. For at vinde denne begaar John Gabriel Borkman sin første store Forbrydelse; han sviger en højsindet, trofast Kvinde, det eneste Menneske, der nogensinde skjænkede ham sand Kjærlighed, og lægger hendes Liv øde. Og Straffen for denne Dødssynd rammer ham, da han paa sin Magts Højder over sin siste store Udaad forgriber sig paa Bankens Midler. Fra den Stund af er han en færdig Mand, en stakkels vingeskudt Drømmer, der vandrer om paa en tom Pragtsal og dør, da han en Vinterkvæld kommer ud i den friske Luft.

En uforlignelig Skikkelse er det, som han langsomt stiger frem for os af de snart mægtig patetiske, snart brutalt humoristiske Repliker. Han fylder Scenen. Alt, hvad de andre er og siger, samler ligesom bare Lys over hans Person. Og det skjønt to af dem, Ella Rentheim og Fru Borkman, hører til Ibsens originaleste Kvindefigurer. Særlig den første husker vi. Hun har ogsaa tabt i Livet, sveget og forraadt som hun er, men hun har reddet Evnen til at ønske andre Lykken.

Det er et stort og mægtigt Værk, Henrik Ibsen denne Gang har skabt. Dette Skjæbnedrama, hvis Personer alle er taget lyslevende ud af vor egen kjære borgerlige Samtid, og hvis hele Handling udspilles i Løbet af nogle faa Timer, fører os tilbage til Sagatidens Blod- og Jern-Mennesker, hine lidenskabelige, stumt lidende og alt vovende Karakterer, som Digteren har stillet frem for os i «Hærmændene paa Helgeland». Han har endnu engang overfor en smaaskaaren, pedantisk moraliserende og «videnskabelig» ræsonnerende Nutid hævdet sit gamle Ideal: den vildt voksende Menneskefølelse og denne Personlighedens guddommelige Ild, der alene kan rense og frelse en vildfarende Verden. Lad os da glæde os, fordi vi atter kan hylde den ensomme Mester

Vær hilset Havørn, som uden Følge
i Vellyst klovede Luftens Bølge,
til opad undrende stolt vi skued.
Vær hilset Kongeørn, i hvis Fjærham
saa gyldent Straalernes Ild har luet!