Didrik Grønvold

Allerede ved Syvtiden begyndte Folk at samles ved Teatret, et Tegn paa, at det ikke var en af de sædvanlige Forestillinger.

Ved Halvottetiden var Teatret saagodtsom udsolgt, og da de sidste Toner fra Orkestret havde lydt, saa var der den dybeste Stilhed over Tilskuerpladsene.

Henrik Ibsen skulde atter i et nyt, ejendommeligt Digterværk tale til Publikum.

Ligesom de antike Skuespil tar Ibsens nye Skuespil sit Udgangspunkt fra en Synd «mod Guderne» eller i moderne Forstand mod de store Morallove. Almers har ægtet Rita af Sanselighed og Beregning. Det er denne Synd, som med logisk Ubønhørlighed fremkalder Nemesis. Naar Nemesis har gjort sit Værk, saa har den tillige forvandlet de to Mennesker i hele deres Livssyn, og paa Grundlag heraf begynder de saa at sige et nyt Ægteskab. I dette er de bundne til hinanden af nye Baand: Den fælles Sorg og Anger over Sønnens Død og den fælles Livsopgave, den at virke for andre i et Livshold, i et Næstekjærlighedens Arbejde. Naar Sorgens Storme helt har lagt sig, tør man vel forudse, at der i deres Ægteskab vil indtræde «en indiansk Sommer». Flaget er alt ved Tæppets Fald hejst paa hel Stang. Ogsaa Jordlivet med dets mangesidige Krav vil atter gjøre sin Ret gjældende.

Den sværeste Opgave i «Lille Eyolf» er vel at spille Alfred Almers.

Paa Scenen falder hans Passivitet endnu mere i Øjnene end ved Læsningen. Medens Rita er det pulserende, rige Menneskeblod, og den, som til Slut peger paa en Opgave, uanseet dens Motiver, er Almers den raadløse, den upraktiske Drømmer, en moderne Hamlet.

Det var Hr. Roald, som havde Almers Parti.

Roald har noget af den ægte kunstneriske Glød i sit Temperament. Han kan give sig hen; men det bør helst være, hvor Lidenskabens Bølger gaar højt.

Derfor slog Roald bedst an i de lyriske Partier, hvor Smerten og Selvanklagen faar de stærke Udslag. Hvor det grublende, det reflekterende bryder frem, led Udførelsen trods enkelte gode Momenter af adskillig Monotoni.

I det hele taltes der fra Scenen altfor lavt. Det kosted Anstrængelse at faa opfattet den fulde Replik. Men det er en Fejl, som flere af vore Skuespillere lider under.

Fru Irgens Hansen bar ubetinget Prisen ved sin dygtige Udførelse af Ritas Parti.

Hun saa noget vel robust ud i første Akt. Men Spillet var vaagent og energisk. I tredje Akt steg det til tragisk Højhed. Der er altid noget overbevisende, noget menneskeligt sandt i Fru Irgens Hansens Spil, og efter Aviserne at dømme saa maa hendes Rita i anden og tredje Akt staa over Udførelsen ved Kristiania Teater baade i Kraft og Interesse.

Fru Sperati spillede Rottejomfruen.

Jeg mindes fra Barneaarene flere Jomfruer, der for vor barnlige Fantasi stod som halvt dæmoniske eller ejendommelige Væsener, baade «Katten i Læggene» og en «Hundejomfru», som boede i Smuget lige ved Siden af vort Hjem. Jeg erindrer særlig «Hundejomfruen»s Ansigt. Øjnene var de mærkeligste, ligesom ulmende Gløder efter en slukket mægtig elementær Lidenskab. Jeg tror, Fru Sperati understreget formeget det Dæmoniske ved en hviskende, halvt hekseaktig Udtale af enkelte Sætninger. Fraregnet en Smule langvarig Besvær med at faa fat i Mopsemand, hvilket en Stund saa ud til at blive et noget indviklet Problem for Dyrets Ejerinde, forfejlede dog ikke Scenen sin sælsomme og betydelige dramatiske Virkning, og den understøttedes ved, at Lille Eyolf blev meget vakkert spillet af en Datter af Skuespiller Kavli.

Borgheim og Asta gaves af Hr. og Fru Voss.

Hr. Voss havde nærmest betonet det Gemytlige. Men derved sank Figuren ned mod de andre og blev uinteressant, saa godt gjennemført den end var. Borgheims Livsglæde er mere inderlig, umiddelbar, mandig Lykkefølelse.

Fru Voss havde mange vakre og dygtige Tilløb som Asta. Men Rollen blev neppe helt, hvad den skulde være. Stemmen havde spæd, tør Klang. Det var, som Ordene ikke allevegne havde den rette, store Underbund.

Efter første Akt faldt der tre Gange det stærkeste Bifald noget mindre efter de to andre Akter.

Naar Premièren nu er overstaaet, saa vil vel ogsaa Spillet endres noget, og Ting komme frem, som blev holdt tilbage under den første Opførelses Ængstelse.

Derfor vil de her gjorte Bemærkninger ved Udførelsen vel ogsaa kunne modificeres.

Det gribende, ejendommelige Skuespil af vor dramatiske Stormester vil nu opnaa sin Række af Opførelser ved Bergens Scene som ved Kristianias.

At vi har to Scener at føre det frem paa det er ogsaa af stor Betydning for vor Kunst, for vor Stilling som et selvstændigt Kultursamfund. Det er nødvendigt, saa langt som det er fra Vestlandet til Østlandet.