Clemens Petersen

«Kongs-Æmnerne», historisk Skuespil i fem Acter af Henrik Ibsen.

Der er megen aandelig Dygtighed og megen konstnerisk Sands i dette Stykke. Man læser det med afgjort Interesse, og der er neppe noget eneste Punkt, hvor man ikke føler en rigt begavet Natur virke baade med adskillig Dannelse og i en Retning, der, selv om den ikke skulde have Læserens Sympathi, dog forsaavidt maa have hans Opmærksomhed, som den sidder inde med en Del af Literaturens Fremtid. Men der er omvendt heller neppe noget eneste Punkt, hvad enten man gaaer Stykket igjennem paalangs, fra Scene til Scene, eller paatvers, fra dets Sprogbenyttelse, Dialog og Charakterskildring til dets Ideesammenhæng, hvor der ikke aabenbarer sig noget vist Tvivlsomt. Man anerkjender det Rigtige, man beundrer det dygtig Udførte, man overraskes af det Sindrige, men derved bliver Indtrykket ogsaa staaende. Til en fuldstændig Hengivelse naaer det ikke, thi det seer ud, som om det, hvori man skulde hengive sig, egenlig manglede. Man har en Fornemmelse af, at ethvert Greb, trods al sin Dristighed og al sin Styrke, dog paa Bunden skælver mellem Sandheden og en Feiltagelse, og saaledes forholder det sig ogsaa.

Stykket er skrevet i Prosa, og dertil har Forfatteren havt skjellig Grund. En Anmelder i det norske «Morgenblad», der af Frygt for at «forgifte sine Læsere med Philosophi», har indskrænket sig til at levere et frygteligt Qvantum ganske uskyldige Trivialiteter, har bebreidet Hr. Ibsen denne Prosaform, fordi Verset efter hans Mening hører det historiske Skuespil til og væsenlig bidrager til «at løfte Læseren op over Hverdagslivet». Men vedkommende Anmelder har ikke lagt Mærke til, at den Opløftelse over Hverdagslivet, som bevirkes ved Verset, er ganske af samme Art som den, der bevirkes ved at drikke Vin, og hans Bemærkning er derfor kun en Floskel fra en svunden Tids Æsthetik, der, dengang den herskede, befandt sig for vel til at opdage sin egen Materialisme, men som nu ikke kan ramses op igjen uden at røbe en noget vel stor Mangel paa Evne til at tænke. Det er det Psychologiske, Hr. Ibsen har sigtet paa, og da den psychologiske Nuance udtrykkes ikke blot langt lettere, men ogsaa langt klarere og skarpere i Prosa end i Vers, foreligger der en tydelig og ingenlunde forkastelig Grund for hans Valg af denne Form. Men et ganske andet Spørgsmaal er det, om Hr. Ibsen ikke har begaaet en Feiltagelse ved at vælge dette Æmne og ved at sætte sig denne Opgave. Hvor der virkes med velstyrede Evner, saa at Livet leves fuldt og sikkert ud, der stiller Naturen altid selv de Opgaver, som det er Menneskets Livsarbeide at løse. Det er ulykkeligt at være skabt saa ligegyldigt af Naturen, at man er uden Opgave og derfor nødt til at vælge sig en, men det kan blive en forfærdelig Ødelæggelse for et Menneske, hvis vrange Reflexioner og plumrede Lidenskaber snige sig ind i ham, drive ham bort fra hans naturlige Opgave og bringer ham til at ødsle sin Kraft paa den skæve, han har valgt. Naturligvis ville vi ikke tiltage os at tale i en afgjørende Tone om Hr. Ibsens Evner og den Opgave, der maatte ligge netop i denne særegne Begavelse, thi det gjælder i Kritiken ligesaa fuldt som i Proceduren: «quod non est in actis, non est in mundo.» Men uagtet «Kjærlighedens Comedie» ganske vist er et mislykket Arbeide, forekommer det os dog, som om det ikkedestomindre indeholdt mest af hans egen Natur og Væsen, og en eller anden Forbindelse af det romantisk Symbolske med det Comiske, trædende frem i fine, klingende Vers, synes at maatte være den egenlige Kjærne i hans Forfatterindividualitet. Naar han nu vælger et historisk Stof med et stærkt, lidenskabelig pathetisk Indhold, og vælger at fremstille det gjennem en Række af strængt psychologiske Udviklinger, der udelukke baade Symbolet og det Comiske, saa er dette Valg af Opgave upaatvivlelig en Miskjendelse af hans egen Originalitet, og hvor dygtigt og interessant hans Arbeide end er, vil «det Sidste» dog bestandig mangle. Fra hvilket Synsp unkt man end betragter det, viser der sig altsaa noget Tvivlsomt.

Stykket begynder med et stort, straalende Billede, saaledes som det kun kan skabes af en rig og kraftig Phantasi. Ligefor Øinene, tilbage i Synet, ligger Christkirken. Portalen er lukket og Vagt er sat ved alle Tilgange. Paa Pladsen nedover staae Kongs-Æmnerne, det vil sige paa moderne Sprog: Kronprætendenterne, hver med sit Parti, og omgivne af en uhyre Menneskemasse. Den hele Forsamling staaer som forstenet i Spænding, og Intet høres uden Byens Klokker, der nær og fjern ringe Høitid ud over Skaren. Da lyder inde fra Kirken en latinsk Psalme, sunget af Munkene og Nonnerne, og ledsaget af Basuner; Portalen aabnes, og Biskop Nicolaus forkynder ud over Pladsen: «Nu bærer Inga fra Varteig Jernbyrd for Haakon Kongs-Æmne!» Sangen fortsættes, nogle Replikker væxles; da træder Inga selv frem: «Gud har dømt! See disse Hænder; med dem bar jeg Jernet.» – Betragt nu dette Billede, saaledes som det staaer malet paa et Stykke Lærred! See denne Kirke, hvorledes den i sin store, mægtige Alvor trækker sig tilbage fra de vrimlende Skarer og i hellig Ensomhed tegner sine skarpe Linier i den klare Luft, og hvorledes den ved Vagt for sine Døre gjemmer over det Store og Hemmelighedsfulde, der skeer i dens Indre. Og see saa paa disse Mennesker, der ikke vide, om de skulle stirre eller lytte, men hvis Sjæle i Spændingens Anstrængelse træde helt ud i Aasynet og fortælle, hvad de indeholde. Naturligvis kan dette Maleri, ligesaalidt som noget andet Maleri, der har taget sit Æmne fra Historien, forstaaes uden historisk Kundskab; men har Tilskueren denne, kan Maleriet være i høi Grad veltalende, og der mangler kun Eet: Sangen og Bispens Replik. – Betragt saa Billedet, saaledes som den episke Digter vilde frembringe det i Læserens Phantasi! Efterat have opstillet, hvad Maleren kan give, begynder han med Bispens Replik. Derpaa lukker han Dørene, og medens Sangen og Klokkernes Kimen lyder ud over Skaren, saaledes som han visselig kan lade den lyde, fordi han ikke er bunden til nogen bestemt Sands, men gjennem Phantasien har Magt over dem alle, gaaer han til de fremtrædende Skikkelser i Billedet og fortæller deres Historie, indtil denne Historie tegner deres Træk for vore Øine og deres Stemning for vort Sind. Naar han da er gaaet rundt, og de Alle staae klare, samlede under den samme Høitid, der toner hen over dem, men Hver med sin Andel i den, lukker han igjen Dørene op, og slutter med Ingas Replik. Her mangler Intet. – Men betragt saa det samme Billede, saaledes som Theatret kan fremstille det! Kirken maa være legemsstor, thi Bispen skal vise sig i Døren, og Skuespilleren kan man ikke perspectivisk forkorte. Desuden staaer der Vagt ved Kirken, og gaaer Vagten bort, saa gaaer med det Samme det, som bevogtes. Af den legemsstore Kirke faaer man kun meget lidt at see, thi for oven overskæres den af Loftslinien og paa Siderne af Coulisserne. Men dette Lidet er alligevel altfor meget, thi det berøver Pladsen foran dens Perspectiv og trykker den sammen til et usselt, snevert lille Rum, hvor det ikke vil være muligt, selv med den konstfuldeste Opstilling af Grupperne, at frembringe en Illusion, der svarede til Virkeligheden. Og nu Skikkelserne! Naar Teppet gaaer op, er det jo ikke Andet end den velbekjendte Skuespiller A, der staaer paa høire Side, og den velbekjendte Skuespiller B, der staaer paa venstre Side. Ved en hvid og en sort Klædning, ved Maske og Stilling, og navnlig ved Publicums Viden om, hvilken af disse to Herrer der pleier at fremstille den ideale Helt, og hvilken af dem, der pleier at spille Skurkerollen, kan det vel lykkes strax at antyde, hvem der er det falske og hvem der er det sande Kongs-Æmne. Men videre kan man ikke komme, og i dette Øieblik er der endnu paa Scenen ikke mindste Spor af Hertug Skule og Haakon Haakonsen. Man vil maaskee sige, at det jo ogsaa først er ved Repliken, at Skuespilleren frembringer Illusionen. Det er ganske sandt, og disse første Repliker ere fra Hr. Ibsens Side ganske fortrinlige. De betegne Charaktererne saa fuldstændig og saa træffende, at de kunne sættes som Mottoer for hele deres Liv. Skule vil ikke bede til Gud: «Ikke nu. Bedst ikke at minde ham om mig.» Haakon vil heller ikke bede til Gud: «Behøves ikke. Jeg er vis paa ham.» Og de udtrykke Situationen med en saadan Styrke, at de maatte kunne sætte Ild selv paa en Phantasi, der var af Sten. «Skreg hun? Slap hun Jernet?» udbryder Skule. Men – forsaavidt de udtrykke Situationen, har Scenen med sin plumpe Fremstilling jo allerede tilintetgjort denne, og forsaavidt de betegne Charakteren, opnaaes denne Evne netop kun ved at klinge i Phantasien. Paa selve Scenen, hvor Skuespilleren skal sige dem uden at have nogen forudgaaende Charakterudvikling at staae paa, vil deres mottoagtige Kraft frembringe et Indtryk af Pludselighed og Overraskelse, som naar man trækker i Snoren og Gliedermannen spræller. Det Bedste er ligeved at blive det Værste, thi af hele dette lysende, glandsfulde Billede kan Scenen kun give et Eneste, nemlig Sangen indenom Bagtæppet, og det er noget lidt. Det er nemlig fuldstændig episk, og forsaavidt aldeles utheatralsk, som det paa Scenen, hvor det ved en smuk architektonisk Anordning af Baggrunden og en fin Gruppering af Skuespillerne vel kan stilles op som en Effect, bliver til noget ganske Andet, end det er i Phantasien. – Denne Mangel paa Evne til at sætte sin Phantasi i Scene, efter at den har optaget det historiske Stof, kommer igjen paa flere Steder i Stykket, men dog intetsteds saa slaaende som i 5te Act, hvor Biskop Nicolaus`s Gjenfærd optræder. Det behøves naturligvis ikke at fortælle Hr. Ibsen, hvad Lessing har skrevet om Spøgelsers Benyttelse paa Scenen; det veed han vistnok ligesaa godt som nogen Anden. Men hvad han ikke har vidst, er først, at hans Phantasi ved at skabe dette Gjenfærd, har arbeidet med et storartet Symbol, som det historiske Stof og dets strengt psychologiske Udvikling ikke har forberedt og heller ikke tilsteder ham at fuldende; og dernæst, at naar en saadan Uoverensstemmelse mellem det givne Stof og hans individuelle Natur i et ubevogtet Øieblik bliver ham for stærk, saa at han taber Magten over Stoffet, saa driver Naturen ham henimod det Komiske. Ved at læse Stykket faaer man her Indtrykket af noget halvt bittert og halvt kaadt Spøgende; ved Opførelsen vil denne Scene formodenlig see ud, som om den blot var theatralsk keitet.

Den næste Scene i første Act er derimod lagt tilrette for Scenen med stor Konst. Qvinderne ere forsamlede i Kongshallen og iagttage fra et Vindue i Baggrunden, hvad der foregaaer nede paa Thingstedet, hvor de fire Kongsæmner have fremstillet sig for Folket til Kongevalg. De meddele hinanden hvad de see, og denne Meddelelse giver i korte, kraftige Træk et slaaende Billede af, hvad der skeer, men tillige aabenbarer hver enkelt Qvinde sit individuelle Forhold til Sagen, og derigjennem sin eiendommelige Charakter ved den Maade, hvorpaa hun gjør Meddelelsen. Gan ske vist kan dette ikke kaldes theatralsk i samme Forstand, som man vilde sige det om hin Scene i «Gjenboerne», hvor Klint har faaet Lykkens Galocher paa, og halvt i Spøg ønsker, at de ville flytte ham ligeoverfor til Kobbersmedens Gilde; thi idet her Vægge og Loft revne og fare i Stumper og Stykker til alle Sider for at give Plads for Kobbersmedens Stue, er det Theatralske selv blevet til Poesi. Men hvor Stoffet er saa gjenstridigt, at Handlingen paa een Gang foregaaer paa to Steder, kan man ikke negte, at denne Sammenknytning af den er en udmærket udfundet Behandlingsmaade, og den er saa fortrinlig gjennemført, at selv den berømte Kampscene i «Imelda Lambertazzi» ikke overgaaer den. Man kan altsaa helt vel beundre dens theatralske Tilsnit, men den er aldeles udramatisk. – Hvad er det Dramatiske? Dette ulykkelige Begreb har i de sidste Aartiers Anmeldelser i alle Literaturer spillet en Rolle, som om det var en uløselig Gaade; der er kommet noget næsten mistænkeligt Mystisk ved det, og dog koster det kun nogle faa Liniers Taalmodighed for at fremsætte det ganske simpelt og tydeligt. Det Dramatiske er Handling, derom ere Alle enige. Men hvad er saa Handling? Betragtet i sin Udvorteshed, i sin Sammenhæng med Yderverdenen, er den Noget, som skeer. Betragtet i sit Indre, i sin Sammenhæng med Personligheden, der handler, er den Fremtrædelsen af en Bevæggrund, Udførelsen af en Beslutning, Gjennemførelsen af en Villie. Griber man den ene Spids af Handlingen, den indre Bevæggrund, for sig, inden den endnu er traadt ud som en bestemt Villie, medens den endnu slumrer i Personlighedens Følelse eller Stemning, saa har man i den saaledes ved noget Bestemt individualiserede Følelse det Lyriske, og Udtalelsen deraf er Drikkevisen eller Klagesangen, Elskovssangen eller Smædevisen osv. Griber man den anden Spids af Handlingen, dens udvortes Fuldførelse i dens blot mimiske Synlighed, afsondret fra dens Sammenhæng med en individuel Bevæggrund, saa har man den episke Begivenhed. Det Dramatiske er det mellemliggende Forløb: Bevæggrundens Gang gjennem de givne Situationer fra det Øieblik den træder ud af Personlighedens Stemning som en bestemt Villie, til det Øieblik, den træder helt udenfor Personlighedens Omraade som en Begivenhed, der er skeet. – I den her omhandlede Scene faaer man en Meddelelse om, hvad der gaaer for sig paa Thinget; det er det Episke. Tillige faaer man en Udtalelse af det Indtryk, som Tildragelsen gjør paa Iagttageren efter Vedkommendes Charakter; det er det Lyriske. Men hvor er det Dramatiske? Mange Skuespildigtere have ment, at, naar de vare udmærkede Charakterskildrere, saa vare de ogsaa eo ipso udmærkede dramatiske Forfattere, men det er en stor Feiltagelse; thi ethvert lyrisk Digt er en Charakterskildring, og for at blive dramatisk, maa Charakterskildringen nødvendigvis fremtræde som Charakterudvikling. Omvendt have Andre ment, at naar de bare fik proppet en tilstrækkelig Mængde Begivenhed ind i deres Stykker, saa vilde de nok interesser, men dette er ikke mindre feilagtigt, thi selve Begivenheden, det blotte Kaardestik, interesserer i Konsten mest ved at fortælles. Skal den interessere os gjennem Sandsen, saa maa den ikke være Illusion, men Virkelighed. – Hr. Ibsens Stykke har lidt meget under disse Feiltagelser, saaledes de to store Gildescener. Her falde en Mængde enkelte Repliker, der kort og kraftigt udtrykke Forholdet mellem en vis Personlighed og en vis Kjendsgjerning. De aabenbare saaledes et Charakterindhold, men da de blot udsige Forholdet, ikke fremstille det, ere de i deres Væsen af rent lyrisk Natur, altsaa udramatiske. Ligeledes skeer her Meget, f. Ex. Afsendelsen af Brevet til Ørknøerne, men da disse Begivenheder kun mimisk vises og kun forklares ved ikke begrundede Repliker, staae de hen i hele deres episke Nøgenhed, og ere udramatiske. Man skal see Bevæggrunden stige i Stemning til Beslutning, og Beslutningen stige i Situationen til en bestemt Villie, der kjæmper; fra denne Spids falder Begivenheden som en virkelig Handling, men ogsaa kun saaledes er det, der skeer, virkelig dramatisk.

Imidlertid gives der mange Punkter i dette Stykke, hvor det virkelig er lykkedes Hr. Ibsen at smelte det Charakterindhold og den Begivenhedsmasse, der udgjør hans Stof, om i Udviklinger, der have dramatisk Form. Dette gjælder navnlig om flere af Stykkets vigtigste Optrin, der ere meget sindrig lagte og udførte med Conseqvens og Finhed. Men heller ikke her naaer Indtrykket sin fulde, ubetingede Magt, og her viser sig noget Tvivlsomt af en anden Art. Man læse f. Ex. følgende Replik af Biskop Nicolaus:

«Ja, mit Syn er sløvt; jeg kan knapt se Jer, der I staae; men indeni mig drager mit Liv lysende klart forbi mig. Jeg seer Syner der – hør og lær af mig, Konge! – Min Æt var den mægtigste i Landet; mange store Høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke mere end Gut, da jeg begyndte at hungre efter Storværk; jeg tyktes, jeg umulig kunde vente, til jeg blev voxen. Der reiste sig Konger med mindre Ret end jeg – Magnus Erlingssøn, Sverre Præst –. Jeg vilde ogsaa være Konge, men Høvding først; det var nødvendigt. Saa skulde Slaget staae paa Ilevoldene; der var det første Gang, jeg var med. Solen randt, og der gik glittrende Lyn fra tusinde blanke Vaaben. Magnus og alle hans Mænd gik frem som til en Leg; jeg alene kjendte mig klemt om Hjertet. Haardt foer vor Fylking frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd! Alle Magnus`s andre Høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de stred; men jeg flygtede Stenberget op over, løb og løb, og standsede ikke, før jeg kom ned til Fjorden igjen, langt ude. Mangen Mand maatte vadske sine blodige Klæder i Throndhjemsfjorden den Qveld; – jeg maatte ogsaa vadske mine, men det var ikke for Blod. Ja Konge, jeg var ræd; skabt til Konge – og ræd!» osv.
eller den næste:

«Ja jeg har hadet meget, hadet hvert Hoved i dette Land, som høinede sig op over Mængden. Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre Qvinder – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende Øine endnu! Jeg er otti Aar, og endnu staaer min Hug til at fælde Mænd og favne Qvinder. Men det gik mig der, som i Slaget; bare Villie og Begjær, magtstjaalen fra Fødselen af. Lystens sydende Gave – og dog Krøbling! Saa blev jeg da Præst» osv.

Dette er ikke Poesi; det er Kritik. Det er ikke det, Hr. Ibsen skulde have ladet Bispen sige i den givne Situation, men det, som jeg, blot med en Forandring af Pronominet, skulde have skrevet om Bispen, efterat have læst Hr. Ibsens Digt. Enhver vil let see blot af de aftrykte Brudstykker, at selve Stilen trods dens flyvende Fart og lidenskabelige Styrke dog er saa fuldstændig episk, at Skuespilleren, der skal sige disse Replikker, ved den mindste Uforsiktighed kan komme til at frembringe det Indtryk, at Nicolaus her taler om en Anden, medens han derimod ikke, selv med den fuldendteste Konst, kan drive Indtrykket til en fuldkommen Illusion af, at Nicolaus taler om sig selv. Bispen maler her et Billede, og det er Feilen. Om dette Billede maaskee er hans eget livagtige Portrait, kommer ikke Sagen ved; thi vi see paa Billedet, der males, medens Opgaven netop er at faae os til at see paa Maleren selv. Hvad der er nedlagt i disse Repliker, er nemlig ikke en plastisk Fremstilling af et Menneske, der lever og rører sig for vore Øine, men en kritisk Opfattelse af ham, og paa mange Punkter, netop hvor Hr. Ibsens Psychologi er allerfinest, kommer dette igjen: den er ikke Poesi, men Kritik.

Altsaa: den Phantasi, der har skabt dette Stykke, aabenbarer strax, at der er en Uoverensstemmelse mellem dens naturlige Evner og de Fordringer, det optagne Stof stiller, derved, at det, den frembringer, er Et paa Papiret og et Andet paa Scenen; dernæst opnaaer den ikke den nødvendige Congruens mellem Digtet og det Theatralske uden ved at gaae Glip af det Høiere: det Dramatiske, og dette indvinder den da igjen kun ved at slippe selve Poesien og haandtere sit Stof i en blot kritisk Bemægtigelse. Denne Kamp kan være ført med udmærkede Vaaben, og det er den her; men den fører aldrig til Noget, thi den kæmper for noget Usandt og har sin Grund i, at Digteren har miskjendt sin egen Originalitet, sit eget Geni, sine egne Evner, og offret dem paa en Opgave, han blot har valgt. Er det ikke saa?