Theatret.
Efterat man i flere Uger har maattet tage tiltakke med udelukkende gamle Sager, endog med Antikviteter som «Axel og Valborg», hvis Opførelse nu vel nogetnær maa betragtes som en Anakronisme, gik endelig i Søndags Henrik Ibsens længselsfuldt ventede «Kongs-Emnerne» for første Gang over Scenen. Da Kongs-Emnerne vel allerede gjennem Pressen er Publikum tilstrækkelig bekjendt og desuden et Par Gange har været vidtløftig anmeldt i vore Dagblade, finde vi det overflødigt her nærmere at berøre selve Stykket, og skulle derfor blot kortelig omtale dets Udførelse paa vor Scene.
Uagtet den Flid, der øiensynlig var lagt paa denne, fik man dog det Indtryk, at vort Theater med sit nuværende Personale, ikke tilfulde magter Stykket. Flere af de ubetydeligere Roller havde man maattet lægge i Hænderne paa Theatrets bedste Kræfter, der saaledes bleve godtsom ubenyttede, medens f. Ex. Kong Haakons Parti, – der næst Hertug Skules er Stykkets vigtigste, – som man maatte vente med den Besætning, det havde faaet, ikke paa langt nær blev til, hvad det skulde være. Dette nødvendige Misforhold i Rollebesætningen skyldes vel for en stor Del det omtalte Indtryk, at Stykket overskrider Theatrets Kræfter.
Hr. Wolf gav Hertug Skule og forstod fuldkommen at gjengive den i aandelig og legemlig Henseende herligt udrustede, men Energi og Villiekraft manglende Mand, – en Rolle, der uden Tvivl er overmaade vanskelig paa Grund af de modsigende Elementer i Skules Karakter. Saalænge ikke den Tvivl, der er Grundstemningen i hans Sjæl, har faaet Overvægten, er han den herlige Helt, Gjenstanden for Alles Beundring og Hyldest; men ikke før faar den bryde igjennem, saa er han tilintetgjort og svag og ikke til at gjenkjende som Jarlen, der saa modig vovede at kaste Kongen sin Handske. Hr. Wolf havde tilfulde opfattet sin Rolle og gav den med en gribende Kraft og Sandhed; Slutningsscenen og Scenerne med Ingebjørg og med Bispens Gjenfærd er maaske det mest Tiltalende, vi have seet af Hr. Wolf. Dog forekommer det os, at Kontrasten mellem de to Stemninger hos Skule var vel stærkt markeret. I Begyndelsen af Stykket viser han os maaske vel meget Helten i Skule; senere derimod, under hans Svagheds- og Vankelmodighedstilstand, lader han neppe det Gode hos ham komme til sin fulde Ret. Skule skal være en Personlighed, for hvem man dog alltid maa have Noget tilovers; Hr. Wolf derimod lader os neppe beholde Medlidenheden. Man faar af Hr. Wolfs Spil uvilkaarlig mere Indtrykket af to grundforskjellige Personligheder end af een under Paavirkningen af forskjellige Sjælsstemninger. Hr. Wolfs Spil vilde uden Tvivl vinde, om han lagde en større Enhed og Harmoni deri.
Hr. Nielsen udførte Nicolas's Parti i det Hele taget ret tilfredsstillende; man maa her som ellers paaskjønne den Flid, som han øiensynlig lægger paa sine Roller. At der denne Gang kunde være Adskilligt tilbage at ønske, faar man vel tildels skrive paa Forfatterens Regning; this Rollen er fra hans Side belastet med flere ganske særegne Vanskeligheder. Vi ville som et Exempel nævne Dødsscenen. Naar et Optrin, der skulde vække Gru og Medlidenhed, den ene Gang efter den anden hilses med Lattersalver fra Tilskuerne, da maa der nødvendig være en Feil tilstede, enten fra Forfatternes eller fra Skuespillerens Side, og vi tro paa dette Sted at maatte tilskrive den sidste Skylden. Det forekom os, at Hr. Nielsen gaa vel meget efter for en vis Tilbøielighed til paa flere Steder at give denne Scene et vel komisk Præg. Paa den anden Side kan det dog heller ikke nægtes, at netop dette Sted er Rollens vanskeligste. – At Hr. Nielsen skulde kunne bringe noget Synderligt ud af den helt igjennem underlige Gjengangerscene, var ikke at forlange. – Det kunde vel synes, som om der fra Apparatets Side burde gjøres noget Mere for dette Optrin: Bispens Gjenfærd kommer nemlig spadserende ind paa Scenen nok saa gemytligt i Følge med nogle andre gejstlige, af Kjød og Blod bestaaende Mæn d, og da Scenen er temmelig mørk, maa man antage ham for et ganske almindeligt Menneske. – Det var forresten heldigt, at et Par Linier af Nicolas's Replik her vare strøgne.
At Hr. Gundersen ikke vilde kunne stille sig vel fra Kong Haakons Rolle, var Noget, man paa Forhaand kunde vide. Hr. Gundersens sædvanlige Feil, en svag Stemme og tvungne Bevægelse maatte i en Rolle som denne blive saa meget mere fremtrædende. Man speidede forgjæves i ham efter den stærke, daadkraftige Konge; Haakon sank ved hans Spil ned til en net, pyntet Kavaller. Den «store Kongetanke,» som han udtaler, flyder saa let og ubemærket over i den øvrige Replik, at man neppe lægger Mærke til den; disse vægtige og betydningsfulde Ord, der øve en Indflydelse over hele Skules følgende Liv, lader Hr. Gundersen falde Kongen af Munden ganske en passant. Dette er en Hovedfeil, som Hr. Gundersen fremfor Alt bør se at rette paa. – Dronning Margrethes Rolle udførtes særdeles smukt og tiltalende af Frk. Svendsen, og Fru Wolf og Frk. Berg gjorde saameget af sine ubetydelige Roller, som man kunde forlange – Hr. Abelsteds Peter var i det Hele taget ret heldig, skjønt hans ubehagelige Udtale her i mere end almindelig Grad var generende. – Hr. Krohn spillede Skalden med megen Hjertelighed og Varme. – Af alle de øvrige Indehavere af mindre Roller var der uagtet alle de martialske Ansigter og Skjæg neppe Nogen, der gjorde Indtrykket af en gammel Nordmand, naar man undtager Hr. Brun, hvis Dagfinn Bonde var særdeles heldig.
Sluttelig endnu et Par Bemærkninger. I et Stykke som dette, hvor den ydre Effekt tildels spiller en stor Rolle, burde Statisterne være bedre øvede og udstyrede end her er Tilfældet. Et Par Gange gjorde det et høist komisk Indtryk at se disse Folk, der lod til i høi Grad at generes af sine Kostumer, stive som Støtter at flokke sig sammen som en bange Faareflok, og flere Gange satte de da ogsaa Publikums Lattermuskler i livlig Bevægelse. De 8 à 10 Mænd f. Ex., der repræsentere «Bymændene i Nidaros» og som i sidste Akt storme ind paa Scenen, hvor de blive staaende midt paa Gulvet, se slet ikke ud som Folk, der skulde kunne jage de drabelige «Jarlsmænd» paa Flugt. Varbelgernes Flugt over Scenen er ogsaa et meget fornøieligt Skue. I Kong Haakons Bryllup, hvor man dog skulde vente lidt Munterhed, sidde Gjæsterne langs Væggene saa stive som Pagoder. Vi kunde endnu regne op en hel Del saadanne Smaafeil, der maaske for en Del kunne undskyldes, da det jo er første Gang, Stykket gaar over Scenen, og som forhaabentlig ville blive rettede.
De nye Dekorationer, der vare malede til Stykket, gjorde baade Theatret og Maleren Ære, og den Sidste lønnedes ved Sceneforandringerne med stærkt Bifald.
Det vilde være godt, om Mellemakterne ved dette Stykkets Opførelse gjordes saa korte som muligt, selv om man skulde være nødt til at sløife Musikken; ved den første Opførelse varede dette nemlig næsten halvanden Time over den annoncerede Tid.