Theatret. Gaarsaftenens Forestilling frembød i flere Henseender mer end almindelig Interesse, idet Programmet var Ibsens ypperlige Skuespil «Kjærlighedens Komedie», som ikke tidligere har været givet her i Bergen, og Svanhilds Rolle dertil udførtes af en ung Debutantinde, om hvem man paa Forhaand havde ikke ringe Forhaabninger. Skulde den Deltagelse, hvormed Publikum omfatter vor gjenreiste nationale Scene endnu tiltrænge yderligere Bevis, da fik man et saadant i det udsolgte Hus igaar, i den Spænding, hvormed Forestillingen blev fulgt, Scene for Scene, samt endelig i den stigende og levende Glæde, der lagdes for Dagen, eftersom Stykket skred frem, og det blev mer og mer indlysende, at her endelig var en Debut, der ikke blot indebar Muligheder og Fremtidsløfter, men som viste en Klarhed og Modenhed i Opfattelsen, en Ro og Sikkerhed i Udførelsen, der til alle Tider er en Sjeldenhed, og som efter al Sandsynlighed varsler Frk. Sofie Reimers en smuk Fremtid som scenisk Kunstnerinde. I Besiddelse af et særdeles klangfuldt og sympatisk Taleorgan, et rent, afslebet Sprog og en for en Debutantinde mærkværdig sikker Fremtræden, udførte Frk. Reimers Svanhilds vanskelige Parti med en Sandhed, Varme og Forstaaelse der gjentagne Gange tilvandt hende livligt Bifald. Ibsens mesterlige Vers der, hvor let de end flyder, paa Skuepladsen ingenlunde hører til de lette Opgaver, fremsagde hun paa en idethele korrekt og smuk Maade, om end selvfølgelig det rige Indhold ikke overalt kom helt, fuldpræget frem, og om end fornemmelig en noget livligere, mere nuanceret Replikbehandling og en mere udviklet Mimik vilde bidrage til at gjøre os den af Ibsen skabte Figur mere naturlig og ungdommelig, rykke hans Svanhild ud af Digtningens Verden og ind i Virkelighedens. Frk. Reimers Væsen, Stillinger og Bevægelser var prægede af en vis plastisk Ro, der altid gjorde et ædelt, værdigt Indtryk, men som tillige virkede noget statuemæssig. Ved gjentagne Opførelser bliver dette imidlertid uden Tvil delvis rettet, og Anmelderen vil her kun give et Vink om, i hvilken Retning Frk. Reimers formentlig bør arbeide. Hvor der allerede er saa mange Betingelser tilstede for at frembringe et helstøbt Skjønhedsindtryk, saaledes som Svanhilds Rolle kan give det, ønsker man desto ivrigere at fjerne det, der virker hæmmende, og at fremlokke det, der endnu fattes. Næst efter Frk. Reimers maa nævnes Hr. Michelsen, der som Falk havde en paa en Gang taknemlig og svær Opgave, fra hvilken han idethele skilte sig paa en Maade, der gjorde hans betydelige sceniske Begavelse og voxende kunstneriske Udvikling al Ære. Noget mere frigjorte kunde Hr. Michelsens Bevægelser vistnok være paa enkelte Steder, navnlig i 3die Akt, men den Keitethed og Ubehjælpsomhed, hvoraf hans Fremtræden tidligere har lidt, er nu for Størsteparten overvundet, og den ungdommelige Varme og poetiske Begeistring, der nødvendigvis maa besjæle Falk, den unge Fantast og Sværmer, hvis han ikke skal blive et blot og bart Tankeexperiment, uden Liv og Sandhed, forstod Hr. Michelsen igaar at lægge i sit Spil, der gjennemgaaende var beaandet og smukt. Mest tiltalende og gjennemarbeidet forekom os Hr. Michelsens Spil i 2den Akt. En Smule Usikkerhed hist og her er i et saa stort Parti ved den første Opførelse uundgaaelig og skal ikke dvæles ved. Hr. Garmanns Styver var en karakteristisk og godt gjennemført Figur, et trist Billede paa, hvorledes det ensformige, opslidende Kontorliv som fattig Kopist i Aarenes Løb aandelig forkrøbler og forkuer. Bedst var Hr. Garmann i Scenen med Falk i 3die Akt, da Frk. Skjæres Sang inde fra Stuen opildner ham til en Art Veltalenhed, saa at den løierlige, fortørrede Skikkelse et Øieblik adles og løftes af en ægte, varm Følelse. Denne Scene hører ogsaa med sin Blanding af bitter Ironi og stille Vemod, dette fremkaldt ved den mesterlige Anvendelse af den forslidt-tungsindige Melodi «Ach, Du lieber Augustin,» til de mest gribende og effektfulde i Stykket. Fru Sperati gav Frk. Skjære dygtig og naturlig; noget mere falmet, afpillet, svarende til det i Navnet liggende Begreb, kunde hendes Ydre dog have været. Hr. Johannesen havde som Præsten Straamand et Parti, der laa godt for ham, og som han øiensynlig spillede con amore; den værdige, trivelige, salvelsesfulde Præstemand, der i sin Ungdom var en begavet, poetisk Natur, men som nu ræddes ved den blotte Mistanke om, at «hans Liv nogensinde skulde have været romantisk», er af Digteren saa skarpt tegnet, at man trænger til at se Figuren i det Komiskes befriende og mildnende Skjær, for at den ikke skal blive uhyggelig trøstesløs. Saaledes gav ogsaa Hr. Johannessen os den; hans Straamand var derfor uimodstaaelig lattervækkende; i Scenen i 3die Akt med Falk, hvor han skal blive varm, talte han i en altfor lav, grædefærdig Tone, saa at de prægtige, virkningsfulde Repliker ikke kom nok til sin Ret. Noget mere Styrke vilde her være paa rette Sted. Det maa ogsaa bemærkes, at Hr. Johannesens Maske syntes noget for gammel. Hr. Halvorsen var en tækkelig ung Student og Elsker, Frk. Poulsen en net men temmelig ubetydelig Anna. Hr. Asmundsen udførte Guldstads Parti forstandig og omhyggelig; det er dog et Spørgsmaal, om ikke Hr. Bøgh vilde have passet fuldt saa godt til denne Rolle. Fru Nielsen som Fru Halm forekom Anmelderen temmelig prægløs; men denne Figur er heller ikke synderlig udført fra Forf.s Haand. Stykket modtoges med stærkt Bifald; efter 1ste Akt fremkaldtes alle de Spillende, efter 3die Akt Frk. Reimers og Hr. Michelsen. Hvorfor de to Strofer, sungne af de bortdragne Studenter,
«Og har jeg end seilet min Skude paa Grund,
saa var det dog deiligt at fare!»
hvormed Stykket i samtlige Udgaver slutter, var udeladte, skjønnes ikke. Vi forbeholder os efter en senere Opførelse at omtale Stykkets Indhold noget udførligere.