H.C. Hansen

Det er paafaldende, hvor forskjellig Offentlighedens Holdning ligeoverfor Henrik Ibsen er nu fra før i Tiden.

I den Tid, da dramatiske Digte som «Per Gynt» eller Dramaer som «Samfundets Støtter» udkom, ventede man i de nordiske Lande ethvert nyt Verk af Ibsen med den største Spænding, og saasnart det var udkommet, frembragte det en Storm af Diskussion og et oprørt Hav af Reformbegeistring.

Nu er det anderledes. Nu er det, kan man gjerne sige, den hele civiliserede Verden, der venter i Spænding og vækkes til Storm ved ethvert nyt Verk af Ibsen. Men – eiendommeligt nok – samtidig med, at den Bølgebevægelse, der udgaar fra Henrik Ibsens Personlighed, med øgende Kraft har naaet frem til Verdens store Kulturfolk, – samtidig er der ligesom bleven stillere nærmest omkring ham. I de nordiske Lande – og kanske særlig i Norge – er han ligesom ikke længere rigtig «aktuel».

Maaske er dette, fordi vi er et altfor lidet og umodent Folk til at kunne skatte tilfulde det helt igjennem modne og afklarede Verk. Den mindre udviklede Aand fanges jo altid lettere af det krydrede og ensidig tilspidsede, selv om det er mere overfladisk; det i Sandhed dybe fremstiller sig derimod gjerne med en Ro og Ligevegt, der gjør det mindre smageligt for ungdommelige Ganer.

Nu – Grunden være, hvad den vil. Men er det saa, at der er bleven stillere om Henrik Ibsen her hjemme, saa er dette maaske væsentlig en Fordel. Thi man forskaanes da for en saa sterk Hvirvelvind af Vrøvl som den, der i gamle Dage blæste os Øinene fulde af Støv, hver Gang han udgav et nyt Arbeide. For dem, der glædes ved at fordybe sig i hans Tanke, se den ligesom en stille Palme skyde nye pragtfulde Blade i hvert nyt Verk, – for dem er det behageligt at kunne hengive sig til en uforstyrret Nydelse.

Og disse vil heller ikke nu ophøre med at vente et nyt Verk af Ibsen i Spænding og læse det med inderlig Bevægelse.

I Forventningen kan man ikke undgaa at forelægge sig det Spørgsmaal: Hvilket af de store Ibsenske Problemer er det, som nu særlig skal fornyes og uddybes? Og saa umuligt det er paa Forhaand at sige noget bestemt herom, saa interessant er det dog at stille sig for Øie Hovedretningen i de sidste Verkers Tanker, for naar det nye kommer, at kunne betragte det i Lys af det foregaaende.

Thi at der er nøie Sammenhæng mellem Ibsens forskjellige Verker, er jo klart for enhver. Sammenhængen er af den inderlige, organiske Art, som man kalder Udvikling. Der er intet i de sidste Verker, som ikke allerede ligger i Frø i de første; men hvad der i disse blot var antydet og anet, henkastet som et Skyggerids, er i de sidste gjennemført, levendegjort, iklædt Kjød og Blod.

En anden Eiendommelighed ved Ibsens Verker ligger ogsaa i Udviklingens Begreb, nemlig den rhytmiske Svingning mellem modsatte Standpunkter. Man ser stadig, hvorledes Ibsen i et følgende Verk ligesom slaar det foregaaende ihjel. Efter et Verk, f. Ex. hvori der forkyndes en høi Idealitet og Troen paa Idealets Magt og Seier, følger der et, der kun indeholder bitter Spot over alt. Eller efter et koldt, klart Verk, der synes at skildre hele Verdensmaskineriet som et opgjort Regnestykke, følger der et fuldt af Mystik, af hemmelighedsfuld overjordisk – eller underjordisk – Indflydelse.

Nogen ulogisk Selvmodsigelse ligger der naturligvis ikke i denne rhytmiske Svingning. De modsatte Standpunkter er kun abstrakte Momenter, der, hvor uforsonlige de end kan se ud, dog faktisk er forenede i Digterens konkrete, levende Personlighed. Og denne Kjendsgjerningernes Logik er jo til syvende og sidst det eneste virkelig logiske.

*
*                                               *

Man kan sige, at den centrale Tanke i Ibsens sidste Verker som i hans første, er Konflikten mellem, hvad Kierkegaard kalder det ethiske og det æsthetiske.

I «Hedda Gabler» – denne bitre Satire – er det æsthetiske repræsenteret ved Hovedpersonen, det ethiske ved Jørgen Tesman, Tante Julle m. fl. Standpunkterne er her stillede overfor hinanden i skarp Ensidighed. Hedda, hvis eneste Længsel er et rigt og overdaadigt Liv, hedensk skjønt, «med Vinløv i Haaret», besidder ikke en Gnist af ethisk Følelse; hun er et Vilddyr, en Ulvinde i Menneskeskikkelse. Følgen er, at selv hendes æsthetiske Væsen spiller bankerot, alt, hvad hun rører ved bliver lavt og latterligt. Jørgen Tesman, paa den anden Side, denne ethiske Professorspire, er blottet for al æsthetisk Sans, han er pedantisk og dum; hans Ethik spiller derfor ogsaa Bankerot. I Tante Julle kommer det ensidig ethiskes Utilstrækkelighed endnu mere hjerteskjærende frem; hun lever blot for at pleie syge, og hun er saa ethisk helt igjennem, at dette er hendes eneste Glæde; har hun da altid været saaledes, eller har ikke ogsaa hun havt menneskelige Længsler, Skjønhedstrang, Livslyst? Og er det da virkelig Livets Mening, at man skal rykke det menneskelige op med Roden og afstumpe sig, fordumme sig, forvandle sig til et Slags ethisk Husdyr?

Hvad er overhovedet Livets Mening? I «Hedda Gabler» gives der intet Svar. Kun dette negative: Vilddyret er ondt, og Husdyret er latterligt.

Det mystiske, som der i «Hedda Gabler» neppe fandtes Spor af, træder sterkt frem i det følgende Stykke «Bygmester Solness». Men forøvrigt er det fremdeles den samme Konflikt, som holdes gaaende. Kun foregaar Kampen her ikke blot mellem de forskjellige Personer, men ogsaa inde i den enkelte Personlighed.

Bygmester Solness har den «æsthetiske» Drift i sig. Han er fyldt af voldsomme Længsler efter at nyde al denne Verdens Herlighed. Men han har ikke en tilstrækkelig «robust Samvittighed». Han har for meget af det «ethiske» i sig. Og Konflikten forvirrer hans Hjerne, gjør ham svimmel og fører ham i Fortabelse.

Gives der da ingen Forsoning? Ingen aandelig Ligevegtstilstand, som samtidig tilfredsstiller baade det æsthetiskes og det ethiskes Krav? Er ikke saadanne som Tesmann og Tante Julle og Fru Aline Solness egentlig Karikaturer – ikke lavede af Ibsen – men saadanne Karikaturer, som Livet selv skaber saa mange af, ligesom Naturens Luner skaber Krøblinger? Og er ikke saadanne som Solness og Rosmer ulykkelige, sygelige Karakterer, saadanne som der vistnok findes mange af i Verden, men som dog ikke kan gjelde for typiske Exemplarer af Menneskeheden?

Og den store Digters høieste Opgave er og bliver dog trods alle skiftende Moderetninger i Literaturen denne: at skildre det typiske Menneske, det alsidig menneskelige Menneske. Thi kun heri ligger Svaret paa det Spørgsmaal: Hvad er Meningen med Livet?

*
*                                               *

Skulde vor største Digter, inden han for bestandig lægger Pennen bort, have en saadan Skildring at byde os i sit Livs Aften?

Det synes ikke let tænkeligt, eftersom det religiøse er et Moment, der hos Ibsen ingen synderlig Magt synes at have; og uden det religiøse turde vel «det tredie Rige» være umuligt. Det mystiske alene skal ikke hjelpe stort. Dette, at vi anerkjender det mystiskes Tilværelse, giver os vistnok Leilighed til at flygte bort fra den grusomme Virkelighed ind i Drømmenes Land; men det gjør os ikke skikket til at leve Livet.

Merkeligt er det dog, at i det sidste Verk, «Lille Eyolf», er det en religiøs Stemning, der løser Konflikten. Ogsaa her ser vi det æsthetiske og det ethiske Livsprincip kjæmpende med hinanden, det ene repræsenteret ved Hustruen, det andet ved Manden. Men Personerne her er konkretere, fyldigere, menneskeligere end i «Hedda Gabler». Da Manden ikke er dum, og Hustruen ikke er ond, saa kan Principerne tilslut komme til en Forstaaelse med hinanden. Og Enden bliver da, at skal Livet kunne leves, maa Blikket vendes «opad, mod Stjernerne og imod den store Stilhed.»

«Lille Eyolf», forekommer det mig, er Ibsens fuldkomneste og ædleste Arbeide. Livets Vanskeligheder, de store, forfærdelige Gaader, er fremstillede ligesaa skarpt og klart her som nogensinde. Det fortvivlede i vor Stilling, at vi er «Jordmennesker», og at vi dog ogsaa er «lidt i Slegt med Hav og Himmel», kommer frem med skjærende Sandhed. Men det fører ikke her til Selvopgivelse. Der anes en Forsoning, idet vi i Ydmyghed og Taknemmelighed for, hvad vi nu engang er, stiller os til det store Verdensaands Tjeneste.

Alt dette er dog kun svage religiøse Antydninger. Vil den store Bygmester atter begynde at bygge Kirker? Den mørke Stemning har dog et Øieblik været overvundet. Flaget har atter været heist tiltops.

Dr. H. C. Hansen.