Bognyt.
Keiser og Galilæer, et verdenshistorisk Skuespil af Henrik Ibsen. Kjøbenhavn, forlagt af den Gyldendalske Boghandel. 512 S. 8vo.
Neppe mange Bøger har saa længe og med saadan Spænding været ventet som denne, og Forventningen har hele Tiden holdt sig i en dybere Sindenes Understrøm, der har løbet hen under Dagens Gjøremaal og vexlende Interesser, og kun nu og da vist, at den var tilstede ved tidvise, enkelte Ytringer Mand og Mand imellem; dens Udtryk var ogsaa den til nu ukjendte Forudbestilling paa en Bog, der ikke udkommer i tingede Hefter og i den overordentlige Hurtighed, hvormed Oplaget paa 4000 Exempl. blev spredt udover de nordiske Lande og udsolgt i Kjøbenhavn. Det bliver nu Spørgsmaalet: er Forventningen skeet Fyldest eller ei? Tiden vil vise det.
Keiser og Galilæer danner, som Titelen ogsaa angiver, et verdenshistorisk Skuespil i to femakts Dele, Cæsars Frafald og Keiser Julian, der paa det nøieste er sammenflettede. Og Navnet «verdenshistorisk» bærer det med Rette; thi den storslagne, hidtil uprøvede Digteropgave har virkelig været at omfavne hele Verdenshistorien i et bestemt Tidspunkt, i Overgangen fra Fantasi til Følelsestiden, at opfatte og skildre denne i dens mest fremragende Personligheder og samle den i en eneste saadan, der staar ikke blot som den hele foregaaende Udviklings Efterbillede, men tillige som sin Samtids levende Udtryk midt oppe i den udlevede Halvverden ved Middelhavet, der var dødsdømt, fordi den ikke kunde oplives ved eller engang komme til Rette med det nye Liv og den nye Tid, som Kristusriget grundlagde, og som derfor trængte en ny, livsfrisk og kraftig Folkeverden, – den nordiske – der vedligeholdt en aandelig Forbindelse med den gamle, og var skikket til en Forstandsudvikling af Oldtidens høieste Anskuelse.
Strengt historisk har Ibsen givet os Billedet af Julian og hans Samtid, saa hvor han afviger i sin Behandling fra den historiske Virkelighed, har dette sin gode Grund og sker i Medfør af den psykologiske Udvikling. Det maa nemlig ikke oversees, at Julian, foruden at være en verdenshistorisk Opgave af store Forhold, er en psykologisk af ikke mindre. Aldrig før har vel en nordisk Digter saaledes forsøgt at skildre en historisk Personlighed i dens verdenshistoriske Ramme gjennem et helt Levnetsløb. Ibsen begynder med det første virkelige Omslag i Julians Liv og giver os saavidt tilstrækkelige Antydninger om hans Fortid, at man faar et klart Billede af hele hans Udvikling. Skal en saadan Skildring af et Tids- og Livsbillede imidlertid være mulig, maa Historiens og Personens Udvikling gjensidig betingende og følgende hinanden gaa Side om Side og slutte sig sammen til et Hele, hvorfor det bliver nødvendigt at ordne Historiens overleverede Fakta overensstemmende med den Brug, Digteren har for dem i Personlighedens Udvikling.
Cæsars Frafald indeholder egentlig Julians personlige Udvikling fra hans 19de til hans 30te Aar, da han aabent optræder som Fornægteren. Strax i den første Scene møder os et ypperligt Billede af Kristendommens Tilstand, som den blev ved dens ulykkelige Ophøielse til Statsreligion. Nylig var den arianske Strid udkjæmpet, den semiarianske var i fuld Gang, og Menigheden, der mere var lokket sammen ved de Fordele, der gaves Kristendomsbekjendere, end ved virkelig Tro, havde kun Sands for tre Ting: Legene paa Cirkus, de prægtige religiøse Optog og de theologiske Kampe. Hedningerne, der mest var simple Folk, Landsfolk og Bønder, forfulgtes med Smæde- og Spotord; hvo som ofrede, straffedes paa Livet. De Kristne havde delt sig i allehaande Sekter, der blodigt forfulgte hverandre. Keiseren hældede til Arius´s Lære, og i Hovedstaden fandtes Bekjendere af alle mulige Sekter, Donatister, Manikæere, Gnostikere osv. Bedre kunde Menighedens sørgelige Stilling neppe skildres, end ved Billedet af Manikæeren, Donatisten og Kainiten, der som Kristne hjælpes til at hundse den hedenske Frugthandler, for derpaa selv, da de blive bekjendt med deres indbyrdes Tro, at komme i Haar sammen Paaskenatten; den skjærende Modsætning mellem Virkeligheden og Idealet viser den smukke Lovsang inde i Kirken, der begynder og ender dette Optrin.
Saa kommer Hoffet, Keiseren, Keiserinden og Julian i stort Optog for at bivaane Natmessen. Allerede her bryder Ibsen med Historien; thi Julian og Gallos opdroges ikke i Konstantinopel; de holdtes meget mere indesluttede i en Bjergfæstning ved Cæsarea i Kappadokien; Keiseren taalte vel neppe at se dem for sine Øine, paa Grund af den onde Samvittighed over Mordet paa deres Fader og øvrige Slægt, og Frygten for Hævn nødte ham til at være paapasselig; det var heller ikke ved Gallos´s Udnævnelse til Cæsar, men først efter hans Mord, at Julian slap ud af Buret til Skolen i Athen; men denne Afvigelse er skeet af nødvendige Grunde; ellers havde Julians psykologiske Udvikling, der allerede paa denne Tid havde gjort ham til Hedning, maattet være opgivet, og ved at samle alle Personerne i Konstantinopel opnaaedes en rask og heldig Exposition af det Hele. Den mistænksomme Keiser udnævner i et Anfald af Anger Gallos, hvem han i Forveien havde mistænkt, og ikke med Urette, til Cæsar, for ei længer at frygte ham, og Julian, som herved maatte føle sig tilsidesat, faar Lov at reise til Skolen i Pergamon; samtidig faar man et lidet Indblik i det rænkefulde Hofvæsen, idet dette uventede Omslag i Keiserens Tænkemaade – alle havde ventet at se Julian som Cæsar – forklares ved at han havde givet Keiserens Livslave Memnons Hund et Fodspark, der hævnes saaledes. Julian er den hele Tid lutter Ærbødighed og Blidhed overfor Keiseren, han havde tidlig lært at tie og gjemme sine Tanker under Bevogtningens Tryk; der synes imidlertid at vise sig lidt Satire, hvor han taler om Keiserens Hænder; Udtrykkene ere for søgte til at kunne falde som naturlige, selv forstilte. Dette er Hovedscenen i første Handling; men iforveien, medens Keiseren er inde i Kirken, foregaar en Række Scener, hvori Julian som Hovedperson føres frem i Forhold til forskjellige Personer – en blind Mand, hans Barndomsven Agathon fra Kappadokien, som han selv havde omvendt til Kristendommen, og hans Broder Gallos. Mødet med disse forskjellige Personer udfolder for os Julians Indre. Skildrer han senerehen (5te Akt) sin hele Ungdom som en sammenhængende Rædsel for Keiseren og for Kristus, der aldrig har levet i ham, men staaet udenfor ham med sit Krav, da finder vi ham her, tilhyllende denne dobbelte Stemning med en Forsigtighed og Uro, der vidner om aarlang Øvelse under en Vagt, hvor han ei kunde være sikker paa noget. Ligeoverfor den Blinde, som forgjæves søger Helbredelse hos Keiseren, Herrens Salvede, kalder han sig en Broder i Vantro og Blindhed, men han er dog ei endnu afgjort falden fra Troen; det viser det gribende Møde med Barndomsvennen, hvem et Syn har drevet til at søge ham; her kommer alle de gode Sider frem hos ham, men ogsaa hans Forsigtighed, parret med Forfængeligeden, der træder skarpest frem under Samtalen, hvori Libanius smigrer ham og Overtroiskheden. Samtalen med Libanios maatte til først, for at Julian kunde udtyde Synet som Agathon fortalte ham om en Kamp for Kristendommen mod denne. Hans livlige Fantasi og stærke Ærgjerrighed griber strax denne Tanke, paa samme Tid som han forarges over den Adfærd, de Kristne og Hofmændene havde vist mod Libanios og føler sig tiltrukket til denne, dog kun for at kjæmpe med ham. Mødet med Gallos nedstemmer ham midt i Begeistringens Øieblik og gjør ham satirisk overfor sin Lærer Hekebolus, som han nøder til at tilstaa sin Adfærd mod Libanios. Julian er herved bestemt som en Mand med herlige Anlæg, men ogsaa med Tilbøielighed til mange Feil, som Omstændighederne nærer og udvikler midt under hans Søgen efter og Begeistring for det Skjønne.
I anden Handling faar man et levende Billede af Visdomsskolen i Athen og af Julians Liv der, talt og grebet lige ud af Historien og udviklet med Aand og Klarhed. Julian trænger til at leve; thi «han har henslæbt hele sin Barndom og sine første Ungdomsaar i et gyldent Slaveri»; derfor styrter han sig nu midt op i dette kaade «Studenterliv». Men den gammelmandsagtige Forsigtighed, der er blevet ham en Vane, følger ham ogsaa her; «han er maadeholden i alle Ting», og derfor følger Forstillelsen ham overalt. Han er kaad med de Kaade; men hans Kaadhed og Tvetungethed, der hos de andre er Vindunstens Følge, er her vel overlagt; Tvetydigheden kommer frem, hvor han med hint Sofisteri, der opøvede i Veltalenheden, og som paa det nærmeste svarer til Middelalderens Skolastik, ligesom i Ubesindighed, men dog fuldkommen ædru, haarkløver Spørgsmaalet: «er det tilladt at give Keiseren Skat»? Det Smigreri, der drog hans Forfængelighed til Libanios, har han gjennemskuet, da han opdagede, at denne ei søgte hans Begavelse, men kun hans Penge, og hans Gunst, der skulde blive Cæsar, og nu havde vendt sig til Gallos. Med sin sædvanlige Finhed blotter han i et Øieblik hans Havesyge, for siden at gjøre sig lystig over ham for Gregor. Det ædle i hans Natur oprører sig mod denne Uredelighed, som han selv eier uden at se den, og i Samtalen med Vennerne lægger han hele sin Natur aaben. Man seer nu, hvad man af første Handling har gjættet: det falske Forhold, hvori han er bragt til Kristendommen, har sin Rod – hos ham selv i den Tvang, hvormed den er ham paabudt gjennem Opdragelsen af den Mand, der havde myrdet hans Slægt, – hos den selv i den Skikkelse, hvori den træder ham imøde hos dens ivrigste Bekjendere; det rænkefulde Hof, der i Smug begaar allehaande Mørkets Gjerninger og hvis Tro snor sig med Hofvinden, og som er Styrelsens villige Redskab til at rase mod alle Hedninger, ikke af Iver for Troen, thi da havde han neppe set Feilen i at ville tvinge til den, saalidt som hele sin Samtid, men af Havesyge og Egennytte: for at vinde Keiserens Gunst eller de Dræbtes Gods. Kristendommens Fornedrelse i denne Slægt af Halvmænd, de theologiske Kampe, der skulde erstatte Mangelen paa Tro og betyde et Liv, gjør, at han ikke forstaar den selv, medens han dog føler dens tvingende Magt, men alt dette bringer det gode i ham, der drages mod den, til at søge efter den. Henvisningen til Skrifterne tilfredsstiller ham ikke; han trænger ingen Lære, han «veed alt, hvad der staar skrevet»; han trænger til et Liv, en Aabenbaring af dens Magt i ham, og Agathons tvetydige Syn er ham ikke nok; det har tabt sin Virkning, da han ikke blev Keiserens Efterfølger; thi til denne var det rettet. Liv søger han i Aandens som i Legemets Verden, og derfor ender det med, at han reiser «did, did hen, hvor Fakler tændes og hvor Støtter smiler». Det dobbelte Vink i Brevet og i Libanios Ord tager han som et Kald; det viser Ordet: «stamp ikke mod Brodden.» Basilios kan ikke holde ham tilbage, thi Dragelsen er for stærk; Libanios kan ikke smigre hans Forfængelighed, thi ham foragter han. Men hvorfor da Optrinnet med hine Breve fra Kappadokien? Hvorfor fandt ikke Julian, hvad han søgte? Fordi der ikke var Alvor i hans Søgen, skjønt tillige, hvad vi siden skal se, fordi det bødes ham ei saa, at han kunde finde det. Han harmes over Gallos´s Fremfærd, der tillige viser ham Kristendommens Fornedrelse; men da det kommer til Stykket, vil han ikke vove Livet for, hvad der begeistrer ham; han har, som Gregor bebreider ham, aldrig for Alvor villet Kampen, ligesaa lidt som Libanios; thi hans Hjerte har aldrig været med, kun hans Indbildningskraft og hans Forfængelighed har været opflammet. Gregors Bebreidelse har rammet det ømme Sted; han har kun Udflugter at forsvare sig med, og da man gaar ham paa Klingen, griber han den første den bedste Udvei til at forandre Emne: «til Bakkanal!»
Vi maa endnu dvæle et Øieblik ved Basilios fra Cæsaræa, hans Søster Makrina og Gregor fra Nazianz, dette Trekløver, der skal udtrykke Kristendommen i dens hjertelige Fylde og aandelige Dybde overfor Tidens tomme Tilegnelse i Hovedet. Julian, der hele Tiden er en villende, der vil være sig selv og stræber i Forholdet til sig selv at komme ud af den Forstillelsens Kaabe, hvori han kun altfor gjerne hyller sig ligeoverfor andre, betragter dem tydeligvis som inderlig fromme, ærlige og godhjertede Mennesker, men har dog ikke Øie for, at det er Kristendommen, som gjør dem saaledes; han ser ikke saa godt Modsætningen mellem deres og Tidens Kristendom. De synes ham noget indskrænkede og livsmatte Mennesker, overfor hvem han gjerne tør blotte sig, da han er sikker paa, at de ikke ser, hvordan det egentlig staar til med ham. Han ser i dem Folk, der har opgivet at være sig selv og at ville sig selv; fordi de er indskrænkede, har de ingen selvstændig Mening, men følger den, hvori de er opdragne; fordi Julian i sig selv ser den selvstændige, villende, derfor er han dem hele Tiden overlegen, ser dem over Hovedet; derfor har de heller ingen Indflydelse paa ham. Men ogsaa Læseren faar uvilkaarlig Følelsen af det samme; disse mat tegnede Figurer repræsenterer heller ikke for ham Kristendommen i dens Fylde, og de forekommer ham ligefrem taabelige, naar de ikke kan skjønne, hvordan det er fat med Julian. Vistnok er de historisk korrekt tegnede, men altfor svagt; og som en Følge heraf bliver hele Digtets Tendens forkjert. Anderledes vilde det have været, hvis Læseren havde seet, at Valget her var stillet Julian, idet Kristendommen var kommet imod ham i Kraft og Fylde, men at han havde valgt ved at lukke Øine og Øren og vende sig bort fra dens Aabenbaring gjennem den. Men det ser han ikke; han ser blot nogle indskrænkede, godtroende Mennesker. Der er i Virkeligheden ikke stillet Julian noget Valg; han maa med Nødvendighed blive det han er, tvunget af den blinde Skjæbne, der ei byder hans Søgen andet. Han er villende og maa med Nødvendighed ville dette; han vil være sig selv og drives til at ville være sig selv nok; han vil være Menneske ligeoverfor alle de andre viljeløse, der derved betegnes som Dyr, om end af forskjellig Natur, dels af Rovdyr-, dels af Drøvtyggerslægten, og saa ender han med at blive et Trold; thi det troldede er, som Ibsen selv meget rigtigt har bemærket i «Per Gynt», at ville være sig selv nok. Det er dette, som gjør Digtets hele indre Tanke og Moral hedensk ligesom Julians, ja igrunden gjør den til Et med hans.
Det aabenbarer sig tydeligst i tredie Handling, hvor hans Skjæbne afgjøres i et Optrin, der saa at sige danner det slebne Hulspeil for hele Digtets Grundtanke. Den foregaar i Efesos, hvor Julian opholder sig hos Mystikeren Maximos, og af ham er blevet indviet i hans Lære under fantastisk, hemmelighedsfuldt Gjøglespil. Just Aftenen før den hele Hemmelighed skal afsløres, kommer Gregor og Basilios derhen; Julian har ventet dem efter et Drømmesyn, hvis Virkelighed heller ikke de tør betvivle, Børn som de er af den overtroiske Tid, og i den følgende Samtale aabenbarer det sig, hvor nær Valget – det rigtignok nødtvungne Valg – Julian er, og hvorledes det, der udviklede sig i Athen under Omgangen med Visdomslærerne og Visdomslærlingerne, under Indvielsen i de Elevsinske Mysterier, har baaret Frugt i Villien og Erkjendelsen. Han fremstiller med Begeistring for dem et helt, nærmest nyplatonisk, System, hvor den ophøiede Rolle, han selv skal spille, smigrer hans Forfængelighed og nærer hans Overmod som hans Overtro, medens han spottende omtaler Besøget af Cæsar Gallos´s Hofpræst Aëzios, der vil forvisse sig om, at han har den rene Lære. Basilios og Gregor lytter med bange Anelser, stræber forgjæves at bringe ham derfra ved at søge at svække hans Tillid til Maximos, men opgiver ham tilsidst og forarges, da Julian gjør en Hentydning til, at maaske Basilios Søster, Makrina, er den rene Kvinde, der er ham lovet; de vil ikke vente for at se Maximos drage Sløret fra sine Hemmeligheder; de vil hjem, den ene til sin Moder, som er Enke, den anden til sin gamle Fader. Apollinaris Syn omtales, i Forbindelse med Cæsar Gallos´s Triumftog, dels, ligesom i anden Handling Brevet om hans Grusomheder, for at forberede paa Dødsbudskabet, dels ogsaa for at give Julian Leilighed til at udvikle sine filosofiske Drømmerier til Ende; han tror i det at se et Varsel om, at Gallos skal blive Keiser, og at han skal dele Herredømmet med ham, som det rene Menneske, der hæver sig til Gud og med den rene Kvinde vorder Stamfader til en ny, aandelig Menneskeslægt. Det er denne Tankegang, der nærer Forfængeligheden, Hovmodet og Overtroiskheden i ham, hvori han mere og mere bestemmer sig og sætter sig fast, idet han vil være sig selv, være original. Saa kommer den virkningsfulde Scene, hvori Julian i Rusens hidsede Stemning hører Stemmen i Lyset og har Drikkelag med Aanderne. Maximos Ord: «Bebudelsens Time er over dig», modsvarer paa en forunderlig Maade Agathons Ord i første Handling: «Du er særlig under Naaden», som Julian besvarer med: «Jeg skulde være under Udvælgelsen»? Han har ved «at ville» skudt sig fra Udvælgelsen til Naade ind under Udvælgelsen til Dom. Og i dette og det følgende er det, at Digtets indre Tanke klart aabenbarer sig: Mennesket har Frihed til at ville eller lade være at ville; til at ville være sig selv eller følge Andre; men naar det har bestemt sig til at ville, maa det ville dette; saadan gikk det Kain, gik det Judas, der blev Udvælgelsens Offerlam, dem, der forkynder ham denne Forsynsstyrelse, der af Digteren opfattes og erkjendes som Sandhed; men hvad der er Dødens Grund, om Udvælgelsen under Vreden var Følge af en Forudbestemmelse, det er Gaaden. At Digtets indre Hovedtanke: den indre Nødvendighed, der betegnes gjennem den ydre Styrelse, af at gaa over fra at ville være sig selv, til at blive sig selv nok, at den ligger her, i det afgjørende Moment, hvor vi ogsaa maa vente at finde den, bliver vel klart, naar dette sammenholdes med hele Værkets Slutning, hvor den samme Tanke lægges i Makrinas Mund, hun, som er det kvindelige, altsaa hjertelige Udtryk for Kristendommen i dens Fylde: «maatte du fare vild; da skal det visselig regnes dig til Gode paa hin store Dag, naar den Vældige kommer i Skyen for at sige Dommen over de levende Døde og over de døde Levende!»
Alle Steder, hvor denne Tanke skinner tydelig frem, udtales den som absolut Sandhed. Udvælgelsen forkyndes altsaa her Julian, at han skal være den tredie «Hjørnesten under Udvælgelsens Vrede»; den lyder ham imøde som en Advarsel, og Julian viger ogsaa i Øieblikket tilbage; men – han har villet være sig selv – og den næste villende Handling, hvorved han vil trodse Nødvendigheden, bringer ham netop til at tjene den, til at blive bestemt af den; dermed er Skridtet gjort og han er dømt. Og Nødvendigheden melder sig ogsaa strax i Form af Udvælgelsen til Cæsariatet efter Gallos Mord, der lige ovenpaa forkyndes ham; Handlingen gaar Slag i Slag, det ene mere rystende end det andet; da ogsaa her Basilios og Gregors Advarsler ikke frugter, da Nødvendigheden tvinger ham til at ville modtage det ved sine Varselsord om at «grundfæste Riget» og om Helena, i hvem han ser den «rene Kvinde», er alt afgjort. Han er Nødvendighedens «villende Slave». Nu faar endelig ogsaa Gregor og Basilios Øinene op for de Rædsler, der ville komme, da de ser ham aabenlyst svigte sit skjønne første Kald for at grundfæste «Keiserens Rige». Kristusriget og Keiserriget, de to Modsætninger, kan ikke forliges, og Vennerne skiller sig aabent fra ham for at staa sammen paa den modsatte Side.
Det er allerede anmærket, at Ibsen i det foregaaende ikke har fulgt Historien af psykologiske Grunde. Julian stod jo under Opsigt lige til Gallos Mord (354), faldt da i Unaade med ham og førtes til Mediolanum, hvor han i 7 Maaneder fangen ventede Broderens Skjæbne, som han ved Evsebias Hjælp undgik; han blev istedet sendt til Athen, og først nu begynder de Oplevelser, hvilke Ibsen har skildret som samtidige med Gallos Cæsariat, medens han allerede dengang var fuldt udviklet til Hedning. Aaret efter (355) udnævntes han til Cæsar, fik Helena tilægte og Landene nord for Alperne. Denne historiske Rækkefølge, hvori Julians Udvikling falder forud for hans historiske Optræden og Begivenhederne falder spredte og kun langsomt medvirkende til en videre Karakterudvikling, var dramatisk og poetisk ubrugelig, maatte derfor omgjøres saaledes, at Handlingen og den indre Udvikling betingende fulgtes ad, og dette er mesterligt udført af Forfatteren, paa samme Tid, som Karaktererne ere gjengivne med fuld historisk Troskab, og alle de Smaatræk, som Mindet har opbevaret fra Julian og hans Samtid, har faaet en Plads, der lader deres Indflydelse komme til sin Ret. Der er ikke mange Scener, ja næsten ikke mange Ytringer, der ei har Historiens Hjemmel, og de giver, saaledes som de ere nyttede, et sjeldent Exempel paa den fuldgyldige og frugtbare historisk-poetiske Anskuelses Anvendelse, der ved Poesien gjør Historien levende for Menneskeaanden. I 4de og 5te Handling derimod, der fører os ind i Cæsar Julians Krigsbedrifter og Liv efter Slaget ved Argentoratum (357) til hans Udraabelse til Keiser (360) er Historien strengt fulgt; alt, hvad der meldes om hans Kampe og om Forholdet mellem Keiseren og ham, er bogstavelig Sandhed.
Her ser man, hvordan Nødvendigheden stadig driver den villende Julian til at ville dette; da han først ikke vil lytte til Helenas Opfordring om at tage Riget, tvinges han dertil ved Keiserens Unaade, skjønt Tvangen er kun halv. Hyldingen veed han paa en mesterlig Maade at fremlokke ved sin Talekunsts Kneb; han blotter tillige Hærførernes Upaalidelighed og Troløshed, smigrer Soldaternes Graadighed; han er selv bleven en Kjeltring mellem Kjeltringer. Og samtidigt begynder Dommen over ham at aabenbares, for mere og mere at drive ham til at blive «Hjørnestenen under Udvælgelsens Vrede», for at indgyde ham Had til den Kristendom, han maatte forkaste. Dette ligger i Helenas Død, «den rene Kvinde», som han virkelig elskede, og som i Dødskampen aabenbarer sin Utroskab. Idet dette afsløres for ham, viser sig det første Udbrud af Had mod Kristendommen og Galilæeren. Kristendommen vil ikke have ham, han kan ikke længer staa under dens Magt, men han føler sig bunden, saalænge ei Daaben er aftvættet. Skridtet at styrte Herrens Salvede, Keiseren, viger han tilbage for, saalænge det stiller ham under Kristendommens Rædsel. Her er den indre Aarsag til det aabenbare Frafald, der skildres i den virkningsfulde femte Handling. Han søger Varsler for, hvad han nu skal foretage sig; da bringes han til Beslutning ved at høre Aarsagen til Helenas Mord: at hun har en Arving under sit Hjerte, og ved at høre, at Keiseren atter, efter Evsebias´s Død, vil gifte sig for at berøve Julian al Udsigt til Thronen. Ellers kunde han ventet; men dette var for meget. Her har han faaet det Varsel, Offeret ei vilde give, men gyser end tilbage for Straffen over den, der forgriber sig paa Herrens Salvede. Han maa fri sig fra Troen paa, at han er Kristi Magt undergivet, og Bestænkelsen med Offerblodet aftvætter Daabsvandet. Nu føler han sig fri. Nu kan han blive Keiser, da Galilæeren er forkastet i Gjerning; her træder atter Modsætningen frem; Synet er fuldstændigt korrekt; Kristendommen viser sig som Løgnen, Keiserdommen som Livet. Han veed, det er Løgn, at Helena var den rene Kvinde; alligevel sker der Jertegn ved Graven. Hele dette Afsnit ender med den virkningsfulde Scene, da disse Modsætninger blandes, Julians «Riget, Magten og Æren» med Koret, der synger Fadervoret i Kirken.
Har man gjennem det første Stykke «Cæsars Frafald» set Karaktererne udfolde sig til fuld Modenhed og belyste fra alle Sider gjennem deres forskjellige indbyrdes Forhold og Modsætninger, har man samtidig dermed set hele deres Udviklingsløb gjennem Rækken af de raskt og paa rette Sted følgende, Slag i Slag indgribende Handlinger, hvorved Karaktererne bestemmes og bestemme sig selv, med fuld Bevarelse af Tidens og Stedets Enhed gjennem de enkelte Akter, saa møder man i «Keiser Julian» et ganske forskjelligt, men ligesaa mesterligt gjennemført Anlæg af det hele. Har det første Stykke en mere dramatisk, saa har dette en mere malerisk Fremstilling af Handlingen, idet den her oprulles for os, ikke i en rolig dramatisk Fremskriden, men i en Samling af Billeder, der viser os den stillestaaende i dens øieblikkelige Høidepunkt, dog saaledes, at hvert Billede forudsætter det forrige og forbereder det efterfølgende. I hvert af disse Billeder finder ingen egentlig Fremskriden af Handlingen Sted undtagen den, som er nødvendig for at sammenslynge dem, hver inden sin egen Ramme, til en hel Mosaik, der giver et stort, i Form og i Farve lige fuldendt Billedværk. Og denne Sammenkitning af de enkelte Smaastykker, der hver funkler i sin egen Farveglands med sit nuancerede Skjær, foregaar ikke saameget ved en ydre Handlingens Fremskriden, hvorved Billedets egen indre Ro vilde forstyrres og Farverne sammenblandes, som den ligger i et enkelt Ord eller en Hentydning, der paa engang umærkeligt og dog kjendeligt sammenbinder lige saa fast som det tynde og netop derfor Farverne saa nøie sammensmeltende Kit, der fæster mellem en Mosaiks enkelte Stene. At denne Form her ubetinget var den heldigste, der kunde vælges, er klart. Thi er Julian «udvalgt under Vreden», da skal denne aabenbare sig gjennem en Række Domme, der i hver af hans Handlingers Gjennemførelse skal slaa ned over ham i det dertil passende Øieblik; og disse Øieblikke, det ene efter det andet, er det, som da skal fremstilles, idet det stadig skal vises, hvordan Dommen, der rammer ham, altid giver Anledning til en ny Handling og en ny Dom, der tilsidst er Dødsdommen. Dette er, hvad Ibsen har gjort. Men ligger da en saadan Række Billeder, hvoraf intet giver en hel Handling, men kun dens Spidse, for en dramatisk Udførelse paa en Scene? Man kunde synes det modsatte, og dog er det netop her, at Ibsen har vist, hvor mesterligt han har lagt det hele for Scenen. Det egner sig ikke til Oplæsning, det er sandt, og dette har vistnok Hr. Isachsen følt, naar han nøies med at ville læse det første Stykke for et Publikum, der vist heller end gjerne vilde hørt det hele. Men dette er ugjørligt; thi Oplæsningen kan vel gjennem Gjengivelsen af de Talendes vexlende Stemmer, der udtrykker den forskjellige Karakter, anskueliggjøre en psykologisk Udvikling, der lader ane den dramatiske Handling bagved, men den kan ikke gjengive en Række Billeder, hvor Handlingen øieblikkelig skal males for Øinene; thi i det enkelte Billede ligger ingen psykologisk Udvikling; det viser kun Karaktererne i deres øieblikkelig-gjensidige Forhold. En saadan Oplæsning vilde vistnok kunne udtrykke Forholdet, men udtrykke det farveløst, og en Samling farveløse Stene giver intet Mosaikbillede, Helheden fremkommer først, Billedet aabenbarer sig alene gjennem den forskjellige Farvetone i hver af dets Stene, og den Kunst, hvormed disse ere ordnede og sammenføiede. For at give hvert Billede sin bestemte Farve er altsaa dets plastiske, levende Fremstilling nødvendig og dermed Scenens Hjælp, der forhindrer, at det hele bliver blot en Samling af Taler og Samtaler, som i Længden vilde falde trættende. Den sceniske, synlige, effektfulde Virkning, der gjør det hele farvefuldt og spændende, er derfor hele Tiden underlagt, og alt mesterligt ordnet om Scenen. Handlingen og Dommen, der er det bevægende, ligger enten i et Ord, der gjør sin synlige Virkning, eller i et effektfuldt Scenearrangement, der kaster Glands over det hele og holder Interessen vedlige, indtil den styrkes ved det næste. Der er visselig ikke mange Skuespil, som saa afgjort kræver en scenisk Fremstilling med alle dens Hjælpemidler som «Keiser Julian». Man tænke blot paa Modsætningen mellem det store Begravelsestog og Keiserens Ofring, paa Bakkostoget i første Akt, paa Torvscenen, Apollotoget i Modsætning til det kristne Fangetog, hvor Apollohymnen og Psalmen flettes sammen, paa Jordskjælvet, der styrter Apollotemplet ved Biskopens Banlysning i anden Akt, paa Mødet mellem Libanios i den prægtige Dragt og den kyniske, lurvede Keiser, paa Ofringen i Kybeles Lund i tredie Akt, paa Skibsbranden i 4de Akt og paa hvorledes overhovedet i de to sidste Akter hele det sceniske Udstyr svarer til Indholdet og lægger sin Virkning derover.
Den Dom, Julian har nedkaldt over sig, er den aandsforladte Blindhed, og den træder tydeligt frem i Modsætning til det forrige Stykkes Begyndelse, da Menneskeaanden endnu var over ham og han saa gjennem den paa sig selv og paa andre. Denne Blindhed viser sig baade gjennem hans Ord og hans Handlinger. Dels udtales Dommen gjennem hans egen Mund, saa han dømmer sig selv, dels gjennem andres, og dels gjennem hvad der møder ham, saa hans Modstand her aabenbarer den. I det første Billede i første Akt udraaber han almindelig Religionsfrihed; men han er selv – i Blindhed – den første, som bryder den; den lader sig ikke overholde; hans Lidenskab river ham med sig, saa han haaner og spotter, ja forfølger aabenlyst, ved først at udstede keiserlige Befalinger, som Kristne ei kan adlyde, og saa straffe dem som Majestætsforbrydere. Tidens slappe Kristendom viser sig ogsaa i Frafald, t. Ex. Eonapios, der aldrig har bekjendt med andet end Munden, Hekebolios, der af Svaghed falder fra, men rystes ved Biskopens Forbandelse og Apollotemplets Ruin, saa Hjertet faar Overhaand, og han vender tilbage. I første Akts andet Billede udtaler Julian i Forbindelse med dette, at han vil vise Verden «det usædvanlige og ophøiede Skuespil af et Hof uden Hykleri, – et Hof, hvor Smiger blir regnet til de farligste Fiender.» Hvorledes holdes dette Løfte? I sin Blindhed ser han ikke, – han som havde saa aabent et Øie for alle det forrige Keiserhofs Rænker, og som saa godt forstod at gjennemskue Mennesker – de groveste Smigrerier af Themisteos, Mamertinos, Nevita og de andre Hofsnoge, der faar hans særdeles Gunst og Naade ved paa den ækleste Maade at tjene hans Forfængelighed, medens Ursulos, der redelig og alvorlig siger ham Sandheden, derved giver Anledning til en Undersøgelse, som lægges i hines Haand og ender med hans Dødsdom og mange af hans bedste Tjeneres Unaade, medens Livlægen Cæsarios, der lige saa oprigtigt beder for disse Anklagede, faar sin Afskedigelse. Saaledes gjennemfører han sit Program, og i denne ufrivillige Gaaen ud over Grændsen i Blindhed ligger det tragiske Moment, der ender med hans Død for Vennen Agathons Haand. Havde dette været det eneste, da kunde man endda have reist Gravmælet over dette «Nødvendighedens Offer» med Sorg og sat Makrinas´s Slutningsord som Gravskrift over; det vilde da have dannet et skjønt, men usandt Hele. Men saa er det ikke og kunde ei heller være det. Det Selvforskyldte i Blindheden maa aabenbare sig ved Siden og vise sig bestandig stigende som dens Aarsag; det er Forfængeligheden, Hovmoden og Opblæstheden, som altid næres, og ved dennes stærke Fremhæven fremlyser skarpere Berettigelsen af den Anke i det foregaaende, at der ei var stillet Julian noget Valg, ei givet ham nogen Anledning til ved Kristendommens Aands- og Hjertemagt, aabenbaret i dens Høihed og dens Dybde, at lade ham overvinde det Onde med det Gode. Thi det er en Selvmodsigelse at lade ham, fordi han vil være sig selv, hvad der ei er noget absolut Ondt, med Nødvendighed og ei af Valg bestemmes til at ville dette, der fører hans Undergang med sig, og saa alligevel paa samme Tid at lægge det selvforskyldte ind i al sin Magt. Var dette sidste ei skeet, da havde det været konsekvent, men en Usandhed mod Livet selv, som før bemærket. Dette er visselig den Hovedindvending, der kan reises mod Digtet i dets Helhed. Men denne Svaghed er mesterlig overdækket.
Imidlertid, det Selvforskyldte optræder ved Siden af og modsat det Tragiske, viser sig altsaa altid stigende som komisk, og jo mere dette fremtræder, svækkes og blegner det Tragiske, taber Medfølelsen sig. – Alt i det første Stykke er dette svagt antydet, men det Komiske dækkes der næsten altid over af en Begeistring og en Høihed, der tiltaler, hvorigjennem altsaa hans Aands gode Kræfter aabenbarer sig; det skinner igjennem dette Hylle i den Virkning, Libanios´s Smiger øver paa ham i det første Stykkes 1ste Akt, i Indtrykket af Makrinas Brev i 2den og i Iveren, hvormed han i 3die har indsuget Maximos´s Lære, der saaledes nærede hans Forfængelighed, Hovmod og Egenkjærlighed. Men i nærværende Stykke falder Sløret, de gode Aandskræfter har forladt ham, saa alle hans slette Egenskaber træder frem i hele sin Nøgenhed og gjør ved Siden af det Tragiske, Nødvendighedens Dom og Selvdom, nødvendigt et komisk Modindtryk. Herhen hører først det inderlige Velbehag, hvormed han modtager Smigeren især fra Mamertinos og Themisteos, Scenen med Ernapios, hvis Indtryk endnu forstørres ved, at han tages til Naade igjen ved sit Frafald, endelig første Akt, tredie Billede, hvor han selv som Bakkos optræder i Toget. Det sidste Glimt af den naturlige Sjelsadel, der fra først hvilede over Julian, sporer vi i sidste Billede af første Akt, hvor han erkjender, at Skjønheden, som han drømte om, ikke havde ladet sig kalde tilbage i Bakkostoget og grunder et Øieblik over, hvori Svælget ligger mellem dette og hint: at «Seeren fra Nazareth sad til høibords mellem Toldere og Syndere».
I anden Handlings trende Billeder indføres vi i Antiokia først i Borgernes Møde med Keiseren og dernæst i Apollofesten. Baade den tragiske og den komiske Side af Udviklingen fremtræder her stærkere. Den sidste viser sig først i Julians Ord, hvormed han slutter sin Throntale: «Hvad mere derom (Kybeledyrkelsen) er at sige, det vil I erfare af et Skrift, som jeg arbeider paa i mine vaagende Nætter og som jeg haaber om føie Tid skal blive forelæst baade i Læresalen og paa Torvene». Denne Ytring om «Skriftet», der engang før (første Stykkes sidste Handling, hvor han siger til Ridderen Sallust, at han agter at retfærdiggjøre sin Optræden mod Keiseren ved et Skrift) er lagt ham i Munden og som mere og mere eftertrykkeligt fremholdes i det følgende, viser os, hvorledes Julian har opgivet sig selv. Aanden har forladt ham, den Aand, der hin Nat i Athen var over ham og ikke tillod ham at nøies med at finde Kristendommen som en død Skat begravet i de hellige Mænds Skrifter, men tvang ham til at lede om den i Livet udenfor sig og ønske den i sig selv som en levende Guddomsaabenbaring. Det Komiske ligger i, at denne Bortgang af Aanden har han selv forvoldt ved at ville, saa denne Julian, der her og i det Følgende pukker paa sine Skrifter, synes som et latterligt, smaaligt Vrængebillede i Modsætning til hin høie begeistrede Yngling. Den rige Arving er blevet til den fattige Keiser. Og Mindet om hin Nat staar truende op i samme Stund og fælder Dommen, der lyder for os, men ikke sees af den blinde Julian. I Gregor af Nazians Skikkelse bringer det ham til at erindre hin Stund, men uden at han mærker Modsætningen. De tvende mellemliggende Domme af Julian over Kornhandleren Medon og Skatteopkræveren Malkos tjener kun til at vise, at Julian har beholdt sit skarpe Blik, sin fine Spot og sin klare Opfatning af Menneskene i deres Daarlighed, saalænge de ikke rører ved hans Akilleshæl, Forholdet mellem Hedendom og Kristendom. De, der som Hedninger smigre ham og krybe for ham, ser han ikke som usle Smigrere; de, der som Kristne giver Keiseren hvad Keiserens er, behandler han som trodsige, utro Tjenere.
Men ikke blot Mindet dømmer Julian gjennem Gregor af Nazians; Skjæbnen dømmer ham ogsaa; thi fra nu af begynder den ydre Modstand, der til Slutning skal tilintetgjøre ham selv, og skal opflamme ham til Had og Forfølgelse mod den Galilæer, han hidtil har søgt at bringe i Forglemmelse ved at overse ham. Har Verdens Herre rustet sig til Krig mod Himlens Herre, da bereder denne sig til den Modstand, der skal fylde Forblindelsen i Had og Forfølgelse og styrte «Hjørnestenen under Udvælgelsens Vrede» i blindt Raseri i Fordærvelse for at fuldkommengjøre sin Seier ved at bevise sin Herlighed paa ham. Den første Modstand er Cæsareas Kristnes Beslutning at ville nedbryde Fortunatemplet, som Gregor forkynder ham; den anden er Forstyrrelsen af Venustemplet i Antiokia, som i samme Øieblik meldes ham. I det næste Billede, i Apollotoget paa Torvet, viser atter det komiske sig, idet Julian optræder som Ypperstepræst og giver Keiserens Værdighed til Pris paa en lignende Maade som ved Bakkostoget i første Handling. Der mangler heller ikke paa Spottere; hans Tale om det herlige Apollotempel, hvor «ikke en Revne er at se i de ranke bærende Støtter», forbereder paa Modsætningen ved dets Fald, som næste Billede viser, medens Fangetoget, der i den i mesterlig Effekt sammenvævede Scene møder Apollotoget, og hvori Agathon befinder sig, vidner om den Virkning, den begyndende Modstand har udøvet paa Julian: at tilskynde ham til Forfølgelse. Det tredie Billede endelig omslutter den kirkelige Forbandelse gjennem Biskop Maris af Kalkedons Mund. Vi ser, hvorledes Kristendommen begynder at seire gjennem Forfølgelsen og reise sig til nyt Liv, og denne Dom besegles ved Apollotemplets Fald i Jordrystelsen. I dette Billede forberedes tillige det, som følger i næste Handling, paa en dobbelt Maade. Det viser for det første, hvad Virkning Forbandelsesdommen har udøvet: at hos Julian hele det tragiske er opslugt af det komiske; han møder frem som en fuldstændig Karrikatur af sig selv; for det andet forberedes den næste Dom i dette Billede, idet i Samtalen med Maris Jerusalems Tempel omtales, og Keiseren beslutter at bygge det paany, tvertimod Herrens Varselsord. Saaledes forberedes den følgende Dom, der bliver en Aabenbarelse af Vredens Herlighed.
I tredie Handlings fire Billeder, aabenbarer som sagt Julian sig som sin egen fuldstændige Karrikatur. Da han ikke magter at kalde Hedningetidens flygtende Skjønhed tilbage, vil han fremmane dens Raahed. Han optræder som Kyniker, men vækker derved kun saameget større Modstand hos sine blødagtige Omgivelser, hvis Spot nu fremtræder aabenlyst, medens Julian saa meget ivrigere med fortvivlet Rastløshed sætter sin Spot mod deres og skriver, for at overbevise dem, saa hans Fingre bliver sorte. Karrikaturen af ham selv fremhæves i det første Billede eftertrykkeligt ved Mødet mellem ham, Kynikeren i den pjaltede, med et Neb sammenholdte Kappe, med det filtrede Haar og Skjæg, de blækkede Fingre og med Papirbunken under Armene og i Bæltet, som han er nær ved at miste, og mellem Libanios med den hovmodige Mine, i den rige Hofdragt. Mødet med ham aabenbarer ogsaa den Maade, hvorpaa Julian gjengjælder Antiokiernes Spot, ved at sætte den raa Alexandros til Statholder og Plageaand over dem. Det andet Billede viser os Kristendommens Tilhængere under Forfølgelsen, delte mellem Fortvivlelse og Haab, og giver os en tro udmalt Skildring af Julians Opførsel mod dem, hans bidende Spot og rasende Harme i dens Høidepunkt, i skarp Modsætning til Hekebolios´s Anger og Bod. Det tredie Billede viser Julian som Kybeles Præst under Antiokiernes Spot; Historien om den ene Præst og den ene Offergaas giver Beviset for, at Julians Bestræbelser er aldeles mislykkede, og i samme Øieblik viser sig saavel hans Afmagt mod den kristne fortvivlede Fanatisme som Galilæernes Almagt gjennem Kyrillos´s og Salmesyngerskenes Optræden og Jovians Budskab om Umuligheden af at bygge Jerusalems Tempel. Nu bliver Tegnene for tydelige, til at selv Julian skulde lade sig blænde. Modstanden har trættet ham, han overgiver sig haabløst, og vi finder ham saaledes i det fjerde Billede i Maaneskinsnatten paa Apollotemplets – og paa sin egen Gjernings Ruiner. Men dette fører ham kun længere frem imod Maalet. Maximos griber ind i det afgjørende Øieblik og vækker ham til nyt Haab ved at vise ham, at det nytter ikke at skrue Tiden tilbage og gjenopreise Hedenskabet. Skal han overvinde Galilæeren, da maa han staa paa lige Trin med ham og gjøre sig selv til Gud ved selv at ville det, ved at underlægge sig og eie Verden. Dermed er Udviklingen endt; thi at ville være Gud er at ville være sig selv nok. Idet Mennesket vil være Gud, er Fornuftgrændsen overskredet, og Tanken maa besegles med Vanvidet, der indfinder sig, naar Mennesket erfarer, at det selv med Verdensmagten i sin Haand dog ikke er Gud. Og det erfares i Kampen mellem Verdensriget og Gudsriget; det erfarer Julian i Kampen mod Perserkongen, der kun er en Aabenbaringsform af Kampen mod Gud, hvori han bukker under. Dette udføres i 4de og 5te Handling.
Har vi saaledes gjennem dette «verdenshistoriske Skuespil» seet udfoldet til sin yderste Følgeslutning den Tanke: at det Menneske, der begynder med at ville være sig selv, drives med Nødvendighed til at blive sig selv nok, – saa finder vi deri et historisk Bevis for denne Tanke, som er den samme, Ibsen forhen psykologisk har behandlet i alle sine senere dramatiske Digtninger. Ibsens hele filosofiske Anlæg driver ham uvilkaarlig, om det end er ham selv ubevidst, til at følge en logisk Plan i alt, selv i den Orden, hvori disse Digtninger er bleven til i hans Fantasi. Denne hans Grundanskuelse aabenbarede sig først i Digtet «Paa Vidden», der ligesom indeslutter alle de andre i sig, og saa kom de, det ene efter det andet: «Kjærlighedens Komedie» behandlede den i Familien, «Brand» i Menigheden. «Per Gynt» i Folket og «De Unges Forbund» i Staten, saa det vistes psykologisk, hvor den overalt slog igjennem, og nu kommer dette historiske Indlæg i den samme Sag. Som alt bemærket, brister imidlertid her Beviset i en Selvmodsigelse, og det samme er igrunden Tilfældet i de andre, skjønt det her er vanskeligere at opdage. Dette er imidlertid snarere vel end ilde; thi havde Ibsen udført det Hele saaledes, at hans Bevis havde holdt Stik, da havde han begaaet en Usandhed mod Livet selv, der havde dræbt eller ialfald lammet det i hans Værk. En Sammenligning med Schiller vil klargjøre dette. Ogsaa han behandler i de allerfleste af sine dramatiske Digtninger og Tragedier det samme: Frihedens Forhold til Skjæbnen, til Nødvendigheden. Hvad der begeistrede ham var Ideen om Frihed, og Begeistringen drev ham til at fremstille den og skildre den i alle Skikkelser: som en Røver, som en Oprører, som en Fædrelandsforsvarer, som Soldat og endelig som Drømmerske. Han var begeistret for Skyggen af det virkelig Ædle, Gode og Sande, som det aabenbarer sig i den levende Menneskenatur, der i alle hans Helte drages med Døden, fordi den ubøielige Skjæbnenødvendighed paa alle Punkter behersker Friheden og tilintetgjør Livet. Alle hans Kjæmper falder seierløse, den stenhaarde Skjæbne overvælder dem; og anderledes kan det ikke heller gaa Livet, hvor Dødens Aand, som er Skjæbnen, faar Lov til at raade som den første. Han søgte den Frihed, som er Historiens Aand, men fandt den ikke, fordi han søgte den i Skjønhedens ideale Rige, ikke i Sandhedens Virkelighed, der viser den som Frihed i Gud. Med andre Ord: Schiller gjennemførte Ibsens Tanke konsekvent, men skabte dermed kun et skjønt Blændværk, som syndede mod Livets indre Sandhed. Ibsen staar forsaavidt over Schiller, at hans mere nordisk-historiske Tankegang ikke tillader ham at gjennemføre denne gamle, græsk-tragiske Tankegang konsekvent; han indvikler sig altid i en Selvmodsigelse, men den bevarer netop Livet i hans Helte, da han ikke synder mod Historien, mod Livets Virkelighed, og det er kun ved en ulykkelig Feiltagelse, at det Hele ender med Nederlag og ikke med Seier. Ibsens Kjæmper falder ogsaa seierløse, men de falder ikke, som han vil indbilde os, som villige Offere paa Nødvendighedens Altar. Han lader dem dog vove en Brydekamp med Skjæbnen, som Thor med gamle Ella hos Utgardeloke. Og dette giver et Haab om, at den Dag vil komme, da Digteren kan se, hvorledes den hele tragiske Skjæbnehistorie er et Blændværk af samme Slags, som hint med Ella, og kan faa Lykke til, hvad han nu ei magter, at lade Historien og Poesien sammensmelte i en uopløselig Forening, hvori den sande Menneskenatur i al dens poetiske Dybde vækkes til Live af Historiens Aand, og hæver sig til en rolig, glandsfuld og altid seierrig Kamp.
Saaledes tager vi med godt Haab Afsked med «Keiser og Galilæer», anbefalende den paa det Bedste til vor nordiske Læseverden, som et levende historisk Tids- og Livsbillede, der stiller os Oldtidslivets Slutning klart for Øie, og tilføier, at det kan ikke skade at se det for engangs Skyld gjennem dets egne Briller, istedetfor gjennem de historisk-poetiske, som Digteren og vi selv allerhelst skulde havt.