Henrik Ibsens nye Skuespil.
John Gabriel Borkman.
(Gyldendalske Forlag.)
Det er – man kunde næsten sige en Skæbnetragedie, dette Ibsens nye Værk. Med en skærende ubønhørlig Nødvendighed er her Led knyttet til Led i den Ulykkens Kæde, der slynger sig gennem Værket. Lysnede der som et mildt Skær af Dag over «Lille Eyolf»s sidste Akt – af Tro paa, at Livet dog kan lade sig leve, at er der spærret paa een Kant, saa kan der findes Udvej paa en Anden – saa er i «John Gabriel Borkman» Alt trøstesløst.
Skuespillet er et nyt Kapitel af Livsløgnenes af Ibsen saa ofte dyrkede Historie. John Gabriel Borkman, hvis Navn i hele sin monumentale Længde en Gang havde en saa god Klang, er en Bjergmandssøn. Siden blev han Chef for en stor Bank, og her var det da hans Drøm at rejse de døde Skatte til Virksomhed og Liv. Han vilde «skabe Lys og Varme over Sjælene i mange tusind Hjem». Siden – mange Aar efter, har han følgende Hymne til «de bundne Millioner», til «Malmaarerne, som strække deres bugtede, grenede Arme ud»:
«Jeg elsker Eder, der I ligger skindøde i Dybet og i Mørket! Jeg elsker Eder, I livskrævende Værdier – med alt Eders lysende Følge af Magt og Ære. Jeg elsker, elsker, elsker Eder!»
Han spillede da stort Spil. For at naa sit Maal sveg han den Kvinde, som han elskede, Ella Rentheim, og ægtede hendes Tvillingsøster. De mange Aar efter gøres der op mellem dem i følgende Ord:
Ella Rentheim
(træder nærmere):
Du er en Morder! Du har begaaet den store Dødssynd.
Borkman
(viger henover Pianoet):
Raser Du, Ella!
Ella Rentheim:
Du har dræbt Kærlighedslivet i mig (nærmere mod ham). Forstaar Du, hvad det vil sige? Der tales i Bibelen om en gaadefuld Synd, som der ingen Tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for Noget. Nu begriber jeg det. Den store naadeløse Synd, – det er den Synd at myrde Kærlighedslivet i et Menneske.
Men ikke nok hermed! For at skabe Lykke gennem disse Millioner, begik han en Forbrydelse. Han forgreb sig paa fremmed Ejendom. Og her ramtes han af Nemesis. Den Mand, hvis lykkelige Rival han havde været over for Ella, og som tillige var hans bedste og fortroligste Ven, blev den, der forraadte ham, udleverede ham til Straf og Vanære. I Aarevis maatte han da sidde indespærret, og siden har han i otte Aar levet sit ensomme Liv som en Ulv i Bur. Paa hans Hustrus Fædrenegaard bo han og hun hver for sig. Hvileløst vandrer han frem og tilbage som en Ulv i Fangenskab. Ingen kommer til ham uden en gammel Ven, Foldal. Ogsaa denne lever paa en Illusion: om at trænge igennem med et Sørgespil, han forfattede i sin Ungdom. Aldrig gaar Borkman uden for en Dør, og han er fremmed for sine Nærmeste.
Kun Foldals Datter spiller af og til for ham om Aftenen – Danse macabre, Dødningdansen. Dens Toner naa ned nedenunder til Fru Borkman, som drømmer om Oprejsning for Familien, gennem hendes og Borkmans Søn, Erhart.
Men som sædvanlig hos Ibsen ligge alle disse Begivenheder forud for Handlingens Begyndelse og erfares først efterhaanden gennem den Omtale, der i Skuespillet findes af dem. Det er ikke ranke og sunde Menneskeskæbner, der her gaa Undergangen i Møde. Nej, det er syge og forkrøblede Existenser, hvis sidste Dødskamp man er Vidne til.
– – Her kommer da Ella med Dødsspiren i sig, ældet og nedbrudt, for at gøre sit Krav gældende paa Erhart, der under Familiens Ulykke er opdraget af hende. Her kæmper Moderen en fortvivlet Kamp for at holde ham til sig, klamrende sig fast til sit Haab om Oprejsning gennem ham. Her blusser endnu engang John Gabriel Borkmans Haab om at udrette Noget for Menneskeheden op. I Stykkets sidste mægtigt gribende Scene stige han og Ella sammen op ad Fjeldet.
Borkman
(standser ved Dybet til Venstre):
Kom her, Ella, saa skal Du se.
Ella Rentheim
(hos ham):
Hvad er det, Du vil vise mig, John?
Borkman
(peger udad):
Ser Du, hvor Landet ligger frit og aabent for os – vidt ud over?
Ella Rentheim:
Der paa Bænken sad vi ofte før, – og saa endnu langt, langt videre ud over.
Borkman:
Det var et Drømmeland, vi saa ud over den Gang.
Ella Rentheim
(nikker tungt):
Vort Livs Drømmeland var det, ja. Og nu er det Land snedækt. – Og det gamle Træ er dødt.
Saa brister da John Gabriel Borkmans Hjerte – han føler som Greb af en Malmhaand – og de to Søstre række hinanden en Forsoningshaand. Hvorfor skulde de ogsaa staa fjendsk overfor hinanden mere? Hvad der skilte dem, er svundet – Erhart, hvis Sjæl de kæmpede om, er draget bort med en Kvinde, der var ung og smuk. Og hermed er Livet og den Smule Sollys, der var i Stykket, gaaet ud af det. Og i Bortfarten har Kanen, hvori de kørte bort, og hvori ogsaa Foldals unge Datter sad, paakørt denne. Men han lever lykkelig videre – thi han er endnu ikke reven ud af «Livsløgnen». Men allerede synes man at se Ulykken strække sine gridske Fangarme ud ogsaa efter den Unge, hvem den endnu ikke har naaet.
Saaledes er Ibsens Stykke. Det er ikke lysere end noget af hans foregaaende, men det er, som gik der et vist høstligt Drag af Resignation igennem det. Det virker derfor ikke saa bittert, ikke saa flængende trist som Andre af Digterens Arbejder. Og paa den anden Side er det mægtigere og større end f. Ex. «Lille Eyolf», hvilket Skuespil det forøvrigt ligner deri, at det ikke i nogen udpræget Grad frister sindrige Fortolkere.
Man vil ikke hurtigt glemme de tre Hovedpersoner i Stykket, denne hvileløse John Gabriel Borkman, denne Fru Borkman, hvis Hjerte ligesom har lukket sig helt til i de mange Aars bitre Rugen over en Tanke, denne Ella, der elsker til Døden, som opsamler Smulerne fra Kærlighedens Bord. Ogsaa Foldal er en skarpt skaaren og ægte Ibsensk Skikkelse. Fru Wilton – Erharts Elskede – der som et hastigt Glimt lysner frem i Stykket, er derimod vanskeligere at faa fat paa.
Ved en scenisk Opførelse vil rimeligvis – hvor stærkt end Stykkets Hovedscener ville gribe – de mange tildels langtspundne Udredninger af, hvad der ligger forud for Stykket, virke noget trættende. Men Ibsen synes efterhaanden at drive denne Metode mere og mere paa Spidsen, helt imod den Dramaets Grundlov, at Alt maa ske i Stykket, som lidt som muligt fortælles. Iøvrigt vil selvfølgelig Stykkets Scenelykke afhænge af, hvorvidt Teatret magter de tre bærende stortragiske Roller.
Komme disse til deres Ret, er der ingen Tvivl om, at det stortmenneskelige Digterværk vil kunne gøre lige saa dybt og varigt et Indtryk fra Scenen, som det gør ved en første, flygtig Gennemlæsning.
«John Gabriel Borkman» er et Skuespil af et Geni om et Geni. Geniet er vel neppe her nogen ung Ørn, der hakker sit Næb til Blods i Kampen mod de Klipper, som den dog ikke kan fjerne. Snarere mindes man om en Svane, hvis Vingefang er stækket, og som derfor falder til Jorden, da den forsøger en himmelstræbende Flugt. Thi «John Gabriel Borkman» er ikke nogen ung Mands Værk. I teknisk Mesterskab, i tragisk Storhed staar det højt i Rækken af Ibsens Arbejder. I Dristighed og opfindsom Kækhed naar det ikke det Bedste.