Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer.
Endelig er da Ibsens store, længe bebudede og med Spænding forventede Verdensdrama kommen, kjøbt og læst. Vi mindes ikke, at der paa længe er udkommen nogen Bog her i Norden, til hvilken der alt paa Forhaand har fæstet sig saa mange Gisninger, saa megen Forventning. Man synes for en Gangs Skyld at have en liden Tanke tilovers ogsaa for andre Ting end politiske og religiøse Kampe, og man har endog fraveget det jaabækske Sparsomhedsprincip, som de fleste hylde, naar det gjælder Bogkjøb, hvor forhadt det ellers kan være dem.
Hvad er nu Grunden til denne Forventning, denne usædvanlige Opmærksomhed for en digterisk Frembringelse i en Tid, der dog sandelig ikke lider af noget utilbørligt æsthetisk Hang, men som tvertom er fordybet i allehaande nærliggende praktiske Spørgsmaal? Er det et Anfald af ren Skjønhedstørst, en frembrydende Trang i Sindet efter engagn at blive draget ud af Døgnets tærende Kiv og Kav og at faa mættet den skjønhedshungrende Sjæl med idealt-menneskelige Forestillinger? Eller skriver Forventningen sig fra, at man i dette Verk ventede et Ord netop om Dagens brændende Spørgsmaal, og har det i saa Fald været et klarnende Syn paa Kampen fra Digtets Højder, man har ønsket? Eller har Interessen blot været Nysgjerrighed efter at faa vide, hvem eller hvad den store Satiriker derude dennegang havde taget for sig til Afstraffelse, eller har det endelig været Lysten til at faa Besked om, hvor Digterens Udvikling nu har ført ham hen, om han lader sit Verk pege ud mod en Løsning af nogen af de mangehaande Spørgsmaal, hans Digtning sætter under Debat, og om der denne Gang idetmindste ikke falder et Fortrøstningens Skjær ind i de skarpe Skyggebilleder, hans Digtning har saa mange af?
Det er vel rimeligt, at de færreste have været spændt af rent poetisk Interesse, og at Forventningen om, at man her atter vilde faa et mærkeligt Indlæg i et af Tidens store Spørgsmaal, har rettet de fleste Øjne mod det nye Verk. Vistnok havde man her et historisk Drama for sig, og man kunde altsaa vide, at der ikke var Tale om et direkte Indlæg; men man kjendte jo Ibsens Evne til selv gjennem de fjernest liggende Emner at sætte et Nutids-Fænomen under Belysning, og man vidste jo, at det store Enten-Eller, Kejser eller Galilæer, som kom ind i Verden med Kristendommen, netop nu igjen udover hele Europa er taget under fornyet Behandling og samler til Arbejde, vækker til Kamp. Ibsen har jo i sine Verker paa saa mange Maader holdt Kristendomskravet frem, har skildret Fænomener af kristeligt Liv, har, selv hvor dette ikke ligefrem har været Tilfældet, dog digtet paa Grundlag af kristelig Psykologi, og har i det Hele paa et eller andet Punkt i sin Digtning aabnet et Udsyn til det kristelige Enten-Eller og dog stadig ladet Spørgsmaalet staa saaledes, at der for hans eget Vedkommende altid kunde spørges: Kejser eller Galilæer? I Brand har han sagt: Her ser I den kristelige Mønstermand, som staar bag Kierkegaards Kristendomsforkyndelse, sat under Virkelighedens Vilkaar; men om Bogen siger: denne Kristendom er vrang, eller: Kristendommen er umulig, fordi den er umenneskelig, er ikke saa godt at afgjøre. Per Gynt er gjennemskuet med et i den kristelige Psykologi opøvet Øje og ganske vist stillet under Kristendomskravets Dom; men Bogen giver dog ikke nogen ligefrem Oplysning om Digterens eget Standpunkt. I «De Unges Forbund» udleveres Fantasten og Stemningsmennesket Bornertheden til Afstraffelse, og man sidder tilbage trang om Brystet og spørger: er det med denne Magt, Digteren vil slutte Forbund? Digtene give den Oplysning, at Forfatteren føler det som sit Kald at lægge Torpedoer under Arken; men man fristes jo unegtelig til at spørge: Naar nu det hele Stel er fløjet i Luften, hvad skal saa udfylde Verdenstomheden bagefter; man fristes med andre Ord overalt til at spørge: Hvad er Digterens egen Livsanskuelse; føler han sig blot og bart som Torpedobygger, er han en saa udelukkende revolutionær Digternatur, at han blot har Trang til at sprænge de gamle, svømmende Arke i Luften, men intet Haab om, ingen Tro paa, at der findes et opdukkende Land, hvorfra nogen Due kan hente et Forjættelsens Oljeblad? Man fristes til at spørge saa, sige vi, og mene, at det er en forklarlig Sag, om mange nu først og fremst spørger, om Kejser og Galilæer giver Svar, aabner et Udsyn over de mange rygende Brandtomter, Digteren hidtil har ført os ind paa. Men vi tro tillige, at dette Krav indeholder en Uretfærdighed mod Digteren. Hans Øje er for det første særlig bygget til at se det usande, det usle, til at opdage Selvmodsigelsen og Egoismen i de menneskelige Bestræbelser, og vi tør blot føre Anke over ham da, naar han, for at ramme Usselheden og Usandheden i den ene Form, adler den eller ialfald gjør den for store Indrømmelser, naar den fremtræder i en anden. Men dernæst er det overhoved et ubilligt Krav til en Digter, at han, dette Stemningens, Fantasiens og det uroligt grublende Tankelivs Mand, fremfor andre skal sidde inde med disse færdige Livssyn, som vistnok adskillige eje som en Theori, de hylde, men som saa saare faa har som en personlig Tilegnelse. Vi skynde os derfor med at sige, at Kejser og Galilæer er holdt strengt historisk, forsaavidt som den viser Ufrugtbarheden af de kejserlige, lærde Bestræbelser forat give den gamle, afdøde Gudetro Liv, og paa den anden Side fremstiller Kristendommen som den vældige, sejrende Livsmagt, intet Kejserbud og ingen Lærdom kunde kue eller blot standse i sin Sejersgang. Vi ville her indskrænke os til at betragte det psykologiske Problem, Digteren har sat sig for at løse i Skildringen af Kejser Julians Personlighed, til at undersøge, hvorledes han har opfattet og fremstillet den historiske Individualitet, der «hjalp ved denne store Verdensvending».
Ibsen har paa flere Steder i sin Digtning været paa Spor efter den Slags Egoisme og Selvforgudelse, som skjuler sig under ideale Forklædninger. Allerede Skule i «Kongsemnerne» vil fornemmelig sig selv og sit eget, han vil være den kaldede og stjæler en andens, den rette Kaarnes, Tanke, raner hans Mærke for under dette at føre sin egen Sag til Sejr. «Per Gynt» er den tranghjertede Selvgodhed, der er sig selv nok, og som har en Hærskare Forbilleder rundt om i vort Lands Smaasamfund, hvor der sidder saa mange i fed, glindsende Selvtilfredshed over sin ekonomisk betryggede Stilling og i den Sort Selvhjulpenhed og Ligegladhed om hele den øvrige Verden, som stikker i, at der intet aandeligt Krav er i En. Men denne Selvgodhed er hos «Per Gynt» ikke den platte, andefodede, fantasiforladte; den er tvertom digterisk draperet, eventyrligt forklædt. Det er den Kierkegaardske «Digter», vi her have for os; «Per Gynt» ejer Fantasigaver i sin videste Udartning, saadan som den, naar den er uden Modvegt i en traust Karakter og en tugtende Opdragelse, gjør Manden til Digter i norsk Betydning af Ordet, nemlig til Løgner og til selvforgudende Egoist, der blot dyrker en Gud, sig selv, og blot kjender en Profet, dette samme kjære Selv. «Stensgaard» staar ikke fuldt saa nøgent afklædt, danser ikke saa kynisk ufordulgt i Tilbedelse om Afguden, han er finere anlagt, han drager frem under Idealets flyvende Faner, han har «et Kald» og er i Forbund med Vorherre. Men inderst inde staar den samme lurvede Selvtilbeder og dyrker sine Syner og Stemninger som guddommelige Indskydelser. I «Kejser og Galilæer» endelig have vi den samme Saga, men her er Egoistens Anlæg ganske andre, og den Scene, han optræder paa, er verdenshistorisk udvidet. Julian er ikke en Digternatur, der lever for Idealerne i sin Fantasi, men efter sine Lyster i Livet; han er en afholden Visdomselsker, han er en Humanitetens Repræsentant, der altid er færdig med et Skrift, som skal forsvare hans Inhumanitet; han er en stuelærd Theoretiker, der i Livet godt kan blive en grum Tyran trods al sin Humanitet; han er en Mand, der blot lever og aander for Gudernes Sag, men med den lille Bitanke, at han selv er Gudernes verdensopløsende Udsending. Med alle Julians ideale Anlæg, med al hans Længsel mod den græske Skjønhedsverden, med den stadigt opdukkende Trang til at gjemme sig i et ensomt Granskerliv, med al hans Afholdenhed og hans oprigtige Afsky for alle de Laster, som gjødes saa fedt ved det kejserlige Hof, saa er der dog dybt i Bunden af hans Natur en forfærdelig Forfængelighedens Dæmon, et uslukkeligt Begjær ikke efter Magten for Magtens Skyld men efter at være den gudkaarne Verdensfrelser, som alle Mennesker falde ned for og tilbede, og som engang skal sættes i Gudernes eller ialfald i Halvgudernes Tal. Hvor forskjellig denne Egoismens Repræsentant saaledes end er fra de andre, Ibsen har tegnet, saa er han dog inderst inde den samme Selvtilbeder, som Digteren har afsløret i hine føromtalte Typer.
Til Belysning af dette ville vi i det efterfølgende samle nogle af de mest fremtrædende Træk i dette storartede, historiske Tidsbillede.
«Slangen er henvejret
i Afgrundens Svælg,
Lammet har sejret,
paa Jorden er Helg»
med denne højtidelige Forkyndelse aabnes «Cæsars Frafald». Men hvordan det staar til med denne Helg, faa vi snart Besked om gjennem de Slagsmaalsscener, som Tilhængerne af de forskjellige Sekter opføre, endnu medens Sangen lyder, gjennem alt, hvad der fortælles om Kejser Konstantios, denne kronede Forbryder, der ved at tjene Kristendommen udvortes søger at tvætte noget af sin Blodskyld af sig, og endelig gjennem Julian selv, i hvis Indre der er alt andet end Helgefred. I disse første Scener føres han frem for os som En, der skjælver for Kejseren, skjælver for Kristendommen, har Tvangens og Vanens Respekt for dem begge, men lønligt længes bort fra Kejserens spejdende Øje, bort fra Galilæerens tunge, strenge Krav, ud til Frihed og Liv i Skjønhed og Granskning. Man hører, at Kristendommen engang har opfyldt ham med en saadan Begejstring, at Skarer af Ynglinge gjennem ham ere vundne for Troen; man sporer ogsaa en higende Trang til en Forløsning, en Gjenfødelse; men hine Dages varme Troesbegejstring synes ham nu selv en Drøm, og han ved ikke længer, hvorfra Gjenfødelsen skal komme. Men allerede dette Billede af en sandhedstørstende Yngling har sine fint indtegnede Træk af den Grundsvaghed, som fælder ham. Han kan ikke taale, at Broderen fik sin Fløj færdig af den Kirke over Momoss hellige Grav, som de i deres Ungdom byggede paa, medens Bygmesteren erklærede det for umuligt at fuldføre hans egen; hans Glæde over, at Kejseren udnævner Broderen og ikke ham til Cæsar, er Glæde over Udsigten til at undgaa Kejserens Mistanke. Han hader Kejseren, men bøjer sig ydmygt for ham. Optugtet under Kristendommens Bud, levende under Trykket af dens strenge Alvor, bævende i dens Rædsel, har han selv krævet Visdomslæreren Libanioss Udvisning. Men da han faar høre, at denne Tankens berømte Kjæmpe anser ham for sin eneste jevnbyrdige Modstander, da vaagner det aldrig hvilende Begjær efter Ære og Ros, da er han i Grunden alt vunden for Visdomslærernes Samfund. «Han forstod mig,» siger han, da den berømte Taler har udlagt sin Smigers Agn for ham. «Og Libanios tænk dig, Agathon, Libanios har sagt o, hvor skarpt maa ikke det hedenske Øje være. Jeg holder det ikke ud her mellem disse Mennesker, her er ingen, som tror paa det, jeg bærer i mig.» Blot et Syn, som Vennen har haft og meddeler ham, faar ham for et Øjeblik til at se sit Kald i Kamp for Troen mod de vantro Vismænd. I anden Akt finder vi ham nemlig i Athen, levende Visdomslærernes Liv og med sunken Tro paa sin Missjon. Han har ogsaa gjennemskuet de lærde Mænds Egoisme og er dødelig træt og led af denne evige Henvisning til det skrevne. Han vansmægter efter Liv og Daad og vælger at opsøge Mystikeren Maximos. Vistnok opstaar der netop da Forfølgelser mod de Kristne, og hans Venner og Trosfæller raabe til ham: Der er Kaldet, du er Manden, som skal træde frem for din Broder og tale de Kristnes Sag. Men han er bange, og der synes ham med et «at ruge tusinde Tvivl» over hint Syn, som pegte paa ham som Rigets Arving. Nej, Maximos har faaet Fakler til at tændes af sig selv og Billedstøtter til at smile; «vil Forløseren mig noget, maa han tale tydeligt,» siger han; «jeg vil did, hvor Fakler tændes, og hvor Støtter smile.»
Fra den Dag lever han i Samfundet med Mystikeren. Hans kristne Venner komme til ham og ville drage ham ud af dette farlige Selskab; men han har faaet Besked om, «at den guddommelige Vilje har noget uopklaret isinde med ham», at han og Gallos skal dele Herredømmet over Verden, Gallos som Kejser, han som ja, det vil Maximos aabenbare ham med det første. «I hvert af de skiftende Slægtled har der været en Sjæl, hvori den rene Adam gjenfødtes; han var stærk i Lovgiveren Moses; han havde Evne til at gjøre sig Verden underdanig i Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men se Basilios, dem alle fattedes, hvad der er mig lovet den rene Kvinde.» «Bruden skal visselig skjænkes mig, og da , Haand i Haand vil vi gaa mod Øst, did hen, hvor nogle sige, at Nilios fødes, og der O, Forherligelse derfra skal en ny Slægt i Skjønhed og Ligevegt gaa ud over Jorden; der, I skriftbundne Tvilere, der skal Aandens Kejserrige grundes.» De kristne Venner forlade ham i Sorg over hans Tilstand, Aabenbaringens Stund kommer, han faar tale med Kain og med Judas og faar vide at han skal «grundfæste Riget»; men den tredje Skikkelse, som skal hjælpe ved den tredje Verdensomordning, kan Maximos ikke mane frem; thi han er endnu blandt de levendes eller ufødtes Tal. Men Julian udlægger sig selv som den tredje, og da han faar Bud om, at Gallos er henrettet, og at Kejseren har udnævnt ham selv til Cæsar, da tager han Purpurkappen paa sig: han har valgt henimod Maalet: at grundfæste Riget, Kejserriget. Det afgjørende Valg sker dog først siden, da han efterat have sejret over Barbarerne stadigt bøjende sig ydmygt for Kejseren og stadigt afslørende hans Nederdrægtighed lader sig udraabe til Kejser og dermed gjør op med sig selv, at det er gjennem Kejserrigets Grundfæstelse, han skal opfylde sin Missjon. Først i femte Akt bliver det dog klart, hvilket Aandsrige det er, han vil grundlægge gjennem Kejseren. Idet han raaber «Kejserens Rige for mig!» griber han Offerkniven og løser sig saaledes fra den gamle Pagt. Med stor Effekt varsles i Slutningsreplikkerne den Kamp, som dette Valg indleder:
Cæsar:
Mit er Riget!
Ridderen Sallust:
Og Magten og Æren!
Kor i Kirken:
Dit er Riget og Magten og Æren
Cæsar (blændet af Lyset fra Kirken):
Ah!
Maximos:
Sejr!
Koret:
i Evighed, Amen.
Har der i «Cæsars Frafald» ved Siden af et altid mere og mere fremtrædende selvisk Drag ogsaa været meget smukt, megen ungdommelig Varme og søgende Sandhedsiver over Julian, saa fremtræder han i «Kejser Julian» mere og mere som den, der søger sin egen Forherligelse gjennem Gudernes. Ved Siden heraf gjør den Lærde sig ogsaa mere og mere gjældende; han, hvem al denne døde Skriftlærdom engang kvalmede, henviser nu altid, naar det kniber, til «et Skrift, som han er ifærd med at affatte!» Omkring ham gaar Livet i højere og højere Bølger, stiller sine Valg; bringer sine Afgjørelser; Tiden er saa forfærdelig alvorlig og opvækker overalt Handlingens Mænd. Men Julian fremtræder stadig mere og mere som en blækket Stuelærd, der vil, at Virkeligheden skal arte sig efter hans Theorier, og at det døde paa hans Bud skal tage Liv, og han bliver tilslut komisk baade i sin Selvforgudelse og i sin Tro paa Lærdommens Magt til at skabe nyt Liv.
Først se vi ham i hyklet Sorg over Kejserens Død. Saa fremtræder han som Tolerancens Prest. Han forkynder sin Vilje at indsætte de gamle Guder i deres Ret, men samtidig lover han ogsaa fuld Frihed for den kristne Tro. Alt Smiger, alt Hykleri skal banlyses fra Hoffet, Tarvelighed og en forstandigere Statshusholdning skal indføres. Alt dette er nu saare smukt, men hvorledes gjennemføres det? Usle Smigrere ere hans nærmeste Venner. Da der kommer et Gesandtskab fra fjerne Egne forat lovprise ham som en Gud og bede om Fred, fralægger han sig vel denne Guddoms-Ære med en slet dulgt Glæde; men han byder samtidig, at alt, hvad Gesandterne have sagt, skal kundgjøres for Folket, og særlig, at der «skal indflyde nogle Ord om den forunderlige Mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.» Da Skatmesteren Ursulos gjør ham opmærksom paa, at det er Julians Forgjænger, Sendebudene søgte, falder den Tro Tjener i Unaade, «han kan ikke bruges i Statssager», der indledes Undersøgelser angaaende hans og mange andre kristne Embedsmænds Færd, og Dødsdomme fældes over den ene efter den anden. En Haarskjærer falder i Unaade, indtil han slutter sig til Dionysos-Toget med en Del Skjøger fra den Stund tages han til Naade. Julians gamle Kristendomslærer afsværger ogsaa sin gamle Vildfarelse, tilbeder de hedenske Guder og fremfor alle Julian, og hans Lykke er gjort. Og saaledes helt igjennem. Kristne afsættes, plyndres, pines, myrdes ikke for sin Tros Skyld, heller ikke just fordi de savne den skyldige Agtelse for de hedenske Guder, men fordi de savne Tro paa Julians Guddommelighed. Samtidig rejses Templer, Ofringer anstilles, Fester afholdes, og Kejseren holder Taler for det uvidende Folk om hvem Bakkus egentlig var, og hvad disse eller hine Vismænd have sagt eller skrevet om ham. Naar alt dette ikke forslaar, er hans sidste Tilflugt «det Skrift, han just er ifærd med at affatte. Vent bare, vente bare naar mit Skrift er færdigt .»
Og det haves yderligt fornødent, at Skriftet bliver færdigt. Thi Kejseren har Modgang paa alle Kanter. Hedningerne ere lunkne, hvor der ikke er Udsigt til rigelig Løn, og le i Stilhed over hans Galskab. Men hvilket Syn viser der sig ikke paa den anden Side! De mange Navnekristnes Færd havde vakt redelige Folks Modbydelighed for den nye Tro. Selv de bedre vare blevne lunkne eller levede i stille Ensomhed. Men nu! Med et tændes alle Sind i en længe ukjendt Ild, Skarer af Mænd og Kvinder gaa syngende og lovprisende til Pinsler og Død. Des større Trængselen bliver, des varmere bliver ogsaa disse Folks Kjærlighed, des mere glødende deres Tro, des urokkeligere deres Mod og Viljekraft. Det er en talløs Skare, som bare længes efterat faa dø for sin Tro. De lunkne blive varme, de vaklende faste, de Affældige blive Kjæmper. Julian forstaar ikke dette «sælsomme Vanvid». Han farer haardere og haardere frem mod disse Folk, men Modstanden tiltager i Styrke, og selv Hedningerne ere ilde tilfredse. Man beslutter sig til et storartet Alexandertog mod øst hjemkommen som Sejrherre fra dette Tog, mener han, alle skulle se hans Guddommelighed og forstaa, at han er Verdens nye Frelser. Men uagtet han føler, at «Verdens Messias er levende i ham», saa synes ikke dette Tog at skulle blive gunstigt for hans Missjon. En Overløber faar ham til at brænde sine Skibe, Stillingen bliver mere og mere haabløs, Julian selv begynder at opgive Troen paa, at det vil blive et nyt Alexandertog, og han tænker paa et andet Middel til at fremholde Troen paa sin Guddommelighed. Ved Synet af et mørkt Vand siger han til Maximos: «Tror du, hvis jeg uden Spor forsvandt fra Jorden, og mit Legeme aldrig fandtes, og ingen fik vide, hvor jeg var bleven af tror du, at det Sagn da vilde udbrede sig, at Hermes var kommen til mig og havde ført mig bort, og at jeg var optagen i Gudernes Samfund?» Denne sidste Tilflugt, han her vil ty til forat vække den Tro paa sig, som ikke vil stige af sig selv, forraader den indre Afmattelse og Udtærelse, som nu har grebet ham. Man føler, han har opfyldt sin Missjon, men paa en ganske anden Maade, end han har tænkt: han har gjort det klart for Verden, at de gamle Guder ere døde, og at den ny lever. Snart nærmer ogsaa Afgjørelsens Stund sig. Fienderne trænge paa, Hæren viger. Forgjæves raaber Julian: «staa fast Romere, idag skal vi frigjøre Verden»; et andet, et mægtigere Raab overdøver Kejserens; de Kristne storme frem «med Kristus, for Kristus», det er en kristen Høvding, som redder Hæren, Julian fældes af en kristen Soldat og synker med det Udraab: «du har sejret, Galilæer». Han dør med de Ord: «O, Sol, Sol hvi bedrog du mig.»
Saaledes ender da Visdoms-Kejseren, Mystikeren, det døde Hedenskabs lærde Profet og Selvforguderen, træt og haabforladt, og over hans Lig straaler det Lys, han vilde slukke, med tifold større Glands end før. «Jeg er den nye Messias», var hans eget Udsagn om sig selv; «han var et Tugtens Ris, Herren sendte os», er de Kristnes Erkjendelse, da de staa samlede om hans Dødsleje. Digteren lader dem ogsaa tilføje et Ord om, at han maatte fare vild men med denne rædsomme Nødvendighedslære har vel Forfatteren ikke ment det saa alvorligt.
Vi have her fulgt den røde Traad i Julians indre Udvikling, uden at gaa nærmere ind paa Bogens digteriske Ejendommeligheder. Vi ville i denne Henseende ogsaa indskrænke os til at sige, at Ibsen i dette sit sidste Verk har udfoldet hele sin mægtige Kunst. Her er ikke alene store Tanker, lidenskabelig Varme, maleriske Perspektiver, alt er tillige saa sandt og individuelt, ikke paa noget Punkt ere Karaktererne forhutlede eller sprængte, det mindste Ord er ganske i Overensstemmelse med det Menneskes Naturel, som bruger det, og Individualiteterne staa overalt fyldige, anskuelige og tillige saa gjennemsigtige for En. Og hvilken ganske vidunderlig Kunst i dramatisk Bygning har ikke Digteren lagt for Dagen i dette Skuespil. Vi ere jo vante til Overlegenhed hos Ibsen i denne Retning; men «Kejser og Galilæer» vil fyldestgjøre selv den største Forventing.
De fleste ville rimeligvis føle sig ligesom afkjølede under Læsningen af Skuespillets anden Halvdel. Det har da heller ikke den dramatiske Spænding som første Afsnit. I første Stykke er det en stigende Udvikling i Julians Karakter, i andet Stykke er den saagodtsom stillestaaende. «Kejser Julian» er et dramatisk Billede af Tidstilstande, som aabenbare sig og omskifte, alt efter som de kejserlige Foranstaltninger til Hedenskabets Gjenfødelse skride frem. Bevægelsen deri er den Troskamp, som hans Frafald har tændt, og det som udvikler sig, er een Sag, Kristendommens Sag. Gjør saaledes det sidste Stykke et mindre Indtryk, fordi der ikke længer er den dramatiske Spændkraft i Julians egen Livsudvikling som i «Cæsars Frafald,» saa er der dog ingen Tvivl om, at det sidste Emne kræver endnu større Kunst end det første. Det er da ogsaa saa rigt paa store Tidsmalerier, paa vexlende, dramatisk gjennemsigtige Scener, paa dybsindige Karaktertegninger; det ejer kort sagt i det Hele saa megen Tankefylde, og er digtet med saadan Fantasistyrke og udarbejdet med en saa sjelden Kunst, at det ikke paa noget Punkt i væsentligt Mon synker ned under den Højde, som Fremstillingen har i «Cæsars Frafald.» At begge Stykker tilsammen ere et Aandens Storverk af høj Rang, tør der vel neppe være nogen Tvivl om.