Holger Sinding

Gid jeg havde et dagblads store spalter til min raadighed for at faa sagt min mening.

Her maa jeg nøje mig med saaatsige bare at skrive en karakterseddel. Der lyder som følger:

Garmann en karakteristisk Borkman – vulkanen, der fortærer sig selv, men for lidet af «den syge ulv».

Fru Gundersens fru Borkman, fru Wettergreens fru Wilton og fru Dybwads Frida, hver paa sin maade fint og fast tegnede skikkelser. Ogsaa frk. Reimers havde tydeligvis god greje paa, hvad Ella Renthejm skulde være, men desværre havde hun udstyret hende med en sentimentalitet i replikken, der virkede skurrende som klangen af et falskt instrument. Og som det ofte gaar i et orkester, at det enkelte falske instrument ogsaa bringer de andre til at blæse galt, saaledes ogsaa her. Der var en scene, hvor hun fik ikke alene fru Gundersen men endog den realistiske fru Wettergreen over i ha-tonen.

Jaja, dette er nu af de ting, som atter og atter dokumenterer, hvor velsignet kemisk renset Kristiania teater er for kyndig sceneinstruktion – den instruktion, som for skuespillerne er, hvad kapelmesterens stok er for orkestret.

Foldal laa naturligvis godt tilrette for Selmer. Bedst spillede han opgjørscenen i 2den akt. Hr. Roald havde godt greb paa den unge, levelystne hr. Erhardt, om man end kunde ønsket ham endnu yngre af ydre.

Hr. teatermaler Jens Wang havde pudset den store, fordums pragtsal ovenpaa i det Rentheimske hus nydelig op, saa den straalede med stærke, friske farver. Hr. Borkman havde en flunkende ny diplomatfrakke paa, men interessantest af alt var jordskredet i sidste akt, hvor skog og fjeld sagtelig passerede revy for vort studsende blik. Det var absolut ikke saaledes, vi tænkte os det under læsningen, men meget muligt, at det ikke lar sig gjøre anderledes.

Teatret var ved første opførelse fuldpakket. Denne selv en succes d'éstime, men med megen begeistring tilsidst for digteren, som naadigst lod sig fremkalde hele tre gange.