Kristofer Randers

Det er altid med en Blanding af Andagt og Nysgjerrighed, man aabner en ny Bog af Henrik Ibsen. Hvad er det, som nu vil komme ud fra dette hemmelighedsfulde Verksted? Hvad er det for Tanker og Stemninger, som dennegang har bevæget den store, ensomme Mester, der saa gjerne ynder at opstille Gaader for Menneskene? Ligeoverfor hans sidste Arbeide er dette Spørgsmaal vanskeligere end sædvanligt at besvare, – det er et underligt Drama, mørkt og dunkelt, fuldt af bitter Menneskeforagt og tungsindig Smerte.

Jeg skal gjennem en Gjennemgaaelse af Indholdet forsøge at angive, hvad denne eiendommelige Tragedie omhandler, og hvor den synes at føre hen.

Stykkets Titelfigur, John Gabriel Borkman, er en bund- og hensynsløs Egoist, som har ofret alle ædlere Følelser paa Ærgjerrighedens Alter og intet Middel har skyet for at naa det eneste Maal, han har sat sig i Verden: at gjøre Naturen og Menneskene underdanige under sin Vilje og vinde Rigdom og Magt. For at opnaa en Bankchefspost har han uden Betænkning opgivet sin Ungdomselskede, Ella Rentheim, til Fordel for sin Ven, den indflydelsesrige Advokat Hinkel, og istedet giftet sig med hendes Tvillingsøster, den stive, kolde og hoffærdige Gunhild; som Bankchef har han indladt sig paa hasardiøse og tvivlsomme Spekulationer med andres Midler, hvorved Millioner har staaet paa Spil; og da saa Ella, som oprigtig har elsket ham, alligevel ikke har villet indlade sig med Hinkel, har denne, der har givet sin Ven Skylden for hendes haardnakkede Afslag, benyttet hans private Breve til at forraade ham, saa han er kommen i Justitsens Hænder og for Underslæb er bleven dømt til 5 Aars Strafarbeide. Derefter har Ella taget hans og Gunhilds Søn, Erhart, til sig, og overladt sin Søster Bolig paa sin Familiegaard Rentheim, i Nærheden af Hovedstaden, hvor ogsaa John Gabriel er flyttet ind, efterat han for 8 Aar siden er kommet ud af Slaveriet. I al denne Tid har imidlertid hverken Søstrene eller Ægtefællerne set hverandre, idet Ella har boet i en Smaastad vestpaa, og Gunhild har havt sin Leilighed i Familiegaardens nederste Etage, medens hendes Mand har levet stille og ensomt ovenpaa – i den Grad stille og ensomt, at han aldrig har gaaet udenfor sin Dør og aldrig havt Besøg af andre end sin gamle bekjendte, den mislykkede Extraskriver Foldal og dennes Datter Frida, som undertiden musicerer for ham. Imidlertid har Gunhild taget sin Søn hjem til sig og søgt at opdrage ham til, hvad hun kalder hans Mission: at afvaske den Plet, som er sat paa Faderen, og gjenreise Familienavnets Ære. Han er nu en 23aarig Student og bor for sig selv ude i Byen, men besøger jevnlig Moderen, medens han og Faderen er saagodtsom aldeles fremmede for hinanden.

Dette er Stykkets Forhistorie. – Naar Handlingen, der foregaar en Vinteraften ude paa Rentheim, tager sin Begyndelse, kommer Ella uventet paa Besøg til sin Søster, Fru Borkman, – som det viser sig, lidende af en uhelbredelig Sygdom og i den Hensigt at tilbringe sine sidste Dage paa Fædrenegaarden eller ialfald at faa med sig Erhart – sin fordums elskedes eneste Søn, som hun omfatter med moderlig Kjærlighed. Saasnart Gunhild hører, at det gjelder Sønnen, reiser ogsaa hendes Moderfølelse sig, hun skjønner, at der vil blive en Kamp paa Liv og Død mellem dem og udbryder: «Erhart skal selv vælge mellem os!» – da denne i det samme kommer tilstede, fulgt af Fru Wilton, – en 30-aarig, smuk og rig Enke, som bor i Nærheden, og som Erhart i længere Tid har havt Omgang med, uden at Moderen har kjendt noget dertil. Nu har de to aftalt at gaa ud i Selskab sammen – netop til den samme Advokat Hinkel, som i sin Tid har bragt Faderen paa Slaveriet, og i hvis muntre Hus Fru Wilton har lovet at føre Erhart ind. Den besnærende Dame forlader igjen Huset, idet hun med nogle lokkende Ord opmuntrer Erhart til at komme efter, medens denne modvillig bliver tilbage hos Moderen og Tanten. Men snart drages han utaalmodig efter did, hvor Fru Wilton og Ungdommen er, – «jeg er ikke skabt til at være Missionær», svarer han paa Moderens Formaninger og gaar. Da forstaar først Ella, senere ogsaa Gunhild, at i den smukke Enke har de sin fælles Fiende, – «Saa hellere hun end du», siger de begge, og Ella forlader Stuen med de Ord: «For første Gang i Livet er vi to Tvillingsøstre enige», medens Gunhild fortvivlet kaster sig ned og raaber sin Søns Navn.

I 2den Akt føres vi ovenpaa til den gamle Borkman, hvis urolige Skridt man har hørt under den foregaaende Samtale, indtil Frida Foldal, som er kommet til Huset i Følge med Erhart og Fru Wilton, er begyndt at spille for ham. Det er «danse macabre», hvis sidste Takter netop lyder, naar Teppet gaar op. Nu skal hun ud at spille til Dans for Ungdommen hos Hinkels og forlader Stuen, efterat Borkman af hende har faaet vide, at ogsaa Sønnen vanker i hans Fiendes Hus. Snart efter kommer den gamle Foldal paa Besøg, og mellem de to udspinder der sig en Samtale, hvoraf det fremgaar, at Borkman betragter sig som et forulykket «Overmenneske», for hvem de almindelige Love ikke gjelder, – «som en Napoleon, der blev skudt til Krøbling i sitt første Feltslag», – og Foldal som en miskjendt Poet, – han har nemlig skrevet et upaaagtet «Sørgespil», i sine unge Dage. Samtidig beklager Borkman sig i de bitreste Ordelag over sin fordums Ven Hinkel, som saa skammelig har forraadt ham. «Det infameste, et Menneske kan begaa», siger han, «det er at misbruge en Vens Breve, – lægge frem for Alverden det, som bare var bestemt til en eneste, paa Tomandshaand, ligesom en Hvisken i et tomt, mørkt, laaset Værelse. Den Mand, som kan gripe til slige Midler, han er helt igjennem forgiftet og forpestet af Overskurkens Moral». Da det imidlertid viser sig, at Foldal igrunden har lige liten Tro paa Borkmans Skyldfrihed og Mission, som denne har paa hans Digterbegavelse, blir Borkman vred og beder ham paa en pen Maade at pakke sig bort. – Saa banker det igjen paa Døren, og Ella træder ind. De to har ikke set hinanden paa 18 Aar – ikke siden Borkmans dybe Fald. Men nu vil den bedragne Kvinde tale ud: og i lidenskabelige Ord bebreider hun ham, at han saa skammelig har sveget hende: «Du har dræbt Kjærlighedslivet i mig. Forstaar du, hvad det vil sige? Der tales i Bibelen om en gaadefuld Synd, som der ingen Tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store, naadeløse Synd – det er den Synd at myrde Kjærlighedslivet i et Menneske. – – Du sveg den Kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du vidste i Verden, det var du rede til at afhænde for Vindings Skyld. Det er Dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet paa din egen Sjel og paa min!» Nu er der blot et Væsen i Verden, hun elsker, det er hans Søn Erhart, «hendes Hjertes eget eneste Barn», og ham forlanger hun at faa tilbage og at faa efterlade sit Navn. Modstræbende giver han hertil sit Samtykke og Ella jubler: «Tak, Tak! Nu er der fuldt Opgjør mellem os! Jo, jo, lad saa være, det! Du har gjort godt igjen, hvad du kunde. For naar jeg er ude af Livet, saa lever Erhart Rentheim efter mig!» Men i det samme slaaes Døren op, og foran dem staar Fru Borkman, som har hørt de sidste Ord. «Aldrig i Evighed skal Erhart hede saa!» udbryder hun i voldsomt Oprør. «Sin Fars Navn skal han bære! Og bære det høit frem til Ære igjen! Og jeg alene vil være hans Mor! Jeg alene! Mit skal min Søns Hjerte være. Mit og ingen andens.» Dermed forlader hun Værelset. Og Ella, som forstaar, at Forældrenes Kamp vil ødelægge Sønnen, raader Borkman til at forsøge en Forsoning med sin Hustru.

Naar Teppet gaar op for 3die Akt, som igjen spiller i Fru Borkmans Dagligstue, kommer denne netop ind fra Besøget ovenpaa, ringer heftig paa Stuepigen og beder hende om øieblikkelig at hente Erhart hjem. Strax efter kommer Ella og Borkman ovenfra, og mellem Ægtefællerne kommer det til et Opgjør, som kun viser, hvor uforsonlige og uforstaaende disse to haarde Karakterer staar imod hinanden. Med sofistisk Selvsikkerhed pukker han paa, at han i Virkeligheden ikke har gjort andet, end hvad han fra sit Synspunkt havde Ret til at gjøre, – at han, som han siger, i de lange Aar i Cellen og oppe paa Salen «har taget hele Retssagen op igjen til fornyet Behandling og frikjendt sig selv»; medens hun bare haaner ham og siger, at det er hende, som vil gjenoprette hans Eftermæle – gjennem Sønnen. Da træder denne ind, og hver af de tre gamle – Moderen, Tanten og Faderen – forsøger efter hinanden at vinde ham for sig. Men Erhart bryder sig ligesaalidt om den kvalme, indestængte Luft i de gamle Kvinders Stuer som om Faderens forhaabningsfulde Tale om at begynde et nyt Liv. «Jeg er ung!» siger han. «Jeg vil leve Livet en Gang jeg ogsaa! Mit eget Liv vil jeg leve!» Og da Moderen spørger, hvad han vil leve for, svarer han: For Lykken, Mor!» – og aabner Døren for Fru Wilton. Det viser sig nu, at disse to har besluttet sig til at reise ud i Verden sammen, – Slædevognen staar allerede og venter udenfor paa Veien. Og den unge Frida Foldal skal være med. Thi, siger Fru Wilton, halvt ironisk, halvt alvorlig, «Mændene er saa ubestandige, Fru Borkman. Og Kvinderne ligervis. Naar Erhart er færdig med mig, – og jeg med ham, – saa er det godt for os begge, at han, stakker, har nogen at falde tilbage paa.» Da Erhart og Fru Wilton er gaaede ud, styrter de øvrige uvilkaarlig efter dem, og Gunhild raaber fortvivlet, men forgjæves: «Erhart, reis ikke!»

I 4de Akt finder vi de tre forladte Gamle staaende ude paa Trappen, og snart efter høres der Bjeldeklang, – det er Fru Wiltons Slædevogn, som kjører forbi. I Farten kjører de overende den gamle Foldal, som derefter kommer haltende og glædestraalende fortæller, at hans Datter skal reise fra ham. Afsked har hun rigtignok ikke taget hverken med ham eller sin Mor; men hun har været saa utrolig opmerksom at sende ham et Brev, hvori hun har fortalt, at hun agter at drage afsted den næste Morgen. «Og saa det fine Træk, du», siger han beundrende til Borkman, «at hun vilde sige os Farvel skriftlig, – før hun reiste.» Da han nu faar høre, at Datteren allerede er reist, og at det bl. a. var hende, som sad i den fine Vogn, hvoraf han er bleven overkjørt, kjender hans Stolthed ingen Grænser. «Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde Vognen!» udbryder han og rusler hjem for at meddele sin Kone den glædelige Nyhed, medens Vennen Borkman slænger efter ham de sarkastiske Ord: «Farvel, Vilhelm! Det er ikke første Gang i Livet, at du er ble´t overkjørt, gamle Ven!» – Men selv vil Borkman nu for første Gang paa 8 Aar gaa ud i fri Luft, – «Bare gaa og gaa og gaa», siger han, «se, om jeg kan vinde frem til Frihed og til Liv og til Mennesker igjen.» Ella vil først holde ham tilbage fra at begive sig ud i den vaade og kolde Vinternat; men da han holder fast derved, følger hun ham, og de stiger høiere og høiere op gjennem Skoven, indtil de tilslut befinder sig paa en liden aaben Slette, hvor Sneen ligger høi under et uddøet Furutræ med en Bænk under, og hvorfra de har fri Udsigt indover til Fjelder og udover til Fjorden. Her paa Bænken, minder Ella ham om, har de ofte siddet sammen i gamle Dage og set langt, langt videre udover, – udover til Ungdommens Drømmeland; men nu er Landet snedækt og Træet dødt. Og for Borkmans Syn breder Landet sig som et Billede paa alt, hva han har længtet efter og tabt, og Fjeldene taarner sig op, det ene bagenfor det andet, som hans «dype, endeløse, uudtømmelige Rige», «Jeg fornemmer dem», udbryder han i Extase, «de bundne Millioner; jeg føler Malmaarerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende Arme ud efter mig. Jeg saa dem for mig som levendegjorte Skygger – den Nat, da jeg sto i Bankkjelderen med Lygten i Haanden. I vilde frigjøres dengang. Og jeg prøvede paa det. Men jeg magted det ikke. Skatten sank i Dybet igjen. – Men jeg vil hviske det til jer her i Nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i Dybet og i Mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende Værdier – med alt eders lysende Følge af Magt og Ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder!» «Ja», svarer Ella, «der nede har du din Kjærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe i Dagen, du, – her var der et varmt, levende Menneskehjerte, som slog for dig. Og dette Hjerte, det knuste du. – – Og derfor saa spaar jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – du vinder aldrig den Pris, du kræved for Mordet. Du faar aldrig holde noget Seiersindtog i dit kolde, mørke Rige!» Da føler Borkman ligesom en isnende Malmhaand gribe sig om Hjertet og segner død om, medens Ella sætter sig i Sneen ved hans Side. Strax efter kommer ogsaa Gunhild til, og da hun har hørt, hvad der er sket, udbryder hun: «Han var en Bergmands Søn, – han, Bankchefen. Kunde ikke taale det friske Drag». Men over den døde rækker de to Søstre hinanden Haanden. «Vi to Tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket», siger Fru Borkman. Og Ella svarer: «Vi to Skygger – over den døde Mand».

At udhæve dette Arbeides tekniske Fortrin er overflødigt, – i saa Henseende har Ibsen neppe nogensinde naaet høiere end her. Med beundringsværdig Kunstfærdighed og Sikkerhed er Dramaet bygget, – Handlingen er sammentrængt til det yderste og Akt knyttet saa umiddelbart til Akt, at det Tidsrum, hvorover Handlingen spænder, ikke engang er saa langt som de Par Timer, Opførelsen vil tage. Og ligesaa naturlige som udsøgte falder Dialogens Repliker, klare og faste som meislede i Metal.

Men hvad saa mere? Hvad er den dybere Mening med denne Handling, der – ligefrem forstaaet og realistisk set – synes at være saa besynderlig opkonstruert og søgt?

Er det den kolde Egoismes Straf, Digteren har villet fremstille, – er Borkman kun en forklædt Per Gynt og Ella en ældet Solveig? Eller er det Livsløgnen og det daadløse Skinliv, han har villet tillivs, saaledes som han allerede før har haanet det i «Vildanden»? Saaledes set forekommer det mig dog, at Handlingen vilde faa for ringe Værdi, og at Titelfiguren vilde blive for usympathisk og uinteressant til at vække den Medfølelse, som først skulde gjøre hans Skjæbne tragisk.

Eller ligger der ikke noget andet og mere under? Er det ikke maaske nærmere i «Bygmester Solness»´ dybe Symbolik, vi skal søge den ledende Tankes Spor, – er Stykket ikke egentlig en maskeret Selverkjendelse og Titelfiguren en fortvivlet Selvanklager? «Han var en Bergmands Søn», siger Fru Borkman. Og vi spørger os selv, om han ikke egentlig heller er Bergmanden selv, – den, om hvem Digteren i et af sine dybeste og mest karakteristiske Digte har sunget:

- – –
Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit Sind:
Dybets Aander skal mig raade
Livets endeløse Gaade. -

End har ingen Aand mig lært,
hvad mig tykkedes saa sært;
end er ingen Straale runden,
som kan lyse op fra Grunden.
- – -

Er det tilladt at se Dramaet i denne Belysning, faar meget, som synes dunkelt, sin underlagte Værdi, og da bliver 4de Akt, som ellers synes saa besynderlig uvirkelig og bleg, det betydningsfuldeste og sublimeste af det hele.

Men hvorledes man end vil tolke Digtningens inderste Mening, synes en Ting mig klar: at dette er det mørkeste og trøstesløseste Drama, Ibsen endnu har skrevet. Det Billede af Livet, han i dette Stykke har oprullet, er ikke graat i graat, men sort i sort, og den Opfatning af Tilværelsen, som aander ud deraf, er en Tristhedens og Bitterhedens haabløse Nat, hvori kun Ellas smukke Skikkelse kaster et enkelt varmende Solstreif. Vanitas vanitatum, synes Digteren at udraabe, det er Tomhed altsammen. Tomme er Magtens og Ærens ærgjerrige Drømme, tom er Troen paa Ægteskabets Lykke, Forræderi eller lumpen Egenkjærlighed er Venskabets Pagt, en Indbildning er Baandet mellem Forældre og Børn. Der er kun en Ting, som er ægte – den trofaste Kvindes Kjærlighed. Men det er saa sjelden, den findes; og naar den findes, bliver den overset og svegen.

Skal denne dystre Livsbetragtning, hvorover Aftenens Skygger sænker sig, blive den graanede Mesters sidste Ord? Vi vil haabe, at saa ikke maa ske.

K. R.