Paa Kristiania Theater opførtes igaar for første Gang: «Kjærlighedens Komedie» af Henrik Ibsen til Indtægt for Forfatteren. Skjønt man allerede har tilstrækkelige Beviser for den sceniske Virkning, som Ibsens dramatiske Arbeider i en saa udpræget Grad indehave, forbauses man dog uvilkaarlig, naar et saa tankevægtigt, polemisk «Læsedrama» som «Kjærlighedens Komedie» forsøgsvis bliver bragt paa Brædderne, og det viser sig, ikke blot at de «abstrakte Tankefigurer» kunne iføres Kjød og Blod, men at Stykkets Effekt bliver slaaende saavel i Enkeltheder som i Totalindtrykket, at selv den ydre Scenearrangering er meget heldig, og at den Ødselhed, hvormed Ibsen har strøet Tanker, Vittigheder og Epigrammer ind i dette ene Stykke, saa langt fra virker overvældende eller trættende, at Stykket maa betegnes som helt igjennem meget underholdende, ja som ligefrem morsomt; Noget, hvorom Publikums gjentagne Bifaldslatter noksom vidnede. I rent økonomisk Henseende vil Theatret saaledes upaatvivlelig staa sig paa at have sat «Kjærlighedens Komedie» i Scene.
Selve Stykkets Indhold maa forlængst antages at være det læsende Publikum vel bekjendt. Da dette Ibsens Værk udkom, manglede det vistnok ikke paa, at det gjorde Opsigt, men nogen større Anerkjendelse eller noget almindeligere Indpas i Læseverdenen fik det dog ikke. Det Indtryk, det frembragte hos den overveiende Del af Publikum, var – kan man gjerne sige – Uvilje; man forargedes over den Hensynsløshed, hvormed Ibsen trampede Traditioner, Illusioner og Følelser, som han havde vænnet sig til at anse for smukke, ja hellige, under Satirens jernskoede Hæl, og de idelige Pidskeslag, som han lod regne ned over Samfundets Ryg, gjorde, at dette blev tilbøieligt til at tage visse Represalier. Negtes kan det heller ikke, at Ibsens eiendommelige Digterretning, der senere saa udpræget er kommet frem i hans Arbeider, allerede i «Kjærlighedens Komedie» er meget kjendelig. Skjønt man vistnok tror at skimte eller ane Idealet bag «Thevandsselskabets» brogede Passiar, har Ibsen dog ingen Repræsentant for dette, som vil paatage sig at bære det helt eller fuldt ud i Livet. Naar «Falk» eller «Svanhild» synes at staa i Begrep med at ville for Alvor løse den store, selvtagne Opgave, bøier Forfatteren pludselig af, slaar de plastiske Former itu eller karrikerer Trækkene. Kan være, at Hverdagslivet som oftest heri giver ham Medhold, saa er det dog et Spørgsmaal, om en saadan Fremgangsmaade stemmer med ideel eller – vi kunde fristes til at sige – scenisk Retfærdighed. Saa stor Forskjel, som der naturligvis er mellem «Falk» i «Kjærlighedens Komedie», «Hertug Skule» i «Kongsemnerne», «Steensgaard» i «De Unges Forbund», «Peer Gynt» og endelig «Julian» i «Keiser og Galilæer», saa have de dog et vist Karakterens Grunddrag tilfælles, nemlig denne Famlen hen mod det Høieste, der finder sig Udtryk mere i dialektiske Evolutioner frem og tilbage end i Mandevilliens energiske og beslutsomme Sætten Alt ind paa Maalet. Man kan vistnok indvende, at Ibsen i «Brand» har vist os en Karakter, der søger, at betale Kravet indtil den mindste Hvid, men saa har han rigtignok til Gjengjeld jaget «Brand» langt ud over de menneskelige, almindelige Grænser og ind paa Vanviddets Ødemarker. Nogen Helt, der midt i Hverdagslivet tager og løser sin Opgave som en Mand, har Ibsen neppe endnu fremstillet. Skjønt Ibsen saaledes enten ikke har formaaet eller muligens har forsmaaet at skabe en Helt, der helt kunde samle Sympathien om sig, og han kun kan vise os Idealet gjennem Modsætninger og Brudstykker, vil dog hans mageløse Tankefylde og ætsende Vittighed altid bevirke, at et Arbeide af ham bliver en Berigelse for Læseren eller Tilskueren, og denne Egenskab har «Kjærlighedens Komedie» fuldt saameget som noget af hans andre Dramaer. Satiren støtter sig i dette Tilfælde ubestridelig til en ikke uheldig truffet, lokal Baggrund, der strækker sig videre end til den Omstændighed, at Handlingen foregaar paa et Landsted ved Frogn erkilen. Præsten «Straamand» og Kopist «Styver», Frøken «Skjære» og Fru «Halm» ere ganske vist stærkt karrikerede, men alligevel er det noget ikke blot Almenmenneskeligt, men noget eiendommeligt Nationalt ved dem, saaledes som ogsaa Præsten «Straamand» ganske rørende udvikler i sin Samtale med Falk, hvor han berører den eiendommelig kuende Virkning, som Ensomheden og den barske Natur udøver. «Styver» er visselig en høist bedrøvelig Figur; og dog, hvem tør negte, at han ikke har seet Sidestykker, navnlig i en By som vor, der ikke, som i de store Kulturstæder, byder et udviklet Folkeliv, en almindelig Kunstsans, eller stærkere Almenrørelser som Surrogater, der kunne hjælpe til at holde en stakkels, knapt aflønnet, forgjældet og reduceret Stymper oppe over den tørreste Prosas Sump. Og nu Fru «Halm», der har havt den Glæde at se 7 Døtre forlovede «alle med Logerende», eller Frøken «Skjære» med sin rappe Tunge og snærpede Dyd, og endelig Fru «Straamand» med de 8 Elskovspanter, alle Pigebørn; en Trup, der ved sin Indtrædelse vakte Publikums høirøstede Munterhed. Selv «Guldstad» er ikke uden et nationalt Drag, skjønt dette vistnok er mindre fremtrædende. Alle disse Personer gruppere sig om Hovedfigurerne: «Falk» og «Svanhild», og bidrage hver Sit til at drive Konflikten fremad. Her kan ikke være Stedet at indgaa paa den Maade, hvorpaa Ibsen har villet løse Problemet; vi skulle indskrænke os til at sige, at det viste sig, at den store «Thevandsscene» var af megen dramatisk Virkning. Den formfuldendte Dialog bidrog den hele Tid til den Lethed, hvormed Stykket bæres oppe.
Vi have ved denne Leilighed mindre opholdt os ved Spillet, fordi det neppe er tilbørligt at fælde nogen afgjørende Dom efter en første Gangs Opførelse. Hovedrollerne vare lagte i Hr. og Fru Gundersens Hænder. Fru Gundersen havde i «Svanhild» fundet en Rolle, der var hende værdig og hun lagde ogsaa det Bedste af sit Talent deri. Hr. Gundersens Anlæg af «Falk» var vistnok rigtig; men paa Gjennemførelsen skortede det endel, navnlig hvor det Satiriske og Lette skulde komme frem, ligesom han ikke altid var fuldkommen sikker i Memoreringen, hvorved dog maa tages i Betragtning, at Rollen er usædvanlig lang. I det Hele fortjener Hr. Gundersen Ros for forstandig Opfatning. Hr. J. Brun kunde upaatvivlelig gjort sin «Straamand» bedre, og en saa stærk Benyttelse af Suffløren maa siges at være næsten utilbørlig. Hr. Isachsens «Guldstad» var meget velholdt, og efter hans store Tale til de Forlovede lød stærk og vedholdende Applaus. Ved Teppets Fald fremkaldtes først tutti og dernæst Fru Gundersen. Huset var meget godt besat.