Ferdinand Kolbye

Ibsens Drama, som igaar Aftes gik første Gang paa det kgl. Theater, er i teknisk Henseende ypperligt; han har her naaet en Tinde, som han længe har arbejdet henimod. Saa sluttet, saa koncentreret har han ikke før faaet Handlingen til at forløbe. De saakaldte aristoteliske Enheder, Tidens, Stedets og Handlingens ere vel aldrig blevne bedre overholdte, især de to første. Prøv at indføre et Uhr i en Teaterdekoration? Der gives ingen værre Illusionsfordærver. Uhrets langsomme Gang kan aldeles ikke vinde med, hvor Handlingen ofte paa en Aften spænder over Aar, uden at Tilskuerne forstyrres. Men stod der i den Rentheimske Dagligstue et gammelt Stueuhr, vilde Handlingens Gang nøjagtigt holde Skridt med Viserne. Ja, Akterne følge hinanden med en saa aandeløs Hast, at hverken Theatrets Maskineri eller Tilskuernes Kræfter kan følge Trop. I sine senere Skuespil har Ibsen dog i Reglen brugt et Døgn til at lade Handlingen udfolde sig, her kun et Par Aftentimer.

Det er Mesterskab; der kan ikke gaas videre ad den Vej, Linen er løbet ud. Og det vilde ogsaa være farligt; thi der maa ofres for at naa dette voldsomt Sammentrængte. Den egentlige Handling, det, der driver Personerne og sætter dem i Sindsbevægelse, lægger Ibsen langt tilbage i Tiden. Som det er sagt, hans senere Skuespil ere egentlig kun en inddelt 5te Akt. Her i Stykket sker af Nyt i Grunden Intet ud over, hvad der vedrører Erhart og Fru Wilton. Beundringsværdigt er det nu, som Ibsen formaar at lade noget Gammelt, noget, Sindet har gjennemtygget op mod en Snes Aar – se f. Ex. Borkmans Tilstaaelse, at det egentlig var Ella, han elskede – være nyt eller delvis nyt for en Anden og derved sætte denne i stærkere Sving, men som Helhed bliver det dog noget mattere, Fyrigheden er afgjæret, Harmen er indædt, det dønner voldsomt af gamle Lidenskaber i Skuespillet. Dønninger ere lange og tunge og kunne være højst farlige, men de have aldrig Bølgens skarpe, levende Linie. Tænk blot Experimentet gjort med «Kongsemnerne»: vi lade Skule og Bispen leve en halv Snes Aar og aabenbare hinanden den nuværende Handling i en Række Samtaler; det var vist ikke umuligt, men at Interessen vilde gaa ned, maa Enhver føle. Og endelig: Da et Faktum kun i meget begrænset Grad kan diskuteres, følger heraf den ulyksalig megen Tale om, hvad der vilde eller kunde være sket, hvis, saafremt, ifald osv. Men hvor lærerigt det end kan være at diskutere, hvad der vilde være sket, hvis Kortene havde siddet anderledes, kjender enhver Spiller dog en befriende Følelse, naar man opgiver det og blander til næste Omgang.

Ligemeget med sin Tyngde, med sine Uklarheder, har Stykket en ram og uforfalsket Vildtsmag, der unægtelig virker oplivende blandt alt det meget Tamme, man mellem Aar og Dag bliver trakteret med. Og til Teatrets Ros maa det siges, at denne Lugt af Norsk og Fjeld, denne Smag af Vildt var ikke bleven borte under Tillavningen. Første Akt var udmærket og gjorde stærkt Indtryk. De to Tvillingsøstre brødes med den rette Ild og Lidenskab. De saa ud, som man tænker sig de to Søstre, Fruen stærkere ældet, mere forgræmmet, Frøkenen lammet af Sorg og Lidelse, og midt i Ophidselsen en stolt Værdighed; man forstod, at de vare runden af gammel fornem Slægt. Fru Hennings var ypperligst i første Akt, af og til senere som noget nervøst hurtigt i Bevægelsen, som man ikke tænker sig ved Ella Rentheim, men overalt var den rette Figur der. Og Fru Eckardt, hvis Rolle ogsaa er mægtigst i Konturerne, havde en meget smuk Aften. Det var virkeligt gammelt Nag, fortvivlet Sorg og Harme, der har gravet sig ind lige til Hjerteroden. Man saa, hvor fanatisk stædig Fru Borkman var, forhærdet, ubarmhjertig nu, alle de gamle Saar bryde op. Der var Bedskheds Galde i det Bæger, hun rakte dem Alle. Senere kom der svagere Steder med melodramatiske Stænk. Stedet i 3die Akt, hvor Gunhild erklærer Borkman for død og lover at rejse Støtten over Graven, lykkedes saaledes ikke helt. Det er en Dødsdom, der afsiges, og i Domme maa der ingen Lidenskab være, heller ikke her. Lidenskaben er slaaet ind, bleven til den koldeste Haardhed. Ordene skulle falde tungt, med Centnervægt, tause, ikke svulme, men man forstaar nok, hvorledes Ibsens Sceneanvisninger her have ført Kunstnerinden. Og brillante Ting var der rundtom, saaledes det rette Giftdryp i Repliken til Fru Wilton: «Tror De, at De gjør klogt i at ta' den unge Pige med?» Her kom Fru Emma Nielsen tilkort med Svaret, og dog skal hun helt igjennem være den Overlegne. Repliken, der følger, skal siges med en ligefrem kjærlig Ondskab. Den skal ikke kastes let hen, det er jo af den, vi se, at Fru Borkman har Ret, naar hun siger, at Fru Wilton er saa mærkelig klar i sin Dom om Mennesker. I det Hele er Fru Wilton den Overlegne. Hun ved, at hendes lette Kane glider hen over Sneen, hvor de tungere Naturer med Møje vade igjennem. Hun maa aldrig blot nærme sig de andres vrede Skjændetone, det behøver hun ikke. Men Fru Nielsen, der straaler med den rette Glans blandt de mørke Skikkelser i dette Sørgehus, har ikke den Sikkerhed i Diktionen, der tillader hende at holde det ganske rigtige Anslag.

Blandt Herrerne var E. Poulsen i Hovedrollen lettelig Førstemand. I Norge siges Hr. Garman at have spillet den syge Ulv, paa Deutsches Theater i Berlin Hr. Nissen at have understreget det Komiske. Hr. Poulsen følger nærmest den første Opfattelse. Hans Maske var udmærket, Læberne sammenbidte, alle Ansigtets Linier trukne stærkt op. Desværre kan Stemmen ikke saadan maskeres, og Hr. Poulsens runde og bløde Toner har i længere Repliker ikke den haarde Klang af Ulvehyl. Der kom i hans første Akt derfor hyppigt noget for Docerende, langsomt Grublende, men netop fordi det er Tanker, der ere tænkte op og op igjen, komme de med lynsnar Hurtighed. I 3dje Akt og i 4de paa Gaardstrappen var Borkman derimod helt udmærket. Hans hvasse Ord skar igjennem med Klang af Staal. Uheldig var derimod Hr. O. Poulsen som Foldal. At det ynkelige Sølle ikke ligger for Hr. Poulsens Talent, især naar det parres med den elskværdige Dumhed, ved Alle, og vi kunne maaske være glade over det. Hr. Olaf Poulsen kommer i den Slags Roller let til at ligne en hyggelig Præstemand, der er mæt af gode Dage, ikke en stakkels Extraskriver, der er træt af Slid.

I Stykkets smaa Roller som den unge Borkman og Frida spillede Hr. Guldbrandsen og Fru Mantzius efter rigtig Opfattelse, men uden skarp Karakteristik.

Hr. Thorolf Petersen havde, som allerede omtalt imorges, en meget smuk Debut som Teatermaler.

Forestillingen var i det Hele til Ære for Teatret.