Nils Vogt

havde til Førsteopførelsen igaar af Ibsens nye Drama «John Gabriel Borkman» samlet et festklædt og feststemt Publikum, der havde besat hver eneste Plads i Salonen og med den største Interesse fulgte Forestillingen fra Begyndelse til Ende. Dr. Ibsens nærmeste Slægtninge saaes i første Logerads Sniploge, medens Digteren selv sad halvskjult i Skuespillernes Gitterloge, indtil den vedholdende Applaus efter Tæppets Fald bragte ham frem paa Scenen, hvor han bukkende modtog de stormende og langvarige Ovationer.

Disse skulde synes at tyde paa, at Opførelsen var en stor Sukces, et Indtryk, der yderligere bekræftes ved Hr. Garmans gjentagne Fremkaldelser og den Applaus, der faldt for aaben Scene baade til Fru Wettergreen, Fru Dybwad, Frøken Reimers og Hr. Selmer. Det vilde dog vistnok være forhastet at dømme efter en Stemning, der efter den Spænding, hvormed Premièren har været imødeseet, maatte have Luft paa en eller anden Maade. Nærværende Anmelder kan ialfald ikke tilbageholde den Udtalelse, at Opførelsen vistnok hverken for Digterverket eller for Theatret betegner nogen varig Seir.

Forestillingen igaar bekræftede, at dette Hjertekuldens Drama om «en Døv og to Skygger», der trods sin isnende Uhygge læses med saa spændt Opmærksomhed, paa Scenen lider af en Bredde i de tilbageskuende Samtaler, der ikke er egnet til at holde Liv i den dramatiske Spænding. Særlig er dette mærkbart i de to Søstres lange Scene i første Akt, der i det Hele taget vel tør betegnes som Dramaets svageste.

Det lykkedes da heller ikke Udførelsen at kaste Slør over dette svage Punkt.

Søstrene Rentheim hører til en fornem Slægt og de mødes for første Gang paa mange Aar under Fædrenes Tag. Mistro og Uvillie er svage Udtryk for de Følelser, de gjensidig nærer for hinanden, men der er ikke lagt dem i Munden et eneste Ord, der skulde nødvendiggjøre, at Tonen bliver enten mindre dannet eller hverdagslig. Man tænker sig disse to Kvinder, der har et saa stort Regnskab uopgjort sig imellem, stærke og faste, den ene hærdet til Stenhaardhed, den anden mere rig i Følelsen, skjønt ogsaa hos hende Kjærlighedslivet ikke længer kan blusse op, men vel endnu ulme i Asken. Deres Ord falder, som naar Staalklinger krydses, Kampen kan gjælde Livet, men den føres formelt efter Duellens hævdvundne Regler.

Fru Gundersen og Frøken Reimers spillede ikke Scenen i denne Stil. Urolig skiftede de Plads flere Gange, Replikerne faldt stundom ned i Hverdagstonen eller steg til en Heftighed, der forringede deres Vegt. Den Duellant, der ikke vil give sin Modstander Fortrin og det vil ingen af disse Søstre, hvis Villier her gaar Holmgang mod hinanden vogter sig vel for at tabe sin ydre Ro eller sløve sin Klinge ved feilagtige Stød.

Der var ved Fru Gundersens Gunhild, de i de følgende Akter store, stærke Linier, der har givet denne Kunstnerinde Evnen til stundom at yde det høieste, og hendes Kunsts Storhed traadte frem i usvækket Magt i anden Akts Slutningsscene, da hun kræver Sønnen for sig alene: «Mit skal min Søns Hjerte være, mit og ingen andens.»

Frøken Reimers´s Ella savner de fleste af de Egenskaber, der kunde gjøre hende til Dramaets mest fængslende Skikkelse. Vel har ogsaa Ella faaet sin Del af Hjertekulden, og hendes Krav som hendes Ofre er præget deraf. Men der klinger dog i hendes Ord en Understrøm af, at hun har eiet Evnen til den store Kjærlighed, den offervillige Hengivelse, hun træder ind, netop som Lægerne har fældt Dødsdommen over hende, mærket allerede af den snigende, ulægelige Sygdom. Disse Hovedsider ved Ellas Karakter og Skjæbne evner ikke Frøken Reimers´ robuste Kunst og kraftige Røst at give det naturlige Udtryk for. Der er ingen Musik i Ordet «elske», naar det lyder fra hendes Læber, man aner ikke, hvorledes Barndomsminderne strømmer ind paa hende og gjør hendes Hjerte mygt, naar hun mindes «Skabet, vi legte i som Barn».

Hr. Garman har opfattet Borkman som den heftige, opbrusende, høittalende Mand, der buldrer løs over den lidte Uret. Ud fra denne Opfatning gjennemfører Hr. Garman sit Spil med stor Styrke, og der er mange skarpsindige og træffende Træk deri. Det turde dog være tvivlsomt, om Opfatningen er den rette. Ialfald i anden Akt, hvor Borkman endnu er den frivillig indespærrede Drømmer, vil en mindre støiende Fremtræden være af større Virkning, ogsaa derved, at den Overgang til atter at ville tage Livskampen op, der mellem anden og tredie Akt noget hovedkuls og lidet motiveret foregaar paa Trappevandringen fra 2den til 1ste Etage, derved vilde fremtræde med større dramatisk Virkning. Hr. Garmans uheldige Sprogbehandling han brækker stundom Ord og Sætninger midt over som ogsaa hans rustne, ubehagelig skurrende Organ bidrager vel ogsaa Sit til, at man kunde ønske Sordine anvendt paa hans Spil. Ialfald burde den rent ydre Optræden i Maske, Dragt og Gebærder ligge en Streg høiere. Det bør ikke glemmes, at Borkman ved Siden af at være den mægtige, ogsaa har været den fornemme Mand, der nævnes som den, der i det Ydre optraadte som en Konge.

Stille, fordringsløs og naturlig giver Fru Dybwad Fridas lille Rolle, og Fru Wettergreens Fanny Wilton træder os lyslevende imøde i al sin dristige Livslystenhed, maaske lidt for lidet raffineret elegant, men særdeles naturlig og skikket til at fordreie Hovedet paa den Hanekylling Erhart, der vil «leve Livet» efter nogle Godtkjøbsgloser, af hvilke Hr. Roald gjorde saa meget ud, som fordres kan. Hans umiddelbare Kraft reddede Rollen, der ligger saa lige paa Grændsen af Karikaturen, fra at komme paa Stregens anden Side. Hr. Selmers Foldal var naiv og rørende, uden at byde paa noget nyt udover det, vi kjender fra «De Gamles Julaften», «Solnedgang» osv.

Over det sceniske Udstyr skal der hvile en dæmpet Farve af afbleget Fornemhed. Til Overflod er dette forordnet af Digteren selv, der til første og tredie Akts Stuedekoration anviser en «gammeldags falmet Pragt» og særlig nævner en Kanapé med Hestehaars Betræk, medens Salen, hvori Borkman har vandret i alle de tunge Aar, skal være en «fordums Pragtsal», hvis Vægtapeter med Jagt- og Hyrdescenerne skal være holdt i «falmede, afblegede Farver», Møblerne i «stiv Empirestil».

Det er ikke vilkaarligt, at Digteren har villet give Dramaet denne Ramme. Ved den blotte Indtræden i den gamle Slægts gamle Familiesæde skal man modtage Indtrykket baade af dens Fortid og dens Nutid, føle Modsætningen mellem fordums Glans og Nutidens glædeløse Liv, hvor Tankerne kredser om Fortidens Fald og Fremtidens Muligheder, medens Nuet hverken byder Evne eller Lyst til at holde Pragten vedlige.

Det kan de prisværdige Anstrængelser i al Ære ikke siges, at Christiania Theater helt har formaaet at skabe denne Ramme saaledes, at alle sceniske Midlers Samvirken mod samme Maal er naaet. De stærkt forgyldte Møbler, Oljetryksbilledet paa Væggen og de tarvelige Portrætter virker forstyrrende paa Stuedekorationen, hvis Ovn og Væguhr samt noget Nips staar igjen fra den gamle Tid i et Hus, som iøvrigt synes at være taget i Besiddelse af Indflytterfolk uden Tradition og Pietet. Salen ovenpaa imponerer ved sine Dimensioner og sin rige Bygningsstil, men er i Farverne for frisk og straalende. Friluftsdekorationerne i fjerde Akt er meget smukke, de sneklædte Granlier og Udsigten fra Aasen over Dalen med Byen og Fjorden i Baggrunden hører til det bedste, Theatret har ydet. Skade kun, at «Vandredekorationen» ikke formaar at holde en lignende Illusion vedlige som den, man kan være Gjenstand for i Jens Wangs «Holmenkolbane», den «mekaniske Stenkulsgrube» og lignende optiske Bedrag, hvor Tilskueren tror at være i Bevægelse, medens det alene er Dekorationen, der glider ens Øine forbi. Paa Christiania Theater, hvor Vilkaarene selvfølgelig er meget vanskeligere for at opnaa et saadant Sansebedrag, ser man altfor tydeligt, at det er Dekorationerne, der gaar, og Personerne, der staar. Naar man sætter Vandredekorationen i Forgrunden og Skuespillerne som Regel skjult bagenom, kan intet andet Indtryk fremkaldes.

Efter Gaarsdagens Førsteopførelse paa Norges Hovedscene paatvinger der sig en Sammenligning, der kan synes barok. Det er med Lindbergs Première i Drammen. Det lykkedes Lindberg, der dog havde Hænderne fulde med andre Opgaver paa Tivoli Theater, at faa en Uges Forsprang med Opførelsen, og der hørtes da ogsaa Varsler om, at dette maatte blive en Hastværksforestilling, lidet hensynsfuld mod Ibsens Digterverk. Idag byder Sandheden os at udtale, at Sammenligningen paa flere Punkter falder ud til Hr. Lindbergs Fordel. Med sit fra de forskjelligste Hold i Hast samlede Personale, der end ikke talte samme Sprog, med en kort Indstuderingstid og paa en Scene, der er vanskeligere at arbeide paa end Christiania Theaters, lykkedes det ham for flere Hovedrollers Vedkommende at skabe et Spil og en Stil, der vel kunde fortjent, at nogen af Christiania Theaters Personale havde uleiliget sig til Drammen for at lære noget af en Kunstner, der baade som Skuespiller, Instruktør og Iscenesætter er rig paa Ideer og rig paa Evner til at gjennemføre dem.