Carl Thrane

Der har neppe i mange Tider været nogen Forestilling paa det kongelige Theater, som er bleven imødeseet med en saadan Forventning og en saa almindelig Interesse som Henrik Ibsens «Kongs-Emnerne». Det danske Publicum har nu allerede gjennem Aaringer vænnet sig til at betragte de norske Digteres Værker som Gaver, hvortil det har en særlig Adkomst, og Bjørnson, Ibsen og Munch have fundet en Forstaaelse og Tilegnelse hos os, som ikke kan have været større i deres Hjemstavn; ja ligesom man paastaaer, at Venskabet bedst udvikler sig, hvor der trods al Overensstemmelse er en vis Ulighed og Forskjel, saaledes kunde det næsten synes, som om netop den norske Eiendommelighed udøvede en ganske særegen Tiltrækning paa os, idet vi paa samme Tid fandt os saa hjemme og dog i saa nye, saa storartede Forhold. Den poetiske Luftning fra Norges Fjelde, som har været os saa forfriskende og velgjørende, har da ogsaa fundet Vei til Theatret, men hvor have Holberg og Wessel studset ved at see deres Landsmænd: Bjergboens djærve Natur er bestandig den samme, Kraft og Sundhed trives nu som før blandt Fjeldene, men man leer ikke mere; Bjørnson fandt i Dalens stille, ensformige Hverdagsliv en Poesiens Guldgrube, Ibsen søgte helst dens befriende Magt paa Fjeldets Høider, hvor den mægtige Natur throner i ubønhørlig Strenghed, hvor man uhindret og uhildet faaer det frie Blik, det store Syn paa den omgivende Verden.

Det gaaer med «Kongs-Emnerne» som med de fleste store Sørgespil: man seer dem og mener, at de helst bør læses – man læser dem og mener, at de helst bør sees. Saadanne Stykkers Tankevægt er ofte, hvad særlig her er Tilfældet, saa stor, at man under Opførelsen nødvendig maa faae en Forestilling om, at Meget gaaer tabt; thi Scenen venter ikke paa os, og den store Nydelse, som ligger i at kunne dvæle, maa man her give Afkald paa. Paa den anden Side henviser Digtets dramatiske Natur det til Scenen, og «Kongs-Emnerne» har særligt mangfoldige Momenter, hvor ene Scenen tilfulde lader Digtet komme til sin Ret. Stykkets storartede Begyndelse f. Ex., der i faa og kraftige Træk tegner Situationen og giver hele den middelalderlige Colorit, hvor Psalmesangen lyder fra den beskedne Trækirke, medens Bispen forkynder Ingas Jernbyrd for Haakon Kongsemne, og Alle i spændt Forventning lytte til Jernbyrdens Udfald, faaer først sin rette Farve, naar Øiet seer det og Øret hører det; om Scenerne i Kongsgaardens Gildehal, hvor Dandsen gaaer og Kongens Bryllup feires, medens Skule Jarl og Bispen ved Brædtspillet lytte til de Ildesindedes Tale og ruge over hemmelige Planer, gjelder det Samme: først ved at see det faaer det Liv og Virkelighed. Ved «Kongs-Emnerne» er dog maaskee Valget mellem Læsning og Opførelse vanskeligere at træffe end sædvanligt; thi Ibsen er ikke blot Digter, han er Moralist, Stykket er ikke blot et udmærket Digterværk, men tillige en gribende Prædiken, den sidste læses bedst i Ro, Digtet er derimod vel tjent med Scenens Hurtighed og Flygtighed. Den moralske eller religieuse Idee, som ligger til Grund for Stykket, behersker det ganske og aldeles; mange Smaatræk synes i Begyndelsen sat noget vilkaarligt og hensigtsløst, men intet af dem falder til Jorden, og efterhaanden som Stykkets Tanke klarer sig, forstaaer man Hensigten med dem. Hos Shakespeare, med hvis energiske Charakteristik og voldsomme Lidenskab Ibsen har flere Berørelsespunkter, har den bevægende Grundtanke Mere af den «Sjælens Blufærdighed», hvorom Jatgeir Skjald taler, hos Ibsen trænger den sig frem som dreven af en uimodstaaelig Magt, den er synlig og allestedsnærværende. Deraf kommer maaskee ogsaa en uforholdsmæssig Brede paa enkelte Steder, hvor det ligesaa meget er Digteren som Personerne, der reflecterer, paa andre en vis undertiden næsten utilfredsstillende Korthed i Skildringen af de optrædende Bipersoner, som kun faae Lov til at tale og handle forsaavidt Ideen belyses derved. Denne havde dog vistnok kunnet taale, ja havde maaskee endog været vel tjent med en mindre vidtløftig Udmalen af Bisp Nikolas; men paa denne Djævel i Menneskeskikkelse har Digteren nu engang kastet megen Kjærlighed – han forlanger kun til Gjengjeld en liden Tjeneste af ham. Naturam furca pellas ex, hun kommer dog igjen, den Hex: Ibsens Digternatur har et saa stærkt polemisk Element, at det ikke, selv om Handlingen foregaaer i «første Halvdel af det trettende Aarhundrede», har været ham muligt at tilbageholde det, og da Bispen i levende Live har nok at gjøre med Kongs-Emnerne, maa han efter sin Død føie Digteren i at give et lille Hip til de kommende Slægter, hvori Nutiden vistnok er indbefattet.

Hr. Emil Poulsens Udførelse af Bispen er beundringsværdig, dobbelt naar man tager Rollens Fordringer og hans egen korte Konstnerbane i Betragtning. At udføre en saadan Rolle, hvor der bestandig spilles paa een og samme Streng, Ondskabens nemlig, og hvor Livet selv dog kun frembyder forholdsviis faa Holdepunkter for Fremstillingen, hører vistnok til Skuespilkonstens vanskeligste Opgaver; Fremstilleren skal sætte sig ind i, hvad Tanken næsten gyser tilbage for, han skal føle og gjengive Sjælens fine Svingninger i dette Uhyre, give det Hele Sandhedens og Virkelighedens Præg og dog holde det i en Art ophøiet Sfære, som altid det Store gjør Krav paa. Det lykkedes Hr. Poulsen fuldkomment at faae Tilskueren til at troe paa Bisp Nikolas, man fik et klart og bestemt Billede af den diaboliske Olding, og hans Maske og hele Ydre var saa charakteristisk, at man alene gjennem ham vilde troe sig hensat i Middelalderen. En eiendommelig Vanskelighed ligger i de store Sygescener i tredie Act, hvor det heller ikke lykkedes Fremstilleren at bryde den farlige Monotoni, ligesom man i det Hele nok kunde tænke sig Rollen spillet paa en endnu mere gribende Maade; derved vilde maaskee vindes, at Bispens i enkelte Henseender næsten komiske Adfærd med Hensyn til sit forestaaende Endeligt, som nu fremkalder Latter, kom til at træde lidt mere i Skygge, hvad der vilde gavne Helheden. Denne Rolle er vistnok Hr. Poulsens bedste Præstation, og i ingen anden har han endnu formaaet at rive Publicum saaledes med sig. Saalænge Bisp Nikolas endnu lever og virker, er det som om man ikke ret kunde komme til at see Andet end ham; i det Øieblik, han er død, spredes den sorte Skygge og Skule Jarl staaer nu der som Arving til al den Gift, Bispen har vidst at gjemme, som et Menneske, der kæmper den fortvivlede Kamp for et selvvalgt, vilkaarligt, egensindig forfulgt Maal. «Min Villie vilde altid did, hvor ikke Guds Finger pegte for mig," siger han selv tilsidst, og denne hans Villies ulykkelige Misviisning, som endog fører ham ind paa Ugjerningers Veie, den gradvise Erkjendelse af, at selve Maalets Opnaaelse dog ikke bliver Maalets Opnaaelse for ham, da han ikke har søgt det i Kraft af et indre Kald, men af ydre Hensyn – «Kongspjalterne», som jeg har pyntet mig med, de vare laante og stjaalne, Kongstanken er Haakons!" – alt Dette gjør ham til en tragisk Skikkelse, med hvilken vi bestandig kunne føle Sympathi og Interesse, da hans Natur er ædel, da han ikke vil det Onde; thi vidste han, at Haakon var den Rette, «da skulde han ogsaa være Konge». Det er faldet i Hr. Vilhelm Wiehes Lod at skulle udføre Jarlens Rolle, der næsten er et fuldstændigt Modstykke til dem, hvori han har viist det største Mesterskab, navnlig de Oehlenschlägerske lyrisk-erotiske Charakterer. Hvad Rollens rørende og følelsesfulde Sider angaaer, da fik Hr. Wiehe dem saa fuldstændigt frem, at det næsten blev til Skade for andre Momenter, som dog ere fuldt saa vigtige; thi Skule Jarl blev ikke i hans Hænder til en saa mørk og indesluttet Personlighed, som man ved Læsningen tænker sig ham; man følte ikke fuldt den Høihed, som store Lidenskaber og Kampe give, den aandelige Overvægt og Styrke, som Den dog maa have, der har alle Betingelser til at blive Konge – undtagen «Kongstanken». Men om den store Uoverensstemmelse mellem Hr. Wiehes Talent og Rollens Fordringer saaledes har bevirket, at Billedet ikke er faldet sammen med Digterens, har dette ikke forhindret, at det Givne i sig er smukt, paa sine Steder, hvor Følelsen kan komme til ligefremt Udbrud, glimrende, og at der er Harmoni i den hele Fremstilling. Konstnere som Hr. Wiehe bruge Alexanders Methode med den gordiske Knude: kunne de ikke løse den, hugge de den over. Der er endnu en tredie Rolle af største Betydning: Kong Haakons. Haakon har som en Aladdin fundet Geniets vidunderlige Lampe; uden Anstrengelser, uden Kampe er den falden i hans Skjød, «Træerne bære to Gange Frugt og Fuglene ruge Æg to Gange hver Sommer, siden han blev Konge»; han er den største og den lykkeligste Mand, og Kronen er hans, thi «han har Kongstanken»; fint er det antydet af Digteren, hvorledes der dog fattes ham Eet, «Sorgens Gave», og det er Skule Jarls Mission, kunde man sige, at skaffe ham den. Man vil maaskee ingensinde faae en Konstner at see, der saa fuldstændig passer for denne Rolle som Hr. Vilhelm Wiehe; man vilde føle og forstaae det umiddelbare Genie, man vilde ane Kongstanken gjennem hans Fremstilling fra først til sidst; saadanne Roller hører der ganske særegne Naturgaver til at udføre, og Den er ikke at misunde, som uden disse skal vove sig til den. Hr. Nyrop har det Fortrin, at hans Ydre fremfor nogen Andens passer til den kongelige Helt – en ingenlunde uvigtig Omstændighed – og han siger sine Repliker paa en saadan Maade, at han ikke vækker Anstød. Men man faaer ikke Indtrykket af, at der er nogen sand Tilegnelse af det Givne, og den føleligste Mangel er, at der er for lidt Natur i Udførelsen. Denne Konstner, som i Operaen i en saa usædvanlig Grad har vundet Publicum for sig, bør aabenbart i Skuespillet begynde med det Mindre, for at naae det Større. Imidlertid – skulde Nogen devovere sig her, var det dog for Rollens egen Skyld bedst at det blev ham.

I det store Hele faae Birollerne, som alle ere temmelig stedmoderligt behandlede af Digteren, en meget omhyggelig og smuk Udførelse. Det er en Fornøielse at see Fru Nyrop som Skules Søn Peter. Det er i Regelen noget Unaturligt, naar Damer optræde i Mands- eller Ynglingeroller; men Fru Nyrops Gjengivelse er djærv og frisk, man faaer det rette Indtryk af Personens Alder, og hun havde en ikke ringe Del i, at Slutningsscenen gjorde et saa overordentligt Indtryk. Frøken Nielsen havde en maaskee endnu vanskeligere Opgave som den profetiske Nonne Sigrid; hun har imidlertid det eiendommelige Talent, at hun kan lægge Sandhed og Natur i det mest Usædvanlige, og denne Rolle undgik da ved hende det Skjær, som de Fleste vilde være strandede paa. Ligeledes udmærkede Frk. Dehn sig ved sin kvindelig-nordiske Margrete og Fru Eckardt ved sin følelsesfulde Gjengivelse af Peters Moder Ingebjørg, der hører til et for hende næsten ganske fremmed Rollefag. Endelig fortjener Hr. Holm-Hansen Anerkjendelse for sin Udførelse af den sværmerisk-melancholske Skjald; der var i Begyndelsen noget Forceret ved hans Fremsigelse af Replikerne, men dette tabte sig efterhaanden og han spillede i det Hele med megen Følelse og Stemning.

Hvad den til Stykket af P. Heise componerede Musik angaaer, da kunde det næsten kaldes et Fortrin, at den ikke ganske staaer i Niveau med Stykket; thi man faaer da ved Musiken, der har Heises sædvanlige flydende Lethed, ligesom en lille Recreation fra den Tankevægt, hvorunder Stykket til sine Tider knuger Publicum. Musiken til «Palnatoke" var vistnok originalere, thi den nordiske Tone, som Componisten i «Kongs-Emnerne" anslaaer, bærer unegtelig stærkt Præg af Hartmannsk Paavirkning, medens den paa den anden Side et enkelt Sted synes at falde rent ud af den nordiske Stil. Blandt det særlig Tiltalende og Vellykkede synes Marchen i 1ste Act at maatte nævnes, ligesom Indledningen til sidste Act, der var overordentlig stemningsfuld, i høi Grad hævede sig frem. Det ensformig gjennem hele Stykket tilbagevendende Hornsignal, der første Gang forekommer i Begyndelsen til Ouverturen, gjør neppe den af Componisten tilsigtede Virkning; thi da det oftest kommer isoleret som et simpelt Krigssignal uden nogen Forbindelse med Orchestret, bliver Gjentagelsen af det samme Motiv, som er smukt tænkt, snarere trættende end interessant.

Medens det i Regelen ved Opførelsen af store Sørgespil er en væsentlig Mangel, at kun nogle enkelte Roller blive tilfredsstillende udført, idet Personalets Evner ikke strække saa vidt, at det sædvanlige store Antal Optrædende kunne tilfredsstille, er der ved «Kongs-Emnerne" en gjennemgaaende Harmoni over det Hele, som for en Del skyldes de Udførendes Interesse for Sagen, for en Del en energisk og virkningsfuld Iscenesættelse. De halvfemte Timer, Stykket varer, er ganske vist en lang Tid, men Ingen vil vistnok forlade Forestillingen uden en Følelse af, at der i denne Tid er bleven ham en rig og usædvanlig Nydelse tildel. Om man ogsaa paa den lange Vandring, paa hvilken vi følge Skule Jarl gjennem Livet, til sine Tider kan trættes, om det kan synes, som om man nu slet ikke længere veed, hvorhen det Hele skal føre, saa klarer det sig saa ganske forunderligt tilsidst, der kastes ligesom et Lys paa alt det Foregaaende, og den poetiske Magt, som helt igjennem i glimrende Tanker og gribende Situationer har aabenbaret sig, viser sig intetsteds saa stor som ved den rystende Slutning, da Skule med sin Søn frivilligt gaaer ud til Drabsmændene. Hans Brøde er udsonet, man aander frit som efter en lang, overstaaet Kamp.

Ved saadanne Forestillinger forstaaer man, at Theatrets Motto er: «Ei blot til Lyst».