Ibsens nye Drama.
Ibsens nye Bog «John Gabriel Borkmann» er et stort Drama i fire Akter, – i formel Henseende som i dramatisk Effekt maaske det mest blændende, han har skrevet. Man kan forstaa, hvor Spændingen maa bli stærk, naar man hører, at de fire Akter gaar Slag i Slag; i Virkeligheden foregaar det hele paa akkurat den Tid, det vil ta at føre Stykket over Scenen – det er saa at sige en eneste Akt.
Om Stykkets Indhold vil der ogsaa dennegang bli høist forskjellige Meninger. Vil man ta det som en realistisk Menneskeskildring, saa kan man vistnok det, men da blir der meget, som ikke har Naturens egen Kulør, som klinger opstyltet og affekteret. Vil man derimod betragte det som symbolistisk – ja, da blir altsaa det hele saa dybt, at kun de, som vil holde Foredrag over Stykket, tør sige sig at forstaa det i alle dets Detaljer.
I Virkeligheden er det naturligvis en Blanding af begge Dele, og man kan vel ogsaa sige, at Stykkets Grundidè dennegang ligger noksaa klar. Ibsen vil sikkert her bli beskyldt for at ha forkyndt et nyt og stort Evangelium, mens det i Virkeligheden er det gode gamle, at den, som dræber Kjærlighedslivet i sig selv eller andre, han begaar den Dødssynd, som ikke kan sones.
Stykkets Hovedperson, John Gabriel Borkmann, en Bergmandssøn, har været eller er etslags Overmenneske. Han har været Bankchef, brugt Millioner paa sine Ideer, har derpaa siddet i Fængsel i fem Aar og siden vandret rastløs frem og tilbage paa den store Sal i anden Etage paa den Rentheimske Familiegaard, i etslags Stormandsgalskab, ventende paa, at de elendige Mennesker skal komme og trygle ham om at ta Bankens Tøiler igjen og løse alle de Rigdomme, som ligger bundne i Fjeld og Fos.
For i sin Tid at naa frem til hin mægtige Stilling har han sveget sin Ungdomskjærlighed. Han havde en mægtig Ven og Rival, der kun for denne Pris vilde løfte ham op, og saa opgir han Ella Rentheim og gifter sig med Tvillingsøsteren Gundhild. Hans mægtige Ven er indviet i alle hans Planer, ved, hvad han bruger Bankens Midler til, kjender hans store Ideer, men lar ham falde, netop i det Øieblik, de er ved at realiseres og han skal vinde «Riget og Magten og Æren». Saaledes anskuer ialfald John Gabriel selv Sagen, ligesaa hans eneste Ven, den forkomne Sørgespildigter og Kopist Foldal, der af og til besøger ham paa Salen, hvor disse to, saa at sige, digter sammen. Scenen mellem de to er, i forbigaaende sagt, aldeles glimrende, i sin Tragikomik en af de bedste, vor Literatur eier.
I Stuen nedenunder sidder Borkmanns Hustru, Gundhild, kold og stolt, elsker og opdrager sin Søn, for at han engang skal reise Familienavnet igjen.
Denne Søn har i mange Aar – indtil han maatte hjem for sine Studiers Skyld – været opdraget hos Ella Rentheim, der elsker ham uden Sidehensyn.
Ved Tæppets Opgang kommer Ella, der siden Katastrofen ikke har været hos dem, paa Besøg, – hun er dødssyg, – og kommer i det Haab at faa Gutten med sig hjem.
Der staar en Kamp mellem de to Kvinder om, hvem der skal eie ham, og i denne Kamp drager da Ella ogsaa Borkmann ind. Derved blir det tidligere Forhold mellem disse to belyst; først nu faar hun vide, at det er for at naa frem, at han har ofret hende. Under Samtalen med hende forandres Borkmanns Sind, han vil nu begynde igjen nedenfra, arbeide sig op, og derfor gjør han ogsaa Krav paa Sønnen. Denne svarer imidlertid, at han vil være noget for sig selv, vil først og fremst leve, være lykkelig og reiser samme Aften til Udlandet med en Dame.
Borkmann vil ikke mere ind i Huset, og i Vinterkvælden vandrer han gjennem høi Sne op paa Udsigten. Ella følger ham, og de siste Scener foregaar da deroppe med vid Udsigt over Landet. Følgende Scene vil belyse det hele:
Borkmann.
... Jeg elsker eder der I ligger skindøde i Dybet og i Mørket! Jeg elsker eder I livkrævende Værdier, – med alt eders lysende Følge af Magt og Ære. Jeg elsker, elsker, elsker eder!
Ella.
Ja, dernede har du din Kjærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe, i Dagen du, – her var der et varmt levende Menneskehjerte, som bankede og slog for dig. Og dette Hjerte, det knuste du. Aa, mer end det! Tifold værre! Du solgte det for -
Borkmann.
For Rigets og Magtens og Ærens Skyld – mener du?
Ella.
Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet Kjærlighedslivet i den Kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igjen. Saa vidt du kunde elske nogen da. (Med opløftet Arm). Og derfor spaar jeg dig det – John Gabriel Borkmann – du vinder aldrig den Pris, du kræved for Mordet. Du faar aldrig holde noget Seierstog i dit kolde mørke Rige!
Borkmann
(Vakler hen til Bænken og sætter sig tungt ned).
Jeg frygter næsten, at du faar Ret i den Spaadom, Ella.
Ella
(henne hos ham).
Du skal ikke frygte for det, John. Just det vilde være det bedste, som kunde times dig.
Borkmann
(med et Skrig; griber sig for Brystet).
Ah – ! (mat) nu slap den mig.
Ella.
Hvad er det, John?
Borkmann.
Det var en Ishaand, som greb mig om Hjertet. – -
Her dør Borkmann, og de to Søstre rækker hinanden Haanden over hans Lig.
Som man ser, er Hovedideen i dette Stykke klar nok, og den er udført med en Patos, der gjør, at «John Gabriel Borkmann» i det hele virker som en mægtig Tragedie.
Paa Scenen vil Stykket utvilsomt virke mægtigt, men det kræver Skuespillere af høi Rang. Og i siste Akt har Ibsen givet Teaterne en vanskelig Opgave, idet han kræver, at Landskabet skal forandre sig, eftersom de vandrer opover i Sneen, for til Slut at ende paa Udsigten.
H. Å.