Georg Brandes

John Gabriel Borkman er Søn af den Bjergmand, hvem hos Ibsen den rige Skat vinkede dybt nede fra Fjeldnatten, og som søgte til det Dulgtes Hjertekammer. Han har som Barn hørt Malmen synge i Gruberne, hvor den blev løsnet; den sang af Glæde over at den skulde komme for Dagens Lys, og han har tidlig drømt om at blive den, der frigjorde alt, hvad Jord og Fjeld og Skov og Hav rummede af Rigdom. Han vilde vække alle Guldets slumrende Aander. Han følte den ubetvingelige Kaldelse til at befri alle de hundre Millioner, der laa rundt om i det hele Land, dybt i Fjeldene, og som raabte paa at sættes i Omløb. Han havde Fornemmelsen af, at han alene hørte Raabet. Og han elskede alle disse Værdier, der krævede Livet af ham, elskede dem med deres lysende Følge af Magt og Ære.

Ti fuldt saa meget som Værdierne har han været fængslet, bjergtagen af selve Magten. Alle Magtens Kilder i sit Fædreland vilde han gjøre sig underdanige, og medens han levede sit Grubeliv under Arbejdet med at faa alle Malmaarer i Landet udhamrede og alt det skinnende Guld udnyttet, stræbte han at skabe Herredømme for sig selv og derigjennem Velvære for de mange tusen andre.

Det er den Forklaring han selv giver af sit Væsen. I Virkeligheden har Magtbrynden og Virketrangen været den første Bevæger, Hensynet til de mange Tusenders Velfærd er først kommet med i anden Linje. Han er begyndt med at ofre sin Ungdomselskedes Vel for at bane sig Vejen til Magten; han har forsøgt at afstaa hende til en Mand, han behøvede. Og for at opnaa sine Formaal har han dernæst sat alt, hvad hans Stilling som Bankchef gav ham Muligheden til at raade over, Bankens Midler, Slægtninges og Venners Formue, fremmede Folks Sparepenge, ja selv betroet Gjemmegods paa Spil og har, da en formentlig Ven røbede dette Hasardspil, han drev, satte Alt over Styr og har maattet bøde for sin hensynsløse Dristighed med otte Aars Indespærring, hvorpaa andre otte Aars frivillige Indestængthed er fulgt.

Han var oprindeligt et Slags Digternatur. Under Isoleringens lange Tid har han udviklet sig til Fantast. Han lever ikke mere i den virkelige Verden, men i Drøm og Haab. Han indbilder sig, at Oprejsningens Dag er nær, at man efterhaanden er naaet til at vurdere ham, at man savner ham og ikke kan komme ud af det uden ham, og han stiller sig, naar det en enkelt Gang banker paa hans Dør, i Positur for at modtage kommende Deputationer.

Borkman er en Solness, hvem Heldet har svigtet; han er en Bernick uden Lavheden og Hykleriet, men der som den anden har ofret den ene Søsters Vel for af Penge- og Magthensyn at knytte sig til den anden. (I Parentes er det forunderligt, saa hyppigt en enkelt Mands Forhold til to Søstre forekommer i Ibsens Skuespil; i «Catilina» allerede, i «Fru Inger til Østraat», i «Samfundets Støtter» og nu her). Ja endog om «Vildanden» mindes man nu og da svagt. Fantasteriet, som trives i den øvre Etage i det Rentheimske Hus, minder en Smule om det, der gik i Svang paa Mørkeloftet, og Borkman selv sammenligner sig med en skamskudt Storfugl.

Var han nogensinde virkelig stor? Det synes at være Ibsens Mening, at han fra først af var meget stort anlagt. Ifald det var Meningen, burde vi maaske have noget større Sikkerhed derfor, end hans egne Ord og hans egen overordentlige Selvtillid. Ingen af Stykkets andre Personer gaar overfor os i Borgen for Borkmans Genialitet. Vi har kun hans egne Udtalelser at holde os til, og det vil blive en Opgave for Skuespilleren at give dem den Tillægsvægt, som en forstaaende Udførelse meddeler. Mig for min Del overbeviser hans Ytringer ikke om, at Borkman nogensinde har siddet inde med ægte Genialitet. Sandt nok, han kalder sig selv et Undtagelsesmenneske, hvem det ualmindelige er tilladt; han taler om Forbandelsen, som «vi udvalgte Mennesker» har at bære paa, den at være uforstaaet af Gjennemsnittet. Han har endvidere den stærke Overbevisning om hvor uendelig meget han havde kunnet udrette ifald osv., og hvad han endnu kunde udrette, naar blot osv. Men Genier taler ikke om «ifald» og «naar blot». Netop saadan taler alle de Usalige, som forveksler sig selv med de Geniale; de mislykkede Halvtalenters umaadelige Skare, i hvis Sjæleliv intet er virkelig stort, undtagen Forfængeligheden. Maaske er andre mindre lydhøre for det Hule i Klangen, som Borkmans Udbrud af Selvfølelse har. Men en Kritiker, det vil sige en Doktor ved Hospitalet for de syge og saarede Forfængeligheder, der hele sit Liv har vadet i dem og vandret om imellem dem og hørt paa deres Klager, deres Pralerier, alle Udbrudene af deres Selvopfyldthed, er ikke tilbøjelig til at finde nogen virkeligt genial, der ikke har faaet Geniets Gjerning gjort, men kun har tilegnet sig den Ukjærlighed, den Hensynsløshed, den Ligegyldighed for andre Menneskers Livssag, som man i Regelen tillægger Geniet, som man undertiden maa tilgive eller overse hos det, som i ethvert Tilfælde er den Part af Genialiteten, hvilken det er lettest at tilegne sig, men som de virkelige Genier ganske mangler. Ikke faa af de genialeste Mænd har tillige været de beste Mænd, hos hvem Intelligens ingenlunde har udelukket Hjerte.

Det maa staa hen, hvor stort et Maal af virkelig Genialitet, Henrik Ibsen har villet tillægge sin Helt. Der er Steder, hvor Digteren tydeligt nok tager sine Forbehold mod Overvurdering af hans Evner. Geniale Forretningsmænd plejer ikke naivt at udlevere deres vigtigste Hemmeligheder til en upaalidelig Ven og plejer at kunne virke uden at forgribe sig paa betroet Gods. Der falder et Glimt af vemodig Satire over Borkman, hvor han føler sig «som en Napoleon, der blev skudt til Krøbling i sit første Feltslag», og hvor den arme mislykkede Poet og Ekstraskriver svarer, at han føler sig netop ligedan. Kun den Modsætning er der, at medens Staklen engang imellem ikke kan værge sig mod «den grufulde Tvil», at han har forkvaklet sit Liv for en Indbildnings Skyld, har Borkman vel imellemstunder i gamle Dage tvilet paa sit Held, men aldrig paa sin Evne, saa lidt som paa sin Ret, saa han, der har begaaet minst ét Sjælemord, endog har den selvbevidste Sætning: «Jeg gjør aldrig noget Menneske Uret». Har han imidlertid begaaet Uret, saa har han bødet til det Yderste derfor.

Det synes, som kunde ingen Begivenhed mere indtræde i den faldne Bank-Stormands Liv. Og dog skildrer Ibsens Drama os en hel Række af Katastrofer, der gaar forud for hans Endeligt.

I Aaringer har de to Søstre, hans Ungdomselskede Ella Rentheim og hans Hustru Gunhild ikke seet hinanden. I Aaringer har han ikke seet Ella Rentheim. I Aaringer har han ikke heller seet sin Hustru, der skjønt hun bebor samme Hus som han, skyr og hader ham for den Skam, han har bragt over Navnet, over hende og hendes Søn. I første Akt foregaar Gjensynet mellem de to Søstre, i anden Akt Gjensynet mellem Ella og Borkman, i tredje Akt finder den første Samtale Sted mellem ham og hans Hustru; og de tre Hovedscener, som var foreskrevne af Stoffets Natur, er udførte med lige fuldendt Mesterskab. Faa Situationer er fra Arilds Tid saa virksomme paa Scenen, som Gjensyn. Og her følger med indre Nødvendighed hele tre.

I Grunden endnu et fjerde. Nemlig Ellas med Borkmans Søn Erhart, hvem hun i Familiens ulykkeligste Tid har taget til sig og opdraget som sin Plejesøn, men hvem Moderen, da han havde fyldt sit 14. Aar, krævede tilbage. Han er 23 Aar gammel nu, og han er Stykkets Midtpunkt. Om ham kappes de to Søstre med skinsyg Kjærlighed. Den haarde Moder driver Afguderi med ham og har egenmægtigt udset ham til at blive en Aand, der skal lyse saa højt og saa vidt over Landet, at Faderens Skam gaar i Glemme derover; den sjeldne, stolte Plejemoder kommer, dødssyg som hun er, til ham for at tilbringe sin siste Tid i hans Nærhed, tilsigter iøvrigt kun hans egen Lykke. Begge Søstre staar haardt mod hinanden i Kampen om Ynglingens Kjærlighed. Til disse to træder saa henimod Stykkets Slutning Faderen med sin Henvendelse til Sønnen; han drømmer efter den i Uvirksomhed spildte Tid paany om at arbejde sig i Vejret og attraar Sønnens Medvirken dertil. Forholdet mellem Forældre og Børn, særlig mellem Fader og Søn, har tidligt og stærkt sysselsat Ibsen. I «Samfundets Støtter» allerede indser Bernick, at han «har aldrig ejet» sin Søn, sin Olaf, da han tror at have mistet ham. I «Lille Eyolf» indser Allmers med de selvsamme Ord, at han har i Grunden «aldrig ejet» sit eget Barn. Forældrene vandt ham ikke. Ganske saaledes viser det sig her, at hverken Moderen eller Plejemoderen eller Faderen ejer Sønnen. Men medens dette i de tidligere Skuespil udelukkende fremstilledes som Forældrenes Fejl, er Forholdet her langt anderledes og dybere opfattet. Vistnok vil Moderen her, som Allmers hist, bruge Sønnen til sine egne Formaal uden at spørge om hans egen Naturs dog afgjørende Krav. Men her er Forældrene, Plejemoderen især, alvorligere, langt større anlagte Naturer end Sønnen. Ethvert Krav, der fra de Ældres Side stilles til ham, preller af paa hans Ubetydelighed, paa hans unge, nydelseslystne Sind. Han vil hverken blive Geni, som Moderen venter det af ham, eller arbejde, som Faderen haaber det; han vil ikke engang skjænke sin dødssyge Velgjørerinde sit Selskab i de siste Maaneder af hendes Liv. Han har truffet sit Valg; han vil rejse ud i den vide Verden med den smukke Fru Wilton, der er den ikke altfor højt flyvende Livsglæde i Person.

Hvor mesterligt er denne Frue ikke malt, og med ganske faa Penselstrøg hun «som saa mangen god Gang har svaret baade Ja og Nej paa egne Vegne». Og hvor fint det lille Træk, at hun af Ibsen præsenteres os som en Dame i Tretiaarene, altsaa over de Treti; men da hun selv et eneste Sted omtaler sin Alder, erklærer hun Erharts Alder: «Idelig har jeg mindet ham om, at jeg er hele syv Aar ældre end han» d.v.s. end den 23-aarige Erhart. Hun glemmer en Del Aar. Hele hendes praktiske Visdom er endelig i den Replik, hvormed hun, kun halvt i Skjæmt, erklærer Moderen, at hun tager den lille unge Frøken Foldal med for alle Tilfældes Skyld: «Naar Erhart er færdig med mig og jeg med ham saa er det godt for os begge, at han, Stakker, har nogen at falde tilbage paa . . . . jeg arrangerer mig nok, kan De vide». Det er umuligt at karakterisere en Skikkelse fyldigere i en hel Roman, end det her er sket i en halv Snes korte Repliker.

Og som hun er hver eneste en af de optrædende Personer henstillet for alle Tider med monumental Sikkerhed.

Dramaets Bygning er hævet over Ros. Det rejser sig med sine fire Stokværk som bygget af Jern paa en Grundvold af Granit, fast og stærkt, klart og let overskueligt. Det er fra først til sist gjennemtrængt af Stemning; der er Stemning i den ydmygede Selvretfærdigheds Rige i det inderste Stokværk, og Stemning i Skyggeriget ovenover, tilsist raader den Friluftsstemning, i hvilken den saa længe Fangne udaander. Og gjennem Stykket farer det dramatiske Stormpust. Stykkets Pulsslag er saa hurtigt, som slog det i Takt med en ganske ung Digters Puls. Der er kun Minuter mellem de fire Akter, ja kun et Minut. Saa ungdommelig er Skuespillets Fart.

Men dets Aand røber noksom, at dets Digter ikke længer er nogen ung Mand. Dets Aand er Visdommens, den strenge Visdoms og den forklarede Mildheds Aand. Det udmunder i den store Overbærenhed med menneskelig Fejlen, som klinger harmonisk sammen med den strenge Dom over Hjerternes Haardhed en dyb Medlidenhed, der ikke har opgivet en eneste Fordring.