Edvard Brandes

Iblandt de Lærde og Konstnere, der fulgte med Bonaparte paa hans Tog til Ægypten, var der ogsaa en fransk Musicus, hvem det Hverv var overdraget at samle Oplysninger om de orientalske Folkeslags musikalske Kundskaber. Da han var kommen til Cairo, tog han sig en arabisk Lærer, hvis Underviisning efter Landets Skik bestod i at foresynge Eleven forskjellige Melodier. Franskmanden gav sig til at skrive op, hvad Araberen sang, og da han troede at bemærke, at denne hyppigt detonerede, rettede han under Opskrivningen alle de Feil, han hørte. Efter endt Lection vilde han foretage en Contraprøve ved at synge det Samme for Læreren, men strax ved de første Tacter standsede denne ham og erklærede, at han sang falsk, hvad han naturligviis ikke vilde indrømme; tvertimod paastod han, at den Andens Sang var en Rædsel for hans Øren. Under deres Skjænderi herom fik Franskmanden den heldige Idee at lade sig bringe en arabisk Luth, og opdagede nu, ved at undersøge de musikalske Forhold paa denne, at Araberen betjente sig af en hel anden Scala end den, han kjendte. De havde saaledes begge haft Ret; enhver af dem havde paa Grund af, at han havde sin bestemte Scala i Øret, maattet erklære den Andens Sang for falsk.

Jeg har tilladt mig at fortælle denne Anekdote, fordi den er faldet mig ind ved at sammenligne den Skildring, Ibsen i «Kongsemnerne» har givet af et bestemt historisk Tidsrum, med hvad Historien lærer om dette. Det synes mig, som om Digterens Forhold til Historikeren er meget analogt med den franske og arabiske Musikers. Digteren kommer til Historikeren og beder ham om at recitere for sig et eller andet interessant Stykke af Norges Saga, og denne fortæller ham om de vilde og ødelæggende Borgerkrige, Norge var Gjenstand for i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Lad os nu tænke os Contraprøven foretaget: Digteren forelæsende Historikeren sit Drama. Denne vil maaskee først gjøre ham opmærksom paa, hvormeget Uhistorisk han har digtet til, som f. Ex. Historien om Thrond Prests Brev og den sententieuse Skjald, medens der dog dengang ingen Skjalde gaves ved Hofferne, og dernæst lempeligt bebreide ham, at han har taget saa lidt Hensyn til de historiske Begivenheders sande Tidsfølge og saaledes ladet Haakon frie til Margrethe lige efter Jernbyrden, skjøndt hun dengang kun var ti Aar gammel, og ladet Skule umiddelbart efter Bisp Nikolas´ Død blive hyldet som Konge, hvilken Begivenhed først indtraf 14 Aar senere. Vilde Digteren indvende, at disse Aarstal ingen Betydning havde for det Hele, kunde Historikeren svare, at han heller ikke havde taget Hensyn til selve de politiske Forhold: Naar han med Rette lagde en overordentlig Vægt paa Jarlens inderlige Ønske om at faae en Søn, hvorfor fulgte han da ikke Historien, der angav, at Jarlen, først efterat Ingebjørg havde erklæret Peter for hans Barn, for Alvor tænkte paa at erhverve sig Kongemagten, intriguerede derfor og samlede Kræfter dertil? Svarer Digteren, at Stykkets Værd dog hovedsagelig beroer paa Skildringen af Charaktererne, kan Historikeren paa sin Side indvende, at disses historiske Sandhed er høist tvivlsom, eftersom ingen af de tre Hovedpersoner kan have været, som de af Digteren skildres. Alene Margrethe synes tilnærmelsesviis at være fremstillet med historisk Sandhed. Bisp Nikolas´ Betydning som historisk Charakteer ligger i den Omstændighed, at hans Meninger og Ideer tilhørte en svunden Tid, at han, den ivrigt Clericale, af ganske Hjerte hadede Kirkefjenden og Usurpatoren Sverre og hans Æt, og derfor lagde Haakon Hindringer iveien; han forstod ikke sin Tid og brugte ethvert Middel for at standse Fremskridtet, men det Rimeligste er, at han i sin fanatiske Iver ansaae sin Fremgangsmaade for aldeles berettiget. Hertug Skule dernæst, om hvis Grublen og Tvivlen og hele indre Liv Digteren veed saa Meget og Historien saa Lidet, burde først og fremmest være fremstillet som fuldblods Aristokrat, thi hans Kamp mod Haakon betegner Aristokratiets sidste og afmægtige Forsøg paa at indskrænke Kongens Magt, og Haakon burde vi have seet som den, hvis hele Livsgjerning gik ud paa at styrke og hæve Kongevælden overfor den oprørske Adel. – Digteren maatte da tilsidst svare, at Historikeren og han saae Sagen fra ganske forskjellige Synspunkter og derfor ikke kunde blive enige.

«Kongsemnerne» er intet virkeligt historisk Drama; det har ikke været Digterens Plan gjennem en Række Fortidsbilleder at give os en Fremstilling af Menneskenaturen, saaledes som den fremtraadte under bestemte Forhold paa en bestemt Tid. Han er ikke gaaet ud fra et bestemt historisk Synspunkt, men har kun brugt det Historiske som Paaskud. Baggrunden i Stykket er middelalderlig, Forgrunden moderne; thi Skule Jarl er en moderne Figur. Man har da Lov at spørge, hvad det er for nye Ideer, Digteren her har villet bringe ind i de gamle Sagn, og hvad Forholdet mellem Haakon og Skule betyder. Da den afgjørende Vægt i den Grad er lagt paa Kongstanken, at Haakon, dens Bærer, næsten synker sammen under den og kun repræsenterer Purpuret og Kronen, kan Meningen ikke være at fremstille den trivielle Modsætning mellem Genie og Talent. Altsaa maa man vide, hvad der da egentlig er ment med denne Kongstanke, efter hvilken alle de smaa norske Claner skulde forsvinde og gaae op i eet Rige. Den skal vel opfattes symbolsk, thi Digteren kan jo dog umuligt forlange, at vi moderne Mennesker skulle interessere os for Norges Centralisation i det 13de Aarhundrede; om saa det hele Land var blevet inddelt i Communer, vilde vi ikke engang finde noget Forfærdeligt deri. Det er da maaskee de kosmopolitiske Ideer, Digteren hermed symbolsk forfægter, og Nationalitetsprinciperne, han bekæmper. Jeg maa oprigtigt tilstaae, at jeg ikke er ganske klar herover, og ligesaalidt kan jeg komme paa det Rene med, hvad det er for Ideer og Følelser hos det moderne Menneske, Ibsen har villet antyde for os ved Skildringen af Skule Jarl. I Begyndelsen fremstilles han som en Ærgjerrig, der paa samme Tid som han stræber mod de høieste Maal plages af en ulykkelig Tvivl om sin Ret og sit Kald til at naae disse, men dernæst synker han ned til at blive Tyv; han stjæler, tyvstjæler Haakons Kongstanke for igjennem den at give sig selv Berettigelse til Thronen. Det lykkes ham ikke; Skjalden erklærer ham, at man ikke kan leve for en Andens Livsværk, og han erkjender selv Sandheden heraf – men heri er der noget Uklart. Thi hvorfor skulde man ikke kunne leve for fremmede Ideer, som man søgte at tilegne sig og gjøre til sit eget Kjød og Blod, naturligviis uden at stjæle dem og udgive sig selv for Opfinder? Tyveriet, ikke Ens Leven for Andres Ideer, vilde gjøre En ulykkelig. Det gaaer derfor Læseren med «Kongsemnerne» som med flere af Ibsens Productioner: man synes i dem at høre en lidenskabelig Protest fra en mægtig og urolig Aand, og man henrives af denne Lidenskabelighed; men paa samme Tid føler man dybest inde i Digterværket en underlig Uklarhed, man forstaaer ikke ret, mod hvad og til Bedste for hvem Digteren protesterer.

Uden Overdrivelse kan man sige, at i meget lang Tid har ingen nordisk Digter erhvervet sig en saa stor og tilsyneladende saa vel grundfæstet Sympathi hos hele det store Publicum som Ibsen. Det Spørgsmaal paatrænger sig: Hvad mon vel Fremtiden vil sige dels overhovedet om Nutidens Heroer, dels særligt om denne store Mand? Det er vist, at Alt, hvad der af privat og personlig Uvillie i Samtiden kaster Skygge paa en overlegen Aand, for Fremtiden vil være, som om det aldrig havde existeret. Men det er ligesaa vist, at Fremtiden, som langt bedre end vi formaae det, seer enhver Bestræbelse i dens Sammenhæng og paa dens Plads, paa mange Punkter vil være streng og strengere end vi. Det er for dristigt at ville foregribe Fremtidens Dom, men undertiden staaer det for mig, som om den omtrent vilde sige: «Denne Digter var utvivlsomt en af sin Tids mærkeligste Personligheder, han besad aldeles ualmindelige Evner og Kræfter, hans høieste Ønske var at samle dem alle under een Stræbens og een Villies Commando. Hans hele Forfatterbane kan opfattes som et Tilløb til at erhverve denne Villie, men han naaede aldrig dertil, thi hans Personlighed var først halv, saa delt og brudt. Han har skrevet en «Kjærlighedens Comoedie», der indeholder en Satire over Ægteskabet, som meddeler En lige liden Sympathi for det bestaaende Ægteskabs Forsvarere og Angribere, og af hvilken det er umuligt at uddrage det Resultat, om det er Digterens Mening at ville holde paa det Bestaaende eller at ville kaste det overende. Han har skrevet en Tragoedie «Brand», der indeholder det voldsomste Angreb paa al bestaaende Kirkelighed, men i hvilken Helten er mere lidenskabelig Asket end nogen Selvplager i Indien eller nogen Flagellant i den mørkeste Middelalders Tid i Europa, en Tragoedie, i hvilken de Vaaben, som anvendes mod det Bestaaende, ere hentede alle andre Steder fra end fra hans liberale Samtids Arsenal, og som ender med et Nødraab og et Spørgsmaalstegn. Han har forfattet en politisk Comoedie «De Unges Forbund», der indeholder en blodig Ironi over den liberale Sags slette og egoistiske Repræsentanter, men uden at det var muligt af Stykket at see, om det var Repræsentanterne eller Sagen, der ramtes, og om efter Digterens Mening de, der vilde, at Alt skal forblive ved det Gamle, havde Ret eller ei. Hans mest fremragende poetiske Værk er et historisk Drama «Kongsemnerne», der skildrer en forbigangen Tid saaledes, at hin Tids Hjerte er taget ud og et moderne Hjerte sat ind i Stedet, men tillige saaledes, at den moderne Grundtanke er af den Art, at den ingen Gjenklang fandt blandt Tilhørernes Tanker, fordi den ikke slog ned blandt de Ideer, af hvis Brydning deres Aandsliv bestod. Han har offret Stykkets egentlige Helt, der falder udenfor det Interessante, for Rivalen, Skule Jarl, der ikke kan samle Sympathierne om sig, fordi han, istedetfor at repræsentere en Idee, hvad der er noget meget Høit, repræsenterer det at ville stjæle en Idee, hvad der er noget meget Lavt. Atter her efterlod han da Læseren raadvild, og det bedste Vink, som denne saa store Mand har efterladt sig til Forstaaelse af sin Production, er maaskee, naar Alt kommer til Alt, et lille Digt «Til min Ven Revolutionstaleren», der indeholder disse fire Linier:

De siger, jeg er bleven «Conservativ»;
Jeg er, hvad jeg var mit hele Liv.
Jeg gaaer ikke med paa at flytte Brikker,
Slaa Spillet overende, da har De mig sikker –

hvilke mærkelige Ord gave Tidsalderen en Anviisning paa, hvorledes man kunde være reactionair uden derfor at give Afkald paa endog de mest Radicales Sympathier. Man erklærede paa intet Punkt at ville have det Enkelte forandret. Hvorfor? Fordi man vilde have Alt forandret; da dette nu ikke kunde skee, vilde man lade Alt bestaae og holde alt det Gamle oppe. Heri – saaledes vil Fremtiden tale – ligger Forklaringen af, at denne Digter, der i levende Live ansaaes for en meget yderliggaaende Fremskridtsmand, efter sin Død er bleven alle Reactionaires kjæreste Lecture; thi som bekjendt have vi nu Anno 2013 ikke mere hine gamle Reactionaire, der aabent vedkjendte sig Reactionen, vi have kun de finere saakaldte Radical-Reactionaire, der af lutter Længsel efter den hele Bevidstheds Revolutionering negte deres Minde til enhver enkelt Reform.»