Netop for 10 Aar siden udkom som Nytaarsgave for «Illustreret Nyhedsblads» Abonnenter Ibsen's «Kjærlighedens Komedie.» Man havde dengang endnu ikke faaet Øinene rigtig op for det Dybe og Betydningsfulde i Henrik Ibsens Digtning, og dette i mange Henseender saa høist eiendommelige og interessante Verk tiltrak sig ingen større Opmærksomhed fra Publikums Side. Den trøstesløse Opfatning af den ideale Kjærligheds Undergang i Brydningen med Hverdagslivets Prosa, som gaar igjennem det vittige og formfuldendte Arbeide, anslog ikke i tilstrækkelig Grad sympathiske Strenge hos Almenheden, og Resultatet blev en af de Skuffelser for Digteren, som han i Begyndelsen af sin Bane havde at gjennemgaa, og hvis Bitterhed visselig ikke har været uden sin Indflydelse paa hans senere Virksomhed. Stykket blev betragtet som et Læsedrama, der ikke engang af Forfatteren var beregnet for Scenen, og Ingen tænkte paa, at bringe det til Opførelse. Men nu har man faaet Erfaring for de virksomme dramatiske Egenskaber, hvormed Ibsens Arbeider ere udrustede, og Ingen tvivler om, at det Galeri, der omfatter Falk og Svanhild, Styver og Frøken Skjære, Straamand og hans Halvdel, først vil træde frem i sin rette Kraft og Virkning, naar det bæres levende frem i Lyset fra Lamperaden. Vi gaa saaledes ud fra, at faa Forestillinger paa Christiania Theater har været imødeseet med større Forventning end den iaften, da «Kjærlighedens Komedie» gives for første Gang, og skulde der være noget særligt Hensyn, som kunde bidrage til at fylde Huset, saa maatte det være dette, at Indtægten af denne Forestilling tilfalder Digteren som hans Forfatterhonorar.
Opførelsen af Henrik Ibsens «Kjærlighedens Komedie» paa Christiania Theater har, saaledes som vi ventede, vist, at Stykkets fordelagtige Egenskaber paa Scenen træder frem med en saa betydelig Virkning, at dets mindre heldige Sider træder i Skygge og halvveis glemmes. Den medfødte Overlegenhed, hvormed Ibsen behandler det sceniske Apparat, Dialogens spillende Vittighed, Aand og Naturlighed gjør, at det hele tager sig ud for en som et Billede med let Haand grebet lige ud af Virkelighedens Verden og poetisk farverigt behandlet, paa samme Tid man sidder og betragter det med en Protest i sit Hjerte mod Sandheden af de Skildringer, Digteren har givet af Ægteskabet og Forlovelsen paa den ene Side, af den ideale Kjærlighed paa den anden. Til dette Resultat bidrager ogsaa i betydelig Mon Opførelsen, som gjør Theatret Ære, da saavel Samspillet som Gjengivelsen af de enkelte Partier maa siges at være usædvanlig tilfredsstillende. Fru Gundersen har først og fremst i den sværmeriske Svanhild med den stolte og dybe Kvindelighed fundet en Opgave, i hvis Løsning hendes geniale Evne aabenbarer sig paa den skjønneste Maade. Ikke alene de varmere, mere deklamatorisk holdte Partier i Dialogen, men ogsaa de lettere, tildels ironisk anlagte, Repliker giver hun med lige Sandhed og eiendommelig Virkning. Hr. Gundersen støder i Falks Parti paa en betydelig Vanskelighed der, hvor hans Frue netop har saa vidunderlige Midler at raade over, nemlig i sin lidt uklare Diktion og i sit Organ, som af Naturen mangler et tilstrækkeligt sympathisk Klangpræg. Men dette kan ikke hindre, at baade Anlægget fra hans Side er rigtigt og Udførelsen fuld Anerkjendelse værd. Mindst heldig forekommer os fra hans Side Thevandstalen i 2den Akt. Frøken Parelius, Fruerne Giebelhausen og Wolf, DHrr. Brun, Isachsen, Klausen og Reimers have ogsaa hver i sit Parti givet vellykkede Fremstillinger, og den Dom, som Publikum fælder ved at fremkalde dem alle og dernæst give Fru Gundersen en særskilt Fremkaldelse, er visselig vel beføiet. – Vi bemærke, at den Anke, der i et Par andre Blade har været ført over Hr. Klausens Kostumering, nu er ret tet.