Poul Levin

I en silde Vinternat foregaar John Gabriel Borkman. Under en mørk Nattehimmel fyger Sneen, som lægger sig tungt over ludende Graner omkring et gammelt Hus, tæt udenfor Hovedstaden.

I dette Hus, fra Stue til Stue og ud gennem Gaardspladsen op i de bratte, granbevoksede Lier raser Lidenskaberne. Ikke som en Storm, thi Stormen suser blot formaalsløst frem, men som et Sneskred, der ruller tungt og sikkert, indtil det har naaet sit Maal og begravet Mennesker under sig, eller som en Ild, der fortærer uden Naade, indtil Gløderne synker sammen i Asken.

Saa mægtigt som et Natursyn virker Ibsens nye Skuespil. Man glemmer under Læsningen alt Andet for det, og naar man lukker Bogen, er man en Oplevelse rigere.

Maaske har Ibsen heller ikke nogensinde før skrevet et Skuespil, hvor hans tekniske Kunst staar saa højt. I John Gabriel Borkman er det, som man i gamle Dage kaldte Tidens Enhed, overholdt saa nøje, som det overhovedet er muligt. Den Tid, i hvilken Stykket «foregaar», er akkurat saa lang som den, man bruger til at læse eller se det; der findes mellem Akterne ikke længere Ophold end det Øjeblik, i hvilket man vender Siden eller lader Teatrets Tæppe gaa ned og op. Saa voldsomt er Stykkets Liv, at selve Farten hidser Ens Tanker til at følge. Man hvirvles med.

Naturligvis beror dette delvis paa en Fiktion. Den Ibsenske Teknik er jo saaledes, at hele Forhistorien, den uundgaaelige og absolut nødvendige Forudsætning for Konflikten, gives i enkelte Repliker, i hvilke Personerne kaster Blikket tilbage paa deres Liv. Denne Tilbageskuen, som Ibsen formaar at forme med en saa gribende Korthed og Klarhed, ofte ved et eneste genialt Ord, er et Fund, der gør det muligt for ham at undgaa den første Akt, det Forspil, den Indledning, eller hvad man nu vil kalde det, der sætter et Skillerum af Tid mellem Stykkets Begyndelse og dets Fortsættelse, og som dramatiske Forfattere før har brugt og vel ogsaa i Fremtiden vil bruge med fuld Ret.

Men unægtelig giver denne stærke Sammentrængthed Ibsens Skuespil en umiddelbart gribende Magt, en Realisme, der er fuldgyldig paa Scenen, selv om den egenlig slet ikke er Livets.

Med en saadan Tilbageskuen begynder John Gabriel Borkman. Hurtigere end i de fleste af Ibsens seneste Dramer bliver vi her klare over, hvad der er sket i det gamle Hus. Ud af den første Samtale mellem Fru Gunhild Borkman og hendes Tvillingsøster, Ella Rentheim, vokser den Tragedie, hvis Virkninger vi sér foregaa for vore Øjne. I otte Aar har de to Søstre ikke talt sammen, og deres Ord falder af sig selv paa det, som foregik for saa længe siden. Da var det, at Bankchefen John Gabriel Borkman slap ud af Fængslet, hvor han havde sonet en svigagtig Fallit, der drog Mangfoldige i Ulykke. Alt styrtede sammen om Familien, kun Hustruens Søster, Ella, beholdt sin Formue uantastet. Hun købte Familieejendommen tilbage, lod Borkmans bo der og tog deres eneste Søn med sig for at opdrage ham.

Og i det gamle Hus sidder da han, den løsladte, mærkede Straffefange, og hun, for hvem Livet er brudt. De to har ikke talt sammen, de lever hver for sig. Han paa første Sal, hun neden under. Man sér ham ikke i første Akt, hører ham kun. Hører hans Trin, naar han gaar frem og tilbage deroppe. «Slig gaar han op og ned», siger Fru Borkman. «Frem og tilbage. Fra Morgen til Kvæld, Dag ud og Dag ind». Og hun føjer senere til: «Mangen Gang kommer det mig for, at jeg har en syg Ulv gaaende i Bur deroppe paa Salen.» Og under dette dumpe Akkompagnement udvikler hele Hustruens Karakter sig for os i den store Samtale med hendes Søster. Fru Borkman er graanet under Skammen. Hendes Træk er blevne haarde og stive, hendes Tanker kredser altid om det samme. Hun vil hævnes, hendes Navn Gunhild er dannet af to oldnordiske Ord, der begge betyder Kamp og bæres af Valkyrier.

En Valkyrie er Gunhild. Hun har aldrig Fred og giver den heller ikke. Det er, som var der Kulde omkring hende. «Jeg fryser altid», siger hun. Hendes Sjæleliv er saa usammensat som vel muligt. Hendes Sjæl krymper sig sammen ved den Skam, der har ramt hende. «Jeg fatter ikke, at noget saadant noget noget saa forfærdeligt kan overgaa en enkelt Familie! Og saa, tænk vor Familie! En saa fornem Familie som vor! tænke sig til, at det just skulde ramme den!»

Og da Søsteren indvender, at der ogsaa var Andre, hvem Slaget ramte, saa svarer hun med disse Ord, der giver hele hendes Karakter: «Naa ja, men alle disse her andre bryr jeg mig ikke saa stort om. For det var da jo bare nogen Penge eller nogen Papirer som det gik ud over for dem. Men for os ! For mig! Og saa for Erhart! Det Barn, som han dengang var! (I stigende Oprør). Skammen over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærdelige Vanære! Og saa rent ruineret til og med.»

Altid Skammen, som hun med al Familieegoismens Vildskab fører tilbage til sig selv og Sønnen. Hun bryder sig ikke om de Andres Penge og Skæbne, men der er noget andet hos dem, hun skælver for: de Tanker, de i deres Hjærter har om hende. I Husets Velmagtsdage da repræsenterede hun ved Mandens Side, da var hun over dem alle ved hans Rigdom og hans Rigdoms Magt, nu sidder hun i Mørket og higer efter at komme frem mod Lyset igen. Ikke ved Mandens Hjælp. Hun væmmes ved ham. Da Søsteren spørger, om hun ikke kommer sammen med ham, svarer hun ikke haardt, som det ofte angives, at hendes Repliker skal lyde, men i det hun sér forbavset op : «Han, som har maattet sidde under Laas og Lukke i fem Aar!»

Nej, den som skal frelse hende, det er Erhart, den unge Søn, der har levet sin Barndom hos sin Tante. Elsker denne Moder sin Søn? Ja, som hun kan elske. Som de Vildes Høvding maa elske sin Søn, naar han er ung og stærk og lovende og kan værne om Stammens Ære.

Fru Borkmans Stemme maa lyde højt og skingrende, naar hun taler om sin Søn. «Jeg har en i Baghaanden, jeg, skal du vide. En, som skal tvætte rent alt det, som som Bankchefen har tilsmudset.» Og hendes Ord svulmer stærkere og stærkere, det er, som drog hun ved Tankerne om Sønnen højere og højere op til Dagens Lys fra Fængselskælderens Mørke.

Men hun mødes paa Halvvejen af Ella. Hendes Navn har en blød og kærlig Klang, hun er klædt i sort Fløjl, hendes sølvhvide Haar er strøget op i naturlige Bukler fra Panden, «hun ligner Søsteren af Udseende, men hendes Ansigt har et mere lidende end haardt Udtryk». Ogsaa hun elsker Erhart, men anderledes end hans Moder gør det. Thi hun elsker ham som en Moder. For hvert krævende Ord, Moderen har om ham, har hun et mildt. «Jeg vil lette Vejen for Erhart til at bli et lykkeligt Menneske her i Verden». «Jeg vil ha hans kærlige Sind hans Sjæl hans hele Hjærte». Det er hendes Ord om ham. Og nu kommer hun for at rive ham ud af Moderens Vold, denne Moder, der kun vil bruge ham. Dér staar de to Kvinder, begge med Sorgens Mærke paa sig; de staar truende og mægtige overfor hinanden i den gamle Familiegaard, mens Sneen fyger udenfor, og Fortiden lyder med slæbende Trin over deres Hoveder.

Da aabnes Døren livfuldt af Sønnen, der kommer fra Hovedstaden, og af én til. Det er en Kvinde, Fru Wilton. Hun er «en paafaldende smuk, yppig Dame i Tretiaarene. Brede, røde, smilende Læber. Spillende Øjne. Rigt, mørkt Haar». Og Stuen fyldes af Erharts Glæde over at se Tanten, og af Fru Wiltons leende Livslyst. Det forklares ikke, men det føles straks, at Erhart er lidenskabeligt betagen af Fru Wilton. Han lige som glider i hendes Spor. Hun er stærk, klog og hersker i Bevidstheden om sin Skønheds Magt.

De to skal videre. De vil skynde sig ud af Stuen igen, ned til et Sted hvor der er Lystighed. Men Erhart maa af Hensyn til Tanten blive, maa se den fristende Frue gaa alene bort, idet hun halvt leende og halvt alvorligt siger, at hun nok skal tvinge ham til at følge, fordi hun vil kaste Runer efter ham og i sine Tanker byde ham, at han skal være hende lydig.

Gennem Erharts følgende Repliker, gennem Uroen i hans Ord, mærker man nu, hvor sikkert hun kaster sine Runer, Livsens Runer for Fryd og Lyst. Just i dette Øjeblik hører man Musik ovenfra danse macabre, Dødningedansen, der spilles for Faderen i Vinternatten. Og Erhart farer op, den Musik jager ham ud af Huset, han styrter afsted til Lys, til Larm og Glæde, til Livet til Fru Wilton.

Og da forstaar de to Kvinder, at der er En, som er stærkere end dem. For første Gang er de to Tvillingsøstre enige: ingen af dem under den Anden at vinde Erhart. Da afslører ogsaa Ellas Kærlighed sig som Egoisme. «Hellere hun end Du,» hvisker de begge to, mens Sønnen følger Fru Wiltons fjærne Kalden, og Dødningdansen lyder stærkere oppe fra Salen. Og de to staar rystende af Kampens Lidenskab, Næb mod Næb skal Ørne kæmpe, som der staar i Heimskringla.

Saa knugende, saa mægtig er Stemningen her ved første Akts Slutning, at man i Grunden ikke behøver den stærke Betoning, som falder paa Dødedansen. Døden vilde ogsaa uden den have været over Huset. Ordene vilde dog have virket ved deres egen betagende Magt, thi Ibsen har aldrig frembragt noget mere gribende.

I næste Akt er vi i Dødens Rige, oppe i den store fordums Pragtsal med de falmede Gobeliner, dér, hvor den vanærede Bankchef holder til, vandrende hvileløs omkring mellem de stive Empiremøbler eller lyttende til den Musik, som en bleg, femtenaarig Pige, Frida Foldal, Datter af en af dem, han drog med i Ulykken, udfører for ham paa et Piano.

Alle Møblerne er dog ikke Empire. Der findes i Stuen «et stort udskaaret Egetræs Skrivebord med mange Bøger og Papirer». Det maa have staaet i den forhenværende Bankchefs Privatkontor, det er vel det eneste, han har reddet ud af Skibbruddet, og ved det stiller John Gabriel Borkman sig, naar Nogen en sjælden Gang banker paa hans Dør. Han støtter den venstre Haand mod Bordpladen og stikker den højre ind paa Brystet, som en Fyrste, der modtager sine Undersaatter, staar han og venter paa, at Oprejsningen skal komme til ham.

Atter har Ibsen vovet at skildre et Geni, og atter er det lykkedes ham. Han er som en dristig Vandrer, der atter og atter svinger sig op paa en Bjærghøjde, som kun de udvalgte Faa har Ævne til at bestige.

John Gabriel Borkman er i Slægt med Konsul Bernick i Samfundets Støtter, dette Skuespil, som man nu med en meget betegnende Flothed kalder en Folkekomedie. Baade Bernick og Borkman er skabte til at herske, fordi de ikke blot har Ævnen, men ogsaa Modet. Men Borkman er dybere end Bernick, vi ser ham ikke som Samfundsstøtten, men som en Mand, hvem Daadslysten og Handelslidenskaben river med sig. En Bjærgmandssøn er han, nede i Gruberne har han hørt Malmen synge under Hammerslagene, synge af Glæde, fordi den kommer op i Dagens Lys og tjener Menneskene.

Alle de bundne Kræfter vil Borkman løse, gøre dem levende. Denne mægtige Tidsalders Blod ruller hedt og rygende i hans Aarer. Han er født af en hæftigt attraaende og dristigt vovende Tid. Han vil kombinere og samle, han taler om «de svimlende store Aktieselskaber», han vil stifte, og den Gang han gik i Stilhed og tumlede med alle de store Foretagender, da var det for ham, som om han «gik der i de søvnløse Nætter og fyldte en Kæmpeballon og skulde til at sejle ud over et usikkert, farefuldt Verdenshav.»

Vor Tids Handelsdrift, der har spændt Verden ind i et Næt af syngende Metaltraade, og Opdagerdristighed, som vover Farten ud i det Ubekendte, samler sig hos denne Mand.

Og da han saa er falden, saa knækkes han ikke. Naar der siges til ham, at hans Liv er forspildt, saa svarer han i kold Forretningstone: «Jeg eragter ikke mit Liv som forspildt endnu,» og den lille, fattige, blege Frida, der ikke helt tør vedgaa, at hun tror paa sit musikalske Talent, advarer han med løftet Pegefinger: «Vær da aldrig saa gal at tvile paa Dem selv.»

Denne Skikkelse træder mægtig frem for os i de to første Scener i anden Akt, den første med Frida, den anden med hendes fattige, knækkede Fader, Vilhelm Foldal, Ekstraskriver i et Regeringskontor, den eneste, der blev Borkman tro.

Der sidder de to forulykkede Mennesker i den falmede Sal og søger at bilde hinanden ind, at de tror paa hinanden Foldal paa Borkmans Oprejsning, Borkman paa, at Foldal er Digter, den Illusion, som bærer den gamle, ulykkelige Mands Liv.

Men saa rejser Tvivlen sig hos dem begge, og Borkman viser Foldal fra sig. Foldal kommer til at røbe, at han i Virkeligheden ikke tror paa, at Loven gør en Oprejsning mulig. «Der er ikke noget Præjudikat for sligt,» siger han. «Behøves ikke for Undtagelsesmennesker,» svarer Borkman.

     Foldal.
Loven kender ikke den Slags Hensyn.
     Borkman (haardt og afgørende).
Du er ingen Digter, Vilhelm.

Disse tre, fire korte Repliker kaster en dagklar Belysning over de to Mænd.

«Vi har bedraget hinanden gensidig altsaa. Og kanske bedraget os selv begge to,» siger Borkman. Og Foldal svarer med en Troskyldighed, et Suk, der lyder som en Klage over Menneskelivets Forfængelighed: «Men er da ikke det i Grunden Venskab, John Gabriel.»

Og med Foldal forlader den sidste Ven den store Drømmer. Men den Storm, der raser i Huset, naar ogsaa ham. Ella søger ham for at faa ham til Forbundsfælle imod Erharts Moder.

Atter trænger Kvinderne ind i John Gabriels Liv. En Gang har de raadet hans Skæbne og bragt ham Ulykke. Overfor Foldal har han tilstaaet det i et harmfuldt Udbrud: «Aa, de Kvinder! De fordærver og forvansker Livet for os! Forkvakler hele vor Skæbne, hele vor Sejrsgang.» Og nu i Samtalen med Ella lægges det Hele klart for os. Den Sejrsgang, han taler om, den gik over hendes Lig. Thi hendes Liv har været forspildt fra den Dag, John Gabriel opofrede hende, som han elskede, for at naa ind i den Stilling, hvor han vilde vinde Magten. Den, som raadede for Ansættelsen af den ny Bankchef, elskede Ella ulykkeligt, fordi hun var forelsket i John Gabriel. De to havde drømt sammen, for hende havde han udviklet sine store Planer, men nu, da det var Betingelsen for hans Ansættelse, at han opgav Ella, gjorde han det, fordi Lidenskaben efter at naa op, den mægtige Ærgærrighed, der bringer de store Gærninger ud i Livet, krævede det ubønhørligt af ham.

Der er det mørke Punkt i hans Liv, det, hvor Ulykken, Straffen, Gengældelsen har ligget og luret paa ham, selv da han stod i Livets klareste Solskin. Thi Ella glemte ikke sin Kærlighed, og hun rakte ikke den Mand Haanden, der havde skabt Borkmans Storhed. Da derfor den svære Time kom for ham, da Bankchefen for at naa over det vanskelige Punkt havde benyttet Midler, der ikke var hans, da røbedes han af den, der vidste af det Hele, Manden, der havde sat ham paa sin ansvarsfulde Post, og som nu hævnede sig, fordi han vidste, at det var for Borkmans Skyld, at Ella ikke vilde blive hans Hustru.

Men endnu videre strakte Gengældelsen sig. Thi selv om John Gabriel var falden, saa vilde han have kunnet rejse sig, hvis han ved sin Side havde haft En, der støttede ham i Troen paa, at Oprejsningen var mulig.

En saadan Medhjælp vilde Ella have været for ham. Gunhild, hvem han aldrig har elsket, med hvem han aldrig har levet, men som han kun har brugt til at repræsentere sammen med, Gunhild, der hader og foragter ham, hun blev for ham kun som en ny Fangevogter, der tvang ham til fornyet Isolation, efter at han var kommen ud af Fængslet.

Saa bærer da John Gabriel Straffen i sig selv. Indefra hans egen Sjæl udgik de Gærninger, der knækkede ham og lagde Forbandelsen over hans Liv.

Og derfor træder Ella ind i hans Stue som den store Dom. I disse Repliker ligger Stykkets dybeste Mening:

     Ella Rentheim (træder nærmere).
Du er en Morder! Du har begaaet den store Dødssynd!
     Borkman (viger hen mod Pianoet).
Raser Du, Ella!
     Ella Rentheim.
Du har dræbt Kærlighedslivet i mig. (Nærmere mod ham.) Forstaar Du, hvad det vil sige? Der tales i Biblen om en gaadefuld Synd, som der ingen Tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store naadeløse Synd det er den Synd at myrde Kærlighedslivet i et Menneske.

Og som en Art Bod forlanger Ella af Borkman, at han skal lade hende faa Erhart. Han er det eneste, hun har i Livet alt andet ligger dræbt. Hun bærer paa en dødelig Sygdom, har kun kort Tid at leve i, hun vil have, at Erhart skal være hos hende, bære hendes Navn, naar hun er død, «tænke paa mig, mindes mig varmt og vemodigt slig, som en Søn tænker paa og mindes den Mor, han har mistet.»

Og Borkman giver Afkald paa sin Søn han aldrig har kendt. Men i dette Øjeblik træder Fru Borkman ind, hun har hørt Alt og rækker sin Arm truende i Vejret. Da drages Borkman ind i Hvirvlen, da forlader han for første Gang den gamle Sal og drager ind i Stuen nedenunder.

For første Gang efter den Dag, Fru Borkman blev indkaldt for Retten, staar de to Ægtefolk overfor hinanden. Og Borkman klarer hele sit Liv, klager over, at Ingen forstod ham. Men da han vil forsvare sig med, at han vilde have Magten for at skabe Menneskelykke vidt omkring sig, da stiller hans Hustru sig imod ham med de Ord, der fælder ham paa ny.

Du havde engang Magten til at gøre mig lykkelig. Har Du brugt den til det?

Hverken hende eller Sønnen har han gjort lykkelige, og nu lever hun kun for at redde hans Eftermæle. «Det klinger jo næsten, som om jeg var død,» udbryder Borkman. «Det er du ogsaa,» lyder hendes Svar med isnende Haardhed.

Men dette hidser Borkman til nyt Liv; det er, som om han i det Øjeblik, han har forladt den gamle Stue, igen faar Mod til at tage fat. Han vil ud i Livet paa ny. Og ind i dette vil han drage Sønnen. Her staar Erhart mellem tre, der alle har Krav paa ham, alle ser deres Liv i at faa ham med sig.

Men stærkere end dem alle er Fru Wilton, den straalende, skønne, ogsaa for hende er han Livet, og hun vil intet andet end lade ham føle Glæden over at være ung og sund. Dette fylder Erhart helt. Alle de andre strækker Armene ud imod ham jeg vil ha dig, raaber Moderen imod ham, Faderen, Tanten, men han svarer dem: jeg er ung, jeg vil leve, leve, leve!

Og saa drager han da bort med Fru Wilton, der byder ham Livet for Livets egen Skyld. Hun gør det klogt og varsomt, som den, der kender Mændene og deres Sind. Der siges om hende, at «hun er saa ualmindelig forstaaende,» «hun har studeret Erhart, saadan rigtig tilbunds, ind i Sjælen.» Derfor véd hun ogsaa, at den Dag vil komme, da hun ikke mere er ham nok, da han vil søge til Andre med sin Kærlighed og Ungdom. Derfor tager hun den lille Frida med sig paa Rejsen, og Ibsen fører Spørgsmaalet ud til den dristigste Konsekvens, idet han lader hende sige «halvt ironisk, halvt alvorlig:»

«Mændene er saa ubestandige, Fru Borkman. Og Kvinderne ligervis. Naar Erhart er færdig med mig og jeg med ham saa er det godt for os begge, at han, Staklen, har nogen at falde tilbage paa.»

Og ud drager da de tre i Fru Wiltons Slæde med de klingende Sølvbjælder. Fra dette Øjeblik suser Stykket til Ende med rivende Hast: Ude paa Gaardspladsen i den fygende Sne staar de tre og lytter til Bjælderne, der lyder fjærnere og fjærnere. De vil raabe ud i Natten, men Ordene fryser paa deres Tunger. Og igennem Sneen kommer den gamle Foldal vadende, han er paa Vejen bleven reven om af en Slæde den, som førte hans Datter bort fra ham. Al Vinterens knugende Forladthed er over disse fire, fortabte Mennesker, der staar med knækkede Viljer og ødet Lykke i Mørket og Kulden.

Men Borkman vil videre ud i Natten nu har han atter suget den friske Luft ind, han kan ikke igen gaa ind i Fængslet. Og nu følger en Scene af saa stor en Virkning som vel er muligt. Op igennem den snedækte Skov vandrer han fulgt af den trofaste Ella, op ad Fjældet, højt op, hvorfra de sér ud over Landet. Der sad de som unge, da laa Livet for dem. Og atter strækker han Armene ud imod sit forjættede Land. Aarene er gaaede med Sorg og Kamp, men hans Vilje er frisk. Og han sér som i en Vision alt det, han havde ønsket at skabe. Men den, hvis Liv han ødelagde, staar ved hans Side, han har lagt sin dræbende Haand paa hendes Hjærte, nu er det, som greb en Ishaand om hans.

Og hans synker død om i Sneen for hendes Fødder.

Hun breder sin Kappe over ham og sidder stille ved sin Elskedes Lig.

Der finder Fru Borkman dem, og de to Søstre, hvem Kulden, Hjærtekulden, har gjort til ulykkelige Mennesker, til Skygger, de rækker hinanden Haanden over ham, «de begge har elsket».

Det er Gløderne, som falder sammen i Asken, naar Ilden er brændt ud.

Dette er et hastigt Referat af Ibsens ny Værk. Meget vil der være tilbage, mangt et Træk er her glemt, Sønnens Forhold til Faderen, formelt og fremmed, er ikke omtalt, Foldals skønne Skikkelse næsten kun nævnet. Men det første Indtryk slaar næppe fejl: at John Gabriel Borkman er et af Ibsens skønneste Værker. Det er klart, skrevet med et teknisk Mesterskab uden Lige, og saa mægtigt i sin Skildring, som maaske intet af hans andre Skuespil. Alle de, der troede, at Ibsen havde proklameret Mysticismen, og som derfor overbød hinanden i Uklarhed og henfaldt i hysterisk Begejstring for hver ny uklar Bog, der blev skreven, vil her kunne se, hvor upaavirket, hvor mægtig i sin ensomme Storhed Ibsen har skabt sit Skuespil. Det vil lyde ud over Evropa, som en Seers vældige Ord. De vil ikke skræmme, ikke straffe. Ibsens Tale i de sidste Skuespil er mild og forsonlig. Ingen vinder frem, siger han i John Gabriel Borkman, ved at knuse andres Lykke, selv den Stærkeste bukker under for det Ansvar, vi har overfor Andre. Menneskekærligheden, Medlidenheden over Lykkens trange Kaar klinger fra dette Skuespil ud over Landene som Klangen fra en mægtig Sølvklokke, der føres af en Mesterhaand.