Anonym anmelder i Christiania-Posten

Brynjolf Bjarme har udentvivl tænkt paa Meget og Mangt, som han vilde behandle, og havt ikke saa faa Ideer, da han skrev Kjæmpehøien; man kan gjennem hele Stykket spore Tegn til at han har gjort ret mandige Tilløb; men da det saa kom til den egentlige Udførelse, saa har der enten manglet Taalmodighed eller Evne. Han har saaledes havt i Sinde at give et Billede af vore Fædres Liv og Sæder paa deres berømte Vikingetog og fører os i den Anledning endog til en af deres navnkundigste Tumlepladse, til Valland; men denne Skildring er blevet yderlig løs og skizzeret, og oven i Kjøbet har Forfatteren i sit Hastværk tillagt de gamle Vikinger Træk, som hverken vi eller vore Fædre kan være kjent med: Sagaernes Vikinger vare ingenlunde saadanne umenneskelige Barbarer, at de for at mætte sin Hævn endog nedsablede værgeløse Kvinder; heller ikke er det troligt, at Norges gamle Søhelte skulde fundet nogen Tilfredsstillelse i at svide en ussel Eremithytte af, fordi den tilfældigvis laa i den Egn, hvor en Fornærmelse skulde hævnes: slige Heltegjærninger forbeholder man rettest til Veirmøllens bekjendte Ridder. Fremdeles har han søgt at fremstille Nordens Hedenskap og Kristendommen i Konflikt med hinanden og dennes Seier; men ogsaa her er det blevet med et blot Tilløb; den videre Udvikling savnes, man faar ingen Forestilling om hvorledes det egentlig gaar til at Kristendommen som en Sed er i stand til at døve Hedningens Sværd, man ser kun at Forfatteren har været af den Mening at det forholder sig saaledes. Stykkets Indhold synes heller ikke i og for sig at være synderlig skikket for dramatisk Behandling. En Høvding fra Norge har været paa et Herjingstog i Valland (Normandi); men under Indtagelsen og Plyndringen af en Borg, hvis Eier falder i Slaget, bliver han saaret, og hans Mænd, der tro ham død, drage bort; den faldne Borgherres fem Aars gamle Datter Blanka, det eneste levende Væsen, der er bleven tilbage efter Normændernes Skjænden og Brænden, finder imidlertid den saarede Viking, pleier ham og gjør ham til Kristen (!): saa reiser han en nordisk Kjæmpehøi som Symbol paa at Vikingen er begravet, og da Stykket begynder, gjenfinder man ham som en from Eremit med sin Pleierdatter, hvis sværmeriske Karakter er bleven mægtig tiltalt af hans Sagn om Norden, dens Guder og Folk. Imidlertid lever hans Søn Gandalf i Norge, og saasnart han er blevet voxen Mand drager han ud paa Viking for at hævne sin Faders formentlige Drab. Han lander netop paa det Sted hvor Eneboeren har sin Hytte og omgivet af sin Skare sværger han en Ed, ikke at ville hvile forinden han ikke alene har faaet Hævn over sin Faders Banemand men herjet og ødelagt den hele Egn. Neppe har han svoret denne Ed før han bliver Blanka var, der uden at bemærke Vikingskaren efter sin Sædvane kommer for at bestrø Kjæmpehøien med Blomster og bekrandse Bautastenen. Den gamle barske Kjæmpe Asgaut, en af Gandalfs Mænd, opflammes ved Synet af hende til en Tapperhed, der stærkt minder om Holbergs Didrich von Menschenschreck, idet han drager sit store Sværd og paastaar at den uskyldige Pige skal falde som det første Offer for Hævnen. Gandalf forhindrer dog dette, og efter at hun har forrettet sin Andagt ved Kjæmpehøien, tiltaler han hende, værger sig i Begyndelsen mandeligt mod det Trylleri, som den yndige Pige strax øver over ham, men da hun oplyser ham ved nogle Brudstykker af den kristelige Moral, erkjender den barske Viking pludselig, at han er forelsket i hende og bliver særdeles tam. Da komme hans Kjæmper med Bernhard, Eremiten, som de have fanget. Den Gamle udgiver sig først for Gandalfs Faders Drabsmand, og Gandalf, som ikke vil øve Blodhævn over sin Elskedes Fader, beslutter nu fortvivlet at bestige sit Skib og lade den røde Hane gale over sig. Da endelig forklarer Eremite n hvo han er, at han er Gandalfs Fader, og velsigner under Skjoldegny af Kjæmperne sine Børns Kjærlighed; de drage til Norden, men selv vil han ikke forlade det Sted, hvor han har reist sin egen Gravhøi, der vil han, den gamle Viking sidde om Vinternatten og lade sine Tanker gjæste Norden, naar Nordlyset flammer paa Himmelen, hvilken Fornøielse han unægtelig ikke vilde faae ret ofte, da det som bekjendt ikke gives Nordlys i Frankrig, men det er nu en licentia poetica, som man ikke skal tage det saa nøie med. Historien selv er ingenlunde upoetisk, – den kunde rimeligvis afgive ypperligt Stof for et Par Romaner, og betragtet som et episk-lyrisk Digt er Kjæmpehøien udentvivl et Arbeide af ikke ringe poetisk Værd; thi mange av Enkelthederne ere særdeles skjønne, – næsten enhver Replik udmærker sig ved et lyrisk Sving, en Fylde af poetiske Tanker, hvoraf man rimeligvis vil finde endnu mere ved at læse Stykket end ved en enkelt Gang at se det opført. Derhos er det Hele indklædt i særdeles smukke velklingende Vers, hvori Forfatteren synes at have ualmindelig Styrke. Som «dramatisk« Digtning er det imidlertid aabenbart ikke synderlig heldigt. Næsten overalt mangler der tilstrækkelig Motivering, Karaktererne ere, maaske dog med Undtagelse af Blankas, meget løst tegnede, og man savner alt for meget sand dramatisk Effekt. Brynjolf Bjarme har tidligere leveret et Arbeide «Catilina», der som dramatisk Værk heller ikke er af synderlig Værd, skjønt det i denne Henseende udentvivl staar over Kjæmpehøien; men begge disse Arbeider vidne om et digteriskt Pund, som fortjener Opmærksomhed og som forhaabentlig med Tiden ogsaa vil kunne gjør sig til Herre over den dramatiske Form. – Udførelsen var i det Hele taget heldig. Hr. Jørgensen spillede den gamle Eremits Rolle med Værdighed og Sandhed, og paa Hr. Smiths Spil som Gandalf vilde der ikke været noget at udsætte, naar han kun overalt havde funnet sin Rolle. Jomfru Svendsen udførte Blankas Rolle med Varme og Følelse og hendes Udførelse var maaske saa meget smukkere, fordi Rollen ikke saa meget giver Anledning til egentlig Spil som Deklamation.

Efter Kjæmpehøien, der neppe varer mere end en Halv Time, opførtes «Lises Halvstøvler», der ikke har mindre end tre Forfattere, og «Til Sæters»...