Literatur.
- «Keiser og Galilæer». Et verdenshistorisk Skuespil af Henrik Ibsen. (Den Gyldendalske Boghandels Forlag.)Endskjøndt de Tider ligge mere end een Menneskealder tilbage, da et nysudkommet æsthetisk Digterværk var Dagens vigtigste Begivenhed, og de æsthetiske Interesser i det Hele taget spillede Hovedrollen herhjemme, have vi dog for nylig overfor Henrik Ibsens nye Dobbelt-Drama «Keiser og Galilæer" oplevet noget Lignende. Selv Venstre og de nye Folkethingsvalg maatte for nogle Øieblikke træde i Skyggen for Efterretningen om, at det saa længe bebudede og med saa stor Spænding ventede Værk endelig havde seet Dagens Lys, og hvad de gode gamle æsthetiske Tider ikke engang kunde præstere, formaaede vore Dage, idet der paa een Dag af «Keiser og Galilæer" solgtes et Oplag paa 4000 Exemplarer, det største Oplag, er der sagt, som et æsthetisk Digterværk har oplevet hos os. Imidlertid hedder det jo – og vel neppe helt med Urette – at i gamle Dage læstes Bøger, men kjøbtes ikke, hvorimod de nu kjøbes, men ikke læses, og Spørgsmaalet bliver altsaa, om Ibsens Værk paa de ti lange Acter og med dets tankevægtige Indhold ogsaa vil finde Læsere i Forhold til Kjøberne. En ikke æsthetisk Grund vil upaatvivlelig dog sikkert bidrage hertil. Det er nemlig kommet frem i Correspondancer og lignende Beretninger, at det, man især var spændt paa, var, hvilket Parti Digteren vilde tage, for eller imod Julian, og Anmelderen har endogsaa læst i et norsk Blad, at nu var da Ibsen «havnet i Materialismen», siden han havde stillet sig paa Hedenskabets Side imod Christendommen og forsvaret sin Helts Apostasi. Som Læserne af «Keiser og Galilæer" ville vide, er dette imidlertid ingenlunde Tilfældet, men allerede Discussionen om Digterens Standpunkt er charakteristisk og viser bedre end noget Andet, hvor lidt alligevel vor Tid er æsthetisk. Da Oehlenschlæger, for den tragiske Conflicts Skyld, lagde Hovedinteressen i «Hakon Jarl" paa den gamle Hedning og paa en Maade gav en Hedenskabets Apotheose, var der Ingen, som spurgte om, hvorvidt Digteren selv var orthodox Christen eller ei, men nu ere vi Alle saaledes opfyldte af de Stridigheder mellem Tro og Vantro, der allevegne gjære i Sindene, at vi først spørge om Digterens egen Tro, førend om den indre Consekvens og Sammenhæng i hans Værk. Da en Digter imidlertid kun kan skildre, hvad han selv har seet eller oplevet, eller hvad han i svundne Tider kan finde Paralleler til hos sig selv og sin Samtid, er det iøvrigt naturligt nok, at vor Tids Digtere atter og atter føle sig hendragne til at skildre en Brydning som den mellem Julian og Christendommen, og hvis en Digter her kunde tale som den, der havde Myndighed, og kunde afsige den afgjørende Høiesteretskjendelse, vilde hans Digterværk unegtelig være et Ord i rette Tid for os Alle, men til Syvende og sidst falder Spørgsmaalet herom dog som sagt udenfor Æsthetikens Omraade, og det vilde i alle Tilfælde føre os for langt, her nærmere at komme ind derpaa. – Ligesaa skal Anmelderen modstaae Fristelsen til at anstille en Sammenligning mellem Ibsens nye Digterværk og de tidligere Behandlinger af samme Emne indenfor de nordiske Literaturer, nemlig Hauchs tragiske Drama fra hans sidste Aar «Julian den Frafaldne" og den svenske Digter Victor Rydbergs berømte Roman «Den siste Athenaren». Hver af Nordens tre forskjellige Lande har saaledes nu givet Bidrag til dette Emnes Behandling, og hver unegtelig paa sin Viis.
Det maatte naturlig være med store Forventninger, at man imødesaae et nyt historisk Drama af Henrik Ibsen. «Kongsemnerne" vandt vel noget langsomt frem til Berømmelse, og i Grunden først efterat «Brand" havde aabnet Øinene paa Folk for Ibsens eiendommelige Begavelse, men til Gjengjeld har «Kongsemnerne" nu ikke alene fundet Vei til Nordens tre nationale Scener, men er tillige almindelig bleven betragtet som det Drama, der mere end noget andet fra de sidste Decennier kunde indeholde Løft et om en sand dramatisk Virksomhed, og det en Virksomhed, der med Hensyn til Charakteristik og psychologisk Analyse endogsaa kunde tænkes at ville træde i Shakspeares tragiske fremfor i Oehlenschlægers mere lyriske Fodspor; det var derfor intet Under, at man ventede noget Særligt, naar lbsen var færdig med at stille Problemer op i «Brand" og «Peer Gynt», og paany længtes efter Virkelighedens Jordbund under sine Fødder. Hans moderne, realistiske Comedie «De Unges Forbund" kunde jo ogsaa kun bestyrke Forventningerne herom. Og naar Hauch i Fortalen til sin «Julian" siger, «at der gives enkelte Emner, som ere saaledes sammenkyttede med Menneskehedens egen Udvikling, at de, mere end de fleste andre, maae vække den alvorlige Digters Opmærksomhed, ja om hvilke man med Bestemthed kan sige, at de engang før eller sildigere maae og skulle behandles», og til disse Emner henregner Julians Historie og hans Kamp imod Christendommen, saa kan Enhver sige sig selv, at dette Emne, der, som Hauch fortæller, laa i hans Sjæl fra han digtede «Tiberius», og som han dybt beklager først at være vendt tilbage til i sin høie Alderdom, at dette Emne netop særlig maatte tiltale Ibsen. Og dog er det neppe muligt Andet, end at «Keiser og Galilæer" vil skuffe Mange, ikke alene fordi det ikke er bestemt for Scenen, men fornemmelig fordi Digteren i sit «verdenshistoriske" Skuespil har villet give for Meget, og derfor er kommen til at give for Lidt. «Keiser og Galilæer" synes nemlig paa den ene Side at være endel betynget af historiske Studier, og paa den anden Side har Tænkeren og Filosofen saaledes faaet Overhaand over Digteren, at der leveres en hel Række filosofiske Betragtninger om den frie Nødvendighed, om at maatte ville, og saa fremdeles. Kampen mellem Keiser og Galilæer er klar, men naar Mystikeren Maximos og Julian begynde at tale om Gudekeiseren og Keiserguden, om Logos i Pan og Pan i Logos, og naar Julian paa sit Spørgsmaal: hvorledes vorder han? af Maximos faaer til Svar: han vorder i den sig selv villende – hvor mange Læsere mon der da følge Digteren? Anmelderen skal endvidere lade henstaae uafgjort, hvorvidt Ibsens «Julian" er historisk rigtig skildret, men den digteriske Interesse saavel som den tragiske Conflict lider under, at Julian gjennemgaaende mere er en forfængelig Nar, end en begeistret Apostat; ja selv i Julians ellers uomtvistede Storhed som Kriger gjør Ibsen undertiden et Skaar, naar han, hvor charakteristisk det end er for hans Julian, f. Ex. lader denne forfængelig fortælle, hvorledes han greb en Fane og i al Skynding holdt en Tale til Soldaterne, «der maaskee ikke vilde have været selv en mere oplyst Tilhørerkreds ganske uværdig», og derpaa, først efter at Soldaternes Bifaldsraab har lønnet ham, styrter sig ind i Kampen. Ibsen søger altsaa ikke, som f. Ex. Oehlenchlæger i «Hakon Jarl», at opnaae dramatisk Virkning ved at lade sin Helt falde i den nedgaaende Tids sidste Solstraaler; det er ikke Hellenismens Apotheose, han vil give, saalidt som det forresten paa den anden Side er Christendommen eller den nye Tids Morgenrøde, som han særlig vil prise. Med en i og for sig skarpsindig og interessant, men rigtignok udramatisk Dialektik procurerer Digteren begge Parters Sag, og de herhenhørende Scener og Repliker tør vel, om end de fortrinsviis bære Spor af Tænkeren fremfor af Digteren regnes til det Interessanteste og Betydeligste i det hele Værk. Julian havde fra Barndommen af seet, hvormeget Slet den tomme og hykleriske Christendom kunde afstedkomme, og man forstaaer, hvorledes han, «hvis skjønhedsbetagne Sind tørstede imod Sæder og Billeder fra den forgangne Grækerverden», kan stille Spørgsmaal og Betragtninger som disse: «hvor er den, denne Christendom, som skal frelses"? «det Menneskelige er bleven ulovligt efter den Dag, da Seeren fra Galilæa tog Verdensstyret;" «er det sandt, som der siges, at Gud skabte Verden, da foragter Sønnen Faderens Værk. Og just for dette formastelige Vanvid er det, at han prises saa høyt». Digteren lader imidlertid ikke alene Julian selv føle, at han er som en Vinstok, der er plantet i en fremmed, uvant Jordbund: «plant os tilbage igjen, og vi skal gaa ud, men i det Nye vantrives vi», men med det samme Billede fælder desuden Maximos en virkelig «verdenshistorisk" Dom over Julians Forsøg paa at skrue Tiden tilbage: «I Nærheden af en vis Stad, hvor jeg engang leved, var der et Vinbjerg, vidt berømt for sine Druer; og naar Borgerne i Staden ønskede ret søde Frugter paa sit Bord, da skikkede de sine Tjenere ud til hint Vinbjerg og lod hente Druer der. Mange Aar efter kom jeg til den samme Stad; men da vidste Ingen længer Besked om de fordum saa høit priste Druer. Da søgte jeg Vingaardsmanden op og spurgte ham: sig mig, o Ven, er dine Vinstokke uddøde, saasom Ingen mere kjender dine Druer? Nei, svarte Vingaardsmanden, men du veed, at unge Vinstokke yder gode Druer, men ringe Vin; gamle Vinstokke derimod daarlige Druer, men god Vin. Derfor, o Fremmede, tilføiede han, glæder jeg endnu mine Medborgeres hjerter med dette Vinbjergs Overflod, kun i en anden Skikkelse – som Vin og ikke som Druer. Det er dette, Julian, som du ikke har taget i Agt. Verdens Vinstok er bleven gammel, og dog mener Du, lig fordum, at kunne byde Druerne raae til dem, der tørster efter den nye Vin." Julian svarer forøvrig træffende herpaa med en Replik fra det nittende Aarhundrede: «Hvem tørster?" Hvem drages overhovedet af et aandeligt Behov? – Denne dialektiske Modsætning faaer undertiden et glimrende scenisk-dramatisk Udtryk, som hvor Apollontoget støder sammen med de christne Fanger, der juble over Martyrdøden, eller især hvor Julian anfører Dionysostoget, og efterat have søgt at indbilde sig selv og Andre, at der var græsk Skjønhed i dette, pludselig væmmes ved denne «stinkende Utugt», ved dette Tog af drukne Gjøglere og Skjøger, og idet den græske Renhedstrang slaaer op i ham, raaber efter et Bad, og dog i samme Øieblik siger: «Lad Badet være! Hvad er Legemets Smuds at regne imod alt Andet. Seeren fra Nazareth sad til Høibords mellem Toldere og Syndere. Hvori ligger Svælget mellem hint og dette?" – Anmelderen skal standse her med sine korte Antydninger. Det er overflødigt at tilføie, at Ibsens storslaaede dramatiske Evne paa mange Steder kommer glimrende tilsyne, og at der, spredt, findes en Rigdom af dybe Tanker og ægte Poesi, som det forøvrigt var at vente i et Værk af Henrik Ibsen. I det Hele taget staaer dog den første Halvdel af Digterværket, «Cæsars Frafald», saavel i dramatisk som digterisk Liv ikke lidet over den anden, «Keiser Julian». Hvad Dobbelt-Dramaets Form angaaer, kan det maaskee endnu tilføies, at hvor meget man end har sagt, at den femfodede Jambes Tid er forbi, saa savner dog Prosaen ikke sjeldent her noget af den Flugt, et Digterværk ikke godt kan undvære. – I Form som i Indhold er «Keiser og Galilæer», for tilsidst at sige det med faa Ord, et interessant og tankevægtigt Digterværk, men det er hverken nogen Indfrielse af de Løfter, «Kongsemnerne" gav, eller i det Hele et af de Værker, der ville staae som Milepæle i den nordiske Literaturs Udviklingshistorie. «Keiser og Galilæer" er et interessant Led i Ibsens rige og betydelige Forfattervirksomhed; gid hans neste Digterværk maa blive endnu mere!