HENRIK IBSEN: JOHN GABRIEL BORKMAN
Ved Henrik Ibsens nyeste drama er det den vanskelighed, at det ikke er let at sige, hvad det egentlig handler om.
Efter titelen at dømme vil forfatteren have John Gabriel Borkman betragtet som hovedfiguren, ligesom kritiken i almindelighed opfatter stykket som et sørgespil med den forhenværende bankchef og do. straffange John Gabriel Borkman som helt. Hele 1ste akt samler ogsaa – efter den almindelige dramatiske kogebog – interessen om ham. Det væsentligste af hans liv til denne dag oprulles for os gjennem samtalerne mellem hans hustru og hans svigerinde, hans nærmeste paarørende, hvis liv for begges vedkommende er blevet saa sørgelig forspildt for hans skyld. Hele 2den akt fyldes af hans person. Nu optræder han selv, og hans indre sjæleliv lægges frem for os ikke mindre omstændelig, end hans ydre skjæbne blev fortalt i lste akt. Men i 3dje akt træder han helt tilside. Her er det sønnen Erhart, som bliver handlingens midtpunkt. Hele sidste akt, som rigtignok er den korteste, optages derimod atter helt af John Gabriel og hans pludselige død. Da stykket ender med hans død og ikke med Erharts flugt, maa det vel være greit, at John Gabriel Borkman er stykkets ikke blot titel, men ogsaa hovedperson. Erharts skjæbne er følgelig tænkt som et blot bimotiv. Det lader sig ikke gjøre at opfatte de to søstres kamp om han og hans flugt fra altsammen som den egentlige hovedhandling, hvortil man skulde fristes, eftersom der ellers intet foregaar af «handling» i stykket. Paa den anden side lader det sig ikke negte, at John Gabriel Borkman kun staar i et udvortes forhold til sin søn. I virkeligheden har de intet med hinanden at gjøre. Erharts skjæbne tjener ikke i mindste maade til at belyse hovedfiguren eller hidføre katastrofen, og der er ingen forbindelse mellem Erharts flugt og Borkmans forbrydelse, som jo er det eg, hvoraf al elendigheden skal have sit udspring. Erhart er en saa daarlig kar, at han nok kunde have fulgt sin lyst til at «leve, leve, leve», selv om han var gaat ud fra et normalt hjem.
Er dette rigtigt, lider stykket af en utilgivelig feil. Bimotivet har faat en altfor bred plads; interessen bliver paa en betænkelig maade splittet. Istedenfor én handling er der i virkeligheden to, hvis man ikke i de to søstres «kamp om den samme mand», deres fiendskab og endelige forsoning vil se en tredje.
Med hensyn til, hvad der nu skulde være hovedhandlingen, er der atter den vanskelighed, at der i virkeligheden ikke foregaar nogetsomhelst. «Hovedpersonen» John Gabriel Borkman foretager sig i virkeligheden ingenting. Efter et slags forsøg paa at faa sønnen med paa et liv, viet en ny verdenserobring, begiver han sig – efter de 8 aars frivillige indesperring – udenfor huset, forkjøler sig og dør. Det er det hele.
Det er nu heller ikke let at indse, hvorledes der skulde kunne bygges et drama om en figur som Jon Gabriel Borkmann. Denne modbydelige skikkelse, en egte forbrydernatur, besat af mammonsbegjær og menneskeforagt, er jo, som fruen meget rigtig siger, en død mand. Han er det socialt, forsaavidt som han forlængst, først ved tvang, siden frivillig, er bleven indestængt fra al omgang, og han er det ogsaa aandelig talt: Alt, hvad han siger, tyder paa sindsforvirring. Hans tale om sine verdenserobrende tendenser, hans otteaarige venten paa, at «man» skal nøde ham til atter – efter skandalen og den lange straffetid – at overtage posten i banken, hans uforskammede optræden mod sin eneste virkelige ven, den forresten halv-fjollede Foldal – alt tyder paa stormandsgalskab i fuld blomst. Hertil hører ogsaa hans egen bedømmelse af forbrydelsen. Han betragter den jo som en ligefrem fortjenstfuld gjerning; det er anmelderen, advokat Hinkel, som er den egentlige forbryder osv. Men en sindssyg mand kan umulig være dramatisk hovedfigur. John Gabriel Borkman foretager sig – som sagt – ingenting. Ligesom der intet lader sig foretage med ham.
Dersom regelen om «handlingens enhed» fremdeles skal kræves overholdt, maa derfor Ibsens sidste drama betragtes som forfeilet.
Stykket lod sig imidlertid redde, hvis nogen af personerne var istand til at fange sympati. Men et uheldigere galleri ved vi aldrig at have gjort bekjendtskab med. Vi har allerede berørt hovedpersonen. Men heller ikke Erhart med sin overfladiskhed og levemandslyst kan interessere nogen. Dertil er typen altfor almindelig og altfor kjedelig.
Ella er øjensynlig tænkt som en sympatisk skikkelse; hendes trofaste vedhængen ved sin ungdoms elskede træder imidlertid i skygge dels for hendes dybe skuffelse over ikke at være bleven gift med Borkman, hvis allerstørste forbrydelse netop er at have sveget hende («synden mod den Hellig-aand»!) og endda mere for hendes uslukkelige had til den i saa henseende lykkeligere stillede søster; rent ud modbydelig er hendes ansvarsløse betragtning, som den kommer tilsyne overfor Erharts livslyst.
Større respekt staar der ikke af søsteren. Hun synes – bortseet fra en viss nøgternhed i bedømmelsen af mandens virkelige tilstand – at være ligesaa forskruet i tankegangen som John Gabriel. For manden har hun bare foragt, og i sit barn ser hun kun et redskab for sin store «kongstanke»: at reise den sunkne slegt til hæder og værdighed igjen. Hendes høittravende repliker bringer en ofte til at tænke paa, om ikke ulykken er gaat ogsaa hende til hovedet. Kort sagt: begge søstrene, som bare aander had til hinanden og først kan forsones, da Borkman er død, og der altsaa ikke er mere at slaas om, er med sine fixe idéer ikke mindre frastødende end selve hovedpersonen.
Af bifigurerne er fru Wilton uden sammenligning den bedst tegnede person i stykket. Hun staar der lyslevende i al sin frivolitet, blottet for al moral og høiere hensyn. Er hun virkelig «grebet ud af livet», tør det hænde, vi her har legemliggjørelsen af fin de siècle`s specifike kvindetype, den intelligente, religions- og moralløse hetære, en Hedda Gabler i forbedret udgave, forsaavidt som hun har lært kunsten at «arrangere sig», hvad den stakkars Hedda aldrig fik mod til.
Imidlertid – ogsaa her indbydes man til funderinger, om det ikke er galt fat i den øverste etage. Eller hvad skal man sige om hendes forunderlige indfald at tage den lille frøken Foldal med, forat Erhart kan have en at falde tilbage paa, naar han er blevet kjed af fruen?!
Om extraskriver Foldals mentale tilstand er det heldigvis ikke vanskeligt at udtale sig. En begeistret anmelder ser i ham parodien paa stykkets helt og beundrer dybt dette mesterstykke af ibsensk menneskeskildring. Det er os desværre ikke muligt at indse, hvori det parodiske skulde ligge; de er jo lige forvirrede begge to og minder begge levende om ulykkelige virkelighedstyper fra sindssygeanstalterne. Men hvorom alting er – heller ikke han formaar at fængsle vor interesse; vi er hjertelig kjed hans digtersnak, og hans utrolige blindhed overfor datterens skjæbne berøver ham ogsaa vor medlidenhed, som han kanske ellers kunde fortjene.
Er stykket i teknisk henseende svagt, og dets personer blottet for alle sympatetiske egenskaber, siger det sig selv, at det ogsaa er totalt uden spænding, i virkeligheden – efter Voltaires bekjendte maxime – den tungeste dom, som kan fældes over et poetisk arbeide. At Erhart reiser med fru Wilton, kommer jo slet ikke overraskende, efterat vi har seet en prøve paa hendes «hypnotiserende» evne, ligesaalidt som den hele episode spiller nogen rolle i stykkets økonomi, uden forsaavidt som den skulde være skyld i, at Borkman kommer til at gaa ud i vinterluften. Heller ikke Borkmans død danner den dramatiske katastrofe, eftersom den kommer ganske uventet og uden paa nogen maade at være logisk sammenkjedet med stykkets konflikt, og at de to søstre omsider forsones, er os ogsaa ligegyldigt, da vi ikke har kunnet forstaa, hvorfor de ikke er blevet venner for længe siden. Dertil kan umulig behøves, at den «døde» mand slaas ihjel.
Det er bare pedanteri at pege paa smaating. Fru Borkmans pludselige optræden paa salen i 2den akt er f. eks. arrangeret saa urimelig effektfuldt, at den næsten virker parodisk. En «heltinde» staar neppe og lytter ved dørene.
Da ingen af stykkets hovedpersoner er udstyret med egenskaber, der i tilstrækkelig grad kan vække enten vor medfølelse eller vor afsky, da samtlige er enten halvgale, forskruede eller ingenting, da det ogsaa er haabløst at lede efter en etisk grundtanke i al denne ynkelighed1), siger det sig selv, at stykket – baade æstetisk og etisk – er uden synderligt værd. Digteren har denne gang – ære være ham derfor – forsmaat nogen deus ex machina (en lille rottejomfru f. eks.), som kunde bringe en smule sensation ind i al ensformigheden, og indtrykket, stykket efterlader, kan umulig blive smigrende for den berømte forfatter. Har det imidlertid været hans hensigt – med tilsidesættelse af de krav, den dramatiske form hidtil og ubestridt har stillet – at tegne for os en samling rigtig usympatetiske skikkelser anbragt i livets sørgeligste situationer (forbrydelse, sindssygdom, had, usedelighed, død), tør vi ikke negte, at det er lykkedes og det i fuldeste maal. Som støbte i jern staar de der, de forfærdelig forvredne skikkelser, en ny Laokoonsgruppe, skabt af Henrik Ibsens uhyggelig geniale mesterhaand. Verdensliteraturen kjender neppe sidestykker. Men neppe heller livets virkelighed.
Yngvar Brun
1) Enkelte har i stykket villet finde en straffepræken mod verdensbegjæret og egoismen. Herimod taler afgjort, at ingen af personerne ser noget selvforskyldt i ulykken. I sine egne øine er de aldeles udmerkede mennesker. Særlig gjælder dette hovedpersonen, som vel nærmest skulde holde for. Det er vel en dristig tanke; men for os ser det desværre snarere ud, som om digterens sympati følger Erhart og fru Wilton. De rammes ialfald hverken af straf eller straffepræken.