Carl Rosenberg

....

Det er især paa det dramatiske Omraade, at Norge nu synes at skulle tage Luven fra Danmark. I Løbet af faa Aar har der meldt sig Kræfter, talrige og stærke nok, til at man allerede kan tale om en hel dramatisk Literatur i Norge, i hvilken endog to forskjellige Retninger gjøre sig gjældende med stor Bestemthed. Den ene Retning er fornemlig repræsenteret af A. Munch. Denne Digter slutter sig nøje til den danske dramatiske Skole, saaledes som den navnlig er uddannet af Oehlenschläger. Dette er først og fremmest kjendeligt paa Munchs Sprog. Det røber kun i ringe Grad Normanden, destomere Studiet af de danske Klassikere, og man skal vanskelig blandt disse finde Nogen, som er mere fri for saadanne Vendinger eller Udtryk der efter et fint dannet dansk Øres Fordringer kunde kaldes smagløse. Dernæst er Slægtskabet ogsaa kjendelig i Stoffets Behandling, i Handlingens Simpelhed, i Karakterernes Klarhed og ofte Mangel paa Dybde, idet de ikke sjelden snarere ere Organer for Udtalelsen af Digterens Betragtning over det Poetiske i Stoffet, end fuldstændige Mennesker, gjennem hvilke dette Poetiske af sig selv kommer til Aabenbaring, endelig i en Dialog, der i Regelen udtaler Alt hvad der ligger i den dramatiske Situation, uden at lade Noget ane. Det maa ogsaa bemærkes, at Munch i sine tidligere dramatiske Arbejder har søgt sine Æmner ligesaameget udenfor Norges Historie («Salomon de Caus», «William Russell»), som indenfor samme («En Aften paa Giske» og det lille Lejlighedsstykke: «Kongehallen i Bergen»). Den anden Retning repræsenteres især af Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen. Det har været disse Forfatteres Hoveddrift at skabe et ejendommeligt norsk Drama. De have derfor først og fremmest søgt deres Stof i Norges Middelalder, ja i Oldtiden. De have dernæst stræbt at danne et Digtersprog, der i Aand og Tone kommer dels Oldsproget, dels det norske Talesprog nærmere, end det Sprog gjør, der er ejendommeligt for de danske Digtere. Under Paavirkning af det tungsindig Vilde og Indesluttede, det Stolte og Strænge, der mer eller mindre er en Fællesejendommelighed for alle Sagatidens Skikkelser og som endnu gjør sig gjældende i den norske Folkekarakteer, ere de nævnte Forfattere fremdeles blevne ledede til at danne Mennesker af samme Malm, Mennesker med folderige, dybe Karakterer, mangfoldige og stærke Lidenskaber, og til helst at fremstille dem i Handlinger, der indeholde psychologiske Problemer af usædvanlig Art. Endelig har Trangen til en Diction, svarende til det poetiske Indhold, ført dem til at søge at forene Replikens Gjennemsigtighed med dens kraftig sammentrængte Korthed og tilsyneladende Dunkelhed, under hvilken Stræben de stundom have forfaldet til det Søgte og virkelig Dunkle.

Denne Sammenligning paatrænger sig netop for Øjeblikket, da vi have to Arbejder for os, det ene af Munch, det andet af Ibsen, der have Stof, følgelig tildels Handling og Personer, tilfælles. Vel tør man ikke regne noget af dem til det Ypperste, hvert i sin Retning: «Hertug Skule» staar vistnok tilbage for flere af Forf.s andre Arbejder, og «Kongs-Emnerne» kommer ikke Bjørnsons bedste Frembringelser nær i poetisk Skjønhed. Men disse to Dramer ere dog vel skikkede til at lade de to Retningers Ejendommeligheder falde i Øjnene.

Det Stof, begge Digtere have benyttet, er Hakon Hakonsøns Kamp med sin tidligere Værge og Medbejler til Kongevælden Skule Baardsøn. Kampen er af større historisk Betydning end de fleste andre Krige om Kronen i Norges Middelalder. Sverre havde kun faaet sin Kongegjerning halvt udført: Tilintetgjørelsen af de mange Oprørshøvdinger, der, hver med sin Flok Krigere, støttende sig til formentlige Arvefordringer, benyttende sig af gammelt Nag mellem Beboerne af de forskjellige Landsdele, og understøttede af det kongefjendske Kleresi, satte sig fast snart i en, snart i en anden Egn, bekrigede Kongen og aldrig lod Folket komme til Ro. Under hurtige Kongeskifter efter Sverres Død fik Partierne ny Tilvæxt, nye Prætendenter opstode, og det var kun Sammenholdet mellem Sverres gamle Parti, Birkebenerne, samt Jarlen Skules Dygtighed, der hævdede Kronen for hans Sønnesøn Hakon Hakonssøn, og som efterhaanden fik de ældre Partihøvdinger og Partier kuede. Men Skule var selv Kongefrænde; hans Broder Inge havde været Konge, medens Hakon var Barn, Skule kunde aldrig glemme, at ogsaa han havde en Ret til Kronen. Det fremgaar tydelig af mange Træk i Hakon Hakonssøns Saga, at Skule fandt sig med Ulyst i at maatte staa tilbage for Hakon og at hans Uvilje kun blev holdt i Tømme, saalænge han kunde nyde Tilfredsstillelsen ved at udøve Magten, medens Kongen var mindreaarig. Altsom Hakon voxede til, maatte Forholdet forværres, og Udbrudet af aabent Fjendskab standsedes kun foreløbig derved, at Hakon ægtede Skules Datter Margrethe, at han gav ham Hertugnavn det var første Gang denne Værdighed blev baaren af en Normand og ellers paa alle Maader søgte at føje sin Svigerfader. Eet var der kun, som Hakon aldrig vilde indlade sig paa, nemlig at dele Riget og Kongemagten med Skule, og netop dette begjærede Skule. Det maatte da tilsidst komme til et Brud. Skule, om hvem der havde dannet sig et Parti af mægtige Høvdinger, der da ogsaa fik sit Kjendingsnavn Varbælgerne, lod sig omsider udraabe til Konge og kæmpede med sin Svigersøn om Riget med vexlende Held, indtil han omsider blev overmandet og dræbt ved Elgesæter Kloster i Throndhjem. Han var altsaa tilsidst selv bleven en Partihøvding, den sidste, der bestred Enekongedømmet. Med hans Fald begyndte Hakons lange, fredelige Regeringstid, som gjorde Midten af det 13de Aarhundrede til Norges gyldne Dage. Skule betegner altsaa et vigtigt Vendepunkt i Norges politiske Historie, Overgangen til Enekongedømmet fra Delingsfyrsternes og Partispaltningernes Periode. Men han betegner ogsaa et Vendepunkt i Norges Kulturhistorie. Hos ham havde Snorre Sturlesøn Tilhold, og der tales om mange islandske Skjalde ved hans Hird, medens det Samme i langt mindre Grad var Tilfældet med Hakon, under hvem derimod Riddervæsenets Romantik, om end ikke selve Riddervæsenet, begyndte at faa Indpas. De to Høvdinger ere altsaa, eller kunne i alt Fald poetisk meget godt betragtes som Repræsentanter for den forsvindende nordisk-klassiske Oldtidskultur og den sydlig-romantiske Middelalderskultur, der først sent tog Væxt mellem Norges Fjælde. Man ser, der ligger indholdsrige Modsætninger i Stoffet, indbydende til dramatisk Fremstilling, fordi de bæres af to store Personligheder, der ere stillede i en interessant og skjæbnesvanger Konflikt. Det er intet Under, at norske Dramatikere kunne tiltrækkes af dette Stof.

«Hertug Skules» Digter har fornemlig kun set Modsætningen mellem de to Hovedpersoner fra den kulturhistoriske Side. Men Motivet ligger saa at sige kun udenpaa, fremtræder mere som Digterens Reflexion over Personernes Forhold end som disses eget Væsen. Denne Mangel paa Dybde er allerede iøjnefaldende i den allerførste Scene. En Yngling af Jarlens Hird og en af Dronningens Jomfruer udtale sig om Livet i deres respektive Herskabers Kredse. Dette vilde nu være rigtigt nok, hvis de nøjedes med at beskrive det, saa at Læser eller Tilskuer selv blev Modsætningen var; men det er urigtigt, at disse unge Mennesker med en Reflexion, der ligger over deres Alder, tale om at der (hos Skule)

«kvæde Skjalde end paa nordisk Vis,

og om Dronningens Hal,

«Hvor milde Sæder lyse ind fra Sydens Land,
Som Morgenrøden fra en ny, en bedre Tid.»

Paa samme Maade kommer denne Betragtning af og til frem ogsaa i de Andres Repliker. Men det Nordiske og Romantiske er ikke saaledes gaaet over i Hovedpersonernes Væsen, at man overalt føler Modsætningens Tilstedeværelse, selv hvor der ikke tales om den; langt mindre at den skulde røbe sig i de to Grupper af Personer, for hvilke Skule og Hakon ere Midtpunkterne. Det er ikke fordi Skule vil holde en forsvindende Tidsaand oppe eller fordi han er behersket af den og handler i dens Medfør, at han tørner sammen med Hakon, ej heller har denne sin Kraft fra Bevidstheden eller Følelsen af at bære en ny Tids Magter frem i Livet. Hvad der driver Skule, er hans utæmmelige Stolthed og Herskesyge, hvad der gjør Hakon stærk, er Bevidstheden om hans gode Ret og om, at han har gjort og gjør alt Muligt for at tilfredsstille sin ærgjærrige Svigerfader. Den poetiske og dramatiske Hovedinteresse hviler paa det Tragiske i Skules Lidenskab, hvilket skjærpes derved, at han drager en ung Mand, sin Slegfredsøn, ind i sin Skyld, saavidt at han foranlediger ham til at begaa et grovt Kirkeran; Bevidstheden om, at han er medskyldig i denne Brøde, at Sønnen er bleven banlyst for hans Skyld, magtstjæler ham, og kun Døden kan udsone begges Forbrydelse. Dronningens dristige Forsøg paa at stifte Fred mellem sin Fader og Husbond og dennes egen Ædelmodighed træde mildnende og lyst frem ved Siden af Modstandernes mørke Skikkelser. Der er Stemning og varm Følelse i Digtningen, Anlægget er klart og simpelt, Dictionen ædel og ren, Karaktererne i det Hele bestemt angivne og vel holdte, skjøndt en og anden Urigtighed i saa Henseende kan paavises, saasom Hakons Forsagthed i Begyndelsen af 4de Akt: i Sagaen er det ham selv, der før den afgjørende Kamp henviser til, at Gud hidtil har staaet ham bi, da hans Mænd yttre Frygt for Udfaldet; hos Munch er det omvendt, og det er urigtigt, thi Frejdighed og Tillid til Gud og Retten er netop et Hovedtræk i Hakons Karakter, det, der forjætter og giver ham Sejr. Stykket tiltaler nødvendigvis ved Læsningen og vilde vistnok gjøre god Virkning paa Scenen; men man savner dog bestandig Noget, den rette Lidenskabernes Storm, den Opløftelse, som kun frembringes, naar virkelig overordentlige Kræfter maale sig med hinanden, den Pathos, der bryder frem lidt efter lidt med stigende Kraft af Sjælenes Dyb og som gjennemtrænges af de almene Ideer, der ere de egentlige kæmpende Magter bagved deres synlige Repræsentanter. Men noget Smagløst, noget Stygt, noget Uharmonisk skal man ikke kunne lægge Digteren til Last.

Dette Sidste kan ikke siges med Hensyn til «Kongs-Emnerne». Der er endogsaa store Anker at fremføre i saa Henseende mod denne Digtning. Men man kan paa den anden Side ikke nægte, at hvad Ibsen har villet, er noget Større og Originalere, end hvad Munch har havt for Øje, ej heller, at han paa mange Steder griber langt dybere og stærkere end denne. Hans Opfattelse af Stoffet har for det Første det Fortrin, at det gaar den historiske Virkelighed langt nærmere paa Livet, sætter os ganske anderledes levende ind i Kampenes Gjenstande og de mangfoldige Motiver, der sætte Personerne i Bevægelse. Han har væsentlig holdt sig til den politiske Modsætning mellem Hovedpersonerne; men dette Motiv ligger ikke fore strax fra Begyndelsen af, hvad visselig heller ikke har været Tilfældet i Virkeligheden. Hvad Striden drejer sig om, er Retten. Denne anerkjende Alle, ogsaa Skule, og dette er historisk og poetisk sandt. I Expositionsscenen, der udmærker sig ved en storartet og gribende Virkning, anslaaes strax denne Stræng. Der er som det antydes, fra Skules Side rejst Tvivl om, hvorvidt Hakon virkelig er en Søn af Sverres Søn Hakon; han er nemlig avlet udenfor Ægteskab og født i Hemmelighed. Hans Moder beviser da hans Byrd ved at bære Jern. Man seer Hakon, Skule og de to andre «Kongs-Emner» Sigurd Ribbung og Guthorm Ingesøn (Skules Brodersøn) med deres Følger udenfor Kirkedøren, omgivne af Almue, der i den højeste Spænding venter paa Udfaldet af Jernbyrden. Da træder Hakons Moder frem af Kirken og viser sine Hænder uskadte og «endda fagrere», som det hedder efter Sagaen, og Skule bøjer sig for Gudsdommen. Men af Samtalerne mellem de forskjellige Høvdingers Mænd og mellem dem selv aner man, hvor haardt det falder ham, og, da Bisp Nikolas, der som Repræsentant for Kleresiet og ifølge sin egen onde Natur ønsker at modarbejde Kongemagtens Styrkelse, gjør ham opmærksom paa den Mulighed, at Hakon kunde være en Anden end det Barn, hvis kongelige Byrd Moderen havde bevist, eftersom han i sin spæde Alder var ført bort fra Moderen, da vaagner den martrende Tanke hos Skule, at Hakon dog maaske ikke havde Retten paa sin Side, og i saa Fald vilde han selv have bedre Adkomst til Kronen, der i hele hans Liv har været Gjenstand for hans mest brændende Attraa. Skildringen af en stor, mægtig Sjæl, der lidenskabelig higer frem mod et ophøjet Maal, men altid hæmmes af Tvivlen om sin Berettigelse, er den interessante psychologiske Opgave, Digteren har stillet sig og som han har løst paa en saadan Maade, at man ræddes for Mandens Skjæbne og Skyld og lider med ham, baade saalænge han endnu vakler og siden, da han tiltrods for sin Tvivl har «sprunget over Sluget» ved at lade sig udraabe til Konge og nu tæres af sin onde Samvittighed, saa at Døden bliver en Forløsning for ham. Men det er ikke blot Fødselsretten, han savner. «Kongefødsel avler Kongetanker», siger Hakon strax i den første Scene, og senere kommer det frem, hvilken denne Kongetanke er: at samle Rigets forskjellige Provindsbefolkninger, der endnu bestandig betragte hverandre som Fremmede og Fjender og i hvis Fjendskab Kongesønnernes Partivæsen har sin Rod, til en national Eenhed. Her kommer den politiske Modsætning frem mellem Hakon og Skule, og derved forhøjes ogsaa det Tragiske i dennes Situation. Thi, skjøndt han selv ikke kan tænke sig Andet end en Fortsættelse af de gamle Tilstande, er han dog stor nok til at gribes af Hakons Tanke; men i Stedet for nu at bøje sig for den, der er Konge ikke blot ved Byrd, men ogsaa ved sit kongelige Sind og sin større Begavelse, maa Skule ifølge sin Karakter misunde Hakon hin Fremtidstanke, drømme om at virkeliggjøre den, til den bliver en fix Idee hos ham, hvormed han bedaarer sig selv og sin Søn, hvem han mener at kæmpe for, og tilsidst føle sig afmægtig ligeoverfor det gamle Provindshad, som han netop ved at optræde som Modkonge giver ny Næring. Det historisk Betydningsfulde i Striden lægges altsaa ikke Læseren paa Sinde ved blot Omtale, men det gjennemtrænger de stridende Personer, bliver til et Hovedmotiv i Handlingen og i det Tragiskes Udvikling. Man maa anerkjende, at Hovedhandlingen er storartet og dybsindig anlagt. Man maa ogsaa anerkjende, at Hovedkaraktererne ere skarpt og rigt skildrede, at de træde frem som marvfulde, store Skikkelser, med Lidenskabens Højhed og Inderlighed, og at deres Indhold aabenbarer sig ikke paa een Gang, men efterhaanden med stigende Styrke og Fylde og, paa ægte dramatisk Maade, gjennem Ordskiftets Brydninger. Derimod turde det være tvivlsomt, om den meget indviklede Handling er plastisk nok afrundet, om den er tilstrækkelig sammentrængt i sine Hovedmomenter til at rummes paa Scenen. Ej heller tør man rose alle Karaktererne. Forf.s Higen efter at pirre Nerverne har forledet ham til at gjøre Stykkets Skurk til et sandt Vrængebillede af Afskyelighed. At denne lever for den Tanke at hindre Kongemagtens Opkomst, at han ikke skyer nogen List og Grusomhed for at fremme sit Maal, idet han som det bedste Middel hertil stræber at hidse Skule mod Hakon og, for at røve Hakon den Sikkerhed, der maa bringe ham Sejr tilsidst, i sin Dødsstund endnu har i Sinde ogsaa hos ham at vække Tvivlen om hans Byrd alt dette er rigtigt nok, er et Resultat af hans tidligere Liv og hans Stilling. Men Forf. har ikke villet nøjes hermed. Han har gjort Bisp Nikolas til en Djævel i Menneskeskikkelse, der tilsidst næsten synes vanvittig af Ugudelighed og Ondskab, og for at motivere dette, gjør han ham til en Ulyksalig, der fra sin Ungdom har higet efter at udføre Heltedaad og nyde Kvinders Elskov, men paa Grund af medfødt Fejghed og Svaghed hverken har kunnet det Ene eller det Andet. Og alt dette aabenbarer han med tænderskjærende Trods i sin Dødsstund, medens han lader synge Sjælemesser for sin Salighed og dog selv spotter med Sangen. Den Rædsel, Forf. herved har villet fremkalde, slaar over i Modbydelighed: man staar ligeoverfor noget Fortrukkent og derfor Uskjønt. At Forf. selv har troet paa dette Uhyres Sandhed, kan man jo ikke fortænke ham i; men Læseren tror ikke paa det, og derfor tror han heller ikke paa Bispens Gjenfærd, der tilsidst viser sig for Skule og vil lokke ham til at sælge Sønnens Salighed for Norges Krone. Hvad dette Spøgelse, der kommer højst upassende ind i en Handling, hvor man hele Tiden bevæger sig paa den fasteste Virkeligheds Grund og i klart historisk Lys, yttrer om Livet i Helvede, er endogsaa i den Grad parodisk, at man skulde tro, det Hele hørte hjemme i en burlesk Farce og umulig kan tage det for Alvor. Dictionen er ellers i det Hele kraftig, tankevægtig, malende og tiltalende ved en ejendommelig Sprogklang, naturligvis mindende om Bjørnsons, naar man kjender ham først, hvad der vil være Tilfældet med de fleste danske Læsere, men ingenlunde en Efterklang af denne. Hvad Ibsens Diction mangler i Sammenligning med Bjørnsons, er netop det Klangfulde, harmonisk Bevægede og Følelsesfulde. Ibsens er mere haard, stundom skjærende og hans Higen efter Effect har af og til ledet ham paa Vildvej. Da f. Ex. Skule tilsidst vanker om i Skoven, fredløs og nødlidende, siger han bl. A.: «Jeg er sulten! Laa her en Ulv og gnog paa min Moders Lig, jeg sloges med ham om det.» Dette er fransk Romansnak og en Trivialitet. Da Skules Hustru ved Rygtet om hans Ulykke haaner Kong Hakon og derved vækker nogle tilstedeværende Birkebejneres Harme, udbryder Dronningen, hendes Datter, der ogsaa er tilstede: «Hatten af for en Hustrus Sorg!» Hun er ellers, ogsaa i nærværende Scene, fremstillet som den fineste, ædleste, stilfærdig-frommeste Kvinde, altid løftet ved Bevidstheden om hvad hun skylder sin Stilling, saa at denne platte Talemaade, der kun kunde gaa an i en slig Situation, hvis den kunde forstaas humoristisk, virker som om man saae en Kampesten falde ud af Munden paa hende; det er aabenbart Lysten til at bruge et Kraftudtryk, der her har forvirret Forf.s Fantasiblik. Men med alle Fejl, som man kunde udpege i «Kongs-Emnerne», er det dog et storladent Værk, som efterlader et alvorligt og stærkt Totalindtryk. Det er Harmoni, der fattes, og man faar en Fornemmelse af, at det ikke saameget hidrører fra Mangel paa Smagsdannelse som fra Mangel paa en sund og harmonisk Livsanskuelse, en Formodning, der ogsaa styrkes ved Betragtningen af det andet Drama af den samme Forfatter, som det forløbne Aar har bragt. Jeg skal nu gaa over til dette.

Naar det samme Problem gjøres til Opgave for poetisk Behandling af forskjellige Forfattere, naar man atter og atter kommer tilbage til Klagen over det samme sociale Misforhold, saa tør man slutte, at det virkelig er af Betydning i Folkets Liv og altsaa med Rette fortjener Forfatternes Angreb. Dette gjælder for Norges Vedkommende om Forholdet mellem Mand og Kvinde. «Amtmandens Døttre», et af den norske Literaturs betydeligste Arbejder, er en bitter Klage over, at Livet, især det ægteskabelige Liv, ikke honorerer Hjertets Fordring paa Elskovsforholdets Idealitet og uforgængelige Skjønhed. Gjennem «Kjærlighedens Komedie» gaar den samme Klage. Man tør derfor ikke frakjende dette Stykke Betydning som Bidrag til Norges Nationalliteratur, og det har i sig selv Værd nok til paa mange Maader at drage Læseren til sig; men det er i endnu højere Grad frastødende og ikke alene ved sine dramatiske Mangler en næsten stillestaaende Handling og bred Dialog, men ogsaa paa Grund af det poetiske eller rettere upoetiske Indhold. Elskoven som alt Ideelt har altid været Gjenstand for Materialismens Angreb. I gamle Dage kom de i Skikkelse af en Familiemyndighed, der afsluttede Ungdommens ægteskabelige Forbindelser uden at spørge de Paagjældendes Hjerter ad og som i Regelen maatte adlydes. Det Samme er endnu i Almindelighed Tilfældet i Samfundets høieste Kredse og hos Bondestanden. Middelstanden, der i vore Dage bærer Folkenes aandelige Udvikling, har saa temmelig frigjort sig for hin almindelige Uret. Men Materialismen melder sig da paa anden Maade. I Skikkelse af indiskret Familievrøvl blander den sig ind i de Elskendes Forhold og berøver det sin Ynde som en Hjerternes Hemmelighed, der ikke taaler Tredjemands Blikke, og i Skikkelse af fejgt Hensyn til et mer eller mindre godt Udkomme søger den dels at narre de Unge til at forhale i det Uendelige Fuldbyrdelsen af den Pagt for Livet, som Kjærligheden skulde føre til, dels indenfor Ægteskabet at kvæle Kjærlighedens Liv under Ængstelse for Udkommet eller i Nydelsen af et prosaisk Velvære. Al den Ynkelighed, som kan udfoldes af Mennesker, der befinde sig under disse forskjellige Indflydelser, har Forf. søgt at samle i et stort Genrebillede og belyse derved, at en ung Mand, hos hvem den ideale Sands lever med fuld Kraft, er Vidne til Daarskaberne, og spotter og bekæmper dem. Det kan ikke nægtes, at Opgaven for en stor Del har lykkedes, at mangen Situation er godt anlagt, at en stor og kraftig Ironi ofte bryder frem af Situationen og finder et fyndigt Udtryk i Repliken, f. Ex. i Falks Lignelse mellem Theens forskjellige Sorter og de forskjellige Arter Kjærlighed. At man blandt de opstillede Typer træffer to saa gamle Bekjendte som Klister og Malle, kun under andre Navne, maa man ikke lægge Forf. til Last; de høre nødvendig med til Menageriet og ere derhos ganske anderledes udførlig behandlede end i Heibergs let henkastede Skizzer. Da det er selve det Ideelles Sag, der føres, da det gjælder om bestandig at stille Ideens høie Fordring frem i sin Ubetingethed ligeoverfor dens Modsætning, da Stykket altsaa ikke er en dramatiseret Hverdagshistorie, har Forf. ogsaa med Rette valgt Poesiens egentlige Form: Verset og Rimet, og netop idet Platheden og Dumheden yttrer sig i denne højere Form, bliver dens Væsen mere iøjnefaldende. Men paa den anden Side kan man ikke sige ham fri for, at han i sin Stræben efter et kraftigt, ejendommeligt Udtryk ikke sjelden forfalder til en overspændt Diction. Og, hvad der er det Værste, Forf.s Opfattelse af hvad der i Sandhed er Idealets Fordring, lider af en Skjævhed, som, da Konflikten drives til det Yderste, lader ham slaa iblinde og ramme Noget, der ikke skulde rammes, ja gjør ham til Talsmand for en forlængst dømt og derfor triviel Vildfarelse. Han tager nemlig ikke den Sætning at Ægteskabets Prosa dræber Elskovens Poesi som Udtryk for en faktisk Tilstand, der unægtelig hyppig indtræder og som derfor med Rette fremstilles, for at Læser eller Tilskuer maa faa det fulde Indtryk af dens Hæslighed, men som Udtrykket for en Naturlov. Hans Hovedperson, Idealisten, Poeten, der ubarmhjertig haaner og forfølger de mange Pseudo-Eroter, der tumle sig omkring ham i det pæne Selskab, hvori han færdes, finder en ligestemt, en virkelig højsindet, ædel Kvinde, som elsker ham. Men, da Omstændighederne forelægge ham det Spørgsmaal, om hans Kjærlighed vil kunne strække til for evig, adle et langt, ægteskabeligt Samliv og løfte dem begge op over de mangfoldige Tryk, som et saadant medfører, da kan han ikke svare ja. Han mangler altsaa dog Troen paa Kjærlighedens Evighed. Men uden denne Tro er Elskoven kun en Rus, en halvt aandelig, halvt sandselig Magt, uden sædelig Betydning, ja egentlig en usædelig Magt, som den var det for Hellenerne i deres bedste Tid. Det er Romantikens, code damours idelig opkogte Løgn, at sand Kjærlighed er umulig i Ægteskabet, der her proklameres som den endelige Sandhed, det, der skal komme tilsyne, naar alt det konventionelle Elskovspjank er ryddet af Vejen. Det er ikke blot Ægteskabets Prosa, han rammer, men selve dets Adel og Skjønhed, og Digtningen gjør derfor et absolut disharmonisk Indtryk. Sagen er, at Forf. vel har havt Syn og skarpt Syn for de forskjellige Former af den Brøst, han vil bekæmpe, men ikke for dens dybeste Kilde; thi denne er ikke Mangelen paa Idealisme i den almindelige Tænkemaade; den ligger deri, at man ikke ser, hvorledes den jordiske Kjærlighed kun kan bevares uforgængelig i sin Renhed og Skjønhed, naar den i den religiøse Bevidsthed løftes op til en særegen Form for den christelige Kjærlighed, der ikke blot er en Naturens Gave og Naturens Drift, men Menneskelivets Endemaal, dets højeste Opgave og helligste Pligt. Hermed staar det i Forbindelse, at det Humoristiske er aldeles udelukket. Bitter Harme er Digtningens Grundstemning; men denne Stemning er ikke poetisk. Meget af hvad der fremstilles som Tegn paa Mangelen af Idealitet, kan godt findes i et Forhold, hvor den sande Kjærlighed ikke fattes, fordi denne «bærer over med Alt, haaber Alt, taaler Alt» og derfor ogsaa er i Stand til med et vemodigt og dog glad Smil at hæve sig over de Smaaligheder, det Prosaiske og det Uskjønne, der nødvendigvis hænger ved Livet i denne Ufuldkommenhedernes Verden. Ogsaa herved kommer Forf. oftere til at slaa iblinde, saaledes som naar han i Præstemandens store Børneflok finder et Kjendemærke blandt flere paa, at Kjærligheden mellem ham og hans Hustru har mistet sin Poesi; Skjønhedsideens Præst bliver her i sin Iver strængere end den kristelige Askese: kan Ideen ikke herske uden at Menneskeslægten døer ud, saa maa for at bruge et dagligdags Udtryk vistnok Fanden have skabt den.

....