Bergen.
Theatret. Henrik Ibsens «Kongsemnerne» gik igaar for fuldt Hus for første Gang paa vort Theater. Det historiske Skuespil ansees med Rette for at være en af Digtningens vanskeligste Opgaver. Sagaens brede Pensel har leveret Konturerne og Baggrunden; men Digteren maa ved Selvskabning begrænse Stoffet, beaande Figurerne og fortolke Ideen. Han maa baade vogte sig for historiske Forflyttelser af Personligheder og Tanker og for Statuefigurer, fremkomne ved Forstening under Arbejdet for rigtig at holde Tegningen i Stilen. Det, som kan frelse fra disse Skjær, er først den fulde Fortrolighed til det historisk givne og dernæst Forstaaelse af det almenmenneskelige, som til alle Tider danner Forbindelsesledet mellem Fortid og Nutid. Naar man ud fra et sligt Grundsyn skal bedømme «Kongsemnerne», saa maa man indrømme, at Stykket samtidig med sin store Rigdom paa ægte poetisk og kunstnerisk Duft i Enkelthederne dog savner historisk Helstøbthed. Denne Anke gjælder gjennemgaaende Tegningen af Skule Jarls Figur og dernæst tillige næsten hele 5te Akt. I begge disse Tilfælde er det Romantiken med dens forlorne Ridderlighed, Gjenfærd, Djævleforskrivelser og Martyrier, der har fristet Digteren over Evne. Men trods dette er «Kongsemnerne» et stort dramatisk Værk, der baade læst og gjennem en værdig scenisk Tolkning vil hævde en Plads som noget af det bedste i sit Slags, vor Literatur ejer.
Udførelsens Interesse knytter sig selvsagt væsentligst til de tre Hovedfigurer, Skule Jarl, Biskop Nikolaus og Kong Haakon. Hertug Skule er tegnet som en halvfærdig Faustkarakter. Han drives af Egenkjærlighedens brændende Begjær, men ejer ikke den hensynsløse Beslutsomhed, der stifter Pagt med selve Satan, naar det kun bærer frem mod den attraaede Nydelses Maal. Hr. Michelsens Udførelse af denne Rolle vidnede baade om heldige naturlige Betingelser for Løsningen af dette Slags Opgaver og om alvorligt Arbejde. Finesserne lykkes ikke helt for ham endnu, men det vil opnaaes ved Rutinen. Han benyttede igaar sine fyldige Stemmemidler med for liden Økonomi. F. Ex. i den glimrende tilrettelagte Scene med Bispen, hvor denne ægger ham til at forfølge Kongen til Viken, til Nidaros, til Templet, til Alteret og tage Kronen, om han skal tage Hovedet med, der vil Kunstneren med en til den dramatiske Spænding svarende Stigning i Stemmen opnaa en ulige større Effekt, end naar der den hele Tid spilles med fuldt Værk. Vi glæder os til at se Hr. Michelsen igjen i dette Parti, hvor han har faaet saa meget væsentligt færdigt, og hvor man tør haabe, at den kunstneriske Afslibning vil gaa fremad efter hver ny Opførelse af Stykket.
Biskop Nikolaus hører, trods sin Forsikring om, at han befinder sig i Uskyldighedsstanden, ikke til Vorherres bedste Børn. Der flyder en god Portion Mefistofoblod i hans Aarer, og Digteren behøvede aldeles ikke at lade ham gaa igjen for at faa gjort det begribeligt, at han er paa Kant selv med de Magter, der har benaadet ham med Hyrdekald, Krumstav og Bispehue. Om Hr. Johannesens Udførelse af Rollen vil vi kun sige, at vi havde ventet meget, men vi fik mere. I første Akt tror vi, efter hvad vi nu har seet af ham, at han vil komme til at spille endnu bedre, men i de senere Akter og specielt i Dødsscenen maa vi ærligt tilstaa, at vi i alt væsentligt ikke formaar at tænke os, hvorledes det skulde kunne gjøres bedre.
Hr. Halvorsens Kong Haakon gjorde megen og fortjent Lykke. Der var Adel og Anstand i hans Fremtræden, en behagelig Afrundethed i hans Deklamation og Replikbehandling og en sympathisk Klangfylde i hans Organ, der passede fortrinlig til den tegnede Karakter med dens stærke Tro paa sig selv og sit Kald.
De øvrige rollehavende gjorde, hvad de kunde, og Hovedindtrykket af Præstationen var, at den sceniske Tolkning gjennemgaaende var en værdig Gjengivelse af Digtningen. Publikum lagde sin Taknemmelighed for Dagen gjennem hyppig Applaus og gjentagne Fremkaldelser.
Til Trods for, at man af Hensyn til Tiden (saavidt vides forresten efter Digterens egen Anvisning) havde forkortet flere Scener, og uagtet Samspillet var præcist og Mellemakterne ved de hyppige Sceneforandringer korte, spillede dog Stykket til Kl. 12 ½. Vi skjønne derfor ikke rettere, end at yderligere Sammendragninger maa gjøres, og om vi turde give Raad i saa Henseende, vilde vi henlede vedkommendes Opmærksomhed specielt paa første Afdeling i 4de Akt, der uden Forstyrrelse i den dramatiske Udvikling maa kunne taale at afkortes betydeligt, samt paa Gjengangerscenen, som efter vor Mening uden Skade for Stykket kan stryges helt.