Anonym anmelder i Morgenbladet

Saa naaede Kjøbenhavn da til at faa sin Borkman-Première! Der var et Tidspunkt, umiddelbart efter Stykkets Fremkomst, hvor det syntes, som om det Kgl. Theater vilde sætte al sin Kraft ind paa at blive den første Scene, som bragte «John Gabriel» til Opførelse. Det sendte sin Theatermaler – eller rettere den Mand, for hvem Stykket skulde være hans Debut som Theatermaler – Marinemaleren Thorolf Petersen til Christiania for hos Ibsen selv at hente Veiledning angaaende Dekorationerne, særlig sidste Akt, og der førtes stadig en livlig Korrespondance mellem Theatret og Digteren, angaaende forskjellige Enkeltheder i Stykket, under hvilken der bl. a. erhvervedes en vigtig Oplysning med Hensyn til Udtalen af Fornavnet «John». Men da Kampen om Stykkets Rollebesætning, der, som tidligere fortalt, væsentlig stod mellem «de Gamle» og «de Unge» ved Theatret, var afgjort, faldt man ligesom noget til Ro. «Mestersangerne», som man nu i ti Aar havde arbeidet paa, skulde bringes til Opførelse; man havde sat sig i Hovedet, at de skulde frem netop nu, og saa blev Ibsens Stykke ligesom trængt noget tilbage. Følgen heraf var, at Kjøbenhavn er kommen adskillige Hestehoveder bagefter med sin Opførelse. Men til syvende og sidst har dette jo mindre at sige; Hovedsagen er dog, hvorledes Theatret skilte sig fra Opgaven. Og i alt væsentligt maa det siges, at Stykket blev en Sukces, en større Theatersukces end nogen af dets andre sceniske Opførelser, saavidt man da efter Anmeldelserne kan dømme.

John Gabriel Borkman har havt den mærkelige Skjæbne, at medens det strax ved sin Fremkomst blev rost vistnok af alle, fordi det havde større Betingelser end dets nærmeste Forgjængere blandt Ibsens Arbeider for at gjøre Virkning paa Scenen, saa at man mente at turde spaa det en betydelig scenisk Effekt, saa er disse Forudsigelser hidtil ikke gaaede i Opfyldelse. Den absolute Sukces har Stykket hidtil endnu ikke havt. Det, der kommer en saadan nærmest, er den igaaraftes stedfundne Opførelse her i Kjøbenhavn. Vel synes der ogsaa herom at herske nogen Dissens. Man kunde igaaraftes ved Bortgangen fra Theatret og paa Kafeerne, hvor Publikum livlig drøftede de modtagne Indtryk, høre adskillige misfornøiede Theatergjæster, og ogsaa blandt Bladenes Anmeldelser idagmorges er der kommet mig en enkelt for Øie, som hører til de absolut Misfornøiedes Kategori – men tiltrods for alt dette staar det dog fast, at Opførelsen igaaraftes maa betegnes som en virkelig Sukces. Til Begrundelse heraf kan nævnes de ubestridelige Fakta, at Publikum fulgte Opførelsen med en Spænding og Interesse, som man kun sjelden er Vidne til i Theatret; at der lød et kraftigt Bifald efter hver Akt – mest ganske vist efter de to første, mindst efter sidste –, og at der for alle Hovedrollers Vedkommende blev præsteret et udmærket, om end desværre ikke altid lige gjennemført Spil af de første Rangs Kræfter, hvorover den danske Scene endnu raader, og som til sine øvrige Fortrin kan føie det, at de som mangeaarige Fortolkere af Ibsens Arbeider er indlevede i Forstaaelsen af disse. Der var ikke en af de tre Hovedpersoner, som ikke til sine Tider præsterede noget helt ud fortrinligt; desværre var der heller ingen af dem, som hele Aftenen igjennem kunde holde sig helt ud paa Høiden af sin Kunst, og heri kan maaske Forklaringen søges paa, at Dommen over Opførelsens Resultat ikke var saa enstemmig, som den ellers vilde have været.

Det kgl. Theater kan takke sin gode Stjerne for, at det blev Fru Hennings, som kom til at spille Ella Rentheim, og at det lykkedes at afværge det Attentat, som en yngre Skuespillerinde, assisteret af sine Venner i Pressen, havde planlagt for at bemægtige sig denne Rolle. Fru Hennings stod her paa sin Kunsts Høide, om det end maaske falder naturligere at fremhæve, hvad hun ikke gav, end hvad hun gav. Det hænger vel sammen med den fuldkomne Udformning, som Ibsen giver sine Skikkelser, at de let af sig selv antager Form for Læsernes Øine – og man har jo altid Leilighed til adskilligt før Opførelserne at gjøre sig bekjendt med Ibsens Stykke. Men naar dette er saa – og det gjælder i særlig Grad om Figurerne i Borkman – saa er det naturligt, at man ved Opførelsen mere er tilbøielig til at fæste sig ved de Afvigelser, Skuespilleren frembyder fra det medbragte Billede, end ved dette selv. Dette gjælder ikke blot for Fru Hennings' Vedkommende, men ogsaa for de andre Hovedpersoners. Fru Hennings saa fortrinlig ud med det tykke snehvide Haar og i sin fornemme Dragt, der strax fremhævede Modsætningen mellem hende og Søsteren i den tarvelige Hjemmedragt; hun understregede strax i første Akt den Forstaaelse af Borkmans Karakter, den Overbærelse med ham, som Søsteren saa fuldstændig savner, og hun var maaske navnlig paa Høiden i Optrinene med Borkman i anden Akt, men hvad man ikke fik Indtrykket af, det var, at hun var en Syg, et dødsdømt Menneske, som ud fra dette Synspunkt holdt sit sidste store Opgjør i Livet. Og paa lignende Maade maa det siges om Fru Eckardt, at hvor fortrinlig en Figur hun end havde skabt af Fru Borkman, saa kom heller ikke denne helt og fuldt frem i hendes Fremstilling; mindre maaske fordi ikke alle Momenter blev benyttede, end fordi der til sine Tider kunde komme noget forunderligt træet og træt over Fremstillingen, som lod den ydre Figur blive staaende, medens Personligheden, der skulde fylde den, for et Øieblik forsvandt. Men hvor Fru Eckardt raadede over hele sin Personlighed, der var hun fortrinlig. Den strænge, haarde, myndige og hævngjerrige Fru Borkman stod lyslevende i denne ranke Kvinde med de furede Træk, med de endnu ikke helt hvide Haar, og i hvis Ansigt man vel ser Lidenskabens Mærker, men ikke som hos Søsteren Græmmelsens og Sorgens. Hun har endnu sit Livshaab i Sønnen, der holder hende oppe over alle Nederlag. Der var Scener, hvor alle disse Karaktermærker kom fuldt frem baade ligeoverfor Søsteren, Manden og Sønnen; ikke mindst fortrinlig var Fru Eckardt i den lille Scene i tredie Akt, da Erhart forsvinder med Fru Wilton, og hvor hun først stum og taus lader ham gaa, for derpaa med et lidenskabeligt Udbrud at give sin Fortvivlelse Luft. Men saa kom der, som sagt, til andre Tider noget forunderligt stivt og aandløst over hende, hvor kun Figuren blev staaende og gjorde Fagter, eller hvor Stemmen blev saa haard og skrigende, at man følte, at det ikke var ægte Toner, som ansloges – maaske en rent fysisk Træthed hos Skuespillerinden.

En Hovedinteresse ved Opførelsen i Kjøbenhavn har knyttet sig til Emil Poulsens Udførelse af Bankchefen. Den saa høit begavede Kunstner har jo i de senere Aar været lidende af en Sygdom i Benene, der hæmmer hans Bevægelser paa Scenen, og som indvirker trykkende og knugende paa hans Sind. Sporene heraf har i de senere Aar mere og mere givet sig tilkjende i Emil Poulsens Spil, og det er sjelden, at ikke ogsaa Tilskuerne føler sig trykkede heraf. Selvfølgelig mærkedes dette ogsaa igaaraftes, men ved Siden deraf var der dog hos Skuespilleren et Udslag af den gamle, engang saa betydelige Intelligens, der havde ladet ham tage denne Borkman op til en fyldigere Udarbeidelse, end han maaske i lang Tid har skjænket sine Figurer. Derfor fængslede ogsaa denne Hovedperson i høi Grad, om der end ligeledes for hans Vedkommende indtraadte Perioder, hvor Trætheden ligesom overvældede Skuespilleren. Først og fremst er der Masken. Hr. Poulsen havde valgt, hvad man maaske kunde kalde: en Antydning af en Ibsen-Maske. Den høie Pande, Haaret og Bakkenbarterne var der, men dog saaledes, at det ikke syntes, at Hovedvegten var lagt paa Ligheden. Der var vistnok først og fremst tænkt paa «Ulven», og saa frembød visse Lighedspunkter med Ibsens Ydre sig ganske naturligt. Og Ulven var der ogsaa i det hvasse, skarpe Blik, som Fangenskabet og Mistilliden til Menneskene havde fremkaldt; det Blik, der saa at sige ikke forlod ham, naar han speidede efter de Menneskers Ord og Miner, mellem hvilke han færdedes. Hr. Poulsens Fremstilling havde ikke Spor af Komik over sig – saaledes som Enkelte mener, at der findes i Rollen –; han gav, saavidt jeg kan se, heller ikke noget Bidrag til Løsningen af Spørgsmaalet, om Borkman er et Geni eller ei. Han var den høie, myndige Mand, som selv tror fuldt og fast paa sit Kald, paa sin Mission, paa at han hører Malmene klinge og Fabrikerne arbeide, og paa, at den Dag kommer, da man atter vil hente ham, fordi man ikke kan undvære ham. Han var en autoritær Personlighed, hos hvem man ikke mærker Mistvivlen om egen Storhed og Kraft, og det lurende i hans Blik skyldes ikke Tvivlen paa sig selv, men paa Medmenneskene. Ypperlig kom dette til Udtryk i det stumme Spil, hvormed han i tredie Akt fulgte Tvekampen mellem Søstrene om Erhart. Men ogsaa denne Figur havde sine Pletter; først og fremst det langsomme Tempo, hvori Hr. Poulsen spiller, og som forhaler Stykkets Gang, der helst maa være som en aandeløs Flugt, hvor det ene store Indtryk følger det andet i Hælene; dernæst en eiendommelig Betoning af Ordene, som han havde lagt sig til i Begyndelsen, men snart maatte opgive, og endelig ogsaa for hans Vedkommende en fysisk Træthed, der undertiden kunde tage Magten fra ham.

For de øvrige Rollehavendes Vedkommende kan jeg fatte mig i Korthed. Høiere stod Hr. Olaf Poulsen som Extraskriveren, en fortræffelig Figur, hvori den store Komiker atter engang fik Leilighed til at vise sine Evner i Fremstillingen af dem, der lever paa Livets Skyggeside. Noteres kan, at hans Maske i meget mindede om Digteren Andreas Munch. Fru Emma Nielsen, den smukke Skuespillerinde, saa som Fru Wilton bedaarende ud i en mørkerød Fløiels Baret, en elegant rød Dragt med Guldpailletter og derover en lysegraa Skindkaabe, men om det just er i et saadant Toilette man lader sig bortføre – eller selv foretager en Bortførelse – er et andet Spørgsmaal. Hverken hun eller Hr. Gulbrandsen som Sønnen Erhardt fik i Grunden det ud af sine Roller, som kunde være bragt ud deraf.

Den meget omtalte Dekoration i sidste Akt havde man arrangeret saaledes, at man havde opgivet Vandretæppet, der oprindelig var paatænkt. Nu sænker der sig, da Scenen udenfor Huset er forbi, tre Florstæpper sukcessivt ned foran Skuepladsen, og naar de hæver sig igjen, ser man Dekorationen til sidste Scene og hører allerede Borkmans og Ellas Stemmer i Kulissen, fra hvilken de kort efter træder ind. De to Dekorationer var fortrinlige og hilstes med Bifald.

Theatret havde allerede faaet udsolgt tidlig paa Formiddagen til fordoblede Priser, og Kursen steg i Dagens Løb i den Grad, at Billetter til 1ste Parket noteredes i 16 Kr. Der var et meget distingveret Publikum; men ikke mange fremtrædende Personligheder. I Kongelogen sad Prins Valdemar og Prinsesse Marie, i første Parket saaes Fru Ellen Gulbranson.