Anonym anmelder i Krydseren

Atter har Brynjolf Bjarme ved sit Drama, «Kjæmpehøien,» tildraget sig Publikums Opmærksomhed. Vi kjende ham fuldkommen igjen som «Catilinas» Forfatter; Reenhed i Formen, ideal Værdighed og en ualmindelig ædel Holdning gaaer igjennem dette Arbeide saavelsom det forrige. Rimeligviis ville Mange paa Grund af denne tilsynelatende vel stærke Roes læse de følgende Linier med nogen Mistillid; man gjør Uret, ville de formodentlig sige, i at anvende paa saa smaa, ubetydelige Stykker Udtryk, der ere en Virak for Literaturens Lys. Dog, heri ligger upaatvivlelig en Misforstaaelse. De Fortrin, vi ovenfor omtalte hos vor Forfatter, ere vistnok store, — og ikke mange Digtere kunne rose sig af at besidde dem, mindst i vor Tid, da et mægtigt Publikums Svagheder og egoistiske Fordringer ofte synes at øve en betænkelig Tilbagevirkning paa Smagsidealet; men de ere ogsaa Fortrin, som, ihvorvel Kunsten er Alt ved dem og Intet uden dem, dog ingenlunde ere tilstrækkelige for en Digter. Det kunde synes som om det var en unødvendig og søgt Vidtløftighed at gjøre en slig Distinction imellem en Kunstner (i særegen Forstand) og en Digter; men det er ikke saa; det Følgende vil forhaabentlig vise, at den ikke alene er fuldtberettiget, men endog i dette Tilfælde er nødvendig for at forklare det ingenlunde hyppige Phænomen, at et ungt Talent debuterer for Verden med Værker, der baade fra Ideens og Formens Side ere ulastelige, og dog mangler noget særdeles Væsentligt. Digteren nemlig maa være Kunstner; men han maa tillige være noget Mere end en Kunstner; ja der gives endog Digtearter; hvori dette Mere er aldeles overveiende i Sammenligning med det Kunstneriske og hvori Digteren hovedsagelig er Forfatter; dog, herom ville vi ikke tale; det, vi ville drage Opmærksomheden hen paa, er egentlig den dramatiske Digtning, i hvilken Digtekunsten igjennem Lyrikens Følelse og Eposets Omstændelighed naaer sin Fuldendelse, — og med Hensyn paa den, maa vi fastholde den Betragtning, at Dramaet foruden Ideens og Formens harmoniske Skjønhed tillige maa besidde en vis intellectuel Fylde. Det maa ikke alene virke umiddelbar som Billedhuggerkunsten, der kan siges at repræsentere den egentlige Kunst i sin abstracte Almindelighed: men den maa, — og deri ligger endog megen Betydning, — ogsaa virke middelbar ved at vække Læserens eller Tilskuerens Selvvirksomhed; thi deri er det egentlig, at den sande Nydelse af Sprogets Mesterværker ligger. Af den Grund ville vi heller se hos et ungt Talent, saaledes som det f. Ex. var Tilfældet hos Schiller, en saa rig Subjectivitet, at den ikke kunde sammentrænge Stoffet inden de Former, som et reent Smagsideal forudsætter. Men dette er ikke Tilfældet hos Brynjolf Bjarme, der tvertimod detaillerer for lidet. Han er ikke mat; thi det er ikke Kraft som mangler ham; men, hvad der synes os at mangle ham, er Mangfoldighed, Rigdom, maaske Dristighed og — for at bruge et tilsynelatende underligt Udtryk — literær Foretagelsesaand. Ideen er smuk; men Sujettet er ikke udviklet; det har formeget historisk Indhold til at concentreres i een Akt til enkelte smukke Tableauer. Følgen af dette er, at Stykket, uagtet Spændingen allerede bevirkes i Begyndelsen, dog frembringer en vis Tomhed og Skuffelse, der maaske havde bortfaldt, hvis Stykket havde faaet en tragisk Ende (som naturligviis maatte have været forberedet fra Begyndelsen); thi da kunde, som den græske Tragedie viser, den tragiske Effect sysselsætte Følelsen og derved opfylde den Tomhed, som Mangelen, af intellectuelt Innhold foraarsager. Skulde Forfatteren maaskee være mere disponeret for Tragedien? «Catilina» synes at tyde hen derpaa; ligeledes en vis kunstnerisk Roe, som gjør det Tragiske saa ophøiet, og som er et af hans væsentligste Fortrin, ligesom i det Hele Kunstneren er mere fremtrædende hos ham end Skribenten. Vist er det ogsaa, at med Hensyn til Tragedien, da taaler, som nylig blev bemærket, de Fordringer vi ovenfor opstillede til den dramatiske Digtning, betydelig Indskrænkning; Tragedien er den Digteart, der blandt alle staaer den egentlige Kunst nærmest, og behøver derfor ei at sysselsætte i den Grad Tilskueren med alle disse Biomstændigheder og Forviklinger, som man under Eet med et vildledende ofte misbrukt Ord benævner Afrunding. Dog — det er maaskee noget udelicat at gaa en ung Forfatter efter et saa kort Bekjendtskab saa lige ind paa Livet; lader os vente; maaskee Tiden vil forandre vor Dom om ham, imidlertid ville vi anmode ham om at beholde i sine fremtidige Arbeider den smukke Anordning og de smukke og indholdsrige Vers, hvis rene Klang virkelig skjænkede os en ublandet Nydelse. Med Hensyn paa Stykkets Enkeltheder er der intet væsentligt at mærke, undtagen at Skjalden mere viser sig som en ægte Troubadour end som ægte nordisk Skjald, ligesom Indtrykket i det Hele er mere romantisk end nordisk; alligevel kan ogsaa herimod indvendes at Sprogets og Fremstillingens Eiendommelighed i vore Sagaer maaskee forleder os til at opfatte denne Forskjel mere skarpt og eensidigt end tilbørligt; men skade kunde det ialfald ikke, om Forfatteren, hvis han ikke har gjort det, læste Keysers Skrift om Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen, da denne Bog fremstiller den dybere poetiske Grundvold i vore Forfædres saavel offentlige som private Liv, og han selv synes at vise baade Lyst og Evne til at fremdrage og behandle det Dybe i sine Sujetter.