Anonym anmelder i Morgenbladet

Tvende Gange kunde Direktør Brahm iaftes vise sig for aabent Tæppe og takke i den fraværende Digters Navn, efter anden Akt, hvor Bifaldet næsten havde en ovationsmægtig Karakter, og efter sidste Akt, da han meddelte, at der vilde blive afsendt et Telegram til Ibsen om den «grosse Erfolg». Det var et stærkt interesseret og andægtigt Publikum, som iaftes havde fyldt «Deutsches Theater» til sidste Plads, Bifaldet lød stærkt efter hver Akt, svagest efter den sidste, og det var vel nærmest ved «Ibsen-Verehrernes» ihærdige Anstrængelser, at Tæppet atter gik op, og den Smule Hyssen, der lød oppe fra Galleriet, er det neppe værd at skjænke Opmærksomhed, den blev strax overdøvet. Men ligefuldt er det umuligt at fastslaa, om Aftenen igaar blev til den Sukces, som Direktør Brahm benævnede den; det berlinske Premièrepublikum er saare uberegneligt, et Stykke, der strax gjør Lykke den første Aften, holder sig ofte kun nogle Aftener paa Plakaten, og omvendt kan et Arbeide, som det til Exempel har været Tilfældet med Sudermann, enstemmig blive fastslaaet som en Fiasko paa Premièreaftenen og dog senere blive til en Sukces. Hertil kommer, at en Ibsenpremière væsentlig adskiller sig fra andre Premièreaftener. I sidste Tilfælde kommer det særlig Publikum an paa at lære et nyt Arbeide at kjende, som hidtil har været vogtet som en streng Statshemmelighed. Men Ibsens nyeste Verk udkommer først i Boghandelen, og næsten enhver Premièrebesøgende kjender iforveien Handlingen og Dialogen og kommer i Theatret for at se, hvorledes den og den Scene virker i Rampens Lys; det er den faste «Ibsen-Menighed», som er vidt forskjellig fra den Skare, som giver Møde de andre Aftener, og først efter to-tre Opførelser vil man her i Berlin kunne fastslaa Stykkets Skjæbne.

At det blev til en Succes d'estime, hævder allerede samtlige Blade, der iøvrigt indbyrdes er ikke saa lidet uenige om Spillet, og særlig gjælder det de tre Hovedpersoner, Borkman, Gunhild og Ella, og særlig om den sidste er Dommene høist afvigende; enkelte Blade finder Else Lehmann «ganske fortræffelig», medens andre paastaar, at Rollen aldeles ikke ligger for hendes Talent, det samme gjælder ogsaa Nissen som Borkman; anseede Theaterkritikere som Schlenther i «Vossische Zeitung» og Landau i «Børsen-Courier» finder, at den udmærkede Kunstner «fandt den overbevisende Tone for Sværmeren, der stræber høiere end Bygmester Solness, og som tror sig kaldet til at skabe Tusinder af lykkelige Hjem».

I Virkeligheden vilde neppe nogen anden Scene turdet give sig i Lag med Ibsens Drama, end «Deutsches Theater», og Nissen er sikkert den eneste Skuespiller, der evnede at tage fat paa den vanskelige Rolle. Hvad det rent Ydre angaar, var hans Maske ypperlig og viste en let Lighed med Digteren, hvad ogsaa alle Bladene samvittighedsfuldt har noteret, omend de Lærde er i Uenighed om, det er Bjørnson eller Ibsen, han har villet kopiere. Men Hr. Nissen er en altfor ærlig og fin Kunstner til, at man kan tiltro ham den Hensigt at have villet kopiere Mesteren. Han brugte en karakteristisk nordisk Hoved, og saa er han kommet til – maaske uden selv at mærke det – at ligne Ibsen. Det hvide Haar reiser sig vildt og uordentligt om det mægtige Hoved, hvis Kinder er blege og furede, Øinene søger urolig omkring, og kun den vældige Pande bærer Tænkerens Stempel, det er Billedet af den «syge Ulv», som uophørlig vandrer frem og tilbage deroppe i den store Sal, og Kunstneren akcentuerer yderligere det pathologiske ved Hændernes nervøse Famlen og de abrupte Bevægelser, og derfor naar han høiest i anden Akt deroppe, hvor han lever i sit frivillige Fængsel. Scenen mellem de to, som gjensidig har bedraget hinanden, var maaske Aftenens fineste og mest vellykkede. I de Øieblikke, da han betoner sin stærke Selvfølelse, formaar Kunstneren ikke altid at overbevise og lader sig af Digterens Antydninger forlede til at overdrive Mandens Genialitetsmørke, hvorved der kommer mangt et parodisk Træk, der skader Figurens faste Støbning. Mindst heldig er han i Dødsscenen i sidste Akt, her er det snarere et Menneske, der bukker under for en legemlig Sygdom, end Sværmeren, der i Visionen skuer ind i en anden usynlig Verden.

Som Gunhild var Fru von Pollnitz, hvis Spil havde mange fortræffelige Momenter, just ikke den strenge utilgjængelige Frue, fra hvem der slaar en Kulde imøde, som bringer alle andre til at stivne, hendes Gunhild var en brav borgerlig Moder, hvis bistre Miner gjør de andre en Smule bange. Uheldig var derimod Frk. Lehmann som Ella; med det hvide Haar om sit friske røde Ansigt saa hun glimrende ud, men hendes Talent gaar i en ganske anden Retning; der var ingen Kraft og Storhed over hendes Smerte og hendes Vrede, og i Scenen i anden Akt var hendes Spil ganske virkningsløst. Den unge Erhart er en Rolle, der var skabt for Rittners unge og friske Talent. Ret heldig var ogsaa Hr. Reinhardt som John Gabriels eneste Ven, og Frk. Sandow karakteriserede den forføreriske Fanny Hilten godt, om der end manglede den skjønne Kvinde det dæmoniske Skjær.

Iscenesættelsen var særdeles stemningsfuld og røbede en fin Forstaaelse.