Kejser og Galilæer.
Et verdenshistorisk Skuespil af Henrik Ibsen. Inhold: I. Cæsars Frafald, Skuespil i fem Handlinger. II. Keiser Julian, Skuespil i fem handlinger. Kjøbenhavn. Den Gyldendalske Boghandel. 512 S. 8vo.Om vi kunde give Læseren en om end tarvelig Fremstilling af det her foreliggende Værks Indhold! Men det er saa omfattende og storartet i sit Anlæg, saa omhyggeligt affattet i Detaljen, saa vægtigt i sin Tanke, saa rigtigt i den historiske Opfatning og visselig for en stor Del af Læserne saa langt borte fra de Regioner, hvor deres Tanker almindelig pleie at bevæge sig, at vi ere bange for, at mange Læsere ville mangle de fornødne Forudsætninger for at kunne nyde Keiser og Galilæer. Vi ville dog gjøre et Forsøg paa at skildre dette Skuespils Gang, men vi bede saavel dem, som have læst Bogen, som dem, der ønske at læse den, vel huske paa, at vor Fremstilling i denne korte Anmeldelse nødvendigvis maa blive kort og mangelfuld; de førstnævnte maa derfor ikke føle sig skuffede ved ikke at finde omtalt, hvad de maaske helst ønskede berørt, de sidste bør tro, at Bogen indeholder langt mere – vi kunne gjerne sige – andet, end hvad her kortelig vil blive omhandlet.
Man vil huske, at Konstantin, der fik Tilnavnet den Store, i Begyndelsen af det 4de Aarhundrede selv gik over til Kristendommen, som derved blev Statsreligion. Enten han gjorde dette af Overbevisning eller for at vinde de Kristne, som nu vare saa talrige, og i sin Kirkeforfatning allerede havde en saa fast Organisation, skulle vi lade staa derhen, vist er det, at de Kristne som hidtil havde havt nok med at kjæmpe sig frem mod Hedningerne, nu begyndte med Iver og Ufordragelighed at forfølge hverandre indbyrdes, naar der var den mindste Forskjel i deres Opfatning af Læren. Theologiske Stridigheder hørte til Dagens Orden, samtidig med at Geistlighedens Anseelse, Rigdom og Magt tiltog.
Ved Keiserhoffet, som var flyttet fra Rom til Konstantinopel, herskede det forargeligste Liv. Forstillelse, Løgn, Smiger og de ækleste Lovtaler bragte Folk frem og i Gunst, medens Sandhedskjærlighed og Dyd bragte Fare og Fordærvelse.
Tage vi noget, som ligger vor Tid nærmere, som Maalestok, noget, som vi have hørt mere om, nemlig det franske Hof i dets mest fordærvede Tid før Revolutionen, saa kan det dog ikke maale sig med det romerske Keiserhof i Overforfinelse, Forvorpenhed, Uterlighed, Grusomhed og Ringeagt for alt, hvad der før og siden har været anseet for helligt og skikkeligt. Medens de romerske Keisere begik de største Afskyeligheder, lode de sine Billedstøtter offentlig opstille og Ofre bragtes dem som til de andre Afguder, ja, saaliden Skamfølelse havde de og saa lavt var Folket sunket, at sligt kunde bydes.
Efter Konstantin den Store kom hans tre Sønner paa Tronen; den ene faldt i et Slag med sin Broder, den anden blev myrdet, – saa var den tredie, Kontanzios, Enehersker.
Det er med ham, at det første af de heromhandlede Skuespil begynder, og denne Begyndelse er saa storslagen, saa virkningsfuld, som vel noget, og sætter os ved alle sine Træk, store som smaa, paa en mærkelig Maade ind i Tidsalderen.
Det er Paaskenat. Den udlevede, mistænksomme, af Samvittighedsnag plagede Keiser gaar i Pomp og Pragt til Kirke, Lovsang lyder os imøde:
«Lammet har seiret;
på jorden er helg.»
Ja, vist er der Helg, det er jo Paaskenat, men der er sikkerlig ikke Fred, thi udenfor Kirken overfalder de Kristne Hedningene, og da de, efterat dette er udført, saa se paa hverandre og opdage, at de høre hver til sin Sekt, er deres Had og Afsky for hverandre endnu større end deres Had til Hedningene.
Er der da Fred i Keiserens Følge? Vi skulle se.
Han har på en eneste Nat myrdet elleve af sin Slægt; «men du kan tro samvittigheden tumler med ham», siger hans Fætter Gallos, «den risler ham gennem benpiberne som en orme-mylder.»
Broder tror ikke Broder. «Broderskabet skærmer ingen i vor slægt», siger den samme Gallos ved en anden Leilighed. Intet Under, at Keiseren har Betænkelighed ved at gaa ind i Guds hellige Hus. Men Æthiopieren Memnon, Slaven, tager den svage Mand ved Haanden og fører ham ind.
Keiseren kommer atter ud af Kirken, og finder der de to Brødre Gallos og Julian, de eneste af sin Slægt, som han har sparet. Da udraaber han paa Stedet Gallos til sin Efterfølger.
Fyrst Gallos til Helena, Keiserens Søster:
«Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Helena.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.
Gallos.
Jeg kan neppe tro det; hvem er skyld i dette?
Helena.
Hyss!
Gallos.
Du, elskede, eller hvem – hvem?
Helena.
Memnons spartanske hund.
Gallos.
Hvad mener du?
Helena.
Memnos hund. Julian gav den et Fodspark; det er det, som hevnes».
Alle havde troet, at Julian, den begavede og lærde, skulde blive Keiserens Efterfølger, men en Slaves Overtalelse gjør det annerledes.
Julian glæder sig over Broderens Lykke, thi han længes bort fra Hoffet, hvor alt det nedrige, han ser, den utaalelige Tvang, han lever i, ikke lader ham Ro, og hvor de Kristnes Rænker og Uenighed giver ham Afsmag paa Kristendommen, som han dog endnu tror sig kaldet til at forsvare.
Han vil derfor til Athen, hvor den store hedenske Visdomslærer Libanios har stort Tilløb. Med ham vil han prøve sine Kræfter til Kristendommens Forsvar. Men Tvivlen har allerede grebet ham og Forfængeligheden leder ham paa Afveie. Han indvies i de Eleusinske Mysterier, fanges i de hedenske filosofiske Skolers Snarer, reiser til Efesus, til Magikeren Maximos, visselig ikke længere saa meget for at søge Sandhed og Lys, som for at tilfredstille sin egen Forfængelighed. Modsigelserne have allerede saaledes hildet hans Dømmekraft, at han er beredt til at tro alt, som smigrer hans Forfængelighed. Da hans gamle kristne Venner komme til ham for at frelse ham fra det Frafald, som allerede hans Omgang med alle hedenske Visdomslærere bebuder, siger han om de Lærde i Eleuses:
«Hine drømmere var nær ved det rette spor. Maximos fandt sporet, og jeg siden ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt, sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt og ligesom uden al årsag, i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –»
«Siden, siden – o, I dyrebare – jeg har med dette mit til ånd forvandlede legeme været langt i paradisets egne; englene har sunget sine lovsange for mig; jeg har skuet det midterste lys.»
Syner, Spaadomme og Drømme bringer Julian til at tro, at han skal «grundfæste Riget», men hvilket Rige er det? Det verdslige Rige eller Kristi Rige?
Netop som Mystikeren Maximos har foregjøglet ham at han, Julian, er den, som skal befæste Riget, kommer Leontes med Budskab til ham fra Keiseren, at han er kaldet til hans Eftermand, fordi Keiseren har ladet Gallos halshugge.
Julian.
Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios.
Kristi rige?
Julian.
Keiserens store skønne rige.
Basilios.
Var det keiserens rige, som stod i lys for dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de kappadokiske blodvidners grave? Var det keiserens rige, du drog fra Konstantinopel for at grundfæste paa jorden? Var det keiserens rige –
Julian.
Tåger, tåger – alt hint ligger bag mig som en vild drøm.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––
––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Julian.
Hvor fører du mig hen; til lykken og magten – eller til slagterbænken?
Leontes.
O, en så hånende mistro –
Julian.
Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Leontes.
Jeg kan hæve alle tvivl. Dette brev fra keiseren, som jeg helst havde rakt dig i enerum –
Julian.
Et brev? Hvad skriver han? Ah, Helena! – O Leontes, Helena – Helena for mig!
Leontes.
Keiseren skænker dig hende, herre! Han skænker dig denne elskede søster, som Cæsar Gallos forgæves bad om.
Julian.
Helena for mig! Det uopnålige vundet! Men hun, Leontes –?
Leontes.
Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog øjnene ned og sagde: hils min kære frænde, og lad ham vide, at han alltid har været den mand, som –
Julian.
Videre, Leontes.
Leontes.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene Kvinde».
––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Vi finde Julian i Gallien, hvor han med Kraft og Lykke fører Krig med Alemanerne. Han kommer tilbage fra Krigen og modtages af sin ventende Hustru Helena.
Helena.
Men, du himmelske herre, hvad er da hændt?
Julian.
Det værste, Helena – en umå delig sejr.
Et andet Sted siger han: «Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket.»
Keiseren er misundelig og mistroisk. Et Sendebud kommer fra Rom, han bringer Ordre til at Hæren skal opløses og gaa til andre Kanter af Verden, ja, som det tilslut viser sig, han har endog Befaling at føre Julian til Rom, hvilket vil sige det samme som til Døden.
Fra Keiseren har Budet Gaver til Søsteren Helena, blandt andet Frugter. De ere forgiftede, og Helena dør forgivet af sin egen Broder, fordi der var Haab om, at hun nu vilde give Riget en Arving! I Dødskampen taler hun vildt og taler Sandheden:
Den ufødte Cæsar er ikke Julians Afkom! Nederdrægtigheden paa alle Kanter er her skildret med saa kraftige Farver, at Julian, som dog i fuldt Maal er sin Tids Barn og altid har nok af Smiger, Løgn og Udflugter paa rede Haand, næsten kan vække vor Medfølelse. Vi faa i alle Fald Agtelse for hans Dømmekraft og Dygtighed.
Alt samler sig for at lede ham til Frafald fra Keiseren, som tragter ham efter Livet, og fra Kristendommen, hvis Præster nu lade Mirakler ske ved «den rene Kvinde», Fyrstinde Helenas Lig; hun, om hvem han kun ved altfor god Besked.
Han ofrer til de hedenske Guder og drager mod Rom.
Dette er første Skuespil.
Det vilde føre forlangt, om vi skulde forsøge paa at gjengive Gangen i andet Skuespil endog paa den kortfattede Maade, som vi ovenfor have brugt ved Gjengivelsen af første Skuespil. Og det tiltrænges heller ikke saa meget her, thi vi befinde os i forholdsvis mere bekjendte Tanke- og Forestillingsregioner.
Keiser Julians Kamp er foreløpig udkjæmpet, forsaavidt som han har taget en Beslutning; han er gaaet over til Hedenskabet, og hans første Handling som Regent er at erklære begge Religioner ligeberettigede. Ingen skal forfølges for sine Meninger.
Men man vil let kunne tænke, at han, som har forladt sin Kristentro, derved ogsaa har forladt enhver sikker Ankergrund. Han tumles om paa Tvivlens urolige Hav, og den Kristus, Galilæeren, som engang havde havt Magt over hans Hjerte, slipper ham aldrig. Han hader og afskyr og paastaar at han foragter Tømmermandssønnen, han er død, siger han, han har intet Rige. Men netop dette Julians Had viser noksom Galilæerens uendelige Magt; Julian var udvalgt, men ikke paa den Maade, som han selv troede, til at grundfæste Riget, det ydre, keiserlige, hvorved hans Berømmelse skulde række til alle Slægter; nei, hans Udvælgelse var den, at han skulde tjene til atter at rense Kristendommen, til at samle de stridende Elementer; thi dette var Følgen af den Kristenforfølgelse, som naturligvis ikke kunde udeblive. Begge Religioner skulde være ligestillede, men Keiserens Religion er dog den, som har Ret, naar Strid opstaar, og Stridigheder bliver der strax. Han raser mod Galilæeren, hvis Magt møder ham paa alle Hold, men hvad hjælper Raseriet, – intet. Det viser ham kun hans egen Afmagt. Ingen Selvforgudelse, ingen Fordybelse i Videnskaberne, ingen Spidsfindighed, intet Magtbud kan fri ham fra Kristi Magt over hans Folk og over ham selv.
Alt dette gjør ham rasende, ikke alene i Vrede, men virkelig afsindig! Han vil dyrkes som en Gud, han vil, at alt skal bøie sig for ham, men hvad hjælper det ham at stampe mod Braadden, han maa bukke under, og da han i Slaget modtager det dødbringende Landsestød, udraaber han: «Du har seiret, Galilæer».
Ovenpaa et sligt Liv kommer ingen Omvendelse eller Forsoning. Derfor ere visse Skuespil ogsaa verdenshistoriske i en anden Betydning end at de omhandle et historisk Emne: Personen gaar her fuldstændig tilgrunde, men Haabet og Fortrøstningen ligger i, hvad han mod sin Vilje har virket for Verden, for Kristendommen.
——————————
Keiser og Galilæer er skrevet med Ibsens mesterlige Pen, et Sprog saa fint og afrundet, saa træffende og saa vel beregnet; intet for intet, intet formeget. Hvis man tør tænke sig disse Skuespil opførte, ville de være af mærkværdig dramatisk Virkning, især maaske paa Grund af den Ibsen eiendommelige Evne til at stille Modsætningerne grelt op mod hverandre og dog saaledes, at de flyde sammen. Men tag ikke denne Bog og læs den ikke i den Tro, at den skal være nogle Timers Sysselsættelse, og saa give dig Ro og Tilfredsstillelse. Den byder dig hverken det ene eller det andet; den byder dig aandelig Kamp, Uro – og et uendeligt Stof til Eftertanke og Samtale. Der findes i den hele Bog ikke et Menneske, som du kan holde rigtig af, thi enten ere Personerne nogle elendige Slyngler, eller de ere væsentlig kun Meninger eller videnskabelige Retninger, – og dog maa vi tænke paa og tale om visse Personer. Du kunde maaske ønske, at Forfatteren ikke havde ført dig ind i en slig Labyrint, som denne Keiser og Galilæer aabner for dig, men se selv til at du kommer ud igjen, thi isandhed, du har Midlerne hos dig.